Tiden er inde - til ”noget andet”.

   Opsving skal skabes – ikke afventes. For eksempel ved hjælp af statslige incitamenter til flere ekstraordinære, private investeringer gennem nye private ”planteskoler” for nye aktiviteter, virksomheder og arbejds­pladser. Der skal fortrinsvis  investeres i ideer og koncepter i stedet for ”mursten”, små virksomheder i stedet for store, mennesker i ste­det for maskiner, fissioner i stedet for fusioner, eller u-lande i stedet for i-lande. Glemte eller formodet umoderne produkter, metoder, koncepter, eller erhvervsdyder, der anvendes i nye sammenhænge, bør også komme på tale.

     For hundred år siden skabtes en ny sund folkeånd og samfundsmæssig udvikling netop gennem ekstraordinære investeringer i nye, små enheder. For 50 år siden gav statslige incitamenter til små investorers husbyggeri ny samfundsmæssig opblomstring og industriel evolution.

    Behovet for endnu en investeringsfornyelse underbygges af, at de personer og institutioner, der har taget deres del af æren for opblæsning af den nu utætte velstandsballon har mødt deres Waterloo. De har ikke været i stand til at hindre den igangværende udsivning af rigdommen. De har heller ikke kunnet tale et nyt opsving og fornøden fornyelse frem, og navnlig har de ikke været i stand til at forstå behovet for, at tidligere sikkerheder i jord jord og mursten nu skal erstattes af ideer og koncepter.

   Når velfærdsballonen følgelig også er ved at tabe luft, kan man blive helt euforisk ved tanken om den store skjulte samfundsreserve, der findes i form af ledige penge, mennesker og ideer.

   Pen­geri­ge­ligheden bekræftes især af den lave rente. Hertil kommer de mange milliarder, der ekstraordinært er kommet på markedet uden bagvedliggende produktion som følge alene af stigningen i ejendomsværdierne, og som har givet en midlertidig falsk følelse af velstand.

   Menneskereserverne består af over en halv million arbejdsduelige ubeskæftigede på overfør­selsindkom­ster, samt et trecifret antal tusinde, der hæver løn i det offentlige, men som vil kunne udnyttes bedre i det private system. Realismen i dette bekræftes af, at Schweiz klarer sig med statsindtægter og omkostninger, der kun er halvt så store som det danske niveau, men at landet ikke desto mindre har et bruttonationalprodukt per indbygger, der er en tredjedel højere end det danske.

   Sidst, men ikke mindst, er der et stort materiale af potentielle igangsættere, ideer og koncepter på det jordnære niveau, som vil komme frem fra skuffer og hjernekister, hvis erhvervsfremmeforanstaltningerne om­sider også ændres til - noget andet. For eksempel i retning af flere incitamenter og bedre vilkår til igangsættere i stedet for midlertidig støtte og midler til brug i og fordeling gennem hjælpesystemet. Kort sagt et system i det private regi, hvor såvel investorer som igangsættere får incitamenter og mulighed for at trække på samfundet og hjælpesystemet, i stedet for den hidtidige klientgørelse ovenfra.

   Små investorer og små igangsættere har endnu en gang mulighed for at kunne redde Danmark, hvis de vel at mærke får vilkår, som gør det mere attraktivt at investere i noget nyt frem for at forsøge at bevare det, der har vist sig utilfredsstillende. Så enkelt er det faktisk. Det er måske det, der er problemet i en verden, hvor både problemer og løsninger helst skal være så indviklede som muligt - for at berettige bevarelsen af det bestående system.

T Dalsgaard Jensen - Stiftstidender 1. april 2003