Er firmaet Danmarks regnskab lige som de nedlagte bankers?

Når Danmark eksempelvis ikke har afskrevet uomtvisteligt uerholdelige skatterestancer på 30 – 40 milliarder, og i det hele taget har uoverskuelige forpligtelser i form af stigende, fremtidige udgifter til en stadig større offentlig sektors utæmmede vækst, samt truende, vigende indtægter fra en skrumpende privat sektor, skal der ikke stor fantasi til at forestille sig, at firmaet Danmarks statusregnskab faktisk kan være mindst lige skrøbeligt som i de banker, der har måttet lade livet. Men i modsætning til bankerne aflægger firmaet Danmark som bekendt ikke regnskab over værdien af aktiver og passiver, og således navnlig ikke over udskudte forpligtelser.

Eftersom ingen af de ledelsespersoner, som var ansvarlige for bankernes uansvarlige dispositioner, er blevet draget til ansvar, lige så lidt som de ledelsespersoner, som for øjeblikket bakser med de problemer, som findes i de alvorligt skrantende foretagender som eksempelvis SAS og DSB m.fl., er der vel heller ikke grund til for dem, der har ansvaret for statens samlede statusregnskab, at tage det så alvorligt. Alles ansvar er som bekendt ingens ansvar.

Med dette in mente er der vel derfor ikke grund til at gøre denne lille korte historie længere.
tdj

 

 

Et tidligt nytårsønske.

Når en journalist i lederkollegiet for regeringsorganet Politiken nu også drister sig til at konstatere, at regeringens manglende passion og lidenskab, samt en smartsnakkende forhalingspolitik foreløbig har ført til ”at hundredtusindvis af borgere mærker, at arbejdsløsheden stiger støt, børn bliver dummere, fabrikker lukker og den sociale tryghed forfalder”, må der vel være noget om snakken.

Måske kunne der i denne anledning være grund til også at bringe følgende citat:

”Lad os glæde os over, at naar alle de kæftsmurte, parlamenterende Pøbelleflere har forkvaklet og vrævltilsølet en Sag, saa rejser sig Samson den Blinde og sparker de Søjler af Nonsens om Kuld .... Og sige, at nu tror vi igen paa Fandenivoldskhed og Lidenskab, paa Blod og Brand, paa Vinhavernes Blomstring paa Lavaen efter Udbruddet, paa Blods Kraft til at gøde, tror mindre igen paa Ord, men paa Daad". Kaj Munk, i et brev fra 1920-erne (tdj) Den Korte Avis 17.12.2012. tdj

 

ATTENTAT PÅ CHRISTIANSBORG

Politikerne skal tvinges til at gøre noget ved ledigheden

Artikel af T Dalsgaard Jensen i Det Fri Aktuelt den 30.november 1991

Dvs. i dag for præcis 21 år siden   

Med stadig kortere mellemrum tænker jeg på at affyre et stort kanonslag på Christiansborg Slotsplads. Et brag der kan smadre nogle ruder og få regering og folketingsmedlemmer til at kigge ud og mærke lidt af kulden udenfor. Nu tænker jeg på det igen!

Alt for mange inde på Christiansborg, og tilsyneladende flertallet, synes nemlig i stadig stigende grad at være mere optaget af at producere øjeblikkelige succeser, end af at tænke på prisen for disse. Eller også synes de i for stor udstrækning at være forblændet af deres respektive tilsyneladende øjeblikkelige succeser, og er ikke opmærksom på, at der på længere sigt endog kan være tale om intet mindre end en samlet fiasko.

Arbejdsløsheden er i sig selv det bedste bevis for, at landet endnu en gang ikke har været i stand til effektivt at udnytte de tidligere ekstraordinært gunstige udenrigspolitiske konjunkturer. Især har investeringer i en løbende fornyelse og udvidelse af erhvervssektoren været alt for ringe.

Mangelen på en fornyet erhvervssektor rummer tillige en alvorlig risiko for at vi om få år ikke har fået etableret en nødvendig ny erhvervsstruktur, der er ude over børnesygdommene. Dette er nemlig nødvendigt for at hindre, at nogle med garanti tilbagevendende, ugunstige udenrigspolitiske konjunkturer lige som så mange gange før skal medføre ekstraordinært store tilbageslag.

En sådan situation kan kun karakteriseres som utilladelig sløseri med værdifuld arbejdskraft. Der er ikke blot tale om, at den arbejdskraft, der ikke blev brugt sidste år, ikke kommer igen. Faren for at den forringes, fordi den ikke bliver brugt eller påskønnet, øger spildet. Selv de mest inderlige forsikringer fra det enkelte folketingsmedlem om at hun eller han i hvert fald har gjort sit bedste, at arbejdsløsheden i virkeligheden ikke er så stor, eller at det er noget man må leve med, kan ikke undskylde dette kollektive sløseri.

Beviset herfor kan fremlægges, når folketingsmedlemmerne kigger ud af de smadrede vinduer. Så vil de nemlig blive konfronteret med den del af befolkningen, som er arbejdsduelig, men som for øjeblikket ikke deltager i samfundsproduktionen. Ved håndsoprækning skal de tilstedeværende modtagere af dagpenge, efterløn,førtidspension, eller andre former for arbejdspladskompenserende udbetalinger vise deres arbejdsvillighed. Forudsat at arbejdsvillighed bliver påskønnet i rimeligt omfang i forhold til hvad man får ud af det ved ikke at deltage i samfundsproduktionen, er der næppe tvivl om, at folketingsmedlemmerne vil kunne komme til at se ud over en forsamling på over en halv million arbejdsduelige arbejdsvillige, hvis der ellers er plads til dem.  Ved håndsoprækning skal det derefter tillige tilkendegives, hvem der er villige til at blive selvstændige arbejdsgivere og dermed producenter af arbejdspladser. Forudsat naturligvis også at dette kan betale sig. Her vil der efter al sandsynlighed være tale om langt over 100.000. Skulle der være enighed om at undgå risikoen for de smadrede ruder, kan en Gallupanalyse bekræfte tallene.

Derefter skal der på store tavler på slotspladsen vises regnestykker, der godtgør hvad den hidtidige negligering af denne store, uudnyttede arbejdsstyrke har kostet samfundet. Der er næppe tvivl om, at en del af forsamlingen herefter vil kunne føle sig fristet til at kræve genindførelse af hjul og stejle for de ansvarlige. Samtidig vil de mest hårdnakkede yndere af arbejdsløsheden på Christiansborg muligvis forsøge at pege på lige så middelalderlige fortilfælde, hvor man som middel til en postuleret efterfølgende beskæftigelsesfremgang kan henvise til en forudgående fremprovokeret stor arbejdsløshed.

I begge tilfælde er der nok tale om de samme persongrupper, som tror på krig som genvej til fred, og som på forhånd afviser enhver form for fornyelse af midler og metoder til løsning af problemerne. Men vi lever jo nu engang i nutiden, og må derfor også bearbejde problemet med nutidige metoder. Et af de væsentligste karakteristika kunne derfor være, at midlerne og metoderne bør være forskellige fra hidtidige metoder, ikke en gentagelse af dem.

Blandt de nutidige kan nævnes systemer, hvor man giver ekstra incitamenter til og giver muligheder for at der kan foretages ekstraordinære investeringer i de mennesker og små og nye projekter, som ser ud til at kunne producere arbejdspladser i stedet for at nedlægge dem.

Til afløsning af de incitamenter, der for øjeblikket gives til automatisering og rationalisering af arbejdspladser. Med de hidtidige metoder bliver Danmark nemlig blot endnu mere afhængig af færre større virksomheder, der dermed i endnu højere grad kommer til at ligne dem der er i større lande med billigere arbejdskraft, som vi alligevel ikke vil kunne konkurrere med i en meget nær fremtid.

Til afløsning også af de syntetiske erhvervsfremmemidler, der hidtil hovedsagelig kun har vist sig egnet til at skabe syntetiske arbejdspladser og syntetisk sjælero hos visse politikere, eller til afløsning af indkomstkompenserende udbetalinger. Disses væsentligste betydning synes at være, at man ganske enkelt alene har understreget de generelt ringere forhold, der er gældende for selvstændige erhvervsdrivende.

Problemet er blot at fornyelsen først og fremmest skal komme fra Folketinget. Og at der tilsyneladende kun synes at være den middelalderlige metode tilbage med kanonslaget for at få det vækket.

Højt at flyve – eller – her går det godt!

Mens regeringen gør, hvad dens medlemmer er bedst til, nemlig at få det til at se ud som om vi er i gode hænder og ikke har grund til at tænke på andet end ny fremgang, og vi andre bare lever videre som vi plejer, kan det være på sin plads at genfortælle den gamle historie om nattergalen, som i sin troskyldige ubekymrethed syngende fløj højere og højere. Jo højere den kom op i de kolde luftlag jo skønnere sang den - men faktisk til ingen nytte.

Efterhånden var den imidlertid kommet så højt op, at den pludselig frøs til en isklump, og pladask faldt ned på den bundfrosne jord. En ko kom tilfældigt forbi og afleverede en kokasse lige oven på den lille stenfrosne natter­gal. Varmen genoplivede den, og da den stak hovedet op gennem kokassen brød den igen ud i den mest fantastiske sang. En kat, der var i nærheden, blev tiltrukket, trak den op af kokassen og åd den.

Historien er hermed faktisk færdig. Lidt halvtrist måske. Det er nu heller ikke så meget historien man skal hæfte sig ved, som ved moralerne, der er ved den. Der er nemlig hele fem:

1. Den første morale er naturligvis: Højt at flyve, dybt at falde.

 
2. Den anden er den, at - det er ikke alle, der skider på en, der vil en noget ondt.

3. Den tredje er så den, at - det er faktisk heller ikke alle, der trækker en ud af skidtet, der vil en noget godt.

4. Den fjerde er, at man ikke skal synge, når man sidder i lort til halsen,

5. og endelig den femte, at - det kan faktisk være rigtig svært at lade være.

 

Også sagt om optimisme:

Optimisme er den mest ekstreme form for dumdristighed. Anatole France.
Optimisme er den tilfredshed, der ses hos små mænd (og kvinder) i høje stillinger. F. Scott Fitzgerald.
tdj

 

Alles ansvar er ingens ansvar

Det gælder også, når det drejer sig om den manglende rettidige omhu i forbindelse med at hindre finanskrisen.

Derfor kan det undre, at den afgående direktør for Nationalbanken, Niels Bernstein, har fundet anledning til at fralægge sig sin personlige andel af ansvaret for kendsgerningerne. Nemlig, at såvel Nationalbanken som landets ledelse, samt størsteparten, og i hvert fald den toneangivende del af resten af den øvrige del af trekantalliancen, det øvrige store, tunge statsapparat, de store og fornyelsessinkende arbejder- og arbejdsgiverorganisationer, de egoistiske banker og nogle eftersnakkende økonomer, stort set handlede ens. Bag lukkede døre og med hviskende stemme har de sikkert alle luftet muligheden for det uafvendelige. Bagefter har de så uden kommentarer stort set været enige om at krybe ind under den dulmende realitet: Alles ansvar er ingen ansvar.

Spørgsmålet er, hvor højt der er blevet hvisket bag lukkede døre om den advarsel, som Nationalbanken hævder at have givet politikerne om den truende finanskrise. Som en af mange almindelige borgeres undren over  de internationale advarselslamper, der i 2005 blinkede om en truende gældsboble tillod jeg mig dengang i en artikel i Børsen at stille dette spørgsmål:  Hvorfor slår man (Nationalbanken) sig på dette vitale område (den truende gældsboble) tilsyneladende til tåls med, at det er tilstrækkeligt at vide, at man ik­ke rigtig ved noget?

Baggrunden var, at Nationalbanken i en kvartalsrapport i sommeren 2005 havde konkluderet følgende: ”Væksten i hedgefond-branchen betyder, at en stigende andel af den samlede kapital forvaltes af enheder, der ikke har indberetningspligt, og som er uden for tilsyn. Det gør det vanskeligere for til­synsmyn­digheder og centralbanker at følge med i, hvad der foregår i markedet, og om der måtte være tegn på ustabilitet under udvikling.”

Nogle internationale økonomer havde på det tidspunkt allerede længe peget på risikoen for en mulig forestående kollaps i verdens­økonomien. Det begrundedes bl.a. med, at et stadig større antal hedgefonde havde været i stand til at skabe et økonomisk cirkus, hvori de med lånte penge og lånte aktier, og ikke mindst alskens hekseri i form af gearing, futures og options og anden form for blændværk fik det til at se ud som om penge kan avle penge. Ganske vist havde de allerede dengang med deres investeringsstrategi, der blev betegnet som ”vilde væddemål med astronomiske beløb”, tilsyneladende været i stand til at tjene enorme formuer til en begrænset investorskare. Det hørte vi i hvert fald meget om. Derimod hørte vi meget lidt om, at der sideløbende hermed skabtes en gældsboble, der var mange gange større end det globale bruttonationalprodukt.

Eftersom der stadig synes at være en voksende del af økonomien, der unddrager sig de overordnede myndigheders indsigt og kontrol ville det derfor have været bedre, om Nationalbankdirektøren havde ladet fortiden ligge og som sin afgangsreplik havde sagt følgende: Kære landsmænd. Er I klar over, at faren for et kollaps langt fra er overstået, og at det derfor nu er jer, der på en eller anden ny måde må til at tage sagen i egen hånd? Ganske enkelt fordi landets formodede kloge hoveder klart har bevist, at de foreløbig hverken har været i stand til at forudse udviklingen, og foreløbigt langt mindre at foretage sig noget, der kan afhjælpe konsekvenserne. tdj 
-----
"Børsen er blevet et gigantisk kasino. Dog med den forskel, at et kasino er mere gennemskueligt og lettere at forstå".. Thomas Peterffy, en af USA's superrige pengehandlere og skaber af den elektroniske pengehandel. 

Jo mere frihed, jo mere liv, jo mere afsætning!

Vor tids slogan, men der er også en bagside!

     Det er tankevækkende at nutidens slogan og livsanskuelse er nøjagtig den samme, som man troede kunne have forhindret Statsbankerotten i 1813. Også dengang mente man at kunne drive truende ubalancer i samfundsudviklingen bort med håb, bygget på skønmalerier om optimismens og liberalismens forunderlige kraft. Og endnu en gang i historien måtte man pludselig konstatere, at en stor del af den rigdom, der var skabt på dette grundlag, havde været illusorisk.

     25 års fremgang fra 1780 (1980?) havde ellers været lovende. Boligerne blev flere og bedre. Landevejene blev fornyede og postgangen udbygget. Egnsudvikling bragte en del industrier ud af hovedstaden. Talrige nye industrier og handelsforetagender blev grundlagt. Også dengang overvurderede man imidlertid erhvervslivets ”utrættelige” evne til at udnytte chancerne i en foranderlig verden og dets evner til at forudse og håndtere en nedgang. Til gengæld gav man sig livsnydelsen i vold med en inderlighed og ubekymrethed, som det kunne være i dag. Der berettedes om drik, nattesvir, usædelighed, utugt og sædernes forfald, som drøftedes ivrigt og resultatløst af såvel liberalister som moralister.

     En historiker beretter, at tiden inden statsbankerotten især havde været præget af at "bedragerier, spil, værtshussjov og ty­ve­rier florerede.” Han kunne også fortælle følgende karakteristiske træk fra tiden: ”Kvindedragterne vare, særlig til sel­skabs­brug, tynde og stærkt ned­ringede, farlige for kvindernes sundhed og for mæn­denes sandser. Forholdet mel­lem kønnene var løst, navnlig i de laveste og i de hø­je­ste klasser.” En fjerdedel af børnene blev født uden for ægteskab. I perioder mindre. Til andre tider flere. Post­for­bin­del­serne for­rin­ge­des jævnligt efter forudgående for­bedringer. Til gengæld strammedes miljø­lov­giv­nin­gen! For eksempel sendtes køer, heste og svin ud fra stalde i byboligernes stuetager. Man puslede jævnligt med skatterne, lånelovene, samtidig med at man gjorde ihærdige anstrengelser for at forbedre folkesundheden bl.a. gennem ”udvik­lingen af legemets færdighede­r.” Tidsepokens indvandrerproblemer afspejles af en statistik, der viste at ”7 af hver 38 forbrydere vare udlændinge".

     Fem år før katastrofen i 1813 fældede en regeringskommission, der var nedsat for at klarlægge situationen, denne dom. ” Faren er urgent, landet er i en, hver dag voxende, krisis, og vi have anset det for vor pligt, uden forbeholdenhed at skildre den”. 

Kommissionen påpegede tillige en række uheldige træk i sam­funds­udviklingen. Samtidig gentog den nogle tid­ligere fremsatte ad­varsler om, hvad en fortsættelse af udviklingstendenserne uden drastiske indgreb kun­ne re­sultere i. Trods den alvorlige tone i advarslerne havde de dengang stort set samme effekt som hyrde­dren­gens gentagne advarsler i fabelen om ulven. Der var blevet skreget gevalt så man­ge gange, at ingen rigtig troede på, at der var nogen fare, da katastro­fen indtraf.

     Den bedste beskrivelse af hvorledes finans­væsenet i den her omhandlede periode gebærdede sig gives af finans­embeds­mand, der mange år efter bankerot­ten fældede følgende dom. "I den danske stat" - siger han - "er der for­skellige anledninger til statsudgifter, alle formede på en måde, som næppe findes hos nogen anden. Vi havde i forhold til landets ev­ner for stor en landmagt, for stor en sømagt, for stor en civiletat, for stor en pen­sionsetat etc.., uden at alligevel hver enkelt svarede til det, man ventede eller fordrede af den. Det var som erfaringen på så overtydende en måde har lært os, for meget for vore kræfter og dog for lidet for øjemedet". Dette lands tilsyneladende evige skæbne.

     "For at redde landet ud heraf under de daværende tilstande, havde der måtte fordres en energisk og overlegen ledelse. Men af energi var der kun lidet, kun nu og da nervøs voldsomhed, af overlegenhed var der endnu mindre, kun til den ene side den rutinemæssighed, der lagde hovedvægten på at komme ud af den enkelte dags forlegenheder, til den anden side dilettanteri med uigennemførlige projekter, - af ledelse var der slet intet", var eftertidens dom. tdj.

 

Fejlslagne attentater mod arbejdsløsheden

Arbejdsløshed

Under lignende arbejdsløshedsproblemer som i dag affyrede en tilhører i efteråret 1930 et pistolskud fra tilhørerpladserne på Christiansborg mod socialminister Steincke. Forud havde man oplevet en såkaldt hungermarch fra Aalborg til København. Ministeren var som så mange gange før i færd med at tale om behovet for ekstraordinære indsatser i forbindelse med arbejdsløsheden. Kuglen ramte 10 meter over Steincke. Også arbejdsløsheden overlevede. Resultatet blev en ekstraordinær uddeling af spisebilletter til folkekøkkenerne til de arbejdsløse.

 
Der er sket store fremskridt siden 30’erne. Der skydes ikke længere i Folketinget. Folkekøkkenerne er nedlagt. Nu løser vi ikke problemerne alene nationalt. Vi samarbejder med EU. Det hjælper meget, hævder man. F.eks. kan vi konstatere, at vore egne problemer er mindre end i de andre EU lande. Det luner. Og så har vi som nævnt fået en akutpakke. Vigtigst af alt er vel, at politikerne er blevet dygtigere til at komplicere problematikken og smile, når den dystre situation og deres forventnings­skabende visioner fremlægges. Og ikke mindst til med stadig større finesse at snakke, snakke, og snakke om problemerne - i stedet for at løse dem.

Derfor overlever også den nuværende konjunkturbestemte arbejdsløshed ethvert attentat og alle de velmenende politikeres idelige snakkeri. Måske fordi politikerne – og befolkningen i øvrigt - inderst inde ved, at konjunkturerne i virkeligheden opfører sig stort set som årstiderne. Cyklussen forår, sommer, efterår og vinter gælder også, når det drejer sig om konjunkturerne.

 

Må vente på foråret

Man fristes derfor til at sammenligne politikernes behandling af arbejdsløsheden med meteorologernes daglige, mediekolporterede ”doktorafhandlinger” om vejret. Medens meteorologerne dog inderst inde ved at man ikke kan gøre vinter til sommer, ligger det vel også i luften hos almindelige fornuftsskabninger, at konjunkturerne har deres egen rytme. Og at spisebilletter og akutpakker derfor alene er politikernes måde at forsøge at vise deres berettigelse og samtidig krybe uden om kendsgerningerne. De må nemlig - lige som meteorologerne - vente på, at foråret så sagte kommer. TDJ Frederiksborg Amts Avis, 9. nov. 2012.

Hvorfor nøle, for hvad nu hvis....?

Kriser rummer både farer og chancer. Tiden er derfor inde til at benytte lejligheden til at virkeliggøre nødvendige, nye visioner i stedet for passivt at acceptere den nuværende, bekymringsvækkende stilstand.

For, hvad nu, hvis det ikke bare er en cyklisk depression, der skal overstås, men et økonomisk sammenbrud, der ulmer? Som krakket i 1929 eller Statsbankerotten i 1813. Sådanne hændelser indtræffer tilsyneladende med omkring 100 års mellemrum.

Hvad nu, hvis drømmen om større og bedre demokratier brister? Verdens demokratier er omkring 200 år gamle, og det første forsøg bukkede under efter 200 år.

Hvad nu, hvis udenlandske konjunkturer inden længe gør det nødvendigt at tage seriøs stilling til Danmarks fremtid, og det bliver klart, at vi burde have handlet noget før, i stedet for passivt at vente på ”bedre tider”?

 

For øjeblikket er vi lige så rige og lykkelige som Argentina var for 50 år siden og Japan op til 1992. Nu er Argentina reelt bankerot, og Japan i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Vi er også nødt til at overveje den kendsgerning, at forkalkningen i visse dele af verdens pengesystem har muliggjort, at vi lige som mange andre ”rige” lande spiser mere, end vi producerer, og dermed i princippet er på vej mod økonomisk uføre.

Krisens store chance ligger i, at de enkle midler og metoder, der blev brugt til genopretningen efter Statsbankerotten i 1813 og efter krakket i 1929, er de samme som forhindrede et økonomisk sammenbrud efter anden verdenskrig. Kuren består af ekstraordinære incitamenter for erhvervslivet, beskæring af den offentlige sektor, og ikke mindst af de deraf muliggjorte skattenedsættelser. I nævnte rækkefølge. Det vil give folkeånden det løft, der er nødvendig for at komme ud af det nuværende traume.
I forbindelse med kuren er der tillige behov for en kulturel og økonomisk bypass-operation, der kan bringe pengestrømmen uden om den alvorlige åreforkalkning i dele af det eksisterende pengekredsløb. Kun en brøkdel af de midler, der daglig omsættes på verdens finansmarkeder, vedrører handel og vareudveksling. Derfor bør første skridt være at lede en større del af pengestrømmen fra pensionsopspa­rerne ad nye årer til nye aktiviteter og produkter af næsten enhver art i små og nye virksomheder, som er det egentlige grundlag for den fremtidige velfærd.
Hvorfor nøles der så?
Tage Dalsgaard Jensen (Indlæg i Information 2003)

Et frit samfund hæmmer fornyelse

Fordelen ved et frit samfund er at enhver frit kan give udtryk for sin mening. En af ulemperne, eller i hvert fald et af problemerne, er, at forslag til for­nyelser, hvor gode de end måtte kunne vise sig at være, når de omsider bliver gennemført, alt for ofte vil blive mødt med modtræk af dem, der sidder på magten og pengene, som de vil bruge i fornødent om­fang til at få et flertallet til at mene det samme.

Derfor vil væsentlige fornyelser i et demokratisk "frit" samfund ofte komme for langsomt, i util­stræk­kligt omfang, eller for sent og dermed for radikal, fordi fornyelsen i så fald først kom­mer efter en forud­gå­en­de kata­stro­fetilstand. Et frit samfund er således ikke frit med hensyn til fornyelse. (TDJ)

Apropos jobskabelse

Den jobskabende virksom­hed er som regel lille. Den er tillige dynamisk (eller usta­bil, afhængig af hvilken synsvin­kel der anlægges) - den slags virk­somhed, som ban­ker fø­ler sig utrygge ved. Den er tillige oftest ung. Kort sagt, virksom­hederne, som kan og rent faktisk skaber flest job, er dem, der er vanske­ligst at nå gennem konven­tionelle erhvervs­fremme-program­mer. (David Birch - forfatter til bog om job­skabel­se)tdj

Statsbankerot som inspiration til fornyelse.

Der er mange gode grunde til allerede nu at begynde at ”fejre” 200-året for Statsbankerotten i 1813. For eksempel ved i tiden op til 200-årsdagen for kundgørelsen om Statsbankerotten den 5. januar 2013 i medierne at bringe stof og debat om de forbavsende lighedspunkter, der er i indholdet af forholdene for 200 år siden og nu.

For det første er der så meget i vor nuværende økonomiske og kulturelle situation, der ligner de forhold, der førte til Statsbankerotten, at man nærmest må gyse. Historiebøgerne beretter således blandt andet om en finansminister, der med en utrolig opfindsomhed stadig fandt nye veje ud af den øjeblikkelige misere, og om hvordan man døvede befolkningens sanser med forventningsskabende kundgørelser, som hindrede en ønskværdig debat om den stadig stigende risiko for det uafvendelige. En historiker sammenfattede det sådan: ”Vi havde i forhold til landets ev­ner for stor en landmagt, for stor en sømagt, for stor en civiletat, for stor en pen­sionsetat etc.., uden at alligevel hver enkelt svarede til det, man ventede eller fordrede af den. Det var som erfaringen nylig i en vigtig del på så overtydende en måde har lært os, for meget for vore kræfter og dog for lidet for øjemedet.”

For det andet kan det være nyttigt at erindre om, at de foranstaltninger, som blev truffet for at redde landet efter katastrofen, og som, hvis de havde været iværksat i tide, måske kunne have forhindret den, var af den mest enkle art. Som de væsentligste kan nævnes kraftige besparelser i den offentlige sektor, skattelettelser, og sidst, men ikke mindst, forbedring af vilkårene for den tids hovederhverv. Blandt de mere kuriøse besparelser kan nævnes den såkaldte ”indbyrdes undervisning” i skolerne. For at spare på lærerlønningerne lod man de større børn under lærerens overkommando undervise de mindre.

For det tredje er det særlig tankevækkende, at disse enkle foranstaltninger var med til at bringe landet ind i en fornuftig og langsomt udviklende ny fremgangsperiode: grundtvigianismen, stænderforsamlingerne, det gryende demokrati, romantikken og frem for alt en ny sund folkeånd for blot at nævne nogle enkelte af en række betydningsfulde fremskridt i en af de mange glorværdige perioder i vor fortid.

En af tidens store romantikere, Adam Oehlenschläger, udtrykte det sådan: Den oplyste nutid har ingen ret til at se med overbærenhed på de primitive aldre, for i mange henseender er den udtryk for et fald fra en strålende fortid. tdj Frederiksborg Amts Avis 4. okt. 2012.

Værd at vide om FORNYELSE

Fornyelse - og især nødvendig fornyelse - kommer som regel enten langsomt eller som en katastrofe. Ofte så langsommeligt, at katastrofen bliver uundgåelig. tdj

Danmarks ressourcer

Vore ressourcer findes ikke længere i jorden, i arbejdsstyrkens størrelse i maskinerne - de findes i menneske-sindet. Mere præcist i menneskets evne til at tænke og skabe.

Man anerkender, at dette gælder for videnskabsmanden. Men man har svært ved at forstå, at det i lige så høj grad gælder for politikeren, embedsmanden, virksomheds­lederen.

...For industri-virksomheden som for samfundet er den virkelig sunde den virkelig afgørende profit innovationernes resultat

... Vi har en enorm opgave foran os. Alt hvad dette Samfund ejer af begavelse og arbejdskraft må bringes i anvendelse. Frem for alt gælder det om, at alle yder deres bedste i bevidstheden om, at de arbejder for deres egen fremtid."

J J Servan-Schrei­ber. "Den amerikanske  udfordring", 1969. tdj 

Den største ulykke

”Den store arbejdsløshed er både et økonomisk og et menneskeligt problem. Og det er større, end de sædvanlige tal angiver. Efterløn er en betaling til folk, der frivilligt gør sig arbejdsløse.

Økonomisk er det et stort tab, at vi ved urealistiske priser på arbejde og kapital lader ca. 10 pct. af landets arbejdskraft gå til spilde. Og især for de langtidsledige og de unge er tabet i velfærd stort, selv om det er uberegneligt.”

 

Sådan sagde professor Thorkil ”livrem” Kristensen (1899 -1989) til dagbladet Børsen, den 24. oktober 1984!!

 

Gode råd for politikere

"Statsbudgettet bør balancere, statskassen være fyldt op, offentlig gæld reduceret, bureaukratiets arrogance dæmpet og kontrolleret og hjælp til til udenlandske lande reduceret. Folk skulle tvinges til at arbejde og ikke regne med staten som krykke." Løkke Rasmussen? Pia Kjærsgaard ? Mette Frederiksen? Nej, Marcus Cicero (106-20 før kristi) tdj

Har De forstand på økonomi?

En lille historie fortalt af Eigil Jacobsen i DEN KORTE AVIS kan måske hjælpe på forståelsen.

En lille beretning om 1000 kroners vandring rundt i det græske samfun"En turist gik ind på hotellet i en lille by i Grækenland.

Hun lægger en 1.000 kr.-seddel i receptionen og går op for at kigge på værelset.

Hoteldirektøren tager straks de 1.000 kr. med sig og løber hen til slagteren og betaler sin regning.

Slagteren tager pengene og betaler bondemanden for det kød, som han har købt på klods.

Bonden tager pengene og betaler sin regning på benzintanken, hvor han har tanket på kredit.

Bestyreren af benzintanken går til den lokale luder og betaler sin gæld på 1.000 kr.

Luderen går hen på hotellet og betaler hvad hun skylder med 1.000 kr. sedlen.

Hoteldirektøren lægger sedlen på disken.

Turisten kommer tilbage til receptionen. Hun bryder sig ikke om værelset og tager sine 1.000 kr. tilbage.

Ingen har tjent så meget som en øre, men hele byen er gældfri og alle ser fremtiden i møde med sindsro.”

------

”Krise i Grækenland? NEJ! NEJ! konkluderer Eigil Jacobsen.”

Forsinkelsernes regering

Det er påfaldende, hvor meget regeringens handlinger, eller rettere mangelen herpå, ligner resultatet af de forskrifter, som professor Parkinson angiver i ”Forsinkelsernes lov”. For eksempel har erhvervsministeren, efter at have gennemført et indledende skridt i en procedurekomite, nu etableret yderligere 7 såkaldte hurtigarbejdende vækstkomiteer, der i 6 måneder skal beskæftige sig med de af Parkinson anviste juridiske, finansielle, kyniske, tekniske, politiske, hysteriske, ineffektive og vanemæssige aspekter af hele problemstillingen.

Efter en sådan grundig undersøgelse (forhaling) er der al mulig grund til at forudse, at der som resultat af de forventelige mange forslag, og de lige så forventelige mange indviklede konsekvenser heraf, vil være samlet et gedigent materiale, der ligner de allerede foreliggende kendsgerninger i en sådan grad, at man vil kunne arbejde videre med dem i nye komiteer med nye forventningsskabende navne.

                                                           
Det virkelige alvorlige problem kunne være, at regeringen måske ikke kender Forsinkelsernes lov, og derfor ikke er klar over, at der findes alternativer til den form for komitologi, som erhvervsministeren anvender. Komitologi er den videnskab, som Parkinson beskriver som en ældgammel metode til brug for dem, som søger udsættelse i stedet for handling. En metode, der muliggør, at man gennem nedsættelse af komiteer beslutter sig til at foregive at søge efter kendsgerninger, som jo i sagens natur allerede burde være kendte for regeringen, i stedet for at træffe beslutninger.

Det egentlige problem, mener Parkinson, er, at de mange stunder vi tilbringer med at høre udredninger fra det som vækstministeren kalder ”dygtige mennesker”, begraver vort tankeliv (og vor handlekraft) i bølge efter bølge af irrelevans.

En dag vil man, som Parkinson også sagde for et halvt hundred år siden, komme til den erkendelse (forhåbentlig), at reformer afhænger af, at der eksisterer reformatorer med almen såvel som specialiseret viden, af mennesker som ofte er parat til at tage loven i deres egen hånd, af personer der snarere siger ”Jamen, hvorfor ikke?” end at de siger ”Hvorfor?

Fordelene og ulemperne af sådanne tanker kunne måske være grundlag for nogle nye hurtigtarbejdende fornuftsteams, som der formentlig bliver behov for til at bearbejde resultatet af erhvervsministerens allerede nedsatte hurtigtarbejdende vækstteams. tdj.

Laissez-faire-liberalisme

Der er kun én ting, der er værre end den nylige Laissez-faire-liberalisme, og det er den tiltagende tro på, at staten skal overtage bankvirksomhed, som den nu synes at være på vej til gennem foretagender som Vækstfonden, Eksport Kredit Fonden og Statens skraldespandselskab.

Først tillod samfundsledelsen, at pengeverdenen udførte det gamle taskenspillernummer med at foregive at få penge til at avle penge gennem investering i oppustning af ejendomsværdier eller andre former for finansballoner. Ganske enkelt tåbeligt, når man burde vide, at kun arbejde kan skabe reelle og varige værdier.

Når ballonerne så endnu en forudsigelig gang revner, beslutter samfundsledelsen derefter at bruge skatteydernes penge til i form af såkaldte bankpakker at erstatte de tab, som spekulanterne i virkeligheden forinden har franarret de samme skatteydere. Begrundelsen er, at man vil hjælpe taskenspillerne til at genetablere det tabte kapitalgrundlag, så at de kan genoptage deres primære formål med at yde kapital til erhvervsaktiviteter med sikkerhed i virksomhedernes egenkapital.

Når det så efterfølgende - lige så forventeligt - viser sig, at bankerne ikke bruger hjælpekapitalen til investeringer i erhvervslivet, beslutter samfundsledelsen derefter også at stille ekstra penge og sikkerhed til rådighed for bankerne gennem bl.a. Eksport Kredit Fonden og Vækstfonden. Det skal så ifølge samfundsledelsen? tjene som en ekstra hjælp til at få bankerne i gang med udlån til de erhvervsvirksomheder, som de i samarbejde med embedsmænd i statens udlånsvirksomheder finder egnede.

På dette stade af historien burde man – i hvert fald i bagklogskabens klare lys – være blevet så meget klogere, at man omsider tog en lille tænkepause.

For eksempel kunne man i denne, lige som Kina for længst har gjort, tage et intensivt kursus i salig Adam Smiths enkle filosofi og gennem et par århundreder gennemprøvede succesmetode. En metode, som vor samfundsledelse foreløbig kun har udnyttet halvdelen af. Nemlig den halvdel, som nogle taskenspillere foreløbig har udnyttet til en vulgærliberalisme, der har forarmet samfundet.

Nu mangler vi blot at tage den anden og vigtigste halvdel af Adam Smiths filosofi i brug. Han advarede nemlig også mod de problemer, som liberalismen førte med sig i form af, at nogle ville kunne tage sig for mange fordele på andres bekostning, og at det netop var samfundsledelsens væsentligste opgave at forhindre dette; og såfremt det skete, at straffe dem, for hvem det alligevel i en periode skulle være lykkedes at narre både samfundet og samfundsledelsen. tdj.

Lær af Kina

Måske skyldes Danmarks uløste vækstproblemer, at vi er bedre til at forkvakle end til at forenkle dem.

Efter at Danmarks regering under de kinesiske lederes besøg i Danmark har haft lejlighed til at belære dem om demokrati, menneskerettigheder m.m. foreslås det, at Danmarks regering hurtigst muligt foretager en genvisit i Kina.

Under et sådant besøg vil regeringen så kunne få lejlighed til at blive belært om, hvordan Kina for eksempel siden 1990 har været i stand til at producere årlige stigninger i deres BNP på næsten 10 procent, mens vores gennemsnitlige stigning har ligget på under 2 pct. Eller om hvordan Kina har været i stand til at reducere fattigdommen med rekordfart, samtidig med at man herhjemme, i hvert fald i visse kredse, taler om stigende fattigdom.

Måske skyldes den hidtidige kinesiske succes alene de kinesiske lederes bedre forståelse af Adam Smiths tanker om, hvordan man fremmer virkelysten og straffer samfundsskadelig udnyttelse af adgangen til at udnytte det frie initiativ. Det kan måske også skyldes, at Kina har tænkt lige så enkle tanker som Prins Philip, der mener, at når de rige har det godt, har de fattige det bedst.  

Man kunne i øvrigt også spare rejsepengene ved at læse nedenstående artikel, ”Bare 10 procent havde initiativ”, som blev bragt i Politiken for 30 – skriver tredive – år siden. Det var i øvrigt et par måneder før den tids socialdemokratiske regering var kørt fast, og landet kørt ned i nærheden af en statsbankerot.

Bare 10 procent havde initiativ

Hvad der skal ske for at få Danmark på fode

Artikel i Politiken, den 21. juli 1982

Af T Dalsgaard Jensen

Tegning Peder Nyman

EN UNGDOMSLEDIG ”socialist” fortæller, at han har startet egen virksomhed med et rentefrit lån på 50.000 kroner. I tilgift har han fået skattefri ferie, store og almindeligt accepterede muligheder for at tjene mere end selv statsansatte chefer og sidst, men ikke mindst, stor officiel anerkendelse for sit private initiativ.

   Utopisk? Nej, kinesisk virkelighed. Efter at Kinas kommunistparti for fire år siden besluttede at genoplive økonomien og formindske ungdomsarbejdsløsheden, har det med sådanne såkaldte privatkapitalistiske incitamenter endnu en gang bevist disses overlegenhed, når det drejer sig om fornyet fremgang. Myndighederne i Kina hævder endvidere, og tilsyneladende med stolthed, at der på denne måde er skabt job i en størrelsesorden, der for Danmarks vedkpommende svarer til 175.000 arbejdspladser i den private sektor. Det forlyder endvidere, at gennemsnitlig 10 pct. Af de unge starter egen virksomhed. Ordet profit er i sandhed kommet ind i Kina-socialismens ordbog. Samtidig synes ordet ungdomsledig ved at blive slettet.

EN HJEMLIG ”kapitalist” fortæller derimod følgende: ”Jeg holder op nu! Iværksættere regnes ikke mere for samfundsnyttige. De bliver kun betragtet som egoister. Man forstår dem ikke. Der er alt for mange restriktioner. Skatterne er alt for høje. Tidligere kæmpede jeg for det, jeg troede på. Men hvorfor skulle jeg nu kæmpe for noget, som man tilsyneladende ikke kan gøre noget ved. Jeg tror ikke, at folk længere er klar over, hvad det egentlig var, der gjorde os rige. Og ingen synes at hjælpe til med at fortælle dem det. Alt tages for givet og naturligt, og folk ønsker bare at få det endnu bedre, uden at tænke på forudsætningerne herfor.

ET AF PROBLEMERNE i dag er nok desværre, at folk som jeg ikke rigtig er engageret længere. Der er efterhånden kun få, som ønsker at gøre noget ekstraordinært med deres liv. Og disse kan alligevel ikke gøre noget, fordi systemet synes at være blevet helt forkalket, Foreløbig er 200.000 gået ud af den private sektor. Flere synes at være på vej. Følgevirkningerne nærmer sig det katastrofale. Ordet ungdomsledig er efterhånden selvskreven til en plads i Nudansk Ordbog, og profit er godt på vej til at blive slettet”

FOR GOD ORDENS SKYLD skal det nævnes, at ordet profit ifølge såvel den kinesiske som den danske ordbog slet og ret betyder fremgang. Selv om Kina nok pr. definition har socialisme, er der noget, der tyder på, at man gennenm accepten af det private initiativ har overskredet den grænse mellem socialisme og kapitalisme, som er betingelsen for, at den enkelte borger tør udnytte mulighederne. Det hjemlige eksempel tyder vel blot på, at vi har overskredet den samme grænse, men altså i den modsatte retning. Eksemplerne viser vel også, at hvis 10 pct. initiativrige specielt bliver tilgodeset, vil resten af samfundet også få udbtte geraf, ligesom samfundet vil lide under, at man negligerer de 10 pct.

Der er under alle omstændigheder noget, der indikerer, at fremgang i mindre grad er et et spørgsmål om, hvem der ejer produktionsmidlerne for øjeblikket, end om, hvem der i fremtiden ser ud til at få mulighed for at kunne disponere over dem. Og der synes i hver fald nu at være ført bevis for, at fremgang faktisk er synonymt med profit.

Naivismens og idiotismens tidsalder.

Afspejler nutidens kunst en manglende samfundsudvikling, eller en løbende afvikling af fornuft og klogskab.
                     
Når en person, der har udnævnt sig selv til kunstner, får transporteret et stort kloakrør ind på et kunstmuseums græsplæne, dækker røret med jord og smider et par afskårne bildæk og en ødelagt havestol ind i absurditeten, og derefter anmoder måbende museumsgæster om ikke at betræde ”kunstværket”, vil jeg påstå, at majoriteten vil mene, at der er tale om noget, der mildest talt må anses for at være tåbeligt.

Hvis man så tænker på, at der er en såkaldt kunstautoritet i form af en museumsdirektør, der har udvalgt ”kunstværket” blandt en hel masse andre, vil flertallet af beskuerne sikkert også ryste på hovedet. Majoritetens undren vil formentlig ikke blive mindre, når de i museumsdirektørens begrundelse for at have valgt ”kunstværket” kan læse, at kunstneren i sine værker undersøger, hvad han betegner som ”kunstens fundamentale skisma”, og ”forholdet mellem natur og kultur.”  

Der er antagelig også nogle, der tvivler om deres egen dømmekraft, og som måske oven i købet lader sig overbevise om, at der er noget, de ikke rigtig har forstået. Hvis de så efterfølgende i en avisartikel kan læse, at kunstnerens inspiration stammer fra hans barndom, hvor han tilbragte meget af sin tid med at løbe på skateboard i en firkantet viadukt i Holte, så vil der måske tilmed være nogle der vil være tilbøjelige til at nikke forstående.

Enten fordi de er blevet overbevist om, at vi også i dag er i stand til at levendegøre H C Andersens eventyr om Kejserens nye klæder, eller fordi de lige som museumsdirektøren vitterligt mener at kunne få øje på kejserens nye klæder.

Spørgsmålet i dag er det samme som dengang der var en kunstner, som forsynede kejseren med nye klæder. Er det kunstneren, kunstautoriteten eller tilskueren, der er naiv og idiotisk?  

Måske er svaret på hele denne problematik at finde i indledningen til vor tids kunst og vor samfundsudvikling i det hele taget, som kan illustreres af Marcel Duchamps udstilling af et urinal fra et pissoir på en kunstudstilling i 1917. Han var inspireret af den nye kunstretning, dadaismen, der var imod den tids herskende kunstautoriteter. Dadaisterne ville angiveligt "frembringe et nyt slags menneske, befriet fra fornuftens tyranni, banalitet, generaler, fædreland, nationer, kunsthandlere, mikrober, opholdstilladelser og fortiden. Grundprincippet var at forarge befolkningen." For som dadaisterne mente, var det idiotiet, der manglede, og man ville derfor bruge alle sine kræfter til at ”etablere idiotiet overalt."

Spørgsmålet i dag er vel derfor. Hvem skaber en ny udvikling, som kunne gå ud på at afskaffe idiotiet. tdj.

-----

Så hold Dem hellere fra dennne form for kunst. Ikke mindst efter at have læst følgende i et maleriudstillingskatalog fra Nordisk Boghandel: "Den aktuelle kunst er betinget af anskuelig metaforisk manifestation af det rumtidkontinuum, hvori fænomenerne for vore visuelle samsninger befinder sig". Pol. 08.07.12

-----

Kvinder maler ikke særlig godt. Det er et faktum.
Sådan forklarer den berømte tyske maler Georg Baselitz det forhold, at meget få kvinder er blandt kunstmarkedets dyreste. Sagen er, at kvinder sjældnere end mænd står på grænsen til idioti, siger han.
Politiken 28.01.13.
PS. Det hører vel også med til historien, at den berømmelse og "genialitet", som hr Baselitz har opnået skyldes, at han eksempelvis hænger de portrætter, som han maler, op med hovederne nedad.
 

Kunsten mangler fornyelse.

Naturligvis mangler kunsten fornyelse. Kunsten afspejler nemlig samfundet, som jo i aller højeste grad også savner fornyelse.

Nutidens kunst begyndte som bekendt med Marcel Duchamps nedrivning af et urinal fra et pissoir, hvorefter han gjorde det til et kunstværk på en kunstudstilling i 1917. Baggrunden var, at han som tilhænger af den nye kunstretning, dadaismen, ville kritisere den herskende opfattelse hos den tids kunstautoriteter.

"Det, vi mangler, er idiotiet”, mente dadaisterne. ”Dada bruger alle sine kræfter på at etablere idiotiet overalt." Det puerile navn dada blev i øvrigt valgt på grund af stilartens barnlige stil!

En kendt dadaist begrundede kunstretningen således: "Vi ville frembringe et nyt slags menneske, befriet fra fornuftens tyranni, banalitet, generaler, fædreland, nationer, kunsthandlere, mikrober, opholdstilladelser og fortiden. Grundprincippet var at forarge befolkningen."

Eftersom det siden 1917 er lykkedes at udrydde forargelsen og fremme ligegyldigheden gennem en tæppebombning af os med lort på dåse, hesteslagtning på åben mark, samt et utal af lignende idiotier, burde udviklingen for længst have givet anledning til endnu en nødvendig fornyelse. Ikke mindst fordi de nuværende kunstautoriteter i alt for høj grad synes at have gravet sig ned i samme skyttegrav som dem, der for næsten hundrede år siden gav anledning til dadaismen.

Hvis ikke andet skulle kunne give anledning til en erhvervs- og samfundsfornyelse, kunne det således være den manglende fornyelse i kunsten. En fornyelse af kunsten ville oven i købet befri diverse kunstautoriteter for spekulationer om, hvad de skal rive ud af virkeligheden og udstille på næste kunstudstilling.

Tiden er i sandhed inde til at berige samfundet, om ikke for andet så som afløsning for næsten hundred års mere og mere tomme og golde forargelsesanstrengelser. tdj.


Status 2012 om "KUNST"
 Vi skal have det sjovt, så længe vi er her. Damien Hirst

Apropos trepartsforhandlinger

Enighed fører til middelmådighed.

I anledning af regeringens indkaldelse til trepartsforhandlinger må det være på sin plads at minde om, hvad tendensforskeren John Naisbitt sagde på en konference om fornyelse i København i 1988:

”Vis mig en ide som regeringen, de store koncerner og organisationerne er enige om, og jeg skal vise Jer en dårlig idé! …”

Han sagde for resten også: ”Dette er iværksætterens tidsalder. Kun iværksætteren kan genoplive økonomien. Det skal ske nedefra og op, det kan ikke gøres oppe fra og ned af regeringsmagten, ”big government”, eller koncernerne, ”big business”

Konferencen var i øvrigt særdeles velbesøgt, også af repræsentanter fra de nævnte tre parter, der begejstret deltog i den store applaus efter Naisbitts indlæg. tdj

Nyt erhvervs- og samfundsliv med gennemprøvede metoder.

Statslån til husmandsbrug skabte en ønskværdig og nødvendig fornyelse og fremgang i slutningen af attenhundredtallet. Statslån til husbyggeri medvirkede til en tilsvarende udvikling i 1950’erne.

Med samme behov i dag som i de nævnte to tidsepoker synes tiden derfor igen at være moden for en ny erhvervs- og samfundsudvikling på gammelkendte præmisser.

I Illustreret Dansk Leksikon, 1935, Bd. 11, s. 163. kan man læse følgende tankevækkende begrundelser for at satse på små og nye erhversenheder:

”Husmandslovgivningen har været Genstand for megen Kritik ud fra det Synspunkt, at Husmandsbruget er en uøkonomisk Driftsform, og at Tilskudspolitikken er finansielt ruinerende for Staten. Fra modsat Side hævdes det, at selvom der kan påvises Fejl, har man dog ved hele denne Lovgivning og Udvikling mod mindre Jordbrug opnået
meget vigtige økonomiske og sociale Fordele, og navnlig fremhæves den samfundsmæssige Gevinst, der er vundet ved Frembringelse af nye Samfundslag, i hvilke Familielivet og Arbejdsglæden er større, og de samfundsmæssige og alment menneskelige Forhold frembringer et bedre Menneskemateriale.”
tdj

Store ord om små virksomheder.

”Små virksomheder er vejen ud af de økonomiske kvaler i dette land, og jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at lette de byrder, der ligger på de små virksomheder." Sådan sagde Clinton efter sin tiltrædelse som præsident i 1993. Og så gjorde han noget ved det!

Med oplysningen om at tilgangen af nye virksomheder nu er nede på samme lave niveau som for omkring 25 år siden er der en særlig grund til at minde herom. Og i samme forbindelse at pege på, at de hidtidige midler og metoder som har været anvendt til at vende den hidtidige udvikling enten har været utilstrækkelige eller direkte forkerte. Tilsyneladende fordi de i alt for stor udstrækning har været baseret på antagelsen om at problemet har været overskud af arbejdskraft og ikke underskud af arbejdspladser. Derfor har vi ikke kunnet producere et tilstrækkeligt stort antal nye, ægte arbejdspladser, men har måttet nøjes med den begrænsede og farlige succes, der ligger i at være eksperter i produktion af syntetiske arbejdspladser. 

Den statsminister, der vender denne udvikling, vil ikke alene kunne gøre sig fortjent til at bære tilnavnet ”de små virksomheders statsminister, men også til betegnelsen: ”Hele Danmarks redningsmand”. tdj

Apropos fornuft – og ufornuft.

Den fornuftige mand tilpasser sig verden. Den ufornuftige forsøger konstant at tilpasse verden efter sig. Derfor må ethvert frem­skridt afhænge af den ufor­nuf­tige.

Fornuft er ofte ikke andet end mod til fejhed.
George Bernhard Shaw.

Den nyttigste lektie livet har lært mig er, at idioterne mange gange har ret. Winston Churchill

Vernunft wird unsinn.

Wohltat, Plage.
(Fornuft bliver til galskab,
velfærd til en plage.)
Goethe 1749-1832

A propos: at appellere til fornuften

er verdens største slag i luften.
Og-
Fornuften er en sjælden vare,
enhver som ejer den, bør spare. Kumbel (Piet Hein)

Du begår ingen dumheder, siger du? Så er der for alvor noget galt. Så er du måske lidt dum? Jens Kistrup.

Sund fornuft kan (måske) alene bruges til at overbevise os om, … at sund fornuft ikke slår til. tdj

Grundtvig - og hans oversete fornyelsesforslag.

Tal fra 2011 viser, at cirka en million danskere mellem 16 og 67 år, eller op mod en fjerdedel af alle personer i dette aldersinterval, er ”forsørget af det offentlige”. Personer på SU og folkepensionister over 67 år er ikke medregnet. Hvis man for mere end 150 år siden havde lyttet mere til Grundtvigs argumenter mod ”offentlig forsørgelse” kunne det måske have været anderledes.

Grundtvigs arbejde som en betydelig samfundsfornyer, bl.a. i forbindelse med igangsættelsen af folkehøjskoler, friskoler, valgmenigheder og som medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling, samt ikke mindst hans humanistiske indstilling i det hele taget, er naturligvis velkendt.

Mindre kendt er hans fornyelsesbestræbelser til gavn for de svage i samfundet og i denne forbindelse hans voldsomme modstand mod udformningen af Grundlovens § 75, stk. 2., hvis hovedindhold er dette: ”Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige"…! Indførelsen af en sådan generel forsørgelsespligt anså han for at være en af de største ”ulykker, som kunne ske for Grundloven, og følgeligen også for hele landet.”

Baggrunden for hans dengang højlydte protester var bl.a. erfaringsmateriale fra England, som han besøgte flere gange i 1830’erne. Her havde en storsindet fattighjælp ikke bare ført til afhængighed, men også og især gjort det vanskeligere at give ordentlig hjælp til uforskyldt trængende gamle, syge, forældreløse, og i det hele taget dem, der virkelig havde behov for bistand.

Måske er tiden inde til igen at kigge lidt på Grundtvigs ignorerede fornyelsesanstrengelser, når antallet af offentligt forsørgede og offentligt lønnede hidtil nærmest har vist sig ustoppelig. tdj

Fra mådehold og handling - til griskhed og passivitet.

Behovet for en genfødsel af Adam Smiths filosofi om ”den usynlige hånd”, som har været medvirkende til den tekniske og økonomiske udvikling, der har fundet sted siden syttenhundredtallet, er nu større end nogen sinde.

Det begyndte ellers så godt med Adam Schmidts filosofi. Ideen var som bekendt, at når individer får lov til at handle indbyrdes uden tvang og motiveret af egennytte opstår der en proces, hvor begge parter vinder ved udvekslingen, og hvor hver enkelt medvirkende samtidig bidrager utilsigtet til samfundets velstand. Den vestlige verdens velstandsudvikling har været et klart bevis på filosofiens rigtighed. Ruslands og Kinas hurtige økonomiske fremgang efter lang tids socialisme er de seneste beviser.

Det nuværende velstandsstop kunne imidlertid samtidig være et tegn på, at Adam Smit filosofi ikke fungerer længere. Sandheden er nok snarere den, at man desværre synes at have glemt - eller i hvert fald negligeret - halvdelen af det, som Adam Smith var fortaler for. Nemlig at den liberalisme, som han beskrev i sit berømte værk, The Wealth of Nations, ikke var uden problemer. For eksempel mente han, at staten skulle optræde som folkets nattevægter, hvis nogen skulle tage sig for mange fordele på andres bekostning. De senere års ejendomsspekulation, bankgrådighed, ja kort sagt al den griskhed og arrogance, som et lille antal af befolkningen med en desværre alt for stor og skadelig eftervirkning har været i stand til at påføre resten af befolkningen, er et klart tegn på, at staten ikke har varetaget sit job. Ellers ville alle dem, som vitterligt kan tilskrives en medskyld i det nuværende velstandsstop, være blevet stillet til ansvar for deres samfundsskadelige handlinger.

Måske har det noget at gøre med landets styre. Eller mangel på samme, som kan være et andet tegn på en deroute fra tidligere tiders filosofier, hvor halvdelen er blevet glemt. I denne forbindelse kan det være værd at minde om Machiavellis forklaring om, at det uanset styrefor­men i alle stater kun er 40-50 mennesker, der reelt styrer, mens resten er tilfreds med at leve i sikkerhed, eller i troen på, at de får sikkerhed. Problemet er, at disse 40-50 mennesker kan være styret af en Hitler, en Stalin, en Churchill, en Gandhi, eller måske bare af en eller anden person, hvis dygtighed alene har bestået i at have bemægtiget sig lederskabet, men ikke er i stand til at forvalte det.

 

 

Eller også lever de 40-50 mennesker i en verden uden ledelse overhovedet, og med et kollektivt ansvar. Og som ligeledes bekendt er alles ansvar lig med ingens ansvar.

 

Derfor! tdj

Det er fornyelse, der er behov for, ikke vækst!

Fornyelse kan nemlig give den nødvendige, nye vækst. At tro, at stadig mere vækst kan skabe en livsnødvendig fornyelse, er naivt. Troen på at stadig øgning af den hidtidige vækst og en deraf forventet øgning af rigdommen gennem renters rente er nemlig både aritmetisk og faktisk umulig.

Hvis en af ens forfædre for eksempel ved Kristi fødsel havde investeret 4 øre til 4 % p.a., så ville en efterkommer i 1750 have kunnet købe en guldkugle af samme vægt som jorden. I 1990 ville man have kunnet købe 12246 gange Jordens vægt. Hvis forfaderen havde kun­net opnå 5 % p.a. i stedet for 4, ville man allerede for beløbet kunne købe den før­ste guldkugle i året 1403 - og i 1990 2742 milliarder guldkugler af Jordens tyngde.

Både vækst og renters rente må nødvendigvis med jævne mellemrum tage en pause. Som regel fordi en forudgående periodes produktion er blevet så effektiv og lagrene så store, at man ikke længere kan beskæftige den hidtidige arbejdsstyrke. Resultatet bliver derefter stigende arbejdsløshed, og dermed forringet købekraft til at aftage den store produktmasse. Det betyder samtidig, at den store ophobning af penge gennem renters rente taber deres værdi, fordi der bliver mindre at investere i, og følgelig forsvinder utopien om guldkuglerne.

Hidtil er sådanne kræftagtige ophobninger af produkter og af velstand blevet løst ved revolutioner, krige og bankerot. Vore dages stigende økonomiske afhængighed mellem alle nationer, og det mange gange opdoblede potenti­ale til global ødelæggelse på mange forskellige områder og måder, gør den slags konfliktløs­ninger uacceptable; vi er altså tvunget til at søge nye løsninger for at undgå endnu en krig, revolution eller bankerot.

Lige så vel som nogle alligevel fortsat vil anse økonomisk vækst for at være problemløseren, er der mere og mere der tyder på, at vækst uden vækstpauser er en yderst farlig problemskaber.

Det må også give anledning til panderynker, at det samfunds- og pengesystem, som vi har været så stolte af, ikke har været i stand til at skabe en ligevægt mellem vækst og fornyelse, så at vi ikke skulle kunne komme i den situation, vi er i nu. Tværtimod må vi nu konstatere, at vi i stedet har fået skabt et system, der har inddraget den arbejdende del af befolkningens andel i den ”frie” markedsøkonomi, for derefter, med de mest in­ef­fek­tive pro­cedurer, at tilba­gebetale nogle af pengene som bistandsydelser (kontant­hjælp af de mest utrolige arter) til de selv­samme mennesker. Og som samtidig ikke har sørget for at lægge penge til side til den mere og mere vitale fornyelse.

Det vil derfor også være klart, at en yderligere investering i vækst i det bestående samfundssystem, samt i det bestående produktions- og forbrugsmønster, ville være tåbeligt. Tværtimod drejer det sig om at komme af med de bestående varelagre, og at lede de resterende, forringede pengemasser i en ny retning – for at undgå en nye krige, revolutioner eller bankerotter..

Kreativ destruktion har man kaldt denne metode eller filosofi. Det kan man læse mere om på Nettet.

Hvad venter vi egentlig på?  tdj.

”Den der vover det forkerte, handler rigtigt. Derved sker det.”

Sådan skrev forfatteren og ”provokatøren” Poul Henningsen i Radiohusets gæstebog kort før han døde.

Citatet er vel værd at tage op til genbrug, når man tænker på alle de ”rigtige” beslutninger og handlinger, som politikere og deres embedsværk til stadighed foregiver at gøre i forstandighedens og fremskridtets navn.  De seneste års ”fornuftige" beslutninger har dog som bekendt hverken kunnet forbedre arbejdsløsheden, underskuddet på statsfinanserne, klimaet samt trafikproblemer m.m.m, og navnlig har de ikke kunnet nære den optimisme og realisme, der er så stort behov for.

Det er vel heller ikke længere nogen hemmelighed, at den tidligere regerings 2020-plan foreløbig er endt som en abort, og at den nye regerings planer foreløbig har vist sig som et forventningsskabende drømmesyn og forhåbningsafbrænderi. Derfor er der vel mere end nogensinde behov for handling og for at vove noget ”forkert”.

Når der således vitterligt hidtil er blevet begået så mange fejl, som på det seneste trods alt i stor udstrækning er blevet erkendt, kunne man vel, i stedet for som hidtil at have søgt at skjule eller udrydde årsagerne, lade erfaringerne indgå i en kreativ proces.  For eksempel ved at analysere, hvad der blev gjort, for efterfølgende at overveje noget andet og modsat og dermed opnå, hvad der virkelig er fornuftigt. tdj.  

Apropos begrebet INTRAPRENEURSHIP

- og den skæbne, som er overgået den tidligere DONG direktør, Anders Eldrup.

Eftersom det ifølge medierne ser ud som om at Dong direktøren var så dedikeret til den grønne teknologi, at han i sin iver - og tilsyneladende naivitet - ikke havde gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i ”Intrapreneurens Ti Bud”, der omhandler forudsætningerne for succes for fornyere i bestående virksomheder, synes der at være behov for at præcisere disse ti bud, og især at pege på vigtigheden af det tiende bud:

1. Mød på arbejdet hver dag parat til at blive fyret.
2. Omgå enhver ordre der går ud på at standse din drøm.
3. Påtag dig hvilket som helst job, der er nødvendigt for at få dit projekt til at virke, uanset din jobbeskrivelse.
4. Find personer der kan hjælpe dig.
5. Følg din intuition mht. til de personer, du vælger at arbejde sammen med, og samarbejd kun med de bedste.
6. Arbejd ”underground” så længe det er muligt – publicity vækker virksomhedens immunforsvar.
7. Spil aldrig på et væddeløb medmindre du er med i det.
8. Husk at det er lettere at bede om tilgivelse end om lov.
9. Vær trofast mod dine mål, men vær realistisk mht. måderne at nå dem.
10. Vis ærbødighed over for dine sponsorer!!!

Rådene stammer fra bogen ”Intrpreneurship” (1985) af Gifford Pinchot III, der anses for at have skrevet en af de bedste af de mange tykke bøger om professionel fornyelse i bestående virksomheder. tdj.    

Hvordan man undgår fornyelse -

Et varieret svarmateriale, der kan anvendes af chefer til at hindre at der kommer nye ideer frem i virksomheden. Materialet er indsamlet hos en række af erhvervslivet store ledere, der har bevist materialets effektivitet.

1. Vi har prøvet det før  2. Det er for dyrt.  3. Vi har for travlt nu  4. Vi er for små  5. Det er for stor en chance at tage nu  6. Fagforeningerne vil være imod det  7. Medarbejderne vil være imod det  8. Jeg kan ikke lide ideen  9. Min sekretær/kone/ far/vil ikke synes som det 10. Vi har aldrig prøvet det før, hvorfor skulle vi så gå i gang nu 11. Vi har prøvet det tidligere - uden held 12. Det er imod "ånden" her i huset 13. Det vil øge vore omkostninger 14. Det ligger uden for vort indflydelsesområde 15. Vi elsker forandringer, blot det ikke kræver                   for mange ændinger. 16. Det er for sophisticated 17. Lad os i stedet komme tilbage til realiteterne 18. Det løser ikke vore problemer. 19. Hvorfor ændre noget? det går jo da egentlig nogenlunde 20. Vi er ikke helt parate til det endnu 21. Du kan ikke lære en gammel hund nye kunster 22. Vi har ikke plads til sådan noget i vort budget 23. Go' idé - men uigennemførligt 24. Lad os stille det lidt i bero

25. De andre vil grine af os. 26. Lad os overveje det endnu en gang 27. Jeg ved hvad jeg vil - forvir mig ikke med facts 28. Ikke det igen! 29. Vi taber penge i det lange løb 30. Hvor har du gravet den dødssyge idé op? 31. Vi har jo klaret os godt uden 32. Det er vist aldrig prøvet før?! 33. Lad os nedsætte en komite 34. Er der nogen der har prøvet det rigtigt før? 35. Det virker ikke hos os. 36. Er der nogen der prøver at lære mig noget 37. Det kan være det virker hos dig - men det vil afgjort ikke virke hos mig 38. Jeg er langt fra overbevist 39. Lad os sove på det 40. Tænk på al den forvirring det vil skabe 41. Det vil gøre alt det gamle forældet 42. Det kan ikke lade sig gøre 43. Det er alt for besværligt at ændre noget nu 44. Jeg kendte en, der prøvede det 45. Du har ret, men... 46. Har du ikke andet og vigtigere at beskæftige dig med - og så de ærlige og redelige svar: 47. Vi kan ikke samarbejde/du er fyret 48. Jeg forstår det ikke 49. Jeg er for gammel 50. NEJ!

Materialet kan også anvendes af iderige medarbejdere til at afsløre fornyelsesforhindrende industrielle dinosaurer - og i tide søge beskæftigelse i en anden virksomhed, hvor der er større klangbund for medarbejdernes ideer. Eller som incitament til at starte egen virksomhed.
tdj