Det er fornyelse, der er behov for, ikke vækst!

Fornyelse kan nemlig give den nødvendige, nye vækst. At tro, at stadig mere vækst kan skabe en livsnødvendig fornyelse, er naivt. Troen på at stadig øgning af den hidtidige vækst og en deraf forventet øgning af rigdommen gennem renters rente er nemlig både aritmetisk og faktisk umulig.

Hvis en af ens forfædre for eksempel ved Kristi fødsel havde investeret 4 øre til 4 % p.a., så ville en efterkommer i 1750 have kunnet købe en guldkugle af samme vægt som jorden. I 1990 ville man have kunnet købe 12246 gange Jordens vægt. Hvis forfaderen havde kun­net opnå 5 % p.a. i stedet for 4, ville man allerede for beløbet kunne købe den før­ste guldkugle i året 1403 - og i 1990 2742 milliarder guldkugler af Jordens tyngde.

Både vækst og renters rente må nødvendigvis med jævne mellemrum tage en pause. Som regel fordi en forudgående periodes produktion er blevet så effektiv og lagrene så store, at man ikke længere kan beskæftige den hidtidige arbejdsstyrke. Resultatet bliver derefter stigende arbejdsløshed, og dermed forringet købekraft til at aftage den store produktmasse. Det betyder samtidig, at den store ophobning af penge gennem renters rente taber deres værdi, fordi der bliver mindre at investere i, og følgelig forsvinder utopien om guldkuglerne.

Hidtil er sådanne kræftagtige ophobninger af produkter og af velstand blevet løst ved revolutioner, krige og bankerot. Vore dages stigende økonomiske afhængighed mellem alle nationer, og det mange gange opdoblede potenti­ale til global ødelæggelse på mange forskellige områder og måder, gør den slags konfliktløs­ninger uacceptable; vi er altså tvunget til at søge nye løsninger for at undgå endnu en krig, revolution eller bankerot.

Lige så vel som nogle alligevel fortsat vil anse økonomisk vækst for at være problemløseren, er der mere og mere der tyder på, at vækst uden vækstpauser er en yderst farlig problemskaber.

Det må også give anledning til panderynker, at det samfunds- og pengesystem, som vi har været så stolte af, ikke har været i stand til at skabe en ligevægt mellem vækst og fornyelse, så at vi ikke skulle kunne komme i den situation, vi er i nu. Tværtimod må vi nu konstatere, at vi i stedet har fået skabt et system, der har inddraget den arbejdende del af befolkningens andel i den ”frie” markedsøkonomi, for derefter, med de mest in­ef­fek­tive pro­cedurer, at tilba­gebetale nogle af pengene som bistandsydelser (kontant­hjælp af de mest utrolige arter) til de selv­samme mennesker. Og som samtidig ikke har sørget for at lægge penge til side til den mere og mere vitale fornyelse.

Det vil derfor også være klart, at en yderligere investering i vækst i det bestående samfundssystem, samt i det bestående produktions- og forbrugsmønster, ville være tåbeligt. Tværtimod drejer det sig om at komme af med de bestående varelagre, og at lede de resterende, forringede pengemasser i en ny retning – for at undgå en nye krige, revolutioner eller bankerotter..

Kreativ destruktion har man kaldt denne metode eller filosofi. Det kan man læse mere om på Nettet.

Hvad venter vi egentlig på?  tdj.