Tiden er inde - til ”noget andet”.

   Opsving skal skabes – ikke afventes. For eksempel ved hjælp af statslige incitamenter til flere ekstraordinære, private investeringer gennem nye private ”planteskoler” for nye aktiviteter, virksomheder og arbejds­pladser. Der skal fortrinsvis  investeres i ideer og koncepter i stedet for ”mursten”, små virksomheder i stedet for store, mennesker i ste­det for maskiner, fissioner i stedet for fusioner, eller u-lande i stedet for i-lande. Glemte eller formodet umoderne produkter, metoder, koncepter, eller erhvervsdyder, der anvendes i nye sammenhænge, bør også komme på tale.

     For hundred år siden skabtes en ny sund folkeånd og samfundsmæssig udvikling netop gennem ekstraordinære investeringer i nye, små enheder. For 50 år siden gav statslige incitamenter til små investorers husbyggeri ny samfundsmæssig opblomstring og industriel evolution.

    Behovet for endnu en investeringsfornyelse underbygges af, at de personer og institutioner, der har taget deres del af æren for opblæsning af den nu utætte velstandsballon har mødt deres Waterloo. De har ikke været i stand til at hindre den igangværende udsivning af rigdommen. De har heller ikke kunnet tale et nyt opsving og fornøden fornyelse frem, og navnlig har de ikke været i stand til at forstå behovet for, at tidligere sikkerheder i jord jord og mursten nu skal erstattes af ideer og koncepter.

   Når velfærdsballonen følgelig også er ved at tabe luft, kan man blive helt euforisk ved tanken om den store skjulte samfundsreserve, der findes i form af ledige penge, mennesker og ideer.

   Pen­geri­ge­ligheden bekræftes især af den lave rente. Hertil kommer de mange milliarder, der ekstraordinært er kommet på markedet uden bagvedliggende produktion som følge alene af stigningen i ejendomsværdierne, og som har givet en midlertidig falsk følelse af velstand.

   Menneskereserverne består af over en halv million arbejdsduelige ubeskæftigede på overfør­selsindkom­ster, samt et trecifret antal tusinde, der hæver løn i det offentlige, men som vil kunne udnyttes bedre i det private system. Realismen i dette bekræftes af, at Schweiz klarer sig med statsindtægter og omkostninger, der kun er halvt så store som det danske niveau, men at landet ikke desto mindre har et bruttonationalprodukt per indbygger, der er en tredjedel højere end det danske.

   Sidst, men ikke mindst, er der et stort materiale af potentielle igangsættere, ideer og koncepter på det jordnære niveau, som vil komme frem fra skuffer og hjernekister, hvis erhvervsfremmeforanstaltningerne om­sider også ændres til - noget andet. For eksempel i retning af flere incitamenter og bedre vilkår til igangsættere i stedet for midlertidig støtte og midler til brug i og fordeling gennem hjælpesystemet. Kort sagt et system i det private regi, hvor såvel investorer som igangsættere får incitamenter og mulighed for at trække på samfundet og hjælpesystemet, i stedet for den hidtidige klientgørelse ovenfra.

   Små investorer og små igangsættere har endnu en gang mulighed for at kunne redde Danmark, hvis de vel at mærke får vilkår, som gør det mere attraktivt at investere i noget nyt frem for at forsøge at bevare det, der har vist sig utilfredsstillende. Så enkelt er det faktisk. Det er måske det, der er problemet i en verden, hvor både problemer og løsninger helst skal være så indviklede som muligt - for at berettige bevarelsen af det bestående system.

T Dalsgaard Jensen - Stiftstidender 1. april 2003

   

Vi bør fråse med penge til innovation

Fornyelsen har det svært i de danske virksomheder. Vi mangler først og fremmest kapital rettet direkte mod fornyelse og kompetente vovehalse, der tør gå uden om vores iværksætter-system, mener innovationskonsulent.

Uddrag af artikel i tidsskriftet Lederne, 7/1996

   ”Systemet er stivnet herhjemme. Vi er på vej nedad i laksko, mens mange an­dre lande er på vej opad i træsko. For at ændre retning bør vi i en periode fråse med midler til fornyelse i mindst lige så stor udstrækning, som vi i en foregående periode har fråset med midler til vores velfærd. Ellers for­svinder velfærden ganske langsomt”.

   Udsagnet, der lyder lidt af dommedag, er Tage Dalsgaard Jensens. Han har arbejdet med fornyelse siden starten af sit konsulentfirma i 1969. I dag er innovation blevet den mest brugte betegnelse for fornyelse og vilje til forandring.
   I Lederne har vi været inden på emnet et par gange for nylig. Blandt andet har vi peget på, at europæiske og herunder især danske virksomheder ikke er så gode til at innovere som de japanske og amerikanske dittoer.

At holde på en fornyer

   Nærmest per definition er vi mennesker bange for fornyelse, og bygger dermed tit fremtiden på fortidens succes. Det er måske nok umiddelbart logisk, men forkert i det lange løb.
   - Der er mange fornyere i vores virksomheder, men hvis man ikke behandler dem ordentligt, vil de blive skuffede og enten udvikle sig til ”brokmåse” eller starte deres egen virksomhed. Dermed bliver de entreprenører, der kan true deres gamle arbejdsplads. For de store virksomheder går udfordringen ud på at beholde fornyerne, så de bliver til intraprenører i stedet for entreprenører, siger Dalsgaard Jensen.
   Entreprenøren er den, der prøver at gøre ting, som er anderledes, og forsøger at gøre ting, som folk i almindelighed endnu ikke forstår, og som entreprenøren end ikke selv forstår. Derfor ender de på de nuværende betingelser alt for ofte i Skifteretten.
   En intraprenør er fornyeren i en bestående virksomhed.
   - Han kan innovere og ved i det hele taget noget om ledelse af fornyelse. Han skal helst ikke vide så meget om at administrere. Hvis han kan for meget af det, kan han være ødelagt. Det er lige så forkert at sætte en administrator til at innovere som at sætte bankfolk til at drive de virksomheder, de låner penge til, advarer Dalsgaard Jensen.

Løber løbsk

  Dalsgaard Jensen gør op med iværksættersystemet, og han mener, at det er ved at løbe løbsk, og at systemet i alt for stor udstrækning avler pseudoselvstændige.
   - Systemet forsøger at lokke selvstændige frem med en masse iværk­sættertilbud, der i højere grad tjener som aflad for manglende evner til at skabe en ægte selvstændighedskultur end at være til gavn for tilskudsmodtagerne. Det er i hvert fald påfaldende, at der i takt med udbygningen af iværksætterhjælpen hele tiden bliver færre selvstændige og stadig flere til at tage sig af dem. Efterhånden er der tilsyneladende flere hjælpere, end det antal der årligt starter nye virksomheder, siger Dalsgaard Jensen.
   Et er at hjælpen er for bred, den er også uansvarlig.
   - Når iværksætterstøtten og eventuelle andre tilskud slipper op, forsvinder hjælperne og dermed grundlaget for mange selvstændiges evne til at stå på egne ben, og så er der ofte kun Skifteretten og bistanden tilbage som ”hjælpere”, siger han.

Dansk udvikling er afvikling

   Dalsgaard Jensen er skuffet over, at de danske udviklingsselskaber er blevet ”overtaget af  ”sy­stemet”. Idéen var oprindelig, at de skulle investere i nye aktiviteter og nye virksomheder, men udviklingsselskaberne er i stedet blevet til investeringsforetagender, der giver 50  pct. statsgaranti til firmaer, som allerede er etablerede.
   Staten har åbenlys interesse i fornyelse, mener Dalsgaard Jensen, fordi den tjener på fornyelse, uanset om det går godt eller skidt.
   - En typisk iværksætter vil veksle sit enfamiliehus til en million kroner i en bank. Går så i gang, bruger pengene – men vil tit mangle lidt af heldet og må derefter tilbage til sit almindelige job igen. Det har staten tjent 6-700.000 kroner på. Efterfølgende skal han så tjene 3 millioner ud over det han skal leve for at få sit hus tilbage. Det er absurd at tænke på, når samfundet jo så rigeligt får del i succesrige fornyelser i form af skatter og afgifter, siger han.

Idéer fra det vilde vesten

   De fleste private investorer vil under de givne skatteforhold og med de nu­værende incitamenter kun in­vestere i fornyelse, hvis de får en underskudsgaranti. I USA får udviklingsselskaber 75 pct. statsgaranti i tilfælde af underskud, og man taler om at forhøje det til 90 pct.
   - Hvis man investerer bredt, kan man lave et mix, så man er sikker på at tjene penge. Der er ikke, som nogle frygter, tale om socialisme, når staten skal garantere 75 pct. af et underskud. Der er heller ikke, som andre frygter, tale om unødvendig begunstigelse af erhvervslivet. Der er hverken tale om skattelettelser eller statstilskud. Det er private investeringer, der foretages i private virksomheder. Staten vil tjene på alle investeringer, fordi flere kommer i arbejde. Staten vil også tjene på virksomheder, der eventuelt ender i Skifteretten. Fortjenesten vil her ofte være større end det tab, som skal dækkes med statsgarantien. Der er tale om god gammeldags ansvarlig kapitalisme. Staten bør naturligvis som nutidens store kapitalist træde ind, når et projekt, den har tjent penge på, lider nød, siger Dalsgaard Jensen, og fortsætter:
   - Selv et system som det amerikanske, hvor såvel pengemængden som risikovilligheden er større og skatten mindre, er det nødvendigt med statsgarantier. Herhjemme er pengemængden i det private system mindre, risikovilligheden et uartigt ord, og skatten er meget højere, så er det da ekstra nødvendigt med underskudsgaranti. Garantien burde være 80 pct. eller højere, for de vover jo noget, som staten også nyder godt af, siger han.

Fornyer afløser fabrikant

   Fremtidens virksomheder vil set over en bred front bestå af fornyere frem for administratorer.
   - Den gode gamle fabrikant, der havde et bogholderi og måske lidt produktudvikling, er ved at være passé. I flere og flere virksomheder bliver bøtten vendt. Det er fornyeren, der sidder i toppen, og han får så lavet sine produkter i Østen. Mange af fabrikanterne har overlevet, men de har overlevet på trods. De lever og dør med en fabrik med en omsætning på 10 millioner kroner, uden at den nogensinde har givet særlig meget overskud og dermed ikke er ret meget værd. De har ikke været i stand til at forny sig, siger Dalsgaard Jensen.
   Det afgørende er, at ledelsen skal tro på, forstå og arbejde med innovation, og at den er indstillet på at stille de fornødne ressourcer til rådighed til arbejdet, siger Dalsgaard Jensen.
….  

Innovation på mange måder

   - Erfaringen viser, at der er nok af idéer. Vi mangler bare nogle flere, der kan føre idéerne igennem. Hvis en idémand eller en opfinder også er entreprenør, så er det i orden, men en opfinder uden en entreprenør er næsten fortabt. Der er noget paradoksalt i, at man forlanger, at en idémand også skal være sælger. Man forlanger da ikke, at en sælger også skal være opfinder, klager Dalsgaard Jensen.
Jacob Wendt Jensen
LEDERNE 7/1996
-------------------------------
17 år efter!

Regeringen har  i 2013 etableret Danmarks Innovationsfond - fonden for strategisk forskning, højteknologi og innovation med ca. 1,6 milliarder kroner.

Gebyr på hengemte penge

Uddrag af artikel i Ingeniøren, fredag 08. aug 1997 

Af T. Dalsgaard Jensen.
   Et tre-cifret milliardbeløb er i øjeblikket hobet op i pengeinstitutterne - penge som kunne bruges på at forny den danske erhvervssektor Staten bør derfor lægge et gebyr på minimum én til to procent på denne passive kapital som ifølge Danmarks Statistik befinder sig i pengeinstitutterne. Formålet skal være at bringe pengene i arbejde med en nødvendig forøgelse og fornyelse af erhvervssektoren. …

   Dette vil medføre, at kapitalejere, som investerer i erhvervsfornyelse i stedet for at lade pengene være ubrugte, kan ''spare'' gebyret, mens provenuet fra de fortsat ledige pengemidler bl.a. kan benyttes til statsgarantier i forbindelse med fejlslagne erhvervsforsøg samt til yderligere incitamenter for at fremme den nødvendige, reelle erhvervsfornyelse.

PENGE SKAL BRUGES
   Fremgangsmåden kan sammenlignes med det gebyr, som en vognmand, der udlejer containere til vareforsendelse, påligner kunder, som beholder containere for længe uden at tømme varerne ud. Begrundelsen er, at vognmanden hindres i at udnytte containeren til det egentlige formål. Når penge trykkes af staten, har staten på samme måde en forpligtelse til at sørge for, at de bliver brugt til deres formål, som er at lette udvekslingen af varer og tjenesteydelser, og i det hele taget at holde pengene i cirkulation, så de til hver en tid bliver udnyttet bedst muligt. For øjeblikket synes dette at være til en udvidelse af den sektor, som skal frembringe tilstrækkelig velstand til at bære velfærdsbehovet.

   Årsagen til en pengeophobning som den, der ses for øjeblikket er, at penge - for den enkelte, men altså ikke for samfundet - kan opbevares helt uden omkostninger i modsætning til andre varer og tjenesteydelser, som eksempelvis kan rådne eller gå af mode. Kapitalejeren kan, når renten er i bund, omkostnings- frit vente på, at priserne kommer ned i det rette leje, men hindrer samtidig den nødvendige erhvervs- og samfundsudvikling. I kølvandet på en ophobning af ubrugte penge vil der normalt komme en periode med faldende priser på forbrugsvarer og en stigning i priserne på fast ejendom. Folk vil sikre sig med det resultat, at dynamikken forsvinder, og at der alligevel opstår usikkerhed. Det er det, der synes at ulme for øjeblikket. Efterfølgende vil der i reglen ske en kollaps i ejendoms- priserne. Sker det ikke inden år 2.000, vil det sandsynligvis ske umiddelbart efter, når de små fødselsårgange kommer ind på markedet og reducerer efterspørgslen.

UDNYT OPSVINGET
Beviserne for behovet for at udvide erhvervssektoren er mange - og alvorlige: En ledig arbejdsstyrke på op mod en million arbejdsvillige og arbejdsduelige mennesker. Teoretisk er det et ressourcespild på et milliardbeløb - om dagen, som er forskellen mellem det, det koster at opretholde arbejdsløsheden, og det som samfundet kunne opnå gennem erhvervsmæssig beskæftigelse. Endvidere underskud på statsregnskabet,…samt manglende hensættelse til voksende pensioner efter år 2000, hvor antallet af erhvervsduelige til den tid vil være relativt mindre. Endelig og alvorligst mener Det Økonomiske Råd, at nettoafgangen af selvstændige i de følgende tre år vil komme op på 5.000 årligt, efter at mange års tilbagegang har stabiliseret sig i nedgange på 2-3000 årligt for de senere år.

   Behovet og mulighederne for erhvervsfornyelse er således til stede i rigt omfang. Nu mangler vi blot de rette betingelser, så vi ikke endnu en gang blot skal vente på den trivielle konstatering af en eksisterende erhvervssektors overvurderede evne til at udnytte et opsving og til at forudse og forberede sig på en efterfølgende nedgang.

Nedenstående tidsbillede blev med illustrationer fra tiden omkring attenhundredtallets begyndelse bragt i Gutenberghus årsskrift 1981. Året efter udsendte Gutenberghus et særtryk til medlemmerne af den nye, borgerlige regering og til samtlige medlemmer af Folketinget.

Statsbankerotten i 1813

Af T. Dalsgaard Jensen

Danmark i fest og glæde

Guldaldertiden har man kaldt den lit­terære periode, der indledtes med digtet "Guldhornene" i 1802. Anede Oehlenschläger fremtiden, da han med den tids nostalgi indledte digtet med: "De higer og søger, i gamle bøger…" De følgende fem år var nemlig samtidig kulminationen og afslutningen på den velstandsperiode, der var begyndt en snes år forinden. Som et særligt kuriosum leverer netop han også selv et meget levende billede af disse økonomisk gyldne tider i århundredets begyndelse, om vellevned, løssluppenhed og ubekymrethed, der senere skulle afløses af fattigdom, bistandshjælp og andre grumme realiteter, da regningen endnu engang i historien skulle betales for den tid, man havde levet på kredit.

   I hans erindringer kan man således læse om et vennegilde i Ermelunds­huset i Kongens Dyrehave, "et sym­posium, hvor den muntre overgivenhed fik frit løb". Man havde lejet hele etablissementet den aften, og ingen uvedkommende fik adgang. Det store selskab bestod af lærde og kunstnere, og Oehlen­schläger forsikrer, at "intet plumpt og væmmeligt" skulle blande sig i den muntre overgivenhed. "Nu gik det på drikken løs" fortæller han, "og kunsten bestod i at være så overgiven som muligt uden at være brutal eller smagløs. Konveniens og former kunne man derimod overtræde, så meget man ville, det ønskede man just, og ingen måtte tage den anden en galskab ilde op. Restauranten blev givet gæsterne til pris af de højmodige værter, og den druknes glæde at slå spejle i stykker… stod enhver frit, og sligt blev også undertiden udøvet - skønt med beskedenhed og uden skadelyst - blot for at hylde overgivenheden." Det var en slags bersærkergang i bunden stil. Midt under en alvorlig samtale så man kundskabsrige mænd slå et lidet spejl af ringe værdi eller en rude i stykker uden at standse op i konversationen. H. C. Ørsted fik i al venskabelighed en slump rødvin hældt ned ad sit hvide skjortebryst allerbedst som han forklarede et problem i fysikken, og en yndet skuespiller spadserede omkring i "særdeles anstændige" underbukser. Husets værtinde skrev naturligvis alle excesserne på regning, og karakteriserede gæsterne tilstand og slagets gang ved at sige til pigerne: "Nu er det ved vinduerne, nu ved spejlene etc."

   Hele folket havde det rart i disse tider. Brændevin på bordet, på landet og i byerne. Udflugter til Dyrehavsbakken og til andre forlystelser. Staten deltog i løjerne ved indførelse af tallotteriet, der gav nogle få hurtig rigdom, forarmede mange, og gjorde staten til den sikre vinder. Adspredelserne, der skulle sætte kulør på det grå hverdagsliv var måske nok i almindelighed enklere end i vore da­ge, men til gengæld gav man sig livsnydelsen i vold med en inderlighed og ubekymrethed, der vækker til eftertanke. Drik, nattesvir, usædelighed, utugt og sædernes forfald i det hele taget drøftedes jævnligt af liberalister og moralister. Nogen bedring indtraf der dog. Man fik smag for franske, spanske, rhinske, ungarske og italienske vine, samt visse "hitsige" likører mellem de mange "Finkeljokum'er", som var en af brændevinens kælenavne. "Vin var ikke længer herrens drik alene, men også tjenerens", hed det nu.

   Ja i tiden fra 1780 til 1807 var der virkelig fremgang. Boligerne blev flere og bedre. Landevejene blev fornyede, og postgangen forbedret. Talrige nye industrier og handelsforetagender blev grundlagt. Egnsudvikling bragte en del industri ud af hovedstaden. Bestandig syslede man med planer, bestandig tumlede man med beregninger. Lidet var for stor, intet for småt. Selv om forsøg på statsdrift af visse virksomheder var strandet, fordi de var lidet lønnende, og for det meste direkte tabsgivende, og smugleri og anden undergrundsøkonomi efterhånden tog et uhyre omfang, syntes der ikke at være grænser for væksten. "Jo mere frihed, jo mere liv, jo mere afsætning", var devisen.

Krusninger

Skatterne var imidlertid også steget foruroligende. Strejker i halvfemserne havde varslet om tiltagende utilfredshed med velstandens fordeling. Statens udgifter voksede stedse mere end indtægterne. Udlandsgælden steg faretruende, og pengemængden (uden dækning) øgedes. Ekstraskatter på formue og indtægt gav dog staten forhåbninger, men erhvervslivet nye bekymringer. Vidtrækkende demokratiske reformer drøftedes, man appellerede til den offentlige mening om mådehold, jonglerede igen med statslån, pengemængde, lokkede med forstrækninger til handel og industri i håbet om at lånene ville komme rigeligt ind igen gennem offentlige afgifter og skatter etc. etc. Offentlig og privat foretagsomhed og letsindighed kappedes.

Krise

Krisen kom tilsyneladende uventet i 1807, selv om realiteterne viste noget andet. Endnu engang kunne man nemlig blot konstatere, at ligesom udenrigspolitiske konjunkturer kan åbne for rige muligheder, kan de også brat føre til dybe fald, hvis man ikke erkender og indretter sig på disse evige omskiftelser.

   I de følgende år svandt "rigdommen" bort som dug for solen. I virkeligheden havde rigdommen længe kun været illusorisk. Forholdet var nemlig det, at man længe havde kunnet konstatere, at statens udgifter i betydelig grad oversteg dens indtægter, og at såvel den indenlandske som den udenlandske statsgæld accelererede, uden at man gjorde noget alvorligt ved det. I 1807 var udgifterne således ca. 16% større end indtægterne, og alene forrentningen af statsgælden beløb sig til 11% af indtægterne.

   Man bebrejdede senere den danske finansstyrelse, at den i de gode år havde forsømt ved tilstrækkelige skattepålæg eller ved tilbageholdenhed i de offentlige udgifter at skaffe ligevægt på statsregnskabet, afbetale på gælden og opspare fonde til uforudsete udgifter. Og man konstaterede, "at land og folk i den efterfølgende periode på ulykkelig måde har måttet bøde for denne forsømmelse".

Nye forhåbninger

Erhvervslivets "utrættelige" evne til at udnytte chancerne i en foranderlig verden, ligesom dets evner til at forudse en nedgang, blev overvurderet. Inden- og udenlandske statslån skaffede midlertidigt en del af de nødvendige midler, da erhvervslivets besværligheder mod forventning øgedes, og dets indtægter sta­dig mindskedes. Så gik man over til at anspore erhvervslivet til at deltage i låntagningen i udlandet. Lånebetingelserne strammedes imidlertid stedse, og blev mere og mere kuriøse. Til en hollandsk bankierfrue indkøbte man en alabaster bordopsats, fordi man af erfaring vidste, "at denne kone havde megen indflydelse på sin mand". Et stort lån i Holland i 1809 fik man kun fornyet til kurs 80 og til forhøjet rente, og mod en ekstra månedlig provision. Kort før bankerotten overvejede man endog at sætte krondiamanterne i pant for et nyt lån i udlandet.

   Sideløbende med de udenlandske låntagninger blev statens indenlandske låntagning også mere snedig. Adskillige gange var der tale om ligefremme tvangslån, der tillige udmarvede erhvervslivet. Der var ganske vist ikke tale om renter af statsobligationer i den størrelsesorden, vi kender til i dag. Til gengæld kunne långiverne - alt efter beløbets størrelse - og om regeringen fandt dem værdige, opnå f.eks. frihed for skatter og afgifter.

   Nye skattepålæg, forhøjelse af ældre afgifter, nye afgifter på alle ejendomsværdier, som skiftede besidder, og af kapital og løsøre, som gik i arv m.m. blev iværksat. Administrationen voksede sædvanemæssigt mere end skatteprovenuet, og store vanskeligheder med at administrere de mange skatter og afgifter "tvang" befolkningen til endnu en gang at genindføre en nødvendig forenkling. Et lille fingerpeg om den tids do-it-yourself - og undergrundsøkonomi gives i en retssag, hvor en københavner blev anklaget for at have omgået skattereglerne ved "for 240 tdr. byg at have lejet en lej­lighed i Amaliegade".

Forvirring

Efterhånden herskede der i alle samfundsklasser en almindelig "pengeforagt". Ingen ville bevare dem, alle sørgede for at give dem videre og om muligt omsætte dem i varer og reelle værdier, fortrinsvis i guld og sølv. Med pengenes formindskede købeevne fulgte naturligvis stigende varepriser, og følgelig blev skatterne af lånene, indenlandske og udenlandske, frivillige og ufrivillige også stadig mere og mere utilstrækkelige for staten. Jo mere pengene sank i værdi, desto større summer gjaldt det om at skaffe til veje. I hurtigt tempo forøgedes beløbene. Men selvom man med god grund kunne betegne seddeltrykkeriet som landets mest beskæftigede fabrik, "kunne sedlerne dog ikke så hurtigen i den mængde forfærdiges, som de til udgifterne behøves".

Afmagt

Myndighedernes afmagt afspejledes blandt andet i sædvanemæssige beskyldninger mod den enkelte borger for "gennem spekulation og upatriotisk vindesyge" at fremme kursfald på alle papirer. Borgernes forbitrelse over regeringens manglende evne til at vende udviklingen førte imidlertid blot til fornyet uvilje mod de bestræbelser, regeringen trods alt udfoldede. "Mærkværdigt længe var der tillid til Danmarks betalingsevne i udlandet", erkendte man kort efter bankerotten. Derfor fortsatte finansministeren også ufortrødent med sine beregninger og ofte "misliebige pengetransaktioner". Med en utrolig opfindsomhed vidste han stadig at finde nye udveje. "Om hans gode vilje har der aldrig været tvivl, desto mere om hans indsigt og handlekraft" sagde man om ham.

   Borgerne gav således regeringen skylden, regeringen borgerne. Kun få synes at have lagt skylden på den tids styreform, hvis motto var "Alt for fol­ket" og hvis programpunkter blandt andet var "at retsplejen skulle være humanere, åndsfriheden større, individernes rettigheder mere respekteret", og som i øvrigt i alle kundgørelser gav udtryk for en dyb og tilsyneladende ægte demokratisk reformtrang!

   Beviser herpå manglede heller ikke. Snart er det netop digteren Oehlenschläger, der må have ekstra hjælp, fordi hans kone venter nedkomst. Snart er det en ganske almindelig enke med uopdragne børn, som magthaverne forstrækker med ekstra penge. Meget blev vitterligt gjort for at bedre forholdene for de mindrebemidlede. Samtidig klagedes imidlertid over, at også vel­bemidlede drog fordel af de offentlige foranstaltninger. En enkelt kritiker vovede endog at skrive: "Regeringen har trods de økonomiske frihedsbegreber, der gør sig stærkt gældende i tiden, altså endnu ikke helt opgivet sin gamle vane at være forsyn for borgerne".

  Stadige og væsentlige lønstigninger, der dog var illusoriske på grund af pengenes faldende værdi, døvede befolkningens sanser og hjalp regeringen med at hemmeligholde katastrofen og hindrede derved en ønskværdig debat om de bestræbelser, der burde udfoldes eller rettere burde have været udfoldet for at hindre det nu uafvendelige.

Katastrofen

For Oehlenschläger og mange andre regeringstro borgere kom "forordningen af 5. Januar 1813" eller statsbankerotten, som den er blevet kaldt, derfor som et chok. Årsagerne til de foranstaltninger, der blev iværksat denne dag, var, at udenlandske långivere simpelt hen sagde stop for yderligere lån.

   Alle banker ophævedes. En ny rigsbank oprettedes, og som sikkerhed for den nye pengemæng­de, der i værdi kun var en tiendedel af den gamle, beslaglagdes 6% af værdien af landets faste ejendom. Man kan måske for forskellighedens skyld sammenligne foranstaltningen med en forhøjelse af ejendomsvurderingen og beskatningen heraf i en tid, hvor ejedomsværdierne faktisk går den modsatte vej.

   Regeringens mål - og håb, for andet var det jo reelt ikke - om samtidig at kunne tilvejebringe ligevægt mellem statens indtægter og udgifter, som var den egentlige betingelse for reformens heldige gennemførelse, blev dog sørgeligt skuffende. Det var jo nemlig kun fiktive værdier, som ikke gav egent­lige kontanter, og som gen­nem be­skatningen blot forringede de resterende ringe værdier yderligere, nedsatte opsparingen, investeringslysten og befolkningens sidste tillid til systemet i det hele taget.

   Med denne såkaldte statsbankerot, som jo således i virkeligheden mere var udtryk for det økonomiske sy­stems fallit, end for en egentlig kon­kurs, tog nedgangen først rigtig for alvor til.

Fattige år

Mange og trælsomme år skulle gå hen, inden pengevæsenet fik sin fulde fasthed tilbage. At der kun i begrænsede kredse var rigdom til huse, viser talrige beretninger fra denne grumme tid. Byggeriet gik drastisk ned og trak andre grene af samfundet med i nedgangen. Ikke alene for den egentlige underklasse, som folket hed dengang, blev det besværligere at eksistere. Også embedsmænd, kunstnere og videnskabsmænd, pen­sio­nis­ter og småkapitalister fik deres levevilkår for­ringet. Ganske vist blev em­beds­lønningerne forhøjet, dog langtfra i forhold til prisstigningerne. Da for­holdene omsider faldt til ro, viste det sig, at deres gager kun udgjorde 38% eller lidt over en tredjedel af gagen 10 år før.

   Bolignød og dyrtid blev således de uundgåelige følger. Der blev nedsat kommissioner, som skulle sørge for forsyninger af vigtige varer og råstoffer og forhindre prisopskruninger. Statsindkøb af varer - også brændsel - deres udlevering til nedsat pris og maksimalpriser var de vigtigste hjælpemidler. Navnlig mod detailhandlere førte regeringen en forgæves kamp. Ret til at lukke butikker, hvis indehavere ågrede med deres varer, bøder og straffe, prellede af på deres modstand. I mange tilfælde blev resultatet, at tilførslerne standsede og varerne forsvandt fra omsætningen. Ved lån til grundejere søgte regeringen at fremme byggeriet. Ved høje stempeltakster og krav om udfærdigelse af "ordentlige skøder" stræbte den mod at begrænse jobberi med ejendomme, som drev huslejerne i vejret. Det var i øvrigt ikke ualmindeligt, at husejere lod lejligheder stå tomme.

   Gang på gang viste det sig, at myndighedernes foranstaltninger blev uden virkninger.

   Industriens arbejdsvilkår var i høj grad afhængige af konjunkturerne. På enhver måde stræbte regeringen forgæves efter at overvinde vanskelighederne og ophjælpe landets virksomheder. Forordninger og kundgørelser var nemlig de væsentligste midler. I disse opfordredes befolkningen til at undvære "fremmede luksusvarer" og indskærpede pligt til at benytte hjemligt arbejde.

   Der var egne af landet, det ikke længere kunne betale sig at opdyrke. Fra et enkelt amt berettes der om gårde, som overhovedet ikke kunne overtages uden afslag i de offentlige byrder, der hvilede på dem.

   Produktionen i industri og håndværk gik i nogle tilfælde ned på det halve i de svære år. Vanskæbne ram­te hårdt især for dem, der ikke havde let ved at nedskrive deres personlige fordringer til livet i forhold til det lavmål, der nu var råd til.

   Det vrimler med kundgørelser om tvangsauktioner i tidens aviser. For jurister var der vel en del at tjene ved de mange fallitter og tvangsauktioner. Men for embedsmænd var nøden stor, og fristelserne derfor voksende. Der taltes en del om "kassemangelepidemi" hos disse. I behandlingen af dem, der forbrød sig, viste regeringen ofte en mildhed og en overbærenhed, der har forundret, men som måske især siger noget om de højst ulykkelige forhold.

Lyspunkter

Den opmærksomme iagttager kunne dog glæde sig over nye og sundere åndsstrømninger, gryende fornyelse i den politiske styreform, og voksende sund sans hos flertallet i befolkningen - og som det blev sagt i forbindelse med oprettelsen af stænderforsamlingerne: "at de afgørende offentlige spørgsmål ikke var af en mere indviklet karakter, end at enhver fornuftig mand kunne danne sig en mening derom".

   Det er således især tankevækkende, at de foranstaltninger, der dengang omsider havde størst effekt i forbindelse med at nedbringe krisens virkninger og bringe landet på fode igen, og som, hvis de havde været iværksat i tide, muligvis helt kunne have forhindret den, netop var af den mest enkle art. Som eksempler på nogle af disse kan især nævnes besparelser i den offentlige sektor, skattelettelser, og sidst, men ikke mindst, forbedring af vilkårene for landbrug og industri. Blandt de mere kuriøse besparelser i den offentlige sektor kan nævnes den såkaldte "indbyrdes undervisning" i skolerne, som gik ud på at spare på lærerlønningerne ved at lade de større børn under lærerens overkommando undervise de mindre. For landbrugets vedkommende kan nævnes, at der i 1820 blev givet almindelig tilladelse til at betale en del af skatterne i korn, et vidnesbyrd om at man under landbrugskrisen med falden­de kornpriser stiler tilbage mod na­turaløkonomi og må regne med varer i stedet for penge.

Tidehverv

Det synes alene at være forbigående udenrigspolitiske konjunkturer, der åbnede for de rige muligheder, men som også lukkede for dem igen og blot leverer os bevis for såvel politikeres som disses økonomers bedrøvelige afmagt.

   I programdigtet "Guldhornene" gjorde Oehlenschläger som bekendt op med den tids materialisme, Ratio­nalismen, og grundlagde hermed den litterære epoke, Romantikken. Meget tyder på, at denne litterære ret­ning, der dengang i begyndelsen var forkæt­ret, ikke alene var med til at mild­­ne den økonomiske deroute, men også på mange måder bidrog væsentligt til genrejsningen, grundtvigianismen, stænderforsamlingerne, og en ny sund folkeånd.

   Oehlenschläger vendte op og ned på alle hævdvundne begreber med grundsynet: Den oplyste nutid har ingen ret til at se med overlegenhed på de primitive aldre; den var tværtimod et fald fra en strålende fortid…

Efterskrift 2004

” Faren er urgent, landet er i en, hver dag voxende, krisis, og vi have anset det for vor pligt, uden forbeholdenhed at skildre den”. Sådan beskrev en regerings­kom­mis­sion situationen 5 år før Statsbankerot­ten i 1813. Kommissionen påpegede en række uheldige træk i sam­funds­udviklingen. Samtidig gentog den nogle tid­ligere fremsatte ad­varsler om, hvad en fortsættelse af udviklingstendenserne uden drastiske indgreb kun­ne re­sultere i. Trods den alvorlige tone i advarslerne havde de dengang stort set samme effekt som hyrde­dren­gens gentagne advarsler i fabelen om ulven. Der var blevet skreget gevalt så man­ge gange, at ingen rigtig troede på, at der var nogen fare, da katastro­fen indtraf.

En historiker berettede 100 år efter katastrofen, at tiden inden især havde været præget af at "bedragerier, spil, værtshussjov og ty­ve­rier florerede.” Han kunne også fortælle følgende karakteristiske træk fra tiden: ”Kvindedragterne vare, særlig til sel­skabs­brug, tynde og stærkt ned­ringede, farlige for kvindernes sundhed og for mæn­denes sandser. Forholdet mel­lem kønnene var løst, navnlig i de laveste og i de hø­je­ste klasser. En fjerdedel af børnene blev født uden for ægteskab. I perioder mindre. Til andre tider flere. Post­for­bin­del­serne for­rin­ge­des jævnligt efter forudgående for­bedringer. Til gengæld strammedes miljø­lov­giv­nin­gen, skatterne, lånelovene, samtidig med at man gjorde ihærdige anstrengelser for at forbedre udvik­lingen af legemets færdighede­r. Og også dengang var der indvandrerproblemer, idet det kunne konstateres, at ”7 af hver 38 forbrydere vare udlændinge".

Den bedste beskrivelse af hvorledes finans­væsenet i den her omhandlede periode gebærdede sig gives af finans­embeds­mand, etatsråd Birch, der 100 år efter bankerot­ten fældede følgende dom. "I den danske stat" - siger han - "er der for­skellige anledninger til statsudgifter, alle formede på en måde, som næppe findes hos nogen anden. Foruden hofhusholdning og den indvortes bestyrelse havde den sømagt, landmagt, gesandter i fremmede lande og kolonier (i Ost- og Vestindien, på kysten af Afrika og i det yderste Norden). Det var så let muligt, ved at søge fuld­kommenhed i hver en­kelt forvaltningsgren, at gå ud over den grænse, det heles vel skul­le foreskrive, at forrykke forholdet mellem det, statens vel kunne synes at for­dre, og det landets kræfter formåede. Derved og måske tillige ved regeringsformen, der frembragte en ide af højhed, der så let kunne forvexles med storhed, havde efter­hånden alt hos os fået et tilsnit af et stort monarki. Vi havde i forhold til landets ev­ner for stor en landmagt, for stor en sømagt, for stor en civiletat, for stor en pen­sionsetat etc.., uden at alligevel hver enkelt svarede til det, man ventede eller fordrede af den. Det var som erfaringen nylig i en vigtig del på så overtydende en måde har lært os, for meget for vore kræfter og dog for lidet for øjemedet".

"For at redde landet ud heraf under de daværende tilstande, havde der måtte fordres en energisk og overlegen ledelse. Men af energi var der kun lidet, kun nu og da nervøs voldsomhed, af overlegenhed var der endnu mindre, kun til den ene side den rutinemæssighed, der lagde hovedvægten på at komme ud af den enkelte dags forlegenheder, til den anden side dilettanteri med uigennemførlige projekter, - af ledelse var der slet intet", konkluderer en historiker.

(Rev. 08.03.09)

Tage Dalsgaard Jensen

Efterskrift 2011

Ak ja!

T. Dalsgaard Jensen

Efterskrift 2020

Bunden er ikke nået endnu, men det gør ikke noget, vi skal nok nå den.
(Skuespiller Ebbe Rode (1910 - 98) i monologen "Politikeren"

Fornyelse med gammel, sikker metode

Små igangsættere og små investorer har endnu en gang mulighed for at kunne redde Danmark. Hvis de vel at mærke får vilkår, som gør det mere attraktivt at investere i noget nyt frem for at bevare det, der har vist sig utilfredsstillende. Så enkelt er det faktisk. Det er måske det, der er problemet i en verden, hvor både problemer og løsninger helst skal være så indviklede som muligt – for at berettige bevarelsen af det bestående system.

For omkring hundrede år siden kunne man konstatere den positive effekt af en forudgående stærkt kritiseret ekstraordinær investering i små husmandsbrug. Kritikerne, der hovedsagelig kom fra de store virksomheder og den tids bestående system i øvrigt havde hævdet, at der var tale om en tilskuds­po­litik til en uøkonomisk driftsform, som ville være finansielt ruinerende for staten. Realiteterne havde imidlertid vist, at der var opnået en væsentlig samfundsmæssig gevinst i form af frembringelsen af nye samfundslag, i hvilke familielivet og arbejdsglæden var større, og at de nye samfundsmæssige og alment menneskelige forhold havde frembragt et bedre menneskemateriale.

 For omkring 50 år siden kunne man efter et forudgående lignende fornyelsesbehov opleve endnu en fremgang for disse samfundslag og for landet som helhed gennem fornyede incitamenter i form af statslån til investering i enfamiliehuse.

Nu står vi så endnu en gang med behovet for en ekstraordinær indsats, hvor et bestående, herskende samfundssystem for længst har bevist sin afmagt, når forandringens vinde blæser. I mellemtiden har selv Kina med et kommunistisk system bevist værdien af ekstraordinære incitamenter til investering i små og nye enheder. For cirka 40 år siden fik kinesiske igangsættere således mulighed for at opnå rentefri statslån til oprettelse af nye virksomheder. Med supplerende skattefrihed, statsbetalt ferie samt tilmed klap på skuldrene for hjælpen til at skabe ny fremgang for landet, er der vel til fulde ført bevis for værdien af denne metode

Eftersom det i øvrigt for længst også er bevist, at små enheder og små igang­sæt­tere tillige producerer det meste af ver­dens føde, skaber de fleste nye ar­bejds­pladser, passer bedst på jordens ressour­cer, og værner mest om næste generation, kan det undre, at det i den nuværende situation endnu ikke har ført til et effektivt og enkelt genbrug af investering i små og nye enheder. Et af de seneste eksempler på udbyttet af små virksomheder kan hentes i Rusland. I 1999 ejede Ruslands 27.000 kollektive landbrug 90 pct. af jorden men klarede kun 40 pct. af den samlede land­brugsproduktion. Hundrede tusinder af små lodder og familielandbrug klarede resten.

Endelig har National Science Foundation i USA for længst fremlagt materiale, der viser at små virksomheder leverer fire gange flere innovationer per dollar brugt til forskning og udvikling end mellemstore virksomheder, og 24 gange så mange som store virksomheder. Små virksomheder er i sandhed store, når det drejer sig om fornyelse.

Efter en alt for lang periode med kreativ stilstand som følge af endeløse diskussioner om og gennemførsel af en lang række af dokumenterede utilstrækkeligheder på erhvervsfremmeområdet må tiden vel omsider være ved at være inde til at ty til en af historiens enkleste fornyelsesmetoder.

Mysteriet om iværksætterne

 

Af Dagens Synspunkt i Berlingske Business Torsdag den 3. marts 2011

Verdens bedste iværksætterklima og –system. Sådan siger systemet selv. Internationale sammenligninger viser derimod, at det nærmest er middelmådigt. Større viden om iværksættere – for eksempel gennem iværksætterkursus for politikere – kunne være et skridt på vejen til en livsnødvendig bedring. Der synes nemlig ikke at være tilstrækkelig opmærksomhed på, at der er flere forskellige typer iværksættere, og på hvilke incitamenter, der får dem frem i lyset. Der er især fire forskellige typer, der er værd at kende forskel på:

Type 1 er den fandenivoldske med alle nødvendige entreprenøregenskaber. Typen, der går i gang, uanset om tiderne er gunstige eller ugunstige, og som leverer de succeshistorier, der får det til at se ud som om der ikke er noget problem. Bortset fra at typen er utilstrækkelig til at løse landets fornyelses- og produktionsproblemer.

Type 2 er den svage iværksætter. Ham eller hende, der er »offer« for et stadig mere veludbygget, offentligt og institutionelt, selvudviklende og selvmeriterende behandlersystems aldrig svigtende »omsorg«. Et utal af skiftende iværksætterordninger, undersøgelser og markskrigeri om emnet har været anvendt til at skabe et gøglerbillede af systemets kreativitet og »succes«. En succes, som imidlertid hovedsagelig leveres af Type 1-iværksættere, der samtidig i større og større grad afslører, at det er denne type, der er grundlaget for iværksættersystemet og ikke omvendt.

Type 3 er den fandenivoldske, som mangler en eller flere entreprenøregenskaber, der er nødvendige for succes. Det er den, der forsøger at komme igennem på egne præmisser ved hjælp af egen opsparing og lån i hans/hendes faste ejendom, pensioner eller anden fremtidig indtjening. Bankerne er stort set ligeglade med, om det lykkes eller ej, hvilket i virkeligheden er ganske naturligt, fordi deres opgave er at udlåne penge mod sikkerhed. Problemet er, at alt for mange af denne type iværksættere har oplevet økonomiske katastrofer, som kunne have været undgået ved tilstedeværelsen af et bedre iværksætterklima.

Type 4 er den slumrende iværksætteraspirant, som kun dukker frem, hvis det kan betale sig. Alt for ofte hører man herhjemme i stedet for om iværksættere, der som incitament angiver »behov for personlig udvikling« og »behov for at skabe sig større uafhængighed/større frihed«. At Type 4-iværksætterne endnu slumrer, er simpelthen en katastrofe for landet, og det klareste symptom på, at der er noget galt. Selv i det kommunistiske Kina har man fokuseret på skabelsen af et klima, der tilgodeser iværksætterne. Adgang til risikovillig og risikobestemt kapital samt muligheden for at få lov til at beholde en ikke alt for lille del af den mammon og prestige, som erhvervsvovestykker normalt forventes at blive tildelt, har været en væsentlig succesfaktor. Det er incitamenter, der især har tiltrukket og tilfredsstillet type tre og fire. Hvornår kommer vi mon i gang?

Dagens synspunkt er skrevet af T. Dalsgaard Jensen, rådgivende civiløkonom og konsul
www.newinvest.dk