Lidt verdenshistorie - apropos

"Kaos var kommet. Demokratiet visnede. Forud var gået en lang periode, hvor bor­gerne var blevet offer for en stigende materialisme. Det fo­retrukne mål var at skaffe sig en så behagelig til­væ­rel­se som muligt. For den store hob kom prægtige sports­begivenheder og gra­tis ar­ran­gementer til at spille hovedrollen i det daglige liv. Arbejde var ikke længere nødvendigt for at opretholde livet. Staten betalte løn til alle og enhver for at udføre de så­kaldte bor­ger­pligter, og be­folk­nin­gens store flertal blev me­re og me­re ind­stillet på at benytte sin politiske magt til at leve af of­fent­lige tilskud.

Princippet var at ingen borger på grund af fattigdom skulle afskæres fra at give staten gode råd eller yde sin politiske indsats i samfundslivet. Disse udbeta­lin­ger var en frugt af demokrati­ets endelige gennembrud, og det lod sig gøre fordi erhvervssektoren fungerede som samfundets slaver. Da stør­stedelen af borger­ne således havde vænnet sig til at være øko­nomisk afhængige af statskassen, måt­te det også for enhver pris hindres at statens magtstilling, og dermed stats­kas­sens midler, svækkedes. Og som al anden arbejdsfri indtægt virkede stats­under­støt­tel­sen demoraliseren­de. Man kan sammenligne den med et sold, sag­de en af ti­dens filosoffer. Hvor meget man end øser op i det, så løber det omgående ud igen. Den skærpede blot massernes ap­petit på mere - mere og mere i det uen­de­lige.

Staten blev for gennemsnitsborgeren næppe andet end den store understøttel­ses­betaler og festarrangør, og at risikere livet for den havde man ikke mere lyst til. Den almindelige værne­pligts forsvinden til fordel for et forsvar baseret på en be­talt hær, er et af denne materialistiske tids mest markante forfaldssymp­to­mer. Nu var det ikke længere borgerhære som kæm­pede for hus og hjem, men i farens stund afgjordes statens skæbne af en sam­menskrabet flok e­ven­­tyrere, hvis tro­skab og pålidelighed strakte sig akkurat så langt som der var penge i statskassen.

Så dybt var det gamle borgersind sunket, at alle råbte på ret­tigheder men in­gen ville høre tale om pligter. Levede en politiker ikke op til forvent­ningerne, eller ville man bare af med ham, kunne ­man ved af­stem­ninger for­vise ham 10 år til provinsen. Ofte førte det til at han kunne vende endnu rigere tilbage fra "landflygtig­heden".

En over­gang troede man at kunne genop­væk­ke sam­fundsån­den med nye love, og et sandt lov­givningsraseri tog sin begynd­else. Føl­gen af en så naiv tro på for­maliteter­nes magt over menneske­hjertet blev natur­ligvis, at man bare fik en mængde love og for­ordninger, som ingen kunne holde rede på, og at praktisk talt enhver blev lovovertræ­der. De­mo­kra­ti­ets sto­re og ophøjede træk udslet­tedes, medens de øde­læg­gel­sens spirer, som denne sam­fundsform bar i sig, sprang ud i fuld blomst.

Livet tabte sin alvor, blev overfladisk og frivolt. De vig­tigste samtaleemner i byen var de kend­teste kendte, og de fineste madkunst­neres nyeste opfindelser. Frivole kvikheder, som fødtes under glade drikke­lag, gik som løbeild gennem byen.

 Landet var i færd med at blive en småtskåren ravnekrog.”

---------------------

Nogle vil muligvis have fået den tanke, at der kunne være tale om et forsøg på at lave en skræmmebeskrivelse af ­Dan­mark i en ikke alt for fjern fremtid.

Imidlertid er det "bare" et ud­pluk af histori­keren Carl Grim­bergs be­skrivelse af Græ­ken­­land i lan­dets og dets demo­kratis deroute omkring slut­ningen af det tred­je år­hund­rede før vor tids­reg­ning. Den omtalte filosof var Aristoteles.

Fra Grimbergs store værk, ”Verdenshistorien” fra 1930’erne.  tdj

Og så lidt opløftende: Hver gang vi i verdenshistorien har set noget lignende, er "verden" jo kommet til fornuft igen! 

Er tiden inde til noget andet?

Det græske demokrati, som har været en slags forbillede for vort, døde af alderdom i år 327.

Paradok­salt nok skyldtes det første græske demokratis endeligt, at ­befolkningen efterhånden var blevet træt af denne styreform. Den var blevet indført et par hundrede år forinden for at slippe af med et forudgående embedsmandsvælde.

Et karakteristisk træk ved demokratiet synes at være, at magten lidt efter lidt har en tendens til at blive ført fra de ydende til de nydende. Eller sagt på en anden måde: Al magt udspringer fra folket, men vender ikke tilbage, før nogen gør en ekstraordinær indsats for at vende bøtten endnu en gang.

Måske er tiden inde til igen at gøre op med embedsmandsvældet.

tdj

Når gøgleren bliver alvorlig.

   Vi har ... ingenting at tilbyde eller tilføje, men vi er allerhelvedes gode til at pakke det flot ind. Og så kan vi snakke.

Vi kan snakke så længe og så hurtigt, at man glemmer, at vi ingenting har at sige. Vi er journalister, skuespillere, musikere, kunstmalere, forfattere, marketingkoordina­torer, tv-personligheder, filmfotografer, runnere, kulturformidlere, showdansere og almin­de­lige gøglere af Guds nåde. Vi er idioterne. Og vi pisser på verden, mens vi griner fjoget til hinanden og scorer jeres penge. Ingenting er blevet alting. Tom­he­den fylder det hele.

 (Anders Lund Madsen, journalist og entertainer. 21. august 1998.)

I mellemtiden er ovenstående persongalleri blevet forøget voldsomt med TV-kokke, "Nak og æd" performere og alskens former for kendisser.

 Så nu kan vi sige som Dronningen: Godt Nytår og Gud bevare Danmark!  (med følgende eftersætning: "når ikke andre synes at ville eller kunne" )

Abendland

- eller morgengry?

Lidt om regeringers størrelse og effektivitet.

En regerings ineffektivitetspunkt er nået, når ministertallet overskrider 20, eller måske 21!

Dette resultat kom forfatteren til Parkinsons Lov, professor C. Northcote Parkinson, til i 1950’erne i forbindelse med en lignende undersøgelse om sammenhængen mellem effektiviteten i et lands styreform og regeringens størrelse. Også her havde han gjort omhyggelige studier, både historisk og geografisk.

Dengang havde Danmark 13 ministre. Løkke Rasmussens netop afgåede regering havde 19, og nu har vi så 23 ministre!

Parkinsons materiale gav i øvrigt anledning til en mistanke om at det i lande med mere end 21 ministre ikke er regeringen, der styrer landet. Blandt andet fordi der var en hel del, der tydede på, at kun ganske få af dem havde været udpeget ud fra det synspunkt, at de nogensinde har gjort, kan gøre eller vil kunne komme til at gøre nytte.  Flertallet er taget med for at stoppe munden på en eller anden gruppe udenfor. Følgelig plejer de at fortælle den gruppe, de repræsenterer, alt hvad der sker. De tager ordet på mødet og bagefter fortæller de deres venner, hvad de tror de har sagt.

Fra kapitlet ”Ledere og komiteer - eller ineffektivitetskoefficienten” i bogen ”Parkinsons lov”, 1957.

Landsskadelig uvirksomhed

Herved anklager jeg INGEN for landsskadelig uvirk­somhed ved fort­­sat at und­lade at igangsætte de er­hvervsfremme­foran­stalt­ninger, som er nødvendige for at kunne udbygge og forny Danmarks erhvervssektor. Ellers vil vi ikke kunne bevare vort vel­færdssystem.  

Det kryptiske navn INGEN er efterhånden blevet indbegrebet af Danmarks prob­lemer. INGEN synes at gøre noget. INGEN synes at have ansvaret for inaktiviteten. INGEN synes i det hele taget at være indstillet på tilstrækkelig seri­øst og dybt­gående at behandle nogle sær­deles alvorlige sam­funds­prob­lemer. Ek­sempelvis under­skud på stats­regn­ska­bet.. For­tidens ubetal­te regninger. Fremti­dens uover­skuelige pen­sions­forpligtelser. Op mod en million arbejdsduelige ube­skæf­ti­gede. Stadig mere bøvl for de selv­stæn­dige. Og, uden udsigt til forbedringer.

Indledning til artikel i Jyllands Posten 17. august 1997. tdj

Apropos den politiske inerti

I modsætning til revolutionstiden som handlende er nutiden avertissements-tiden, de blandede be­kendtgørelsers tid: der sker ikke noget, derimod sker der straks en bekendtgørelse. Sådan sagde Søren Kierkegaard for omkring 150 år siden.
Han sagde også at et oprør ville i nutiden være det utænkeligste af alt; en sådan kraft-ytring ville forekomme tidens beregnende forstandighed latterlig ...

Den sig etab­le­ren­de misundelse er nivel­leringen, og mens en lidenskabelig tid fremskynder, hæ­ver og styrter, ophøjer og nedtrykker, gør en reflekteret, lidenskabsløs tid det mod­satte, den kvæ­ler og forhindrer, den nivellerer. At nivellere (ud­jævne) er en stille matema­tisk abstrakt beskæf­tigelse, der undgår al ophævelse. 
Også vi lever i en tid med en åndelig eksistenskamp. En tid hvor demokratiet har udviklet sig fra at være en diskussionsret og -mulighed til at være en tid, hvor den stærke (massen) får ret. Og alt for mange smigrer massen.
Der er vel ikke rigtig noget at tilføje i dag, 150 år senere.

Behovet for fornyelse er katastrofalt stort.

Især er der brug for et nyt, suppleren­de fornyelsessystem i den del af samfundet, som skaber den velstand, som et stadigt større velfærdsforbrugssystem lægger beslag på.  Et sy­stem, som skal med­virke til at lede pen­ge fra gårs­­da­gens til mor­gen­da­gens vel­standsfrem­brin­gere. 
 

Fornyelsessystemet skal muliggøre at samfundets investeringsmidler i større grad end hidtil kanaliseres fra de større og større men ofte mere og mere rigide virksomheder og pengetanke til fornyelse gennem små og nye virk­somheder. Ellers vil pengene fortsat og i stigende grad - langsomt blive ædt op eller formøblet i de gamle virksom­heder og i dets omgi­vende, bevarende hjælpesystem i for­gæves forsøg på at bevare i stedet for at forny. Eller til stigende gager i disse gamle virksomheder på bekostning af resten af samfundet.

Hvor er for eksempel mil­li­ar­der­ne i B&W, Haf­nia, Baltica, Nordisk Fjer og man­ge an­dre af for­tidens store virksomheder? Hvor er de penge, der er investeret eller tjent i Store Nord, 2M Invest eller de mange andre virksomheder og brancher, som har præget erhvervspressens succeshistorier. Visse brancher (IT, Luftfart m.v.) har endog gennem tiden sat flere penge til (formøblet flere penge), end de har tjent). 

Ofte efterlader de store gamle virksomheder efter deres død intet, ud over nogle uhyggeligt store om­kostninger til samfundet til opbygning af nye arbejdspladser til erstatning for de nedlagte, lige fra arbejdsløsheds­under­støttelser til enhver form for oprydningsomkostninger, f.eks. rengøring efter jordforurening.

Hvor bliver de virksomheder af, der skal er­statte de job og den indtjening, der skal klare vor velfærd i fremti­den, når man bare sidder og konstaterer nedgangen i tidligere hovederhverv i stedet for at skabe grundlag for nye. (tdj. Abeting!.103 )

Velfærdsstat gi’r dovenskab.

Sådan står der vitterligt i lærebøger for mellemskoleelever i Kina. På kinesisk forstås. Så ka’ de lære det! – så at de ikke risikerer at komme i samme situation, som det meste af Europa nu er kommet i.

Det er bemærkelsesværdigt i øvrigt, hvordan Kina er kommet til denne konklusion. Det begyndte i 1946, hvor Mao indførte socialismen, fordi han mente at denne samfundsform dengang var den eneste redning for Kina. Lige så opsigtsvækkende var det imidlertid, at Kina i 1979 besluttede sig for at indføre kapitalisme som velstandsfrembringer, men hvor landets ledelse forbeholdt sig retten til at bestemme over velfærden.

Måske kunne, eller snarere burde vi derfor prøve at lære lidt af Kina i stedet for at være så emsig med at fortælle hele verden om vort demokrati og velfærdssystem. tdj