Apropos demokrati

     En dag, da Satan fik i sind,

at intet måtte ske,

så satte han i verden ind

den første komité.

(Senere tilføjedes:)

Den voksed, det gør Fandens værk

jo altid som bekendt,

og inden man fik set sig om,

den blev - - et Parlament!

Vilhelm Bergsøe (1835-1911)

Poeticum

Mens optimister bli'r ministre,
og pessimister
stadig mere bistre,
går realister
rundt og gransker,
hvordan man bli'r
udlandsdansker.
Børsen, 06.07.90 tdj

Sporene skræmmer

En ledelsesforsker har engang sammenlignet visse ledere med børn i veteranbilbanen i Tivoli. De sætter sig ind i vognen, drejer på rattet i overensstemmelse med de sving, som bilen tager på skinnerne. På anden tur kan de forudse svingene og dreje på rattet, så det ser ud som om det er dem der styrer.

Det var den nye regerings fremlæggelse af finansloven, der fik billedet frem i erindringen. Der var som bekendt tale om samme finanslov, som den forrige regering fremlagde. Og de nye ministre satte sig så ind i vognen og drejede på rattet.

Jeg er naturligvis klar over, at sådanne tanker er uartige. Men når der stort set ikke sker forandringer i de to veteranbaners skinneanlæg end udskiftningen af de blomster, som omgiver dem, er de uartige tanker næsten ikke til at standse. Er det i virkeligheden ikke skinnelæggerne, der bestemmer alle ”fornøjelserne” i Tivoli og i kongeriget? Og når det nu ser ud som om at de hidtidige skinner ikke har ført til den fornyelse, vi sukker efter og som vi virkelig har behov for, men hver gang blot fører os tilbage til samme udgangspunkt, er det vel på tide, at børn og ministre søger andre forlystelser, eller i hvert fald andre skinnelæggere. tdj

Apropos Robbing Hood

Nej, det er ikke stavet forkert. Der er nemlig tale om vor tids Robin Hood, det offentlige system. Mens den oprindelige Robin nøjedes med at tage fra de rige og give til de fattige, og holdt op mens legen var god, er fremgangsmåden med tiden blevet forfinet og udvidet betydeligt. Nu tager man fra alle og giver til alle. Og regner med at kunne fortsætte i det uendelige. Robbing Hood, der nu udgør en tredjedel af befolkningen, har samtidig allieret sig med den anden tredjedel af befolkningen, som hovedsagelig lever af at modtage penge fra Robbing Hood. Herved opnår man, at man kan få flertal i folketinget for at bevare systemet. Det system, der er baseret på, at den sidste tredjedel skaffer de fornødne midler til at holde systemet i gang.

Problemet er, at Robbing Hood ikke har kendt sin begrænsning. Foreløbig mangler Robbing som bekendt omkring 100 milliarder kroner årligt! tdj

Førerpladsen er ledig

Der er altid nogen, der vil være interesseret i at indhente dem, som er foran. Det vil - heldigvis - også altid på et eller andet tidspunkt lykkes for nogen at fortrænge den eller dem, der ligger i spidsen.

Det er det håb - og vel det eneste - vi har i dag, hvor de, der står i spidsen for og præger vort samfund, med deres resultater ikke alene har vist tegn på svaghed, men også at de er på vej i den forkerte retning.

Hvem er det i øvrigt, der fører - samfundet - i dag? Folketinget? Næppe. Mere og mere tyder på at det i virkeligheden er det, der kaldes firmakratiet: Det tunge erhvervsliv, de tunge fagforeninger og det tunge statsapparat, og at denne trekantalliance er ved at tabe pusten.

Flere og flere store virksomheder skranter, fordi de er mere interesserede i mere af det samme frem for noget reelt nyt. Fagforeningerne trættes, fordi mange af deres vandbærere virker uinteresserede, fordi de ikke mener at få nok for pengene. Det store tunge statsapparat synes med sin hidtidige indsats at have ramt muren, som det hedder inden for sporten. Tilsammen ligner de et førerfelt i en sportsgren, som er ved at miste publikums interesse, men som ikke vil erkende virkeligheden, fordi de tilsyneladende har glemt, eller søger at fortrænge, at det altid er lettere at indhente nogen, som er foran, end at holde sig i spidsen.

Med dette håb venter vi så bare på, at nogen eller noget viser interesse og evner for at tage teten. Behovet er enormt. Og tidspunktet for en kamp om førerpladsen synes derfor at være gunstigt.tdj

Apropos kriseløsning.

Store, enkle muligheder, - men uoverstigelige problemer.

Det opløftende i vor nuværende situation er, at der er midler og metoder til at få gang i hjulene igen som ikke blot er enkle, men som også er gennemprøvede og effektive. I korthed kan de sammenfattes i skabelse af flere incitamenter til at producere arbejdspladser end til at nedlægge disse.

Det nedslående er, at der stadig ikke synes at være mulighed for at få dem frem i lyset. Dette skyldes hovedsagelig, at der er mange forskellige samfundsgrupper, der føler at ændringer af enhver art kan være en trussel mod deres erhvervede (for-)rettigheder, således at en bevarelse af den hidtidige tilstand vil være at foretrække frem for en forbedring.

Når problemerne så samtidig giver mulighed for at fremføre argumenter af så at sige alle tænkelige og utænkelige arter - i stor udstrækning hovedsagelig opgejlet af medieverdenens sportsjournalist-inspirerede diskussions-fight-arrangører - er resultatet forudsigeligt.

Diskussionerne fører sædvanligvis alene til nye diskussioner og yderligere forkvakling af problemerne i stedet for til en forenkling. Når det således ender med at blive endnu mere indviklet, er konklusionen den, at så må løsningerne nærmest være umulige, eller i ”bedste fald” sådan, at det nok er bedst at bevare alt, som det var. Og det bliver det så i store træk. todj..

Errare humanum est

- men der burde være en grænse!

”Op mod halvfjerds procent af alle offentlige projekter slår fejl” fortalte lederen af Økonomi- og Erhvervsministeriets fornyelsesafdeling i et interview i foråret 2002.

Årsagen til at denne erkendelse stadig ikke er trængt ud i offentligheden skyldes formentlig, at det tillige oplystes, at det offentlige system i sine evalueringsrapporter benytter sig af okkulte analyser og metoder i lange og fint udstyrede rapporter, som kun få eller måske ingen læser. Og skulle nogen driste sig til at kritisere resultaterne eller de positive evalueringsrapporter, er han på forhånd dømt til bandlysning og tilintetgørelse. Enten gennem negligering, der efterlader kritikeren som en ubetydelig amatør eller ved at mobilisere systemets bedste sofister. En slags femte kolonne, som er i stand til med spidsfindigheder og andet psykologisk skyts, indøvet gennem mange års omhyggelig træning, at likvidere ethvert forsøg på at true den facade, som er skabt om systemets uovertrufne selvovervurderede dygtighed og ufejlbarlighed. tdj

Apropos Islam

På den ene side.

”En populariseret, forgrovet og misforstået billigudgave af kristendommen”. Sådan har forfatteren til bogen Røde Orm, Frans G. Bengtsson engang kaldt muhamedanismen, fortæller historikeren Carl Grimberg i hans store bogværk ”Verdenshistorien”. Selv følger han op med bl.a. denne karakteristik. ”Med sin enkle bygning og fattige udstaffering er islam helt og holdent en religion for mænd - for ørkenrøvere - med ringe hang til sjælekriser og åndelige dybsindigheder. Et åndeligt ørkenlands fattige produkt – en enkelt palme og nogle beskedne græstuer”.

Pa den anden side.

Efter omkring 100 siders beskrivelse af Islam i ”Verdenshistorien” slutter Grimberg sin beretning fra omkring midten af forrige århundrede sådan: Islam er ”meget forskellig fra den (religion) vi kender, og måske også ”underudviklet” i mange henseender. Men netop i dette ligger måske glæder som vi har sat over styr. Her findes et sindets ligevægt og ro som vi med vort forjagede liv kunne have grund til at misunde dem. Her findes den vilje til at bøje sig for skæbnen, som måske gør mennesker mere lykkelige end vort pligtskyldige slaveri under pengenes magt, og vor nervenedbrydende jagen efter beruselsesmidlet ”fornøjelser”.
tdj