Lidt verdenshistorie - apropos

"Kaos var kommet. Demokratiet visnede. Forud var gået en lang periode, hvor bor­gerne var blevet offer for en stigende materialisme. Det fo­retrukne mål var at skaffe sig en så behagelig til­væ­rel­se som muligt. For den store hob kom prægtige sports­begivenheder og gra­tis ar­ran­gementer til at spille hovedrollen i det daglige liv. Arbejde var ikke længere nødvendigt for at opretholde livet. Staten betalte løn til alle og enhver for at udføre de så­kaldte bor­ger­pligter, og be­folk­nin­gens store flertal blev me­re og me­re ind­stillet på at benytte sin politiske magt til at leve af of­fent­lige tilskud.

Princippet var at ingen borger på grund af fattigdom skulle afskæres fra at give staten gode råd eller yde sin politiske indsats i samfundslivet. Disse udbeta­lin­ger var en frugt af demokrati­ets endelige gennembrud, og det lod sig gøre fordi erhvervssektoren fungerede som samfundets slaver. Da stør­stedelen af borger­ne således havde vænnet sig til at være øko­nomisk afhængige af statskassen, måt­te det også for enhver pris hindres at statens magtstilling, og dermed stats­kas­sens midler, svækkedes. Og som al anden arbejdsfri indtægt virkede stats­under­støt­tel­sen demoraliseren­de. Man kan sammenligne den med et sold, sag­de en af ti­dens filosoffer. Hvor meget man end øser op i det, så løber det omgående ud igen. Den skærpede blot massernes ap­petit på mere - mere og mere i det uen­de­lige.

Staten blev for gennemsnitsborgeren næppe andet end den store understøttel­ses­betaler og festarrangør, og at risikere livet for den havde man ikke mere lyst til. Den almindelige værne­pligts forsvinden til fordel for et forsvar baseret på en be­talt hær, er et af denne materialistiske tids mest markante forfaldssymp­to­mer. Nu var det ikke længere borgerhære som kæm­pede for hus og hjem, men i farens stund afgjordes statens skæbne af en sam­menskrabet flok e­ven­­tyrere, hvis tro­skab og pålidelighed strakte sig akkurat så langt som der var penge i statskassen.

Så dybt var det gamle borgersind sunket, at alle råbte på ret­tigheder men in­gen ville høre tale om pligter. Levede en politiker ikke op til forvent­ningerne, eller ville man bare af med ham, kunne ­man ved af­stem­ninger for­vise ham 10 år til provinsen. Ofte førte det til at han kunne vende endnu rigere tilbage fra "landflygtig­heden".

En over­gang troede man at kunne genop­væk­ke sam­fundsån­den med nye love, og et sandt lov­givningsraseri tog sin begynd­else. Føl­gen af en så naiv tro på for­maliteter­nes magt over menneske­hjertet blev natur­ligvis, at man bare fik en mængde love og for­ordninger, som ingen kunne holde rede på, og at praktisk talt enhver blev lovovertræ­der. De­mo­kra­ti­ets sto­re og ophøjede træk udslet­tedes, medens de øde­læg­gel­sens spirer, som denne sam­fundsform bar i sig, sprang ud i fuld blomst.

Livet tabte sin alvor, blev overfladisk og frivolt. De vig­tigste samtaleemner i byen var de kend­teste kendte, og de fineste madkunst­neres nyeste opfindelser. Frivole kvikheder, som fødtes under glade drikke­lag, gik som løbeild gennem byen.

 Landet var i færd med at blive en småtskåren ravnekrog.”

---------------------

Nogle vil muligvis have fået den tanke, at der kunne være tale om et forsøg på at lave en skræmmebeskrivelse af ­Dan­mark i en ikke alt for fjern fremtid.

Imidlertid er det "bare" et ud­pluk af histori­keren Carl Grim­bergs be­skrivelse af Græ­ken­­land i lan­dets og dets demo­kratis deroute omkring slut­ningen af det tred­je år­hund­rede før vor tids­reg­ning. Den omtalte filosof var Aristoteles.

Fra Grimbergs store værk, ”Verdenshistorien” fra 1930’erne.  tdj

Og så lidt opløftende: Hver gang vi i verdenshistorien har set noget lignende, er "verden" jo kommet til fornuft igen! 

Er tiden inde til noget andet?

Det græske demokrati, som har været en slags forbillede for vort, døde af alderdom i år 327.

Paradok­salt nok skyldtes det første græske demokratis endeligt, at ­befolkningen efterhånden var blevet træt af denne styreform. Den var blevet indført et par hundrede år forinden for at slippe af med et forudgående embedsmandsvælde.

Et karakteristisk træk ved demokratiet synes at være, at magten lidt efter lidt har en tendens til at blive ført fra de ydende til de nydende. Eller sagt på en anden måde: Al magt udspringer fra folket, men vender ikke tilbage, før nogen gør en ekstraordinær indsats for at vende bøtten endnu en gang.

Måske er tiden inde til igen at gøre op med embedsmandsvældet.

tdj

Når gøgleren bliver alvorlig.

   Vi har ... ingenting at tilbyde eller tilføje, men vi er allerhelvedes gode til at pakke det flot ind. Og så kan vi snakke.

Vi kan snakke så længe og så hurtigt, at man glemmer, at vi ingenting har at sige. Vi er journalister, skuespillere, musikere, kunstmalere, forfattere, marketingkoordina­torer, tv-personligheder, filmfotografer, runnere, kulturformidlere, showdansere og almin­de­lige gøglere af Guds nåde. Vi er idioterne. Og vi pisser på verden, mens vi griner fjoget til hinanden og scorer jeres penge. Ingenting er blevet alting. Tom­he­den fylder det hele.

 (Anders Lund Madsen, journalist og entertainer. 21. august 1998.)

I mellemtiden er ovenstående persongalleri blevet forøget voldsomt med TV-kokke, "Nak og æd" performere og alskens former for kendisser.

 Så nu kan vi sige som Dronningen: Godt Nytår og Gud bevare Danmark!  (med følgende eftersætning: "når ikke andre synes at ville eller kunne" )

Abendland

- eller morgengry?

Lidt om regeringers størrelse og effektivitet.

En regerings ineffektivitetspunkt er nået, når ministertallet overskrider 20, eller måske 21!

Dette resultat kom forfatteren til Parkinsons Lov, professor C. Northcote Parkinson, til i 1950’erne i forbindelse med en lignende undersøgelse om sammenhængen mellem effektiviteten i et lands styreform og regeringens størrelse. Også her havde han gjort omhyggelige studier, både historisk og geografisk.

Dengang havde Danmark 13 ministre. Løkke Rasmussens netop afgåede regering havde 19, og nu har vi så 23 ministre!

Parkinsons materiale gav i øvrigt anledning til en mistanke om at det i lande med mere end 21 ministre ikke er regeringen, der styrer landet. Blandt andet fordi der var en hel del, der tydede på, at kun ganske få af dem havde været udpeget ud fra det synspunkt, at de nogensinde har gjort, kan gøre eller vil kunne komme til at gøre nytte.  Flertallet er taget med for at stoppe munden på en eller anden gruppe udenfor. Følgelig plejer de at fortælle den gruppe, de repræsenterer, alt hvad der sker. De tager ordet på mødet og bagefter fortæller de deres venner, hvad de tror de har sagt.

Fra kapitlet ”Ledere og komiteer - eller ineffektivitetskoefficienten” i bogen ”Parkinsons lov”, 1957.

Landsskadelig uvirksomhed

Herved anklager jeg INGEN for landsskadelig uvirk­somhed ved fort­­sat at und­lade at igangsætte de er­hvervsfremme­foran­stalt­ninger, som er nødvendige for at kunne udbygge og forny Danmarks erhvervssektor. Ellers vil vi ikke kunne bevare vort vel­færdssystem.  

Det kryptiske navn INGEN er efterhånden blevet indbegrebet af Danmarks prob­lemer. INGEN synes at gøre noget. INGEN synes at have ansvaret for inaktiviteten. INGEN synes i det hele taget at være indstillet på tilstrækkelig seri­øst og dybt­gående at behandle nogle sær­deles alvorlige sam­funds­prob­lemer. Ek­sempelvis under­skud på stats­regn­ska­bet.. For­tidens ubetal­te regninger. Fremti­dens uover­skuelige pen­sions­forpligtelser. Op mod en million arbejdsduelige ube­skæf­ti­gede. Stadig mere bøvl for de selv­stæn­dige. Og, uden udsigt til forbedringer.

Indledning til artikel i Jyllands Posten 17. august 1997. tdj

Apropos den politiske inerti

I modsætning til revolutionstiden som handlende er nutiden avertissements-tiden, de blandede be­kendtgørelsers tid: der sker ikke noget, derimod sker der straks en bekendtgørelse. Sådan sagde Søren Kierkegaard for omkring 150 år siden.
Han sagde også at et oprør ville i nutiden være det utænkeligste af alt; en sådan kraft-ytring ville forekomme tidens beregnende forstandighed latterlig ...

Den sig etab­le­ren­de misundelse er nivel­leringen, og mens en lidenskabelig tid fremskynder, hæ­ver og styrter, ophøjer og nedtrykker, gør en reflekteret, lidenskabsløs tid det mod­satte, den kvæ­ler og forhindrer, den nivellerer. At nivellere (ud­jævne) er en stille matema­tisk abstrakt beskæf­tigelse, der undgår al ophævelse. 
Også vi lever i en tid med en åndelig eksistenskamp. En tid hvor demokratiet har udviklet sig fra at være en diskussionsret og -mulighed til at være en tid, hvor den stærke (massen) får ret. Og alt for mange smigrer massen.
Der er vel ikke rigtig noget at tilføje i dag, 150 år senere.

Behovet for fornyelse er katastrofalt stort.

Især er der brug for et nyt, suppleren­de fornyelsessystem i den del af samfundet, som skaber den velstand, som et stadigt større velfærdsforbrugssystem lægger beslag på.  Et sy­stem, som skal med­virke til at lede pen­ge fra gårs­­da­gens til mor­gen­da­gens vel­standsfrem­brin­gere. 
 

Fornyelsessystemet skal muliggøre at samfundets investeringsmidler i større grad end hidtil kanaliseres fra de større og større men ofte mere og mere rigide virksomheder og pengetanke til fornyelse gennem små og nye virk­somheder. Ellers vil pengene fortsat og i stigende grad - langsomt blive ædt op eller formøblet i de gamle virksom­heder og i dets omgi­vende, bevarende hjælpesystem i for­gæves forsøg på at bevare i stedet for at forny. Eller til stigende gager i disse gamle virksomheder på bekostning af resten af samfundet.

Hvor er for eksempel mil­li­ar­der­ne i B&W, Haf­nia, Baltica, Nordisk Fjer og man­ge an­dre af for­tidens store virksomheder? Hvor er de penge, der er investeret eller tjent i Store Nord, 2M Invest eller de mange andre virksomheder og brancher, som har præget erhvervspressens succeshistorier. Visse brancher (IT, Luftfart m.v.) har endog gennem tiden sat flere penge til (formøblet flere penge), end de har tjent). 

Ofte efterlader de store gamle virksomheder efter deres død intet, ud over nogle uhyggeligt store om­kostninger til samfundet til opbygning af nye arbejdspladser til erstatning for de nedlagte, lige fra arbejdsløsheds­under­støttelser til enhver form for oprydningsomkostninger, f.eks. rengøring efter jordforurening.

Hvor bliver de virksomheder af, der skal er­statte de job og den indtjening, der skal klare vor velfærd i fremti­den, når man bare sidder og konstaterer nedgangen i tidligere hovederhverv i stedet for at skabe grundlag for nye. (tdj. Abeting!.103 )

Velfærdsstat gi’r dovenskab.

Sådan står der vitterligt i lærebøger for mellemskoleelever i Kina. På kinesisk forstås. Så ka’ de lære det! – så at de ikke risikerer at komme i samme situation, som det meste af Europa nu er kommet i.

Det er bemærkelsesværdigt i øvrigt, hvordan Kina er kommet til denne konklusion. Det begyndte i 1946, hvor Mao indførte socialismen, fordi han mente at denne samfundsform dengang var den eneste redning for Kina. Lige så opsigtsvækkende var det imidlertid, at Kina i 1979 besluttede sig for at indføre kapitalisme som velstandsfrembringer, men hvor landets ledelse forbeholdt sig retten til at bestemme over velfærden.

Måske kunne, eller snarere burde vi derfor prøve at lære lidt af Kina i stedet for at være så emsig med at fortælle hele verden om vort demokrati og velfærdssystem. tdj

Apropos demokrati

     En dag, da Satan fik i sind,

at intet måtte ske,

så satte han i verden ind

den første komité.

(Senere tilføjedes:)

Den voksed, det gør Fandens værk

jo altid som bekendt,

og inden man fik set sig om,

den blev - - et Parlament!

Vilhelm Bergsøe (1835-1911)

Poeticum

Mens optimister bli'r ministre,
og pessimister
stadig mere bistre,
går realister
rundt og gransker,
hvordan man bli'r
udlandsdansker.
Børsen, 06.07.90 tdj

Sporene skræmmer

En ledelsesforsker har engang sammenlignet visse ledere med børn i veteranbilbanen i Tivoli. De sætter sig ind i vognen, drejer på rattet i overensstemmelse med de sving, som bilen tager på skinnerne. På anden tur kan de forudse svingene og dreje på rattet, så det ser ud som om det er dem der styrer.

Det var den nye regerings fremlæggelse af finansloven, der fik billedet frem i erindringen. Der var som bekendt tale om samme finanslov, som den forrige regering fremlagde. Og de nye ministre satte sig så ind i vognen og drejede på rattet.

Jeg er naturligvis klar over, at sådanne tanker er uartige. Men når der stort set ikke sker forandringer i de to veteranbaners skinneanlæg end udskiftningen af de blomster, som omgiver dem, er de uartige tanker næsten ikke til at standse. Er det i virkeligheden ikke skinnelæggerne, der bestemmer alle ”fornøjelserne” i Tivoli og i kongeriget? Og når det nu ser ud som om at de hidtidige skinner ikke har ført til den fornyelse, vi sukker efter og som vi virkelig har behov for, men hver gang blot fører os tilbage til samme udgangspunkt, er det vel på tide, at børn og ministre søger andre forlystelser, eller i hvert fald andre skinnelæggere. tdj

Apropos Robbing Hood

Nej, det er ikke stavet forkert. Der er nemlig tale om vor tids Robin Hood, det offentlige system. Mens den oprindelige Robin nøjedes med at tage fra de rige og give til de fattige, og holdt op mens legen var god, er fremgangsmåden med tiden blevet forfinet og udvidet betydeligt. Nu tager man fra alle og giver til alle. Og regner med at kunne fortsætte i det uendelige. Robbing Hood, der nu udgør en tredjedel af befolkningen, har samtidig allieret sig med den anden tredjedel af befolkningen, som hovedsagelig lever af at modtage penge fra Robbing Hood. Herved opnår man, at man kan få flertal i folketinget for at bevare systemet. Det system, der er baseret på, at den sidste tredjedel skaffer de fornødne midler til at holde systemet i gang.

Problemet er, at Robbing Hood ikke har kendt sin begrænsning. Foreløbig mangler Robbing som bekendt omkring 100 milliarder kroner årligt! tdj

Førerpladsen er ledig

Der er altid nogen, der vil være interesseret i at indhente dem, som er foran. Det vil - heldigvis - også altid på et eller andet tidspunkt lykkes for nogen at fortrænge den eller dem, der ligger i spidsen.

Det er det håb - og vel det eneste - vi har i dag, hvor de, der står i spidsen for og præger vort samfund, med deres resultater ikke alene har vist tegn på svaghed, men også at de er på vej i den forkerte retning.

Hvem er det i øvrigt, der fører - samfundet - i dag? Folketinget? Næppe. Mere og mere tyder på at det i virkeligheden er det, der kaldes firmakratiet: Det tunge erhvervsliv, de tunge fagforeninger og det tunge statsapparat, og at denne trekantalliance er ved at tabe pusten.

Flere og flere store virksomheder skranter, fordi de er mere interesserede i mere af det samme frem for noget reelt nyt. Fagforeningerne trættes, fordi mange af deres vandbærere virker uinteresserede, fordi de ikke mener at få nok for pengene. Det store tunge statsapparat synes med sin hidtidige indsats at have ramt muren, som det hedder inden for sporten. Tilsammen ligner de et førerfelt i en sportsgren, som er ved at miste publikums interesse, men som ikke vil erkende virkeligheden, fordi de tilsyneladende har glemt, eller søger at fortrænge, at det altid er lettere at indhente nogen, som er foran, end at holde sig i spidsen.

Med dette håb venter vi så bare på, at nogen eller noget viser interesse og evner for at tage teten. Behovet er enormt. Og tidspunktet for en kamp om førerpladsen synes derfor at være gunstigt.tdj

Apropos kriseløsning.

Store, enkle muligheder, - men uoverstigelige problemer.

Det opløftende i vor nuværende situation er, at der er midler og metoder til at få gang i hjulene igen som ikke blot er enkle, men som også er gennemprøvede og effektive. I korthed kan de sammenfattes i skabelse af flere incitamenter til at producere arbejdspladser end til at nedlægge disse.

Det nedslående er, at der stadig ikke synes at være mulighed for at få dem frem i lyset. Dette skyldes hovedsagelig, at der er mange forskellige samfundsgrupper, der føler at ændringer af enhver art kan være en trussel mod deres erhvervede (for-)rettigheder, således at en bevarelse af den hidtidige tilstand vil være at foretrække frem for en forbedring.

Når problemerne så samtidig giver mulighed for at fremføre argumenter af så at sige alle tænkelige og utænkelige arter - i stor udstrækning hovedsagelig opgejlet af medieverdenens sportsjournalist-inspirerede diskussions-fight-arrangører - er resultatet forudsigeligt.

Diskussionerne fører sædvanligvis alene til nye diskussioner og yderligere forkvakling af problemerne i stedet for til en forenkling. Når det således ender med at blive endnu mere indviklet, er konklusionen den, at så må løsningerne nærmest være umulige, eller i ”bedste fald” sådan, at det nok er bedst at bevare alt, som det var. Og det bliver det så i store træk. todj..

Errare humanum est

- men der burde være en grænse!

”Op mod halvfjerds procent af alle offentlige projekter slår fejl” fortalte lederen af Økonomi- og Erhvervsministeriets fornyelsesafdeling i et interview i foråret 2002.

Årsagen til at denne erkendelse stadig ikke er trængt ud i offentligheden skyldes formentlig, at det tillige oplystes, at det offentlige system i sine evalueringsrapporter benytter sig af okkulte analyser og metoder i lange og fint udstyrede rapporter, som kun få eller måske ingen læser. Og skulle nogen driste sig til at kritisere resultaterne eller de positive evalueringsrapporter, er han på forhånd dømt til bandlysning og tilintetgørelse. Enten gennem negligering, der efterlader kritikeren som en ubetydelig amatør eller ved at mobilisere systemets bedste sofister. En slags femte kolonne, som er i stand til med spidsfindigheder og andet psykologisk skyts, indøvet gennem mange års omhyggelig træning, at likvidere ethvert forsøg på at true den facade, som er skabt om systemets uovertrufne selvovervurderede dygtighed og ufejlbarlighed. tdj

Apropos Islam

På den ene side.

”En populariseret, forgrovet og misforstået billigudgave af kristendommen”. Sådan har forfatteren til bogen Røde Orm, Frans G. Bengtsson engang kaldt muhamedanismen, fortæller historikeren Carl Grimberg i hans store bogværk ”Verdenshistorien”. Selv følger han op med bl.a. denne karakteristik. ”Med sin enkle bygning og fattige udstaffering er islam helt og holdent en religion for mænd - for ørkenrøvere - med ringe hang til sjælekriser og åndelige dybsindigheder. Et åndeligt ørkenlands fattige produkt – en enkelt palme og nogle beskedne græstuer”.

Pa den anden side.

Efter omkring 100 siders beskrivelse af Islam i ”Verdenshistorien” slutter Grimberg sin beretning fra omkring midten af forrige århundrede sådan: Islam er ”meget forskellig fra den (religion) vi kender, og måske også ”underudviklet” i mange henseender. Men netop i dette ligger måske glæder som vi har sat over styr. Her findes et sindets ligevægt og ro som vi med vort forjagede liv kunne have grund til at misunde dem. Her findes den vilje til at bøje sig for skæbnen, som måske gør mennesker mere lykkelige end vort pligtskyldige slaveri under pengenes magt, og vor nervenedbrydende jagen efter beruselsesmidlet ”fornøjelser”.
tdj

Dette er det kinesiske tegn (weiji), som betyder KRISE

.

 

Det er sammensat af tegnene for henholdsvis FARE (wei) og CHANCE (ji), og beskriver således på bedste måde den nuværende situation. Hvis man vel at mærke forstår at udnytte krisen på en konstruktiv og fornyende måde og ikke som for 200 år siden, hvor man undlod at benytte chancen til at undgå katastrofen i 1813.

I vor nuværende krise er det imidlertid særlig interessant at tænke på, at man efter Statsbankerotten kunne glæde sig over nye og sundere åndsstrømninger, gryende fornyelse i den politiske styreform, og voksende sund sans hos flertallet i befolkningen - og som det blev sagt i forbindelse med oprettelsen af stænderforsamlingerne: "at de afgørende offentlige spørgsmål ikke var af en mere indviklet karakter, end at enhver fornuftig mand kunne danne sig en mening derom".

Det er således især tankevækkende, at de foranstaltninger, der dengang omsider havde størst effekt i forbindelse med at nedbringe krisens virkninger og bringe landet på fode igen, og som, hvis de havde været iværksat i tide, muligvis helt kunne have forhindret den, netop var af den mest enkle art. Som eksempler på nogle af disse kan nævnes besparelser i den offentlige sektor, skattelettelser, og sidst, men ikke mindst, forbedring af vilkårene for landbrug og industri. Blandt de mere kuriøse besparelser i den offentlige sektor kan nævnes den såkaldte "indbyrdes undervisning" i skolerne, som gik ud på at spare på lærerlønningerne ved at lade de større børn under lærerens overkommando undervise de mindre. tdj

Historien har vist os gang på gang, at finansielle kriser kommer bag på politikere og finansmarkeder. Uri Dadush, Verdensbanken.

Krise er en produktiv tilstand. Man skal bare fjerne bismagen af katastrofe. Max Frisch, schweizisk forfatter.

Never miss a good crisis.

 

Krise er, når ingen ved, hvad der skal gøres - i en fart. Storm P. 

Apropos statens finansvæsen

For omkring hundrede år siden kunne historikere fælde nedenstående dom over det danske finansvæsen i tiden forud for Statsbankerotten i 1813.

"I den danske stat er der for­skellige anledninger til statsudgifter, alle formede på en måde, som næppe findes hos nogen anden. Foruden hofhusholdning og den indvortes bestyrelse havde den sømagt, landmagt, gesandter i fremmede lande og kolonier. Det var så let muligt, ved at søge fuld­kommenhed i hver en­kelt forvaltningsgren, at gå ud over den grænse, det heles vel skul­le foreskrive, at forrykke forholdet mellem det, statens vel kunne synes at for­dre, og det landets kræfter formåede. Derved og måske tillige ved regeringsformen, der frembragte en ide af højhed, der så let kunne forvexles med storhed, havde efter­hånden alt hos os fået et tilsnit af et stort monarki. Vi havde i forhold til landets ev­ner for stor en landmagt, for stor en sømagt, for stor en civiletat, for stor en pen­sionsetat etc.., uden at alligevel hver enkelt svarede til det, man ventede eller fordrede af den. Det var som erfaringen nylig i en vigtig del på så overtydende en måde har lært os, for meget for vore kræfter og dog for lidet for øjemedet".

"For at redde landet ud heraf under de daværende tilstande, havde der måtte fordres en energisk og overlegen ledelse. Men af energi var der kun lidet, kun nu og da nervøs voldsomhed, af overlegenhed var der endnu mindre, kun til den ene side den rutinemæssighed, der lagde hovedvægten på at komme ud af den enkelte dags forlegenheder, til den anden side dilettanteri med uigennemførlige projekter, - af ledelse var der slet intet",

For resten! - Den 5. januar 2013 kan vi ”fejre” 200-årsdagen for Statsbankerotten i 1813

Apropos apropos: Vi lærer af historien, at vi aldrig lærer noget af historien.
Hegel

Apropos trepartsforhandlinger

”Vis mig en idé, som regeringen, de store koncerner og organisationerne er enige om, og jeg skal vise jer en dårlig idé! …

Dette er iværksætterens tidsalder. Kun iværksætteren kan genoplive økonomien. Det skal ske nedefra og op, det kan ikke gøres oppe fra og ned af regeringsmagten, ”big government”, eller koncernerne, ”big business”…..Sidste år blev der nedlagt over en million job i de 1000 største virksomheder i USA. Men i samme periode skabtes der fem millioner nye job i mindre og mellemstore virksomheder. Halvfems procent af alle de nye job i USA er skabt af virksomheder, som er under fire år gamle.”

(Tendensforskeren John Naisbitt. Berlingske Tidende, 24. juni 1988. Citat fra foredrag, hvor repræsentanter fra de tre parter var til stede – og klappede!

 ”Enighed (konsensus) fører til middelmådighed.”

(En intrapreneur).

Åbningsdebat

I anledning af dagens åbningsdebat i Folketinget:

"Hvad angår stater, religioner og andre sammensatte organismer, hævder jeg at kun de forandringer der fører dem tilbage til deres første, mest oprindelige principper, vil holde dem i live... For alle kirker, republikker  og kongeriger rummer i begyndelsen noget sundt og godt, ellers fik de hverken fremgang eller anseelse. Men dette sunde element fordærves med tiden. Og da må organismen nødvendigvis dø, medmindre noget vækker dens oprindelige væsen til live.
Machiavelli. Fra bogen "Ny renæssance" af Peter Marstrand

Flere nye virksomheder - eller forringet velfærd

”Pensionsmidler bruges i alt for stor udstrækning til virksomhedsimperialisme og anden skrøbelig storhed”

(T.Dalsgaard Jensen. Landbrugsmagasinet, 28. januar 1999)

Det er ved at være i sidste øje­blik, når det drejer sig om at få etab­leret de ekstra­or­dinære incita­men­ter, der bliver nødven­dige for at få sporet en tilstrækkelig stor andel af samfundets pengemidler til i tide at søge over i nye investeringsformer, som kan med­virke til en ud­bygning og en reel fornyelse af erhvervssektoren. Pengemidler, som for øjeblikket i stedet i sti­gende grad akkumuleres i større og større og fær­re og færre pengetanke, hvor pensionsmidler i alt for stor udstrækning bruges til virksom­­hedsimperialisme og an­den skrøbelig stor­hed, eller hvor de risikerer at rådne op.

Lykkes det ikke, vil det meget snart kunne blive uhyggeligt mærk­bart, at Danmark rent faktisk ikke har råd til at opretholde den nu­værende velfærd ved hjælp af den bestående erhvervssektor og måske navnlig, at det alt for læn­ge umærkeligt er gået den forkerte vej. Alarmklokkerne må ringe nu, fordi en forestående kon­junktur­afmatning med påfølgen­de værdiforringelser af formuerne erfaringsmæssigt vil mane til forsigtighed, der yderligere kan forstærke den uomgængelige ned­gangs­pe­riode.

Udviklingsselskaber

Metoden, der kan anvendes til en forbedring af den nuværende faretruende udvikling, består gan­ske enkelt i, at det skal gøres mere attraktivt at investere i frembringelse af velstand end i at konsumere den. Det skal i det hele taget bedre kunne betale sig at deltage i samfundsproduktionen end at lade være.

Et af instrumenterne er private udviklingsselskaber, der med pri­vate midler, fremskaffet gennem statslige incitamenter, altså ikke til­skud, kan få et tilstrækkeligt stort antal investorer til at investere i at få en afventende igangsættermasse til at interessere sig for at producere arbejdspladser, i stedet for blindt at overlade pengene til staten og de store fonde.

I et samfund som det danske, hvor det til sta­dighed diskuteres om det er mere so­cialistisk end kapita  lis­tisk, vil udsigterne hos en slumrende skare af igangsættere under alle omstændigheder virke ansporende i en sådan grad, at det sam­tidig i stort omfang vil kunne bedre såvel beskæftigelsen som samfundsøkonomien. Muligheden for at kunne drage fordel af egennyt­ten kan under fornuftige samfundsforhold skabe langt mere fæl­­les­nytte, end et nok så effektivt og demokratisk fordelingsbureakrati nogen sinde vil blive i stand til. Dette underbygges til fulde af erfaringsmateriale fra lande, hvor et lignende system har fået mulighed for at virke og skabe synlige resultater.

 

Den positive krise

Det positive element ved den krise, vi befinder os i, er, at det med relativt enkle holdningsændringer, bakket op med passende in­ci­tamenter, egentlig ikke er så svært at vende udviklingen. Forudsat at man er opmærksom på, at ordet krise, ligesom det kinesiske skrifttegn for dette begreb, er sammensat af tegnene for henholds­vis fare og for chance.

Det foruroligende ved den nuværende situation er, at den alvorlige økonomiske situation alt for længe og alt for dygtigt har væ­ret ind­hyllet i en tilfredshedsdyne, som bevirker at forslag som dette kan blive opfattet som en trus­sel mod det etablerede system, og at man derfor ikke i tide ser og  griber chancen for forandring, inden faren risikerer at udvikle sig til en katastrofe. Tværtimod er der i stedet et stort politisk marked for det, som tilfredsstiller og beroliger. De, som vil betjene dette marked og høste belønningen i form af penge, bifald og stemmer i et kredsløb af selvbekræftende veltilfredshed, har desværre alt for længe høstet alt for stor anerkendelse til skade for fremtiden.

 Fondene har magten

En af årsagerne til, at alt for få synes at være opmærksomme på problemet er, at en stadig stigende andel af samfundets pengemasse bliver anbragt og administreret i færre og færre og større og større pen­sionsfonde og pengetanke. Som følge af deres størrelse, in­vesterer de fortrinsvis pengemidlerne i ligeledes større og større virksomheder samt i ejen­domme og statsobligationer.

På denne måde deltager pengene automatisk og i væsentlig grad i den for øjeblikket ge­nerelle oppustning af værdierne i ejendomsmassen, og ikke mindst i grund­laget for det offentlige vellevned, som paradoksalt nok også er med til at give situationen et skær af rigdom. Problemet er at ejendomsværdierne i me­get stor udstrækning er illusoriske og at overforbruget først skal betales, når toppen er taget af ejendomsværdierne, produktionen og frem­bringelsesevnen i det hele taget, og armoden banker på.

Investeringerne i ejendomsmassen er blandt andet blevet brugt til køb af personbiler og andre varer med afgifter i et helt ekstraordinært omfang. Alene for hver bil inkasserer staten femcifrede afgifter, som sammen med de penge, der anbringes i statsobligationer, også går ind i statens for­brugskasse.

Pensionskassernes voksende betydning for erhvervssektoren medvirker ikke blot til at for­stærke konjunkturopgange, som det vit­terligt er tilfældet for øjeblikket, men også de efterfølgende lige så uundgåelige nedgange.

Pensionistboomet.

Problemet synes at være blevet forstærket gennem det skred, der er sket i retning af en in­stitutionalisering af investeringerne. Tidligere befandt en væsentlig del af samfundsformuen sig i det produktive private regi og på man­ge flere hænder end i dag. For eksempel på grund af at et stort antal selvstændige tidligere investerede i nødvendig fornyelse i den tids rytme. Fra 1970 er antallet af selvstændige imidlertid faldet med en tredjedel. Dengang var pensionsformuen, som var anbragt i pensionskasser og lignende, på 25 milliarder kroner. I år 2000 forventes pensionsformuen at være steget til 1.000 milliarder. Altså 40 gange me­re. For øjeblikket stiger den med omkring 50 milliarder kroner årligt.

Det er, hvad landets fremtidige erhvervssektor, inklusive børs­noterede virksomheder, hvis ak­tiekapital i 1994 kun androg 320 milliarder, kan se frem til at skulle give afkast til under en stadig forværring af forholdet mellem den erhvervsaktive del af befolk-ningen og pen­sionisterne. I år 2025 vil der være én pen­sio­nist for hver tre lønmodtagere mod én for hver fem i dag. Det vil gøre det svært - for ikke at sige umuligt - at bibeholde det nuværende prin­cip, som forudsætter, at de nuværende løn­­modtagere betaler for de nuværende pensionister.

At samfundsøkonomien er i ubalance, eller måske for længst er gået over gevind, be­kræftes blandt andet af, at det nuværende ek­straordinære opsving ifølge statsregnskabet ikke producerer tilstrækkelig velstand til at hamle op med den velfærd, som et effektivt fordelingssystem har skabt.

Når problemet har kunnet sløres, er det fordi fordelingssystemet tilsyneladende uden større problemer og opmærksomhed har været i stand til at udbetale ydelser af forskellig art til omkring to tredjedele af befolkningen, der derefter naturligt vil bakke op om disse goder. Rigdommen er imid­lertid kun en illusion, der er skabt af flygtige udenlandske konjunkturer, ekstraordinære indtægter som følge af salg af statsejendom samt af ekstraskatter afledt af en midlertidig opskruning af ejendomsværdier, samtidig med at tiltrængt fornyelse af så­vel sundheds- som erhvervssektoren er udskudt sam­men med betalingen af regningerne for overforbruget.

"Det bødes der for i mange år, som kun var en stakåndet glæde". Sådan sang Osvald Helmut engang om en Clinton-lignende for­nøjelse. Det kunne også passe på nutidens og fremtidens økonomi. Hvis der vel at mærke ikke gribes ind i god tid, som er nu.

Stemmefiskeri og løftebrud

Kunsten at hverve stemmer var allerede udviklet til en hel videnskab i det gamle Rom. Således beretter historikeren Grimberg om Roms storhedstid før Kristi fødsel i det store værk, ”Verdenshistorien”. Han fortæller bl.a. om et brev, som en yngre broder til den berømte Cicero skrev til denne. I brevet gives der ifølge Grimberg anvisninger i det uendelige på hvorledes kandidaten skal arbejde på at vinde tilhængere ved at strø om sig med penge, holde selskaber og åbent hus for alverden, love guld og grønne skove, selv om han ved at han ikke kan indfri løfterne – for han behøver jo ikke at sige hvornår han vil holde det han har lovet! – ved smiger, ”folkelighed”, og hele og halve løfter. Fremfor alt, hævder brevskriveren, gælder det om at spille sin rolle, så elskværdigheden ikke virker påtaget, men ægte og naturlig. Et godt resultat er derfor afhængigt af at man er herre over både minespil og sin stemme. Og så gælder det om at være ihærdig og aldrig blive træt. Følger du disse råd, mener Ciceros broder, vil du snart se dit hus fyldt med trofaste tilhængere som eskorterer dig på gader og torve, så du ser ud til at være en såre betydelig mand. Benytter du tillige enhver lejlighed til at fremhæve dine konkurrenters dårlige egenskaber, og får du det ordnet således ”at alle mennesker snakker om deres gemene karakter, udsvævelser og bestikkelighed” så ser det meget lovende ud.

Alt dette, skriver Grimberg videre, er jo forholdsvis uskyldigt og tilføjer. Men når de venlige håndtryk følges af alle slags bestikkelser, er man kommet ind på et skråplan. Bestikkelserne foregik dels i det skjulte, dels åbenlyst i form af kornuddelinger, skuespil og stadigt mere imponerende folkeforlystelser. Panem et circenses, ”Brød og skuespil” (egl. cirkusforestillinger) var den romerske pøbels krav. Det var prisen for proletarernes stemmer.

Den kandidat der havde vundet sig ry for gavmildhed mod folket og hjælpsomhed imod de fattige, havde de bedste udsigter til at blive valgt. Men når han først havde fået sit embede, hilste han ikke længere så forbindtligt på folk han mødte. Ja det hændte – sørgeligt nok! – at han helt mistede hukommelsen, når det gjaldt hans tidligere ”kære venner”.

Marcus Tullius Cicero (106-43 f. Kr.) romersk politiker og skribent

Tiden er inde - til ”noget andet”.

   Opsving skal skabes – ikke afventes. For eksempel ved hjælp af statslige incitamenter til flere ekstraordinære, private investeringer gennem nye private ”planteskoler” for nye aktiviteter, virksomheder og arbejds­pladser. Der skal fortrinsvis  investeres i ideer og koncepter i stedet for ”mursten”, små virksomheder i stedet for store, mennesker i ste­det for maskiner, fissioner i stedet for fusioner, eller u-lande i stedet for i-lande. Glemte eller formodet umoderne produkter, metoder, koncepter, eller erhvervsdyder, der anvendes i nye sammenhænge, bør også komme på tale.

     For hundred år siden skabtes en ny sund folkeånd og samfundsmæssig udvikling netop gennem ekstraordinære investeringer i nye, små enheder. For 50 år siden gav statslige incitamenter til små investorers husbyggeri ny samfundsmæssig opblomstring og industriel evolution.

    Behovet for endnu en investeringsfornyelse underbygges af, at de personer og institutioner, der har taget deres del af æren for opblæsning af den nu utætte velstandsballon har mødt deres Waterloo. De har ikke været i stand til at hindre den igangværende udsivning af rigdommen. De har heller ikke kunnet tale et nyt opsving og fornøden fornyelse frem, og navnlig har de ikke været i stand til at forstå behovet for, at tidligere sikkerheder i jord jord og mursten nu skal erstattes af ideer og koncepter.

   Når velfærdsballonen følgelig også er ved at tabe luft, kan man blive helt euforisk ved tanken om den store skjulte samfundsreserve, der findes i form af ledige penge, mennesker og ideer.

   Pen­geri­ge­ligheden bekræftes især af den lave rente. Hertil kommer de mange milliarder, der ekstraordinært er kommet på markedet uden bagvedliggende produktion som følge alene af stigningen i ejendomsværdierne, og som har givet en midlertidig falsk følelse af velstand.

   Menneskereserverne består af over en halv million arbejdsduelige ubeskæftigede på overfør­selsindkom­ster, samt et trecifret antal tusinde, der hæver løn i det offentlige, men som vil kunne udnyttes bedre i det private system. Realismen i dette bekræftes af, at Schweiz klarer sig med statsindtægter og omkostninger, der kun er halvt så store som det danske niveau, men at landet ikke desto mindre har et bruttonationalprodukt per indbygger, der er en tredjedel højere end det danske.

   Sidst, men ikke mindst, er der et stort materiale af potentielle igangsættere, ideer og koncepter på det jordnære niveau, som vil komme frem fra skuffer og hjernekister, hvis erhvervsfremmeforanstaltningerne om­sider også ændres til - noget andet. For eksempel i retning af flere incitamenter og bedre vilkår til igangsættere i stedet for midlertidig støtte og midler til brug i og fordeling gennem hjælpesystemet. Kort sagt et system i det private regi, hvor såvel investorer som igangsættere får incitamenter og mulighed for at trække på samfundet og hjælpesystemet, i stedet for den hidtidige klientgørelse ovenfra.

   Små investorer og små igangsættere har endnu en gang mulighed for at kunne redde Danmark, hvis de vel at mærke får vilkår, som gør det mere attraktivt at investere i noget nyt frem for at forsøge at bevare det, der har vist sig utilfredsstillende. Så enkelt er det faktisk. Det er måske det, der er problemet i en verden, hvor både problemer og løsninger helst skal være så indviklede som muligt - for at berettige bevarelsen af det bestående system.

T Dalsgaard Jensen - Stiftstidender 1. april 2003

   

Vi bør fråse med penge til innovation

Fornyelsen har det svært i de danske virksomheder. Vi mangler først og fremmest kapital rettet direkte mod fornyelse og kompetente vovehalse, der tør gå uden om vores iværksætter-system, mener innovationskonsulent.

Uddrag af artikel i tidsskriftet Lederne, 7/1996

   ”Systemet er stivnet herhjemme. Vi er på vej nedad i laksko, mens mange an­dre lande er på vej opad i træsko. For at ændre retning bør vi i en periode fråse med midler til fornyelse i mindst lige så stor udstrækning, som vi i en foregående periode har fråset med midler til vores velfærd. Ellers for­svinder velfærden ganske langsomt”.

   Udsagnet, der lyder lidt af dommedag, er Tage Dalsgaard Jensens. Han har arbejdet med fornyelse siden starten af sit konsulentfirma i 1969. I dag er innovation blevet den mest brugte betegnelse for fornyelse og vilje til forandring.
   I Lederne har vi været inden på emnet et par gange for nylig. Blandt andet har vi peget på, at europæiske og herunder især danske virksomheder ikke er så gode til at innovere som de japanske og amerikanske dittoer.

At holde på en fornyer

   Nærmest per definition er vi mennesker bange for fornyelse, og bygger dermed tit fremtiden på fortidens succes. Det er måske nok umiddelbart logisk, men forkert i det lange løb.
   - Der er mange fornyere i vores virksomheder, men hvis man ikke behandler dem ordentligt, vil de blive skuffede og enten udvikle sig til ”brokmåse” eller starte deres egen virksomhed. Dermed bliver de entreprenører, der kan true deres gamle arbejdsplads. For de store virksomheder går udfordringen ud på at beholde fornyerne, så de bliver til intraprenører i stedet for entreprenører, siger Dalsgaard Jensen.
   Entreprenøren er den, der prøver at gøre ting, som er anderledes, og forsøger at gøre ting, som folk i almindelighed endnu ikke forstår, og som entreprenøren end ikke selv forstår. Derfor ender de på de nuværende betingelser alt for ofte i Skifteretten.
   En intraprenør er fornyeren i en bestående virksomhed.
   - Han kan innovere og ved i det hele taget noget om ledelse af fornyelse. Han skal helst ikke vide så meget om at administrere. Hvis han kan for meget af det, kan han være ødelagt. Det er lige så forkert at sætte en administrator til at innovere som at sætte bankfolk til at drive de virksomheder, de låner penge til, advarer Dalsgaard Jensen.

Løber løbsk

  Dalsgaard Jensen gør op med iværksættersystemet, og han mener, at det er ved at løbe løbsk, og at systemet i alt for stor udstrækning avler pseudoselvstændige.
   - Systemet forsøger at lokke selvstændige frem med en masse iværk­sættertilbud, der i højere grad tjener som aflad for manglende evner til at skabe en ægte selvstændighedskultur end at være til gavn for tilskudsmodtagerne. Det er i hvert fald påfaldende, at der i takt med udbygningen af iværksætterhjælpen hele tiden bliver færre selvstændige og stadig flere til at tage sig af dem. Efterhånden er der tilsyneladende flere hjælpere, end det antal der årligt starter nye virksomheder, siger Dalsgaard Jensen.
   Et er at hjælpen er for bred, den er også uansvarlig.
   - Når iværksætterstøtten og eventuelle andre tilskud slipper op, forsvinder hjælperne og dermed grundlaget for mange selvstændiges evne til at stå på egne ben, og så er der ofte kun Skifteretten og bistanden tilbage som ”hjælpere”, siger han.

Dansk udvikling er afvikling

   Dalsgaard Jensen er skuffet over, at de danske udviklingsselskaber er blevet ”overtaget af  ”sy­stemet”. Idéen var oprindelig, at de skulle investere i nye aktiviteter og nye virksomheder, men udviklingsselskaberne er i stedet blevet til investeringsforetagender, der giver 50  pct. statsgaranti til firmaer, som allerede er etablerede.
   Staten har åbenlys interesse i fornyelse, mener Dalsgaard Jensen, fordi den tjener på fornyelse, uanset om det går godt eller skidt.
   - En typisk iværksætter vil veksle sit enfamiliehus til en million kroner i en bank. Går så i gang, bruger pengene – men vil tit mangle lidt af heldet og må derefter tilbage til sit almindelige job igen. Det har staten tjent 6-700.000 kroner på. Efterfølgende skal han så tjene 3 millioner ud over det han skal leve for at få sit hus tilbage. Det er absurd at tænke på, når samfundet jo så rigeligt får del i succesrige fornyelser i form af skatter og afgifter, siger han.

Idéer fra det vilde vesten

   De fleste private investorer vil under de givne skatteforhold og med de nu­værende incitamenter kun in­vestere i fornyelse, hvis de får en underskudsgaranti. I USA får udviklingsselskaber 75 pct. statsgaranti i tilfælde af underskud, og man taler om at forhøje det til 90 pct.
   - Hvis man investerer bredt, kan man lave et mix, så man er sikker på at tjene penge. Der er ikke, som nogle frygter, tale om socialisme, når staten skal garantere 75 pct. af et underskud. Der er heller ikke, som andre frygter, tale om unødvendig begunstigelse af erhvervslivet. Der er hverken tale om skattelettelser eller statstilskud. Det er private investeringer, der foretages i private virksomheder. Staten vil tjene på alle investeringer, fordi flere kommer i arbejde. Staten vil også tjene på virksomheder, der eventuelt ender i Skifteretten. Fortjenesten vil her ofte være større end det tab, som skal dækkes med statsgarantien. Der er tale om god gammeldags ansvarlig kapitalisme. Staten bør naturligvis som nutidens store kapitalist træde ind, når et projekt, den har tjent penge på, lider nød, siger Dalsgaard Jensen, og fortsætter:
   - Selv et system som det amerikanske, hvor såvel pengemængden som risikovilligheden er større og skatten mindre, er det nødvendigt med statsgarantier. Herhjemme er pengemængden i det private system mindre, risikovilligheden et uartigt ord, og skatten er meget højere, så er det da ekstra nødvendigt med underskudsgaranti. Garantien burde være 80 pct. eller højere, for de vover jo noget, som staten også nyder godt af, siger han.

Fornyer afløser fabrikant

   Fremtidens virksomheder vil set over en bred front bestå af fornyere frem for administratorer.
   - Den gode gamle fabrikant, der havde et bogholderi og måske lidt produktudvikling, er ved at være passé. I flere og flere virksomheder bliver bøtten vendt. Det er fornyeren, der sidder i toppen, og han får så lavet sine produkter i Østen. Mange af fabrikanterne har overlevet, men de har overlevet på trods. De lever og dør med en fabrik med en omsætning på 10 millioner kroner, uden at den nogensinde har givet særlig meget overskud og dermed ikke er ret meget værd. De har ikke været i stand til at forny sig, siger Dalsgaard Jensen.
   Det afgørende er, at ledelsen skal tro på, forstå og arbejde med innovation, og at den er indstillet på at stille de fornødne ressourcer til rådighed til arbejdet, siger Dalsgaard Jensen.
….  

Innovation på mange måder

   - Erfaringen viser, at der er nok af idéer. Vi mangler bare nogle flere, der kan føre idéerne igennem. Hvis en idémand eller en opfinder også er entreprenør, så er det i orden, men en opfinder uden en entreprenør er næsten fortabt. Der er noget paradoksalt i, at man forlanger, at en idémand også skal være sælger. Man forlanger da ikke, at en sælger også skal være opfinder, klager Dalsgaard Jensen.
Jacob Wendt Jensen
LEDERNE 7/1996
-------------------------------
17 år efter!

Regeringen har  i 2013 etableret Danmarks Innovationsfond - fonden for strategisk forskning, højteknologi og innovation med ca. 1,6 milliarder kroner.

Gebyr på hengemte penge

Uddrag af artikel i Ingeniøren, fredag 08. aug 1997 

Af T. Dalsgaard Jensen.
   Et tre-cifret milliardbeløb er i øjeblikket hobet op i pengeinstitutterne - penge som kunne bruges på at forny den danske erhvervssektor Staten bør derfor lægge et gebyr på minimum én til to procent på denne passive kapital som ifølge Danmarks Statistik befinder sig i pengeinstitutterne. Formålet skal være at bringe pengene i arbejde med en nødvendig forøgelse og fornyelse af erhvervssektoren. …

   Dette vil medføre, at kapitalejere, som investerer i erhvervsfornyelse i stedet for at lade pengene være ubrugte, kan ''spare'' gebyret, mens provenuet fra de fortsat ledige pengemidler bl.a. kan benyttes til statsgarantier i forbindelse med fejlslagne erhvervsforsøg samt til yderligere incitamenter for at fremme den nødvendige, reelle erhvervsfornyelse.

PENGE SKAL BRUGES
   Fremgangsmåden kan sammenlignes med det gebyr, som en vognmand, der udlejer containere til vareforsendelse, påligner kunder, som beholder containere for længe uden at tømme varerne ud. Begrundelsen er, at vognmanden hindres i at udnytte containeren til det egentlige formål. Når penge trykkes af staten, har staten på samme måde en forpligtelse til at sørge for, at de bliver brugt til deres formål, som er at lette udvekslingen af varer og tjenesteydelser, og i det hele taget at holde pengene i cirkulation, så de til hver en tid bliver udnyttet bedst muligt. For øjeblikket synes dette at være til en udvidelse af den sektor, som skal frembringe tilstrækkelig velstand til at bære velfærdsbehovet.

   Årsagen til en pengeophobning som den, der ses for øjeblikket er, at penge - for den enkelte, men altså ikke for samfundet - kan opbevares helt uden omkostninger i modsætning til andre varer og tjenesteydelser, som eksempelvis kan rådne eller gå af mode. Kapitalejeren kan, når renten er i bund, omkostnings- frit vente på, at priserne kommer ned i det rette leje, men hindrer samtidig den nødvendige erhvervs- og samfundsudvikling. I kølvandet på en ophobning af ubrugte penge vil der normalt komme en periode med faldende priser på forbrugsvarer og en stigning i priserne på fast ejendom. Folk vil sikre sig med det resultat, at dynamikken forsvinder, og at der alligevel opstår usikkerhed. Det er det, der synes at ulme for øjeblikket. Efterfølgende vil der i reglen ske en kollaps i ejendoms- priserne. Sker det ikke inden år 2.000, vil det sandsynligvis ske umiddelbart efter, når de små fødselsårgange kommer ind på markedet og reducerer efterspørgslen.

UDNYT OPSVINGET
Beviserne for behovet for at udvide erhvervssektoren er mange - og alvorlige: En ledig arbejdsstyrke på op mod en million arbejdsvillige og arbejdsduelige mennesker. Teoretisk er det et ressourcespild på et milliardbeløb - om dagen, som er forskellen mellem det, det koster at opretholde arbejdsløsheden, og det som samfundet kunne opnå gennem erhvervsmæssig beskæftigelse. Endvidere underskud på statsregnskabet,…samt manglende hensættelse til voksende pensioner efter år 2000, hvor antallet af erhvervsduelige til den tid vil være relativt mindre. Endelig og alvorligst mener Det Økonomiske Råd, at nettoafgangen af selvstændige i de følgende tre år vil komme op på 5.000 årligt, efter at mange års tilbagegang har stabiliseret sig i nedgange på 2-3000 årligt for de senere år.

   Behovet og mulighederne for erhvervsfornyelse er således til stede i rigt omfang. Nu mangler vi blot de rette betingelser, så vi ikke endnu en gang blot skal vente på den trivielle konstatering af en eksisterende erhvervssektors overvurderede evne til at udnytte et opsving og til at forudse og forberede sig på en efterfølgende nedgang.

Nedenstående tidsbillede blev med illustrationer fra tiden omkring attenhundredtallets begyndelse bragt i Gutenberghus årsskrift 1981. Året efter udsendte Gutenberghus et særtryk til medlemmerne af den nye, borgerlige regering og til samtlige medlemmer af Folketinget.

Statsbankerotten i 1813

Af T. Dalsgaard Jensen

Danmark i fest og glæde

Guldaldertiden har man kaldt den lit­terære periode, der indledtes med digtet "Guldhornene" i 1802. Anede Oehlenschläger fremtiden, da han med den tids nostalgi indledte digtet med: "De higer og søger, i gamle bøger…" De følgende fem år var nemlig samtidig kulminationen og afslutningen på den velstandsperiode, der var begyndt en snes år forinden. Som et særligt kuriosum leverer netop han også selv et meget levende billede af disse økonomisk gyldne tider i århundredets begyndelse, om vellevned, løssluppenhed og ubekymrethed, der senere skulle afløses af fattigdom, bistandshjælp og andre grumme realiteter, da regningen endnu engang i historien skulle betales for den tid, man havde levet på kredit.

   I hans erindringer kan man således læse om et vennegilde i Ermelunds­huset i Kongens Dyrehave, "et sym­posium, hvor den muntre overgivenhed fik frit løb". Man havde lejet hele etablissementet den aften, og ingen uvedkommende fik adgang. Det store selskab bestod af lærde og kunstnere, og Oehlen­schläger forsikrer, at "intet plumpt og væmmeligt" skulle blande sig i den muntre overgivenhed. "Nu gik det på drikken løs" fortæller han, "og kunsten bestod i at være så overgiven som muligt uden at være brutal eller smagløs. Konveniens og former kunne man derimod overtræde, så meget man ville, det ønskede man just, og ingen måtte tage den anden en galskab ilde op. Restauranten blev givet gæsterne til pris af de højmodige værter, og den druknes glæde at slå spejle i stykker… stod enhver frit, og sligt blev også undertiden udøvet - skønt med beskedenhed og uden skadelyst - blot for at hylde overgivenheden." Det var en slags bersærkergang i bunden stil. Midt under en alvorlig samtale så man kundskabsrige mænd slå et lidet spejl af ringe værdi eller en rude i stykker uden at standse op i konversationen. H. C. Ørsted fik i al venskabelighed en slump rødvin hældt ned ad sit hvide skjortebryst allerbedst som han forklarede et problem i fysikken, og en yndet skuespiller spadserede omkring i "særdeles anstændige" underbukser. Husets værtinde skrev naturligvis alle excesserne på regning, og karakteriserede gæsterne tilstand og slagets gang ved at sige til pigerne: "Nu er det ved vinduerne, nu ved spejlene etc."

   Hele folket havde det rart i disse tider. Brændevin på bordet, på landet og i byerne. Udflugter til Dyrehavsbakken og til andre forlystelser. Staten deltog i løjerne ved indførelse af tallotteriet, der gav nogle få hurtig rigdom, forarmede mange, og gjorde staten til den sikre vinder. Adspredelserne, der skulle sætte kulør på det grå hverdagsliv var måske nok i almindelighed enklere end i vore da­ge, men til gengæld gav man sig livsnydelsen i vold med en inderlighed og ubekymrethed, der vækker til eftertanke. Drik, nattesvir, usædelighed, utugt og sædernes forfald i det hele taget drøftedes jævnligt af liberalister og moralister. Nogen bedring indtraf der dog. Man fik smag for franske, spanske, rhinske, ungarske og italienske vine, samt visse "hitsige" likører mellem de mange "Finkeljokum'er", som var en af brændevinens kælenavne. "Vin var ikke længer herrens drik alene, men også tjenerens", hed det nu.

   Ja i tiden fra 1780 til 1807 var der virkelig fremgang. Boligerne blev flere og bedre. Landevejene blev fornyede, og postgangen forbedret. Talrige nye industrier og handelsforetagender blev grundlagt. Egnsudvikling bragte en del industri ud af hovedstaden. Bestandig syslede man med planer, bestandig tumlede man med beregninger. Lidet var for stor, intet for småt. Selv om forsøg på statsdrift af visse virksomheder var strandet, fordi de var lidet lønnende, og for det meste direkte tabsgivende, og smugleri og anden undergrundsøkonomi efterhånden tog et uhyre omfang, syntes der ikke at være grænser for væksten. "Jo mere frihed, jo mere liv, jo mere afsætning", var devisen.

Krusninger

Skatterne var imidlertid også steget foruroligende. Strejker i halvfemserne havde varslet om tiltagende utilfredshed med velstandens fordeling. Statens udgifter voksede stedse mere end indtægterne. Udlandsgælden steg faretruende, og pengemængden (uden dækning) øgedes. Ekstraskatter på formue og indtægt gav dog staten forhåbninger, men erhvervslivet nye bekymringer. Vidtrækkende demokratiske reformer drøftedes, man appellerede til den offentlige mening om mådehold, jonglerede igen med statslån, pengemængde, lokkede med forstrækninger til handel og industri i håbet om at lånene ville komme rigeligt ind igen gennem offentlige afgifter og skatter etc. etc. Offentlig og privat foretagsomhed og letsindighed kappedes.

Krise

Krisen kom tilsyneladende uventet i 1807, selv om realiteterne viste noget andet. Endnu engang kunne man nemlig blot konstatere, at ligesom udenrigspolitiske konjunkturer kan åbne for rige muligheder, kan de også brat føre til dybe fald, hvis man ikke erkender og indretter sig på disse evige omskiftelser.

   I de følgende år svandt "rigdommen" bort som dug for solen. I virkeligheden havde rigdommen længe kun været illusorisk. Forholdet var nemlig det, at man længe havde kunnet konstatere, at statens udgifter i betydelig grad oversteg dens indtægter, og at såvel den indenlandske som den udenlandske statsgæld accelererede, uden at man gjorde noget alvorligt ved det. I 1807 var udgifterne således ca. 16% større end indtægterne, og alene forrentningen af statsgælden beløb sig til 11% af indtægterne.

   Man bebrejdede senere den danske finansstyrelse, at den i de gode år havde forsømt ved tilstrækkelige skattepålæg eller ved tilbageholdenhed i de offentlige udgifter at skaffe ligevægt på statsregnskabet, afbetale på gælden og opspare fonde til uforudsete udgifter. Og man konstaterede, "at land og folk i den efterfølgende periode på ulykkelig måde har måttet bøde for denne forsømmelse".

Nye forhåbninger

Erhvervslivets "utrættelige" evne til at udnytte chancerne i en foranderlig verden, ligesom dets evner til at forudse en nedgang, blev overvurderet. Inden- og udenlandske statslån skaffede midlertidigt en del af de nødvendige midler, da erhvervslivets besværligheder mod forventning øgedes, og dets indtægter sta­dig mindskedes. Så gik man over til at anspore erhvervslivet til at deltage i låntagningen i udlandet. Lånebetingelserne strammedes imidlertid stedse, og blev mere og mere kuriøse. Til en hollandsk bankierfrue indkøbte man en alabaster bordopsats, fordi man af erfaring vidste, "at denne kone havde megen indflydelse på sin mand". Et stort lån i Holland i 1809 fik man kun fornyet til kurs 80 og til forhøjet rente, og mod en ekstra månedlig provision. Kort før bankerotten overvejede man endog at sætte krondiamanterne i pant for et nyt lån i udlandet.

   Sideløbende med de udenlandske låntagninger blev statens indenlandske låntagning også mere snedig. Adskillige gange var der tale om ligefremme tvangslån, der tillige udmarvede erhvervslivet. Der var ganske vist ikke tale om renter af statsobligationer i den størrelsesorden, vi kender til i dag. Til gengæld kunne långiverne - alt efter beløbets størrelse - og om regeringen fandt dem værdige, opnå f.eks. frihed for skatter og afgifter.

   Nye skattepålæg, forhøjelse af ældre afgifter, nye afgifter på alle ejendomsværdier, som skiftede besidder, og af kapital og løsøre, som gik i arv m.m. blev iværksat. Administrationen voksede sædvanemæssigt mere end skatteprovenuet, og store vanskeligheder med at administrere de mange skatter og afgifter "tvang" befolkningen til endnu en gang at genindføre en nødvendig forenkling. Et lille fingerpeg om den tids do-it-yourself - og undergrundsøkonomi gives i en retssag, hvor en københavner blev anklaget for at have omgået skattereglerne ved "for 240 tdr. byg at have lejet en lej­lighed i Amaliegade".

Forvirring

Efterhånden herskede der i alle samfundsklasser en almindelig "pengeforagt". Ingen ville bevare dem, alle sørgede for at give dem videre og om muligt omsætte dem i varer og reelle værdier, fortrinsvis i guld og sølv. Med pengenes formindskede købeevne fulgte naturligvis stigende varepriser, og følgelig blev skatterne af lånene, indenlandske og udenlandske, frivillige og ufrivillige også stadig mere og mere utilstrækkelige for staten. Jo mere pengene sank i værdi, desto større summer gjaldt det om at skaffe til veje. I hurtigt tempo forøgedes beløbene. Men selvom man med god grund kunne betegne seddeltrykkeriet som landets mest beskæftigede fabrik, "kunne sedlerne dog ikke så hurtigen i den mængde forfærdiges, som de til udgifterne behøves".

Afmagt

Myndighedernes afmagt afspejledes blandt andet i sædvanemæssige beskyldninger mod den enkelte borger for "gennem spekulation og upatriotisk vindesyge" at fremme kursfald på alle papirer. Borgernes forbitrelse over regeringens manglende evne til at vende udviklingen førte imidlertid blot til fornyet uvilje mod de bestræbelser, regeringen trods alt udfoldede. "Mærkværdigt længe var der tillid til Danmarks betalingsevne i udlandet", erkendte man kort efter bankerotten. Derfor fortsatte finansministeren også ufortrødent med sine beregninger og ofte "misliebige pengetransaktioner". Med en utrolig opfindsomhed vidste han stadig at finde nye udveje. "Om hans gode vilje har der aldrig været tvivl, desto mere om hans indsigt og handlekraft" sagde man om ham.

   Borgerne gav således regeringen skylden, regeringen borgerne. Kun få synes at have lagt skylden på den tids styreform, hvis motto var "Alt for fol­ket" og hvis programpunkter blandt andet var "at retsplejen skulle være humanere, åndsfriheden større, individernes rettigheder mere respekteret", og som i øvrigt i alle kundgørelser gav udtryk for en dyb og tilsyneladende ægte demokratisk reformtrang!

   Beviser herpå manglede heller ikke. Snart er det netop digteren Oehlenschläger, der må have ekstra hjælp, fordi hans kone venter nedkomst. Snart er det en ganske almindelig enke med uopdragne børn, som magthaverne forstrækker med ekstra penge. Meget blev vitterligt gjort for at bedre forholdene for de mindrebemidlede. Samtidig klagedes imidlertid over, at også vel­bemidlede drog fordel af de offentlige foranstaltninger. En enkelt kritiker vovede endog at skrive: "Regeringen har trods de økonomiske frihedsbegreber, der gør sig stærkt gældende i tiden, altså endnu ikke helt opgivet sin gamle vane at være forsyn for borgerne".

  Stadige og væsentlige lønstigninger, der dog var illusoriske på grund af pengenes faldende værdi, døvede befolkningens sanser og hjalp regeringen med at hemmeligholde katastrofen og hindrede derved en ønskværdig debat om de bestræbelser, der burde udfoldes eller rettere burde have været udfoldet for at hindre det nu uafvendelige.

Katastrofen

For Oehlenschläger og mange andre regeringstro borgere kom "forordningen af 5. Januar 1813" eller statsbankerotten, som den er blevet kaldt, derfor som et chok. Årsagerne til de foranstaltninger, der blev iværksat denne dag, var, at udenlandske långivere simpelt hen sagde stop for yderligere lån.

   Alle banker ophævedes. En ny rigsbank oprettedes, og som sikkerhed for den nye pengemæng­de, der i værdi kun var en tiendedel af den gamle, beslaglagdes 6% af værdien af landets faste ejendom. Man kan måske for forskellighedens skyld sammenligne foranstaltningen med en forhøjelse af ejendomsvurderingen og beskatningen heraf i en tid, hvor ejedomsværdierne faktisk går den modsatte vej.

   Regeringens mål - og håb, for andet var det jo reelt ikke - om samtidig at kunne tilvejebringe ligevægt mellem statens indtægter og udgifter, som var den egentlige betingelse for reformens heldige gennemførelse, blev dog sørgeligt skuffende. Det var jo nemlig kun fiktive værdier, som ikke gav egent­lige kontanter, og som gen­nem be­skatningen blot forringede de resterende ringe værdier yderligere, nedsatte opsparingen, investeringslysten og befolkningens sidste tillid til systemet i det hele taget.

   Med denne såkaldte statsbankerot, som jo således i virkeligheden mere var udtryk for det økonomiske sy­stems fallit, end for en egentlig kon­kurs, tog nedgangen først rigtig for alvor til.

Fattige år

Mange og trælsomme år skulle gå hen, inden pengevæsenet fik sin fulde fasthed tilbage. At der kun i begrænsede kredse var rigdom til huse, viser talrige beretninger fra denne grumme tid. Byggeriet gik drastisk ned og trak andre grene af samfundet med i nedgangen. Ikke alene for den egentlige underklasse, som folket hed dengang, blev det besværligere at eksistere. Også embedsmænd, kunstnere og videnskabsmænd, pen­sio­nis­ter og småkapitalister fik deres levevilkår for­ringet. Ganske vist blev em­beds­lønningerne forhøjet, dog langtfra i forhold til prisstigningerne. Da for­holdene omsider faldt til ro, viste det sig, at deres gager kun udgjorde 38% eller lidt over en tredjedel af gagen 10 år før.

   Bolignød og dyrtid blev således de uundgåelige følger. Der blev nedsat kommissioner, som skulle sørge for forsyninger af vigtige varer og råstoffer og forhindre prisopskruninger. Statsindkøb af varer - også brændsel - deres udlevering til nedsat pris og maksimalpriser var de vigtigste hjælpemidler. Navnlig mod detailhandlere førte regeringen en forgæves kamp. Ret til at lukke butikker, hvis indehavere ågrede med deres varer, bøder og straffe, prellede af på deres modstand. I mange tilfælde blev resultatet, at tilførslerne standsede og varerne forsvandt fra omsætningen. Ved lån til grundejere søgte regeringen at fremme byggeriet. Ved høje stempeltakster og krav om udfærdigelse af "ordentlige skøder" stræbte den mod at begrænse jobberi med ejendomme, som drev huslejerne i vejret. Det var i øvrigt ikke ualmindeligt, at husejere lod lejligheder stå tomme.

   Gang på gang viste det sig, at myndighedernes foranstaltninger blev uden virkninger.

   Industriens arbejdsvilkår var i høj grad afhængige af konjunkturerne. På enhver måde stræbte regeringen forgæves efter at overvinde vanskelighederne og ophjælpe landets virksomheder. Forordninger og kundgørelser var nemlig de væsentligste midler. I disse opfordredes befolkningen til at undvære "fremmede luksusvarer" og indskærpede pligt til at benytte hjemligt arbejde.

   Der var egne af landet, det ikke længere kunne betale sig at opdyrke. Fra et enkelt amt berettes der om gårde, som overhovedet ikke kunne overtages uden afslag i de offentlige byrder, der hvilede på dem.

   Produktionen i industri og håndværk gik i nogle tilfælde ned på det halve i de svære år. Vanskæbne ram­te hårdt især for dem, der ikke havde let ved at nedskrive deres personlige fordringer til livet i forhold til det lavmål, der nu var råd til.

   Det vrimler med kundgørelser om tvangsauktioner i tidens aviser. For jurister var der vel en del at tjene ved de mange fallitter og tvangsauktioner. Men for embedsmænd var nøden stor, og fristelserne derfor voksende. Der taltes en del om "kassemangelepidemi" hos disse. I behandlingen af dem, der forbrød sig, viste regeringen ofte en mildhed og en overbærenhed, der har forundret, men som måske især siger noget om de højst ulykkelige forhold.

Lyspunkter

Den opmærksomme iagttager kunne dog glæde sig over nye og sundere åndsstrømninger, gryende fornyelse i den politiske styreform, og voksende sund sans hos flertallet i befolkningen - og som det blev sagt i forbindelse med oprettelsen af stænderforsamlingerne: "at de afgørende offentlige spørgsmål ikke var af en mere indviklet karakter, end at enhver fornuftig mand kunne danne sig en mening derom".

   Det er således især tankevækkende, at de foranstaltninger, der dengang omsider havde størst effekt i forbindelse med at nedbringe krisens virkninger og bringe landet på fode igen, og som, hvis de havde været iværksat i tide, muligvis helt kunne have forhindret den, netop var af den mest enkle art. Som eksempler på nogle af disse kan især nævnes besparelser i den offentlige sektor, skattelettelser, og sidst, men ikke mindst, forbedring af vilkårene for landbrug og industri. Blandt de mere kuriøse besparelser i den offentlige sektor kan nævnes den såkaldte "indbyrdes undervisning" i skolerne, som gik ud på at spare på lærerlønningerne ved at lade de større børn under lærerens overkommando undervise de mindre. For landbrugets vedkommende kan nævnes, at der i 1820 blev givet almindelig tilladelse til at betale en del af skatterne i korn, et vidnesbyrd om at man under landbrugskrisen med falden­de kornpriser stiler tilbage mod na­turaløkonomi og må regne med varer i stedet for penge.

Tidehverv

Det synes alene at være forbigående udenrigspolitiske konjunkturer, der åbnede for de rige muligheder, men som også lukkede for dem igen og blot leverer os bevis for såvel politikeres som disses økonomers bedrøvelige afmagt.

   I programdigtet "Guldhornene" gjorde Oehlenschläger som bekendt op med den tids materialisme, Ratio­nalismen, og grundlagde hermed den litterære epoke, Romantikken. Meget tyder på, at denne litterære ret­ning, der dengang i begyndelsen var forkæt­ret, ikke alene var med til at mild­­ne den økonomiske deroute, men også på mange måder bidrog væsentligt til genrejsningen, grundtvigianismen, stænderforsamlingerne, og en ny sund folkeånd.

   Oehlenschläger vendte op og ned på alle hævdvundne begreber med grundsynet: Den oplyste nutid har ingen ret til at se med overlegenhed på de primitive aldre; den var tværtimod et fald fra en strålende fortid…

Efterskrift 2004

” Faren er urgent, landet er i en, hver dag voxende, krisis, og vi have anset det for vor pligt, uden forbeholdenhed at skildre den”. Sådan beskrev en regerings­kom­mis­sion situationen 5 år før Statsbankerot­ten i 1813. Kommissionen påpegede en række uheldige træk i sam­funds­udviklingen. Samtidig gentog den nogle tid­ligere fremsatte ad­varsler om, hvad en fortsættelse af udviklingstendenserne uden drastiske indgreb kun­ne re­sultere i. Trods den alvorlige tone i advarslerne havde de dengang stort set samme effekt som hyrde­dren­gens gentagne advarsler i fabelen om ulven. Der var blevet skreget gevalt så man­ge gange, at ingen rigtig troede på, at der var nogen fare, da katastro­fen indtraf.

En historiker berettede 100 år efter katastrofen, at tiden inden især havde været præget af at "bedragerier, spil, værtshussjov og ty­ve­rier florerede.” Han kunne også fortælle følgende karakteristiske træk fra tiden: ”Kvindedragterne vare, særlig til sel­skabs­brug, tynde og stærkt ned­ringede, farlige for kvindernes sundhed og for mæn­denes sandser. Forholdet mel­lem kønnene var løst, navnlig i de laveste og i de hø­je­ste klasser. En fjerdedel af børnene blev født uden for ægteskab. I perioder mindre. Til andre tider flere. Post­for­bin­del­serne for­rin­ge­des jævnligt efter forudgående for­bedringer. Til gengæld strammedes miljø­lov­giv­nin­gen, skatterne, lånelovene, samtidig med at man gjorde ihærdige anstrengelser for at forbedre udvik­lingen af legemets færdighede­r. Og også dengang var der indvandrerproblemer, idet det kunne konstateres, at ”7 af hver 38 forbrydere vare udlændinge".

Den bedste beskrivelse af hvorledes finans­væsenet i den her omhandlede periode gebærdede sig gives af finans­embeds­mand, etatsråd Birch, der 100 år efter bankerot­ten fældede følgende dom. "I den danske stat" - siger han - "er der for­skellige anledninger til statsudgifter, alle formede på en måde, som næppe findes hos nogen anden. Foruden hofhusholdning og den indvortes bestyrelse havde den sømagt, landmagt, gesandter i fremmede lande og kolonier (i Ost- og Vestindien, på kysten af Afrika og i det yderste Norden). Det var så let muligt, ved at søge fuld­kommenhed i hver en­kelt forvaltningsgren, at gå ud over den grænse, det heles vel skul­le foreskrive, at forrykke forholdet mellem det, statens vel kunne synes at for­dre, og det landets kræfter formåede. Derved og måske tillige ved regeringsformen, der frembragte en ide af højhed, der så let kunne forvexles med storhed, havde efter­hånden alt hos os fået et tilsnit af et stort monarki. Vi havde i forhold til landets ev­ner for stor en landmagt, for stor en sømagt, for stor en civiletat, for stor en pen­sionsetat etc.., uden at alligevel hver enkelt svarede til det, man ventede eller fordrede af den. Det var som erfaringen nylig i en vigtig del på så overtydende en måde har lært os, for meget for vore kræfter og dog for lidet for øjemedet".

"For at redde landet ud heraf under de daværende tilstande, havde der måtte fordres en energisk og overlegen ledelse. Men af energi var der kun lidet, kun nu og da nervøs voldsomhed, af overlegenhed var der endnu mindre, kun til den ene side den rutinemæssighed, der lagde hovedvægten på at komme ud af den enkelte dags forlegenheder, til den anden side dilettanteri med uigennemførlige projekter, - af ledelse var der slet intet", konkluderer en historiker.

(Rev. 08.03.09)

Tage Dalsgaard Jensen

Efterskrift 2011

Ak ja!

T. Dalsgaard Jensen

Efterskrift 2020

Bunden er ikke nået endnu, men det gør ikke noget, vi skal nok nå den.
(Skuespiller Ebbe Rode (1910 - 98) i monologen "Politikeren"