Nedenstående tidsbillede blev med illustrationer fra tiden omkring attenhundredtallets begyndelse bragt i Gutenberghus årsskrift 1981. Året efter udsendte Gutenberghus et særtryk til medlemmerne af den nye, borgerlige regering og til samtlige medlemmer af Folketinget.

Statsbankerotten i 1813

Af T. Dalsgaard Jensen

Danmark i fest og glæde

Guldaldertiden har man kaldt den lit­terære periode, der indledtes med digtet "Guldhornene" i 1802. Anede Oehlenschläger fremtiden, da han med den tids nostalgi indledte digtet med: "De higer og søger, i gamle bøger…" De følgende fem år var nemlig samtidig kulminationen og afslutningen på den velstandsperiode, der var begyndt en snes år forinden. Som et særligt kuriosum leverer netop han også selv et meget levende billede af disse økonomisk gyldne tider i århundredets begyndelse, om vellevned, løssluppenhed og ubekymrethed, der senere skulle afløses af fattigdom, bistandshjælp og andre grumme realiteter, da regningen endnu engang i historien skulle betales for den tid, man havde levet på kredit.

   I hans erindringer kan man således læse om et vennegilde i Ermelunds­huset i Kongens Dyrehave, "et sym­posium, hvor den muntre overgivenhed fik frit løb". Man havde lejet hele etablissementet den aften, og ingen uvedkommende fik adgang. Det store selskab bestod af lærde og kunstnere, og Oehlen­schläger forsikrer, at "intet plumpt og væmmeligt" skulle blande sig i den muntre overgivenhed. "Nu gik det på drikken løs" fortæller han, "og kunsten bestod i at være så overgiven som muligt uden at være brutal eller smagløs. Konveniens og former kunne man derimod overtræde, så meget man ville, det ønskede man just, og ingen måtte tage den anden en galskab ilde op. Restauranten blev givet gæsterne til pris af de højmodige værter, og den druknes glæde at slå spejle i stykker… stod enhver frit, og sligt blev også undertiden udøvet - skønt med beskedenhed og uden skadelyst - blot for at hylde overgivenheden." Det var en slags bersærkergang i bunden stil. Midt under en alvorlig samtale så man kundskabsrige mænd slå et lidet spejl af ringe værdi eller en rude i stykker uden at standse op i konversationen. H. C. Ørsted fik i al venskabelighed en slump rødvin hældt ned ad sit hvide skjortebryst allerbedst som han forklarede et problem i fysikken, og en yndet skuespiller spadserede omkring i "særdeles anstændige" underbukser. Husets værtinde skrev naturligvis alle excesserne på regning, og karakteriserede gæsterne tilstand og slagets gang ved at sige til pigerne: "Nu er det ved vinduerne, nu ved spejlene etc."

   Hele folket havde det rart i disse tider. Brændevin på bordet, på landet og i byerne. Udflugter til Dyrehavsbakken og til andre forlystelser. Staten deltog i løjerne ved indførelse af tallotteriet, der gav nogle få hurtig rigdom, forarmede mange, og gjorde staten til den sikre vinder. Adspredelserne, der skulle sætte kulør på det grå hverdagsliv var måske nok i almindelighed enklere end i vore da­ge, men til gengæld gav man sig livsnydelsen i vold med en inderlighed og ubekymrethed, der vækker til eftertanke. Drik, nattesvir, usædelighed, utugt og sædernes forfald i det hele taget drøftedes jævnligt af liberalister og moralister. Nogen bedring indtraf der dog. Man fik smag for franske, spanske, rhinske, ungarske og italienske vine, samt visse "hitsige" likører mellem de mange "Finkeljokum'er", som var en af brændevinens kælenavne. "Vin var ikke længer herrens drik alene, men også tjenerens", hed det nu.

   Ja i tiden fra 1780 til 1807 var der virkelig fremgang. Boligerne blev flere og bedre. Landevejene blev fornyede, og postgangen forbedret. Talrige nye industrier og handelsforetagender blev grundlagt. Egnsudvikling bragte en del industri ud af hovedstaden. Bestandig syslede man med planer, bestandig tumlede man med beregninger. Lidet var for stor, intet for småt. Selv om forsøg på statsdrift af visse virksomheder var strandet, fordi de var lidet lønnende, og for det meste direkte tabsgivende, og smugleri og anden undergrundsøkonomi efterhånden tog et uhyre omfang, syntes der ikke at være grænser for væksten. "Jo mere frihed, jo mere liv, jo mere afsætning", var devisen.

Krusninger

Skatterne var imidlertid også steget foruroligende. Strejker i halvfemserne havde varslet om tiltagende utilfredshed med velstandens fordeling. Statens udgifter voksede stedse mere end indtægterne. Udlandsgælden steg faretruende, og pengemængden (uden dækning) øgedes. Ekstraskatter på formue og indtægt gav dog staten forhåbninger, men erhvervslivet nye bekymringer. Vidtrækkende demokratiske reformer drøftedes, man appellerede til den offentlige mening om mådehold, jonglerede igen med statslån, pengemængde, lokkede med forstrækninger til handel og industri i håbet om at lånene ville komme rigeligt ind igen gennem offentlige afgifter og skatter etc. etc. Offentlig og privat foretagsomhed og letsindighed kappedes.

Krise

Krisen kom tilsyneladende uventet i 1807, selv om realiteterne viste noget andet. Endnu engang kunne man nemlig blot konstatere, at ligesom udenrigspolitiske konjunkturer kan åbne for rige muligheder, kan de også brat føre til dybe fald, hvis man ikke erkender og indretter sig på disse evige omskiftelser.

   I de følgende år svandt "rigdommen" bort som dug for solen. I virkeligheden havde rigdommen længe kun været illusorisk. Forholdet var nemlig det, at man længe havde kunnet konstatere, at statens udgifter i betydelig grad oversteg dens indtægter, og at såvel den indenlandske som den udenlandske statsgæld accelererede, uden at man gjorde noget alvorligt ved det. I 1807 var udgifterne således ca. 16% større end indtægterne, og alene forrentningen af statsgælden beløb sig til 11% af indtægterne.

   Man bebrejdede senere den danske finansstyrelse, at den i de gode år havde forsømt ved tilstrækkelige skattepålæg eller ved tilbageholdenhed i de offentlige udgifter at skaffe ligevægt på statsregnskabet, afbetale på gælden og opspare fonde til uforudsete udgifter. Og man konstaterede, "at land og folk i den efterfølgende periode på ulykkelig måde har måttet bøde for denne forsømmelse".

Nye forhåbninger

Erhvervslivets "utrættelige" evne til at udnytte chancerne i en foranderlig verden, ligesom dets evner til at forudse en nedgang, blev overvurderet. Inden- og udenlandske statslån skaffede midlertidigt en del af de nødvendige midler, da erhvervslivets besværligheder mod forventning øgedes, og dets indtægter sta­dig mindskedes. Så gik man over til at anspore erhvervslivet til at deltage i låntagningen i udlandet. Lånebetingelserne strammedes imidlertid stedse, og blev mere og mere kuriøse. Til en hollandsk bankierfrue indkøbte man en alabaster bordopsats, fordi man af erfaring vidste, "at denne kone havde megen indflydelse på sin mand". Et stort lån i Holland i 1809 fik man kun fornyet til kurs 80 og til forhøjet rente, og mod en ekstra månedlig provision. Kort før bankerotten overvejede man endog at sætte krondiamanterne i pant for et nyt lån i udlandet.

   Sideløbende med de udenlandske låntagninger blev statens indenlandske låntagning også mere snedig. Adskillige gange var der tale om ligefremme tvangslån, der tillige udmarvede erhvervslivet. Der var ganske vist ikke tale om renter af statsobligationer i den størrelsesorden, vi kender til i dag. Til gengæld kunne långiverne - alt efter beløbets størrelse - og om regeringen fandt dem værdige, opnå f.eks. frihed for skatter og afgifter.

   Nye skattepålæg, forhøjelse af ældre afgifter, nye afgifter på alle ejendomsværdier, som skiftede besidder, og af kapital og løsøre, som gik i arv m.m. blev iværksat. Administrationen voksede sædvanemæssigt mere end skatteprovenuet, og store vanskeligheder med at administrere de mange skatter og afgifter "tvang" befolkningen til endnu en gang at genindføre en nødvendig forenkling. Et lille fingerpeg om den tids do-it-yourself - og undergrundsøkonomi gives i en retssag, hvor en københavner blev anklaget for at have omgået skattereglerne ved "for 240 tdr. byg at have lejet en lej­lighed i Amaliegade".

Forvirring

Efterhånden herskede der i alle samfundsklasser en almindelig "pengeforagt". Ingen ville bevare dem, alle sørgede for at give dem videre og om muligt omsætte dem i varer og reelle værdier, fortrinsvis i guld og sølv. Med pengenes formindskede købeevne fulgte naturligvis stigende varepriser, og følgelig blev skatterne af lånene, indenlandske og udenlandske, frivillige og ufrivillige også stadig mere og mere utilstrækkelige for staten. Jo mere pengene sank i værdi, desto større summer gjaldt det om at skaffe til veje. I hurtigt tempo forøgedes beløbene. Men selvom man med god grund kunne betegne seddeltrykkeriet som landets mest beskæftigede fabrik, "kunne sedlerne dog ikke så hurtigen i den mængde forfærdiges, som de til udgifterne behøves".

Afmagt

Myndighedernes afmagt afspejledes blandt andet i sædvanemæssige beskyldninger mod den enkelte borger for "gennem spekulation og upatriotisk vindesyge" at fremme kursfald på alle papirer. Borgernes forbitrelse over regeringens manglende evne til at vende udviklingen førte imidlertid blot til fornyet uvilje mod de bestræbelser, regeringen trods alt udfoldede. "Mærkværdigt længe var der tillid til Danmarks betalingsevne i udlandet", erkendte man kort efter bankerotten. Derfor fortsatte finansministeren også ufortrødent med sine beregninger og ofte "misliebige pengetransaktioner". Med en utrolig opfindsomhed vidste han stadig at finde nye udveje. "Om hans gode vilje har der aldrig været tvivl, desto mere om hans indsigt og handlekraft" sagde man om ham.

   Borgerne gav således regeringen skylden, regeringen borgerne. Kun få synes at have lagt skylden på den tids styreform, hvis motto var "Alt for fol­ket" og hvis programpunkter blandt andet var "at retsplejen skulle være humanere, åndsfriheden større, individernes rettigheder mere respekteret", og som i øvrigt i alle kundgørelser gav udtryk for en dyb og tilsyneladende ægte demokratisk reformtrang!

   Beviser herpå manglede heller ikke. Snart er det netop digteren Oehlenschläger, der må have ekstra hjælp, fordi hans kone venter nedkomst. Snart er det en ganske almindelig enke med uopdragne børn, som magthaverne forstrækker med ekstra penge. Meget blev vitterligt gjort for at bedre forholdene for de mindrebemidlede. Samtidig klagedes imidlertid over, at også vel­bemidlede drog fordel af de offentlige foranstaltninger. En enkelt kritiker vovede endog at skrive: "Regeringen har trods de økonomiske frihedsbegreber, der gør sig stærkt gældende i tiden, altså endnu ikke helt opgivet sin gamle vane at være forsyn for borgerne".

  Stadige og væsentlige lønstigninger, der dog var illusoriske på grund af pengenes faldende værdi, døvede befolkningens sanser og hjalp regeringen med at hemmeligholde katastrofen og hindrede derved en ønskværdig debat om de bestræbelser, der burde udfoldes eller rettere burde have været udfoldet for at hindre det nu uafvendelige.

Katastrofen

For Oehlenschläger og mange andre regeringstro borgere kom "forordningen af 5. Januar 1813" eller statsbankerotten, som den er blevet kaldt, derfor som et chok. Årsagerne til de foranstaltninger, der blev iværksat denne dag, var, at udenlandske långivere simpelt hen sagde stop for yderligere lån.

   Alle banker ophævedes. En ny rigsbank oprettedes, og som sikkerhed for den nye pengemæng­de, der i værdi kun var en tiendedel af den gamle, beslaglagdes 6% af værdien af landets faste ejendom. Man kan måske for forskellighedens skyld sammenligne foranstaltningen med en forhøjelse af ejendomsvurderingen og beskatningen heraf i en tid, hvor ejedomsværdierne faktisk går den modsatte vej.

   Regeringens mål - og håb, for andet var det jo reelt ikke - om samtidig at kunne tilvejebringe ligevægt mellem statens indtægter og udgifter, som var den egentlige betingelse for reformens heldige gennemførelse, blev dog sørgeligt skuffende. Det var jo nemlig kun fiktive værdier, som ikke gav egent­lige kontanter, og som gen­nem be­skatningen blot forringede de resterende ringe værdier yderligere, nedsatte opsparingen, investeringslysten og befolkningens sidste tillid til systemet i det hele taget.

   Med denne såkaldte statsbankerot, som jo således i virkeligheden mere var udtryk for det økonomiske sy­stems fallit, end for en egentlig kon­kurs, tog nedgangen først rigtig for alvor til.

Fattige år

Mange og trælsomme år skulle gå hen, inden pengevæsenet fik sin fulde fasthed tilbage. At der kun i begrænsede kredse var rigdom til huse, viser talrige beretninger fra denne grumme tid. Byggeriet gik drastisk ned og trak andre grene af samfundet med i nedgangen. Ikke alene for den egentlige underklasse, som folket hed dengang, blev det besværligere at eksistere. Også embedsmænd, kunstnere og videnskabsmænd, pen­sio­nis­ter og småkapitalister fik deres levevilkår for­ringet. Ganske vist blev em­beds­lønningerne forhøjet, dog langtfra i forhold til prisstigningerne. Da for­holdene omsider faldt til ro, viste det sig, at deres gager kun udgjorde 38% eller lidt over en tredjedel af gagen 10 år før.

   Bolignød og dyrtid blev således de uundgåelige følger. Der blev nedsat kommissioner, som skulle sørge for forsyninger af vigtige varer og råstoffer og forhindre prisopskruninger. Statsindkøb af varer - også brændsel - deres udlevering til nedsat pris og maksimalpriser var de vigtigste hjælpemidler. Navnlig mod detailhandlere førte regeringen en forgæves kamp. Ret til at lukke butikker, hvis indehavere ågrede med deres varer, bøder og straffe, prellede af på deres modstand. I mange tilfælde blev resultatet, at tilførslerne standsede og varerne forsvandt fra omsætningen. Ved lån til grundejere søgte regeringen at fremme byggeriet. Ved høje stempeltakster og krav om udfærdigelse af "ordentlige skøder" stræbte den mod at begrænse jobberi med ejendomme, som drev huslejerne i vejret. Det var i øvrigt ikke ualmindeligt, at husejere lod lejligheder stå tomme.

   Gang på gang viste det sig, at myndighedernes foranstaltninger blev uden virkninger.

   Industriens arbejdsvilkår var i høj grad afhængige af konjunkturerne. På enhver måde stræbte regeringen forgæves efter at overvinde vanskelighederne og ophjælpe landets virksomheder. Forordninger og kundgørelser var nemlig de væsentligste midler. I disse opfordredes befolkningen til at undvære "fremmede luksusvarer" og indskærpede pligt til at benytte hjemligt arbejde.

   Der var egne af landet, det ikke længere kunne betale sig at opdyrke. Fra et enkelt amt berettes der om gårde, som overhovedet ikke kunne overtages uden afslag i de offentlige byrder, der hvilede på dem.

   Produktionen i industri og håndværk gik i nogle tilfælde ned på det halve i de svære år. Vanskæbne ram­te hårdt især for dem, der ikke havde let ved at nedskrive deres personlige fordringer til livet i forhold til det lavmål, der nu var råd til.

   Det vrimler med kundgørelser om tvangsauktioner i tidens aviser. For jurister var der vel en del at tjene ved de mange fallitter og tvangsauktioner. Men for embedsmænd var nøden stor, og fristelserne derfor voksende. Der taltes en del om "kassemangelepidemi" hos disse. I behandlingen af dem, der forbrød sig, viste regeringen ofte en mildhed og en overbærenhed, der har forundret, men som måske især siger noget om de højst ulykkelige forhold.

Lyspunkter

Den opmærksomme iagttager kunne dog glæde sig over nye og sundere åndsstrømninger, gryende fornyelse i den politiske styreform, og voksende sund sans hos flertallet i befolkningen - og som det blev sagt i forbindelse med oprettelsen af stænderforsamlingerne: "at de afgørende offentlige spørgsmål ikke var af en mere indviklet karakter, end at enhver fornuftig mand kunne danne sig en mening derom".

   Det er således især tankevækkende, at de foranstaltninger, der dengang omsider havde størst effekt i forbindelse med at nedbringe krisens virkninger og bringe landet på fode igen, og som, hvis de havde været iværksat i tide, muligvis helt kunne have forhindret den, netop var af den mest enkle art. Som eksempler på nogle af disse kan især nævnes besparelser i den offentlige sektor, skattelettelser, og sidst, men ikke mindst, forbedring af vilkårene for landbrug og industri. Blandt de mere kuriøse besparelser i den offentlige sektor kan nævnes den såkaldte "indbyrdes undervisning" i skolerne, som gik ud på at spare på lærerlønningerne ved at lade de større børn under lærerens overkommando undervise de mindre. For landbrugets vedkommende kan nævnes, at der i 1820 blev givet almindelig tilladelse til at betale en del af skatterne i korn, et vidnesbyrd om at man under landbrugskrisen med falden­de kornpriser stiler tilbage mod na­turaløkonomi og må regne med varer i stedet for penge.

Tidehverv

Det synes alene at være forbigående udenrigspolitiske konjunkturer, der åbnede for de rige muligheder, men som også lukkede for dem igen og blot leverer os bevis for såvel politikeres som disses økonomers bedrøvelige afmagt.

   I programdigtet "Guldhornene" gjorde Oehlenschläger som bekendt op med den tids materialisme, Ratio­nalismen, og grundlagde hermed den litterære epoke, Romantikken. Meget tyder på, at denne litterære ret­ning, der dengang i begyndelsen var forkæt­ret, ikke alene var med til at mild­­ne den økonomiske deroute, men også på mange måder bidrog væsentligt til genrejsningen, grundtvigianismen, stænderforsamlingerne, og en ny sund folkeånd.

   Oehlenschläger vendte op og ned på alle hævdvundne begreber med grundsynet: Den oplyste nutid har ingen ret til at se med overlegenhed på de primitive aldre; den var tværtimod et fald fra en strålende fortid…

Efterskrift 2004

” Faren er urgent, landet er i en, hver dag voxende, krisis, og vi have anset det for vor pligt, uden forbeholdenhed at skildre den”. Sådan beskrev en regerings­kom­mis­sion situationen 5 år før Statsbankerot­ten i 1813. Kommissionen påpegede en række uheldige træk i sam­funds­udviklingen. Samtidig gentog den nogle tid­ligere fremsatte ad­varsler om, hvad en fortsættelse af udviklingstendenserne uden drastiske indgreb kun­ne re­sultere i. Trods den alvorlige tone i advarslerne havde de dengang stort set samme effekt som hyrde­dren­gens gentagne advarsler i fabelen om ulven. Der var blevet skreget gevalt så man­ge gange, at ingen rigtig troede på, at der var nogen fare, da katastro­fen indtraf.

En historiker berettede 100 år efter katastrofen, at tiden inden især havde været præget af at "bedragerier, spil, værtshussjov og ty­ve­rier florerede.” Han kunne også fortælle følgende karakteristiske træk fra tiden: ”Kvindedragterne vare, særlig til sel­skabs­brug, tynde og stærkt ned­ringede, farlige for kvindernes sundhed og for mæn­denes sandser. Forholdet mel­lem kønnene var løst, navnlig i de laveste og i de hø­je­ste klasser. En fjerdedel af børnene blev født uden for ægteskab. I perioder mindre. Til andre tider flere. Post­for­bin­del­serne for­rin­ge­des jævnligt efter forudgående for­bedringer. Til gengæld strammedes miljø­lov­giv­nin­gen, skatterne, lånelovene, samtidig med at man gjorde ihærdige anstrengelser for at forbedre udvik­lingen af legemets færdighede­r. Og også dengang var der indvandrerproblemer, idet det kunne konstateres, at ”7 af hver 38 forbrydere vare udlændinge".

Den bedste beskrivelse af hvorledes finans­væsenet i den her omhandlede periode gebærdede sig gives af finans­embeds­mand, etatsråd Birch, der 100 år efter bankerot­ten fældede følgende dom. "I den danske stat" - siger han - "er der for­skellige anledninger til statsudgifter, alle formede på en måde, som næppe findes hos nogen anden. Foruden hofhusholdning og den indvortes bestyrelse havde den sømagt, landmagt, gesandter i fremmede lande og kolonier (i Ost- og Vestindien, på kysten af Afrika og i det yderste Norden). Det var så let muligt, ved at søge fuld­kommenhed i hver en­kelt forvaltningsgren, at gå ud over den grænse, det heles vel skul­le foreskrive, at forrykke forholdet mellem det, statens vel kunne synes at for­dre, og det landets kræfter formåede. Derved og måske tillige ved regeringsformen, der frembragte en ide af højhed, der så let kunne forvexles med storhed, havde efter­hånden alt hos os fået et tilsnit af et stort monarki. Vi havde i forhold til landets ev­ner for stor en landmagt, for stor en sømagt, for stor en civiletat, for stor en pen­sionsetat etc.., uden at alligevel hver enkelt svarede til det, man ventede eller fordrede af den. Det var som erfaringen nylig i en vigtig del på så overtydende en måde har lært os, for meget for vore kræfter og dog for lidet for øjemedet".

"For at redde landet ud heraf under de daværende tilstande, havde der måtte fordres en energisk og overlegen ledelse. Men af energi var der kun lidet, kun nu og da nervøs voldsomhed, af overlegenhed var der endnu mindre, kun til den ene side den rutinemæssighed, der lagde hovedvægten på at komme ud af den enkelte dags forlegenheder, til den anden side dilettanteri med uigennemførlige projekter, - af ledelse var der slet intet", konkluderer en historiker.

(Rev. 08.03.09)

Tage Dalsgaard Jensen

Efterskrift 2011

Ak ja!

T. Dalsgaard Jensen

Efterskrift 2020

Bunden er ikke nået endnu, men det gør ikke noget, vi skal nok nå den.
(Skuespiller Ebbe Rode (1910 - 98) i monologen "Politikeren"