Grundtvig - og hans oversete fornyelsesforslag.

Tal fra 2011 viser, at cirka en million danskere mellem 16 og 67 år, eller op mod en fjerdedel af alle personer i dette aldersinterval, er ”forsørget af det offentlige”. Personer på SU og folkepensionister over 67 år er ikke medregnet. Hvis man for mere end 150 år siden havde lyttet mere til Grundtvigs argumenter mod ”offentlig forsørgelse” kunne det måske have været anderledes.

Grundtvigs arbejde som en betydelig samfundsfornyer, bl.a. i forbindelse med igangsættelsen af folkehøjskoler, friskoler, valgmenigheder og som medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling, samt ikke mindst hans humanistiske indstilling i det hele taget, er naturligvis velkendt.

Mindre kendt er hans fornyelsesbestræbelser til gavn for de svage i samfundet og i denne forbindelse hans voldsomme modstand mod udformningen af Grundlovens § 75, stk. 2., hvis hovedindhold er dette: ”Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige"…! Indførelsen af en sådan generel forsørgelsespligt anså han for at være en af de største ”ulykker, som kunne ske for Grundloven, og følgeligen også for hele landet.”

Baggrunden for hans dengang højlydte protester var bl.a. erfaringsmateriale fra England, som han besøgte flere gange i 1830’erne. Her havde en storsindet fattighjælp ikke bare ført til afhængighed, men også og især gjort det vanskeligere at give ordentlig hjælp til uforskyldt trængende gamle, syge, forældreløse, og i det hele taget dem, der virkelig havde behov for bistand.

Måske er tiden inde til igen at kigge lidt på Grundtvigs ignorerede fornyelsesanstrengelser, når antallet af offentligt forsørgede og offentligt lønnede hidtil nærmest har vist sig ustoppelig. tdj