Bedre sent end aldrig.

Vi er dygtige herhjemme. I hvert fald til at få det til at se ud som om vi er det. Men tilsyneladende ikke dygtige nok.

Vi er flittige herhjemme. Vi arbejder ikke bare som før. Vi pukler enden ud af bukserne, siger vi nu. Alligevel er vi, som situationen røber, heller ikke flittige nok.

Vi er også meget kreative. Det taler vi i hvert fald meget om. Men, som situationen har afsløret, ikke kreative nok. I hvert fald ikke, når det drejer sig om at få indtægter nok til at hamle op med udgifterne. Især de fremtidige.

Derfor er vi, når det kommer til stykket, heller ikke rige nok. Vi ved det bare ikke, for vi er nemlig foreløbig heller ikke rigtig kloge - nok.

Men –  vi er som regel gode til at yde noget ekstraordinært, når vi står med ryggen mod den væg, hvor skriften røber, at vi er pisket til at tage os sammen.

Det ville dog være et ønskværdigt og glædeligt fremskridt, hvis vi for en gang skyld gjorde noget effektivt, inden vi igen står med ryggen mod muren. (tdj.90)

Hvad venter vi egentlig på?

I Samuel Beckets skuespil, ”Mens vi venter på Godot”, vidste man i det mindste, at det var Godot, man ventede på. Hvem han så var eller er, strides man om den dag i dag.

I dag ved man tilsyneladende end ikke, hvem eller hvad det er, vi venter på. Langt mindre ved vi tilsyneladende, hvorfor vi bliver ved med bare at vente.

Vi kunne vel i det mindste prøve at definere, hvad det er vi venter på. Eller, når det nu forholder sig sådan, at det i virkeligheden er en hel masse forskellige ting, vi venter på, så at begynde at prioritere rækkefølgen for det, vi skal lede efter.

Det eneste opmuntrende, man kan tænke på for øjeblikket, er derfor, at så længe nogen gider vente, så er der vel – et lille håb. For eksempel fordi ventetiden kun vil forværre de problemer, vi står med for øjeblikket, og den voksende nødvendighed for omsider at gøre noget så vil fritage os for at vælge. tdj