I Samuel Beckets skuespil, ”Mens vi venter på Godot”, vidste man i det mindste, at det var Godot, man ventede på. Hvem han så var eller er, strides man om den dag i dag.
I dag ved man tilsyneladende end ikke, hvem eller hvad det er, vi venter på. Langt mindre ved vi tilsyneladende, hvorfor vi bliver ved med bare at vente.
Vi kunne vel i det mindste prøve at definere, hvad det er vi venter på. Eller, når det nu forholder sig sådan, at det i virkeligheden er en hel masse forskellige ting, vi venter på, så at begynde at prioritere rækkefølgen for det, vi skal lede efter.
Det eneste opmuntrende, man kan tænke på for øjeblikket, er derfor, at så længe nogen gider vente, så er der vel – et lille håb. For eksempel fordi ventetiden kun vil forværre de problemer, vi står med for øjeblikket, og den voksende nødvendighed for omsider at gøre noget så vil fritage os for at vælge. tdj
Ingen kommentarer:
Send en kommentar