Apropos statens finansvæsen

For omkring hundrede år siden kunne historikere fælde nedenstående dom over det danske finansvæsen i tiden forud for Statsbankerotten i 1813.

"I den danske stat er der for­skellige anledninger til statsudgifter, alle formede på en måde, som næppe findes hos nogen anden. Foruden hofhusholdning og den indvortes bestyrelse havde den sømagt, landmagt, gesandter i fremmede lande og kolonier. Det var så let muligt, ved at søge fuld­kommenhed i hver en­kelt forvaltningsgren, at gå ud over den grænse, det heles vel skul­le foreskrive, at forrykke forholdet mellem det, statens vel kunne synes at for­dre, og det landets kræfter formåede. Derved og måske tillige ved regeringsformen, der frembragte en ide af højhed, der så let kunne forvexles med storhed, havde efter­hånden alt hos os fået et tilsnit af et stort monarki. Vi havde i forhold til landets ev­ner for stor en landmagt, for stor en sømagt, for stor en civiletat, for stor en pen­sionsetat etc.., uden at alligevel hver enkelt svarede til det, man ventede eller fordrede af den. Det var som erfaringen nylig i en vigtig del på så overtydende en måde har lært os, for meget for vore kræfter og dog for lidet for øjemedet".

"For at redde landet ud heraf under de daværende tilstande, havde der måtte fordres en energisk og overlegen ledelse. Men af energi var der kun lidet, kun nu og da nervøs voldsomhed, af overlegenhed var der endnu mindre, kun til den ene side den rutinemæssighed, der lagde hovedvægten på at komme ud af den enkelte dags forlegenheder, til den anden side dilettanteri med uigennemførlige projekter, - af ledelse var der slet intet",

For resten! - Den 5. januar 2013 kan vi ”fejre” 200-årsdagen for Statsbankerotten i 1813

Apropos apropos: Vi lærer af historien, at vi aldrig lærer noget af historien.
Hegel