Apropos den politiske inerti

I modsætning til revolutionstiden som handlende er nutiden avertissements-tiden, de blandede be­kendtgørelsers tid: der sker ikke noget, derimod sker der straks en bekendtgørelse. Sådan sagde Søren Kierkegaard for omkring 150 år siden.
Han sagde også at et oprør ville i nutiden være det utænkeligste af alt; en sådan kraft-ytring ville forekomme tidens beregnende forstandighed latterlig ...

Den sig etab­le­ren­de misundelse er nivel­leringen, og mens en lidenskabelig tid fremskynder, hæ­ver og styrter, ophøjer og nedtrykker, gør en reflekteret, lidenskabsløs tid det mod­satte, den kvæ­ler og forhindrer, den nivellerer. At nivellere (ud­jævne) er en stille matema­tisk abstrakt beskæf­tigelse, der undgår al ophævelse. 
Også vi lever i en tid med en åndelig eksistenskamp. En tid hvor demokratiet har udviklet sig fra at være en diskussionsret og -mulighed til at være en tid, hvor den stærke (massen) får ret. Og alt for mange smigrer massen.
Der er vel ikke rigtig noget at tilføje i dag, 150 år senere.