Dette er det kinesiske tegn (weiji), som betyder KRISE

.

 

Det er sammensat af tegnene for henholdsvis FARE (wei) og CHANCE (ji), og beskriver således på bedste måde den nuværende situation. Hvis man vel at mærke forstår at udnytte krisen på en konstruktiv og fornyende måde og ikke som for 200 år siden, hvor man undlod at benytte chancen til at undgå katastrofen i 1813.

I vor nuværende krise er det imidlertid særlig interessant at tænke på, at man efter Statsbankerotten kunne glæde sig over nye og sundere åndsstrømninger, gryende fornyelse i den politiske styreform, og voksende sund sans hos flertallet i befolkningen - og som det blev sagt i forbindelse med oprettelsen af stænderforsamlingerne: "at de afgørende offentlige spørgsmål ikke var af en mere indviklet karakter, end at enhver fornuftig mand kunne danne sig en mening derom".

Det er således især tankevækkende, at de foranstaltninger, der dengang omsider havde størst effekt i forbindelse med at nedbringe krisens virkninger og bringe landet på fode igen, og som, hvis de havde været iværksat i tide, muligvis helt kunne have forhindret den, netop var af den mest enkle art. Som eksempler på nogle af disse kan nævnes besparelser i den offentlige sektor, skattelettelser, og sidst, men ikke mindst, forbedring af vilkårene for landbrug og industri. Blandt de mere kuriøse besparelser i den offentlige sektor kan nævnes den såkaldte "indbyrdes undervisning" i skolerne, som gik ud på at spare på lærerlønningerne ved at lade de større børn under lærerens overkommando undervise de mindre. tdj

Historien har vist os gang på gang, at finansielle kriser kommer bag på politikere og finansmarkeder. Uri Dadush, Verdensbanken.

Krise er en produktiv tilstand. Man skal bare fjerne bismagen af katastrofe. Max Frisch, schweizisk forfatter.

Never miss a good crisis.

 

Krise er, når ingen ved, hvad der skal gøres - i en fart. Storm P. 

Apropos statens finansvæsen

For omkring hundrede år siden kunne historikere fælde nedenstående dom over det danske finansvæsen i tiden forud for Statsbankerotten i 1813.

"I den danske stat er der for­skellige anledninger til statsudgifter, alle formede på en måde, som næppe findes hos nogen anden. Foruden hofhusholdning og den indvortes bestyrelse havde den sømagt, landmagt, gesandter i fremmede lande og kolonier. Det var så let muligt, ved at søge fuld­kommenhed i hver en­kelt forvaltningsgren, at gå ud over den grænse, det heles vel skul­le foreskrive, at forrykke forholdet mellem det, statens vel kunne synes at for­dre, og det landets kræfter formåede. Derved og måske tillige ved regeringsformen, der frembragte en ide af højhed, der så let kunne forvexles med storhed, havde efter­hånden alt hos os fået et tilsnit af et stort monarki. Vi havde i forhold til landets ev­ner for stor en landmagt, for stor en sømagt, for stor en civiletat, for stor en pen­sionsetat etc.., uden at alligevel hver enkelt svarede til det, man ventede eller fordrede af den. Det var som erfaringen nylig i en vigtig del på så overtydende en måde har lært os, for meget for vore kræfter og dog for lidet for øjemedet".

"For at redde landet ud heraf under de daværende tilstande, havde der måtte fordres en energisk og overlegen ledelse. Men af energi var der kun lidet, kun nu og da nervøs voldsomhed, af overlegenhed var der endnu mindre, kun til den ene side den rutinemæssighed, der lagde hovedvægten på at komme ud af den enkelte dags forlegenheder, til den anden side dilettanteri med uigennemførlige projekter, - af ledelse var der slet intet",

For resten! - Den 5. januar 2013 kan vi ”fejre” 200-årsdagen for Statsbankerotten i 1813

Apropos apropos: Vi lærer af historien, at vi aldrig lærer noget af historien.
Hegel

Apropos trepartsforhandlinger

”Vis mig en idé, som regeringen, de store koncerner og organisationerne er enige om, og jeg skal vise jer en dårlig idé! …

Dette er iværksætterens tidsalder. Kun iværksætteren kan genoplive økonomien. Det skal ske nedefra og op, det kan ikke gøres oppe fra og ned af regeringsmagten, ”big government”, eller koncernerne, ”big business”…..Sidste år blev der nedlagt over en million job i de 1000 største virksomheder i USA. Men i samme periode skabtes der fem millioner nye job i mindre og mellemstore virksomheder. Halvfems procent af alle de nye job i USA er skabt af virksomheder, som er under fire år gamle.”

(Tendensforskeren John Naisbitt. Berlingske Tidende, 24. juni 1988. Citat fra foredrag, hvor repræsentanter fra de tre parter var til stede – og klappede!

 ”Enighed (konsensus) fører til middelmådighed.”

(En intrapreneur).

Åbningsdebat

I anledning af dagens åbningsdebat i Folketinget:

"Hvad angår stater, religioner og andre sammensatte organismer, hævder jeg at kun de forandringer der fører dem tilbage til deres første, mest oprindelige principper, vil holde dem i live... For alle kirker, republikker  og kongeriger rummer i begyndelsen noget sundt og godt, ellers fik de hverken fremgang eller anseelse. Men dette sunde element fordærves med tiden. Og da må organismen nødvendigvis dø, medmindre noget vækker dens oprindelige væsen til live.
Machiavelli. Fra bogen "Ny renæssance" af Peter Marstrand

Flere nye virksomheder - eller forringet velfærd

”Pensionsmidler bruges i alt for stor udstrækning til virksomhedsimperialisme og anden skrøbelig storhed”

(T.Dalsgaard Jensen. Landbrugsmagasinet, 28. januar 1999)

Det er ved at være i sidste øje­blik, når det drejer sig om at få etab­leret de ekstra­or­dinære incita­men­ter, der bliver nødven­dige for at få sporet en tilstrækkelig stor andel af samfundets pengemidler til i tide at søge over i nye investeringsformer, som kan med­virke til en ud­bygning og en reel fornyelse af erhvervssektoren. Pengemidler, som for øjeblikket i stedet i sti­gende grad akkumuleres i større og større og fær­re og færre pengetanke, hvor pensionsmidler i alt for stor udstrækning bruges til virksom­­hedsimperialisme og an­den skrøbelig stor­hed, eller hvor de risikerer at rådne op.

Lykkes det ikke, vil det meget snart kunne blive uhyggeligt mærk­bart, at Danmark rent faktisk ikke har råd til at opretholde den nu­værende velfærd ved hjælp af den bestående erhvervssektor og måske navnlig, at det alt for læn­ge umærkeligt er gået den forkerte vej. Alarmklokkerne må ringe nu, fordi en forestående kon­junktur­afmatning med påfølgen­de værdiforringelser af formuerne erfaringsmæssigt vil mane til forsigtighed, der yderligere kan forstærke den uomgængelige ned­gangs­pe­riode.

Udviklingsselskaber

Metoden, der kan anvendes til en forbedring af den nuværende faretruende udvikling, består gan­ske enkelt i, at det skal gøres mere attraktivt at investere i frembringelse af velstand end i at konsumere den. Det skal i det hele taget bedre kunne betale sig at deltage i samfundsproduktionen end at lade være.

Et af instrumenterne er private udviklingsselskaber, der med pri­vate midler, fremskaffet gennem statslige incitamenter, altså ikke til­skud, kan få et tilstrækkeligt stort antal investorer til at investere i at få en afventende igangsættermasse til at interessere sig for at producere arbejdspladser, i stedet for blindt at overlade pengene til staten og de store fonde.

I et samfund som det danske, hvor det til sta­dighed diskuteres om det er mere so­cialistisk end kapita  lis­tisk, vil udsigterne hos en slumrende skare af igangsættere under alle omstændigheder virke ansporende i en sådan grad, at det sam­tidig i stort omfang vil kunne bedre såvel beskæftigelsen som samfundsøkonomien. Muligheden for at kunne drage fordel af egennyt­ten kan under fornuftige samfundsforhold skabe langt mere fæl­­les­nytte, end et nok så effektivt og demokratisk fordelingsbureakrati nogen sinde vil blive i stand til. Dette underbygges til fulde af erfaringsmateriale fra lande, hvor et lignende system har fået mulighed for at virke og skabe synlige resultater.

 

Den positive krise

Det positive element ved den krise, vi befinder os i, er, at det med relativt enkle holdningsændringer, bakket op med passende in­ci­tamenter, egentlig ikke er så svært at vende udviklingen. Forudsat at man er opmærksom på, at ordet krise, ligesom det kinesiske skrifttegn for dette begreb, er sammensat af tegnene for henholds­vis fare og for chance.

Det foruroligende ved den nuværende situation er, at den alvorlige økonomiske situation alt for længe og alt for dygtigt har væ­ret ind­hyllet i en tilfredshedsdyne, som bevirker at forslag som dette kan blive opfattet som en trus­sel mod det etablerede system, og at man derfor ikke i tide ser og  griber chancen for forandring, inden faren risikerer at udvikle sig til en katastrofe. Tværtimod er der i stedet et stort politisk marked for det, som tilfredsstiller og beroliger. De, som vil betjene dette marked og høste belønningen i form af penge, bifald og stemmer i et kredsløb af selvbekræftende veltilfredshed, har desværre alt for længe høstet alt for stor anerkendelse til skade for fremtiden.

 Fondene har magten

En af årsagerne til, at alt for få synes at være opmærksomme på problemet er, at en stadig stigende andel af samfundets pengemasse bliver anbragt og administreret i færre og færre og større og større pen­sionsfonde og pengetanke. Som følge af deres størrelse, in­vesterer de fortrinsvis pengemidlerne i ligeledes større og større virksomheder samt i ejen­domme og statsobligationer.

På denne måde deltager pengene automatisk og i væsentlig grad i den for øjeblikket ge­nerelle oppustning af værdierne i ejendomsmassen, og ikke mindst i grund­laget for det offentlige vellevned, som paradoksalt nok også er med til at give situationen et skær af rigdom. Problemet er at ejendomsværdierne i me­get stor udstrækning er illusoriske og at overforbruget først skal betales, når toppen er taget af ejendomsværdierne, produktionen og frem­bringelsesevnen i det hele taget, og armoden banker på.

Investeringerne i ejendomsmassen er blandt andet blevet brugt til køb af personbiler og andre varer med afgifter i et helt ekstraordinært omfang. Alene for hver bil inkasserer staten femcifrede afgifter, som sammen med de penge, der anbringes i statsobligationer, også går ind i statens for­brugskasse.

Pensionskassernes voksende betydning for erhvervssektoren medvirker ikke blot til at for­stærke konjunkturopgange, som det vit­terligt er tilfældet for øjeblikket, men også de efterfølgende lige så uundgåelige nedgange.

Pensionistboomet.

Problemet synes at være blevet forstærket gennem det skred, der er sket i retning af en in­stitutionalisering af investeringerne. Tidligere befandt en væsentlig del af samfundsformuen sig i det produktive private regi og på man­ge flere hænder end i dag. For eksempel på grund af at et stort antal selvstændige tidligere investerede i nødvendig fornyelse i den tids rytme. Fra 1970 er antallet af selvstændige imidlertid faldet med en tredjedel. Dengang var pensionsformuen, som var anbragt i pensionskasser og lignende, på 25 milliarder kroner. I år 2000 forventes pensionsformuen at være steget til 1.000 milliarder. Altså 40 gange me­re. For øjeblikket stiger den med omkring 50 milliarder kroner årligt.

Det er, hvad landets fremtidige erhvervssektor, inklusive børs­noterede virksomheder, hvis ak­tiekapital i 1994 kun androg 320 milliarder, kan se frem til at skulle give afkast til under en stadig forværring af forholdet mellem den erhvervsaktive del af befolk-ningen og pen­sionisterne. I år 2025 vil der være én pen­sio­nist for hver tre lønmodtagere mod én for hver fem i dag. Det vil gøre det svært - for ikke at sige umuligt - at bibeholde det nuværende prin­cip, som forudsætter, at de nuværende løn­­modtagere betaler for de nuværende pensionister.

At samfundsøkonomien er i ubalance, eller måske for længst er gået over gevind, be­kræftes blandt andet af, at det nuværende ek­straordinære opsving ifølge statsregnskabet ikke producerer tilstrækkelig velstand til at hamle op med den velfærd, som et effektivt fordelingssystem har skabt.

Når problemet har kunnet sløres, er det fordi fordelingssystemet tilsyneladende uden større problemer og opmærksomhed har været i stand til at udbetale ydelser af forskellig art til omkring to tredjedele af befolkningen, der derefter naturligt vil bakke op om disse goder. Rigdommen er imid­lertid kun en illusion, der er skabt af flygtige udenlandske konjunkturer, ekstraordinære indtægter som følge af salg af statsejendom samt af ekstraskatter afledt af en midlertidig opskruning af ejendomsværdier, samtidig med at tiltrængt fornyelse af så­vel sundheds- som erhvervssektoren er udskudt sam­men med betalingen af regningerne for overforbruget.

"Det bødes der for i mange år, som kun var en stakåndet glæde". Sådan sang Osvald Helmut engang om en Clinton-lignende for­nøjelse. Det kunne også passe på nutidens og fremtidens økonomi. Hvis der vel at mærke ikke gribes ind i god tid, som er nu.

Stemmefiskeri og løftebrud

Kunsten at hverve stemmer var allerede udviklet til en hel videnskab i det gamle Rom. Således beretter historikeren Grimberg om Roms storhedstid før Kristi fødsel i det store værk, ”Verdenshistorien”. Han fortæller bl.a. om et brev, som en yngre broder til den berømte Cicero skrev til denne. I brevet gives der ifølge Grimberg anvisninger i det uendelige på hvorledes kandidaten skal arbejde på at vinde tilhængere ved at strø om sig med penge, holde selskaber og åbent hus for alverden, love guld og grønne skove, selv om han ved at han ikke kan indfri løfterne – for han behøver jo ikke at sige hvornår han vil holde det han har lovet! – ved smiger, ”folkelighed”, og hele og halve løfter. Fremfor alt, hævder brevskriveren, gælder det om at spille sin rolle, så elskværdigheden ikke virker påtaget, men ægte og naturlig. Et godt resultat er derfor afhængigt af at man er herre over både minespil og sin stemme. Og så gælder det om at være ihærdig og aldrig blive træt. Følger du disse råd, mener Ciceros broder, vil du snart se dit hus fyldt med trofaste tilhængere som eskorterer dig på gader og torve, så du ser ud til at være en såre betydelig mand. Benytter du tillige enhver lejlighed til at fremhæve dine konkurrenters dårlige egenskaber, og får du det ordnet således ”at alle mennesker snakker om deres gemene karakter, udsvævelser og bestikkelighed” så ser det meget lovende ud.

Alt dette, skriver Grimberg videre, er jo forholdsvis uskyldigt og tilføjer. Men når de venlige håndtryk følges af alle slags bestikkelser, er man kommet ind på et skråplan. Bestikkelserne foregik dels i det skjulte, dels åbenlyst i form af kornuddelinger, skuespil og stadigt mere imponerende folkeforlystelser. Panem et circenses, ”Brød og skuespil” (egl. cirkusforestillinger) var den romerske pøbels krav. Det var prisen for proletarernes stemmer.

Den kandidat der havde vundet sig ry for gavmildhed mod folket og hjælpsomhed imod de fattige, havde de bedste udsigter til at blive valgt. Men når han først havde fået sit embede, hilste han ikke længere så forbindtligt på folk han mødte. Ja det hændte – sørgeligt nok! – at han helt mistede hukommelsen, når det gjaldt hans tidligere ”kære venner”.

Marcus Tullius Cicero (106-43 f. Kr.) romersk politiker og skribent