Flere nye virksomheder - eller forringet velfærd

”Pensionsmidler bruges i alt for stor udstrækning til virksomhedsimperialisme og anden skrøbelig storhed”

(T.Dalsgaard Jensen. Landbrugsmagasinet, 28. januar 1999)

Det er ved at være i sidste øje­blik, når det drejer sig om at få etab­leret de ekstra­or­dinære incita­men­ter, der bliver nødven­dige for at få sporet en tilstrækkelig stor andel af samfundets pengemidler til i tide at søge over i nye investeringsformer, som kan med­virke til en ud­bygning og en reel fornyelse af erhvervssektoren. Pengemidler, som for øjeblikket i stedet i sti­gende grad akkumuleres i større og større og fær­re og færre pengetanke, hvor pensionsmidler i alt for stor udstrækning bruges til virksom­­hedsimperialisme og an­den skrøbelig stor­hed, eller hvor de risikerer at rådne op.

Lykkes det ikke, vil det meget snart kunne blive uhyggeligt mærk­bart, at Danmark rent faktisk ikke har råd til at opretholde den nu­værende velfærd ved hjælp af den bestående erhvervssektor og måske navnlig, at det alt for læn­ge umærkeligt er gået den forkerte vej. Alarmklokkerne må ringe nu, fordi en forestående kon­junktur­afmatning med påfølgen­de værdiforringelser af formuerne erfaringsmæssigt vil mane til forsigtighed, der yderligere kan forstærke den uomgængelige ned­gangs­pe­riode.

Udviklingsselskaber

Metoden, der kan anvendes til en forbedring af den nuværende faretruende udvikling, består gan­ske enkelt i, at det skal gøres mere attraktivt at investere i frembringelse af velstand end i at konsumere den. Det skal i det hele taget bedre kunne betale sig at deltage i samfundsproduktionen end at lade være.

Et af instrumenterne er private udviklingsselskaber, der med pri­vate midler, fremskaffet gennem statslige incitamenter, altså ikke til­skud, kan få et tilstrækkeligt stort antal investorer til at investere i at få en afventende igangsættermasse til at interessere sig for at producere arbejdspladser, i stedet for blindt at overlade pengene til staten og de store fonde.

I et samfund som det danske, hvor det til sta­dighed diskuteres om det er mere so­cialistisk end kapita  lis­tisk, vil udsigterne hos en slumrende skare af igangsættere under alle omstændigheder virke ansporende i en sådan grad, at det sam­tidig i stort omfang vil kunne bedre såvel beskæftigelsen som samfundsøkonomien. Muligheden for at kunne drage fordel af egennyt­ten kan under fornuftige samfundsforhold skabe langt mere fæl­­les­nytte, end et nok så effektivt og demokratisk fordelingsbureakrati nogen sinde vil blive i stand til. Dette underbygges til fulde af erfaringsmateriale fra lande, hvor et lignende system har fået mulighed for at virke og skabe synlige resultater.

 

Den positive krise

Det positive element ved den krise, vi befinder os i, er, at det med relativt enkle holdningsændringer, bakket op med passende in­ci­tamenter, egentlig ikke er så svært at vende udviklingen. Forudsat at man er opmærksom på, at ordet krise, ligesom det kinesiske skrifttegn for dette begreb, er sammensat af tegnene for henholds­vis fare og for chance.

Det foruroligende ved den nuværende situation er, at den alvorlige økonomiske situation alt for længe og alt for dygtigt har væ­ret ind­hyllet i en tilfredshedsdyne, som bevirker at forslag som dette kan blive opfattet som en trus­sel mod det etablerede system, og at man derfor ikke i tide ser og  griber chancen for forandring, inden faren risikerer at udvikle sig til en katastrofe. Tværtimod er der i stedet et stort politisk marked for det, som tilfredsstiller og beroliger. De, som vil betjene dette marked og høste belønningen i form af penge, bifald og stemmer i et kredsløb af selvbekræftende veltilfredshed, har desværre alt for længe høstet alt for stor anerkendelse til skade for fremtiden.

 Fondene har magten

En af årsagerne til, at alt for få synes at være opmærksomme på problemet er, at en stadig stigende andel af samfundets pengemasse bliver anbragt og administreret i færre og færre og større og større pen­sionsfonde og pengetanke. Som følge af deres størrelse, in­vesterer de fortrinsvis pengemidlerne i ligeledes større og større virksomheder samt i ejen­domme og statsobligationer.

På denne måde deltager pengene automatisk og i væsentlig grad i den for øjeblikket ge­nerelle oppustning af værdierne i ejendomsmassen, og ikke mindst i grund­laget for det offentlige vellevned, som paradoksalt nok også er med til at give situationen et skær af rigdom. Problemet er at ejendomsværdierne i me­get stor udstrækning er illusoriske og at overforbruget først skal betales, når toppen er taget af ejendomsværdierne, produktionen og frem­bringelsesevnen i det hele taget, og armoden banker på.

Investeringerne i ejendomsmassen er blandt andet blevet brugt til køb af personbiler og andre varer med afgifter i et helt ekstraordinært omfang. Alene for hver bil inkasserer staten femcifrede afgifter, som sammen med de penge, der anbringes i statsobligationer, også går ind i statens for­brugskasse.

Pensionskassernes voksende betydning for erhvervssektoren medvirker ikke blot til at for­stærke konjunkturopgange, som det vit­terligt er tilfældet for øjeblikket, men også de efterfølgende lige så uundgåelige nedgange.

Pensionistboomet.

Problemet synes at være blevet forstærket gennem det skred, der er sket i retning af en in­stitutionalisering af investeringerne. Tidligere befandt en væsentlig del af samfundsformuen sig i det produktive private regi og på man­ge flere hænder end i dag. For eksempel på grund af at et stort antal selvstændige tidligere investerede i nødvendig fornyelse i den tids rytme. Fra 1970 er antallet af selvstændige imidlertid faldet med en tredjedel. Dengang var pensionsformuen, som var anbragt i pensionskasser og lignende, på 25 milliarder kroner. I år 2000 forventes pensionsformuen at være steget til 1.000 milliarder. Altså 40 gange me­re. For øjeblikket stiger den med omkring 50 milliarder kroner årligt.

Det er, hvad landets fremtidige erhvervssektor, inklusive børs­noterede virksomheder, hvis ak­tiekapital i 1994 kun androg 320 milliarder, kan se frem til at skulle give afkast til under en stadig forværring af forholdet mellem den erhvervsaktive del af befolk-ningen og pen­sionisterne. I år 2025 vil der være én pen­sio­nist for hver tre lønmodtagere mod én for hver fem i dag. Det vil gøre det svært - for ikke at sige umuligt - at bibeholde det nuværende prin­cip, som forudsætter, at de nuværende løn­­modtagere betaler for de nuværende pensionister.

At samfundsøkonomien er i ubalance, eller måske for længst er gået over gevind, be­kræftes blandt andet af, at det nuværende ek­straordinære opsving ifølge statsregnskabet ikke producerer tilstrækkelig velstand til at hamle op med den velfærd, som et effektivt fordelingssystem har skabt.

Når problemet har kunnet sløres, er det fordi fordelingssystemet tilsyneladende uden større problemer og opmærksomhed har været i stand til at udbetale ydelser af forskellig art til omkring to tredjedele af befolkningen, der derefter naturligt vil bakke op om disse goder. Rigdommen er imid­lertid kun en illusion, der er skabt af flygtige udenlandske konjunkturer, ekstraordinære indtægter som følge af salg af statsejendom samt af ekstraskatter afledt af en midlertidig opskruning af ejendomsværdier, samtidig med at tiltrængt fornyelse af så­vel sundheds- som erhvervssektoren er udskudt sam­men med betalingen af regningerne for overforbruget.

"Det bødes der for i mange år, som kun var en stakåndet glæde". Sådan sang Osvald Helmut engang om en Clinton-lignende for­nøjelse. Det kunne også passe på nutidens og fremtidens økonomi. Hvis der vel at mærke ikke gribes ind i god tid, som er nu.