Apropos fornuft – og ufornuft.

Den fornuftige mand tilpasser sig verden. Den ufornuftige forsøger konstant at tilpasse verden efter sig. Derfor må ethvert frem­skridt afhænge af den ufor­nuf­tige.

Fornuft er ofte ikke andet end mod til fejhed.
George Bernhard Shaw.

Den nyttigste lektie livet har lært mig er, at idioterne mange gange har ret. Winston Churchill

Vernunft wird unsinn.

Wohltat, Plage.
(Fornuft bliver til galskab,
velfærd til en plage.)
Goethe 1749-1832

A propos: at appellere til fornuften

er verdens største slag i luften.
Og-
Fornuften er en sjælden vare,
enhver som ejer den, bør spare. Kumbel (Piet Hein)

Du begår ingen dumheder, siger du? Så er der for alvor noget galt. Så er du måske lidt dum? Jens Kistrup.

Sund fornuft kan (måske) alene bruges til at overbevise os om, … at sund fornuft ikke slår til. tdj

Grundtvig - og hans oversete fornyelsesforslag.

Tal fra 2011 viser, at cirka en million danskere mellem 16 og 67 år, eller op mod en fjerdedel af alle personer i dette aldersinterval, er ”forsørget af det offentlige”. Personer på SU og folkepensionister over 67 år er ikke medregnet. Hvis man for mere end 150 år siden havde lyttet mere til Grundtvigs argumenter mod ”offentlig forsørgelse” kunne det måske have været anderledes.

Grundtvigs arbejde som en betydelig samfundsfornyer, bl.a. i forbindelse med igangsættelsen af folkehøjskoler, friskoler, valgmenigheder og som medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling, samt ikke mindst hans humanistiske indstilling i det hele taget, er naturligvis velkendt.

Mindre kendt er hans fornyelsesbestræbelser til gavn for de svage i samfundet og i denne forbindelse hans voldsomme modstand mod udformningen af Grundlovens § 75, stk. 2., hvis hovedindhold er dette: ”Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige"…! Indførelsen af en sådan generel forsørgelsespligt anså han for at være en af de største ”ulykker, som kunne ske for Grundloven, og følgeligen også for hele landet.”

Baggrunden for hans dengang højlydte protester var bl.a. erfaringsmateriale fra England, som han besøgte flere gange i 1830’erne. Her havde en storsindet fattighjælp ikke bare ført til afhængighed, men også og især gjort det vanskeligere at give ordentlig hjælp til uforskyldt trængende gamle, syge, forældreløse, og i det hele taget dem, der virkelig havde behov for bistand.

Måske er tiden inde til igen at kigge lidt på Grundtvigs ignorerede fornyelsesanstrengelser, når antallet af offentligt forsørgede og offentligt lønnede hidtil nærmest har vist sig ustoppelig. tdj

Fra mådehold og handling - til griskhed og passivitet.

Behovet for en genfødsel af Adam Smiths filosofi om ”den usynlige hånd”, som har været medvirkende til den tekniske og økonomiske udvikling, der har fundet sted siden syttenhundredtallet, er nu større end nogen sinde.

Det begyndte ellers så godt med Adam Schmidts filosofi. Ideen var som bekendt, at når individer får lov til at handle indbyrdes uden tvang og motiveret af egennytte opstår der en proces, hvor begge parter vinder ved udvekslingen, og hvor hver enkelt medvirkende samtidig bidrager utilsigtet til samfundets velstand. Den vestlige verdens velstandsudvikling har været et klart bevis på filosofiens rigtighed. Ruslands og Kinas hurtige økonomiske fremgang efter lang tids socialisme er de seneste beviser.

Det nuværende velstandsstop kunne imidlertid samtidig være et tegn på, at Adam Smit filosofi ikke fungerer længere. Sandheden er nok snarere den, at man desværre synes at have glemt - eller i hvert fald negligeret - halvdelen af det, som Adam Smith var fortaler for. Nemlig at den liberalisme, som han beskrev i sit berømte værk, The Wealth of Nations, ikke var uden problemer. For eksempel mente han, at staten skulle optræde som folkets nattevægter, hvis nogen skulle tage sig for mange fordele på andres bekostning. De senere års ejendomsspekulation, bankgrådighed, ja kort sagt al den griskhed og arrogance, som et lille antal af befolkningen med en desværre alt for stor og skadelig eftervirkning har været i stand til at påføre resten af befolkningen, er et klart tegn på, at staten ikke har varetaget sit job. Ellers ville alle dem, som vitterligt kan tilskrives en medskyld i det nuværende velstandsstop, være blevet stillet til ansvar for deres samfundsskadelige handlinger.

Måske har det noget at gøre med landets styre. Eller mangel på samme, som kan være et andet tegn på en deroute fra tidligere tiders filosofier, hvor halvdelen er blevet glemt. I denne forbindelse kan det være værd at minde om Machiavellis forklaring om, at det uanset styrefor­men i alle stater kun er 40-50 mennesker, der reelt styrer, mens resten er tilfreds med at leve i sikkerhed, eller i troen på, at de får sikkerhed. Problemet er, at disse 40-50 mennesker kan være styret af en Hitler, en Stalin, en Churchill, en Gandhi, eller måske bare af en eller anden person, hvis dygtighed alene har bestået i at have bemægtiget sig lederskabet, men ikke er i stand til at forvalte det.

 

 

Eller også lever de 40-50 mennesker i en verden uden ledelse overhovedet, og med et kollektivt ansvar. Og som ligeledes bekendt er alles ansvar lig med ingens ansvar.

 

Derfor! tdj

Det er fornyelse, der er behov for, ikke vækst!

Fornyelse kan nemlig give den nødvendige, nye vækst. At tro, at stadig mere vækst kan skabe en livsnødvendig fornyelse, er naivt. Troen på at stadig øgning af den hidtidige vækst og en deraf forventet øgning af rigdommen gennem renters rente er nemlig både aritmetisk og faktisk umulig.

Hvis en af ens forfædre for eksempel ved Kristi fødsel havde investeret 4 øre til 4 % p.a., så ville en efterkommer i 1750 have kunnet købe en guldkugle af samme vægt som jorden. I 1990 ville man have kunnet købe 12246 gange Jordens vægt. Hvis forfaderen havde kun­net opnå 5 % p.a. i stedet for 4, ville man allerede for beløbet kunne købe den før­ste guldkugle i året 1403 - og i 1990 2742 milliarder guldkugler af Jordens tyngde.

Både vækst og renters rente må nødvendigvis med jævne mellemrum tage en pause. Som regel fordi en forudgående periodes produktion er blevet så effektiv og lagrene så store, at man ikke længere kan beskæftige den hidtidige arbejdsstyrke. Resultatet bliver derefter stigende arbejdsløshed, og dermed forringet købekraft til at aftage den store produktmasse. Det betyder samtidig, at den store ophobning af penge gennem renters rente taber deres værdi, fordi der bliver mindre at investere i, og følgelig forsvinder utopien om guldkuglerne.

Hidtil er sådanne kræftagtige ophobninger af produkter og af velstand blevet løst ved revolutioner, krige og bankerot. Vore dages stigende økonomiske afhængighed mellem alle nationer, og det mange gange opdoblede potenti­ale til global ødelæggelse på mange forskellige områder og måder, gør den slags konfliktløs­ninger uacceptable; vi er altså tvunget til at søge nye løsninger for at undgå endnu en krig, revolution eller bankerot.

Lige så vel som nogle alligevel fortsat vil anse økonomisk vækst for at være problemløseren, er der mere og mere der tyder på, at vækst uden vækstpauser er en yderst farlig problemskaber.

Det må også give anledning til panderynker, at det samfunds- og pengesystem, som vi har været så stolte af, ikke har været i stand til at skabe en ligevægt mellem vækst og fornyelse, så at vi ikke skulle kunne komme i den situation, vi er i nu. Tværtimod må vi nu konstatere, at vi i stedet har fået skabt et system, der har inddraget den arbejdende del af befolkningens andel i den ”frie” markedsøkonomi, for derefter, med de mest in­ef­fek­tive pro­cedurer, at tilba­gebetale nogle af pengene som bistandsydelser (kontant­hjælp af de mest utrolige arter) til de selv­samme mennesker. Og som samtidig ikke har sørget for at lægge penge til side til den mere og mere vitale fornyelse.

Det vil derfor også være klart, at en yderligere investering i vækst i det bestående samfundssystem, samt i det bestående produktions- og forbrugsmønster, ville være tåbeligt. Tværtimod drejer det sig om at komme af med de bestående varelagre, og at lede de resterende, forringede pengemasser i en ny retning – for at undgå en nye krige, revolutioner eller bankerotter..

Kreativ destruktion har man kaldt denne metode eller filosofi. Det kan man læse mere om på Nettet.

Hvad venter vi egentlig på?  tdj.

”Den der vover det forkerte, handler rigtigt. Derved sker det.”

Sådan skrev forfatteren og ”provokatøren” Poul Henningsen i Radiohusets gæstebog kort før han døde.

Citatet er vel værd at tage op til genbrug, når man tænker på alle de ”rigtige” beslutninger og handlinger, som politikere og deres embedsværk til stadighed foregiver at gøre i forstandighedens og fremskridtets navn.  De seneste års ”fornuftige" beslutninger har dog som bekendt hverken kunnet forbedre arbejdsløsheden, underskuddet på statsfinanserne, klimaet samt trafikproblemer m.m.m, og navnlig har de ikke kunnet nære den optimisme og realisme, der er så stort behov for.

Det er vel heller ikke længere nogen hemmelighed, at den tidligere regerings 2020-plan foreløbig er endt som en abort, og at den nye regerings planer foreløbig har vist sig som et forventningsskabende drømmesyn og forhåbningsafbrænderi. Derfor er der vel mere end nogensinde behov for handling og for at vove noget ”forkert”.

Når der således vitterligt hidtil er blevet begået så mange fejl, som på det seneste trods alt i stor udstrækning er blevet erkendt, kunne man vel, i stedet for som hidtil at have søgt at skjule eller udrydde årsagerne, lade erfaringerne indgå i en kreativ proces.  For eksempel ved at analysere, hvad der blev gjort, for efterfølgende at overveje noget andet og modsat og dermed opnå, hvad der virkelig er fornuftigt. tdj.