Princippet var at ingen borger på grund af fattigdom skulle afskæres fra at give staten gode råd eller yde sin politiske indsats i samfundslivet. Disse udbetalinger var en frugt af demokratiets endelige gennembrud, og det lod sig gøre fordi erhvervssektoren fungerede som samfundets slaver. Da størstedelen af borgerne således havde vænnet sig til at være økonomisk afhængige af statskassen, måtte det også for enhver pris hindres at statens magtstilling, og dermed statskassens midler, svækkedes. Og som al anden arbejdsfri indtægt virkede statsunderstøttelsen demoraliserende. Man kan sammenligne den med et sold, sagde en af tidens filosoffer. Hvor meget man end øser op i det, så løber det omgående ud igen. Den skærpede blot massernes appetit på mere - mere og mere i det uendelige.
Staten blev for gennemsnitsborgeren næppe andet end den store understøttelsesbetaler og festarrangør, og at risikere livet for den havde man ikke mere lyst til. Den almindelige værnepligts forsvinden til fordel for et forsvar baseret på en betalt hær, er et af denne materialistiske tids mest markante forfaldssymptomer. Nu var det ikke længere borgerhære som kæmpede for hus og hjem, men i farens stund afgjordes statens skæbne af en sammenskrabet flok eventyrere, hvis troskab og pålidelighed strakte sig akkurat så langt som der var penge i statskassen.
Så dybt var det gamle borgersind sunket, at alle råbte på rettigheder men ingen ville høre tale om pligter. Levede en politiker ikke op til forventningerne, eller ville man bare af med ham, kunne man ved afstemninger forvise ham 10 år til provinsen. Ofte førte det til at han kunne vende endnu rigere tilbage fra "landflygtigheden".
En overgang troede man at kunne genopvække samfundsånden med nye love, og et sandt lovgivningsraseri tog sin begyndelse. Følgen af en så naiv tro på formaliteternes magt over menneskehjertet blev naturligvis, at man bare fik en mængde love og forordninger, som ingen kunne holde rede på, og at praktisk talt enhver blev lovovertræder. Demokratiets store og ophøjede træk udslettedes, medens de ødelæggelsens spirer, som denne samfundsform bar i sig, sprang ud i fuld blomst.
Livet tabte sin alvor, blev overfladisk og frivolt. De vigtigste samtaleemner i byen var de kendteste kendte, og de fineste madkunstneres nyeste opfindelser. Frivole kvikheder, som fødtes under glade drikkelag, gik som løbeild gennem byen.
---------------------
Nogle vil muligvis have fået den tanke, at der kunne være tale om et forsøg på at lave en skræmmebeskrivelse af Danmark i en ikke alt for fjern fremtid.
Imidlertid er det "bare" et udpluk af historikeren Carl Grimbergs beskrivelse af Grækenland i landets og dets demokratis deroute omkring slutningen af det tredje århundrede før vor tidsregning. Den omtalte filosof var Aristoteles.
Fra Grimbergs store værk, ”Verdenshistorien” fra 1930’erne. tdj
Og så lidt opløftende: Hver gang vi i verdenshistorien har set noget lignende, er "verden" jo kommet til fornuft igen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar