Laissez-faire-liberalisme

Der er kun én ting, der er værre end den nylige Laissez-faire-liberalisme, og det er den tiltagende tro på, at staten skal overtage bankvirksomhed, som den nu synes at være på vej til gennem foretagender som Vækstfonden, Eksport Kredit Fonden og Statens skraldespandselskab.

Først tillod samfundsledelsen, at pengeverdenen udførte det gamle taskenspillernummer med at foregive at få penge til at avle penge gennem investering i oppustning af ejendomsværdier eller andre former for finansballoner. Ganske enkelt tåbeligt, når man burde vide, at kun arbejde kan skabe reelle og varige værdier.

Når ballonerne så endnu en forudsigelig gang revner, beslutter samfundsledelsen derefter at bruge skatteydernes penge til i form af såkaldte bankpakker at erstatte de tab, som spekulanterne i virkeligheden forinden har franarret de samme skatteydere. Begrundelsen er, at man vil hjælpe taskenspillerne til at genetablere det tabte kapitalgrundlag, så at de kan genoptage deres primære formål med at yde kapital til erhvervsaktiviteter med sikkerhed i virksomhedernes egenkapital.

Når det så efterfølgende - lige så forventeligt - viser sig, at bankerne ikke bruger hjælpekapitalen til investeringer i erhvervslivet, beslutter samfundsledelsen derefter også at stille ekstra penge og sikkerhed til rådighed for bankerne gennem bl.a. Eksport Kredit Fonden og Vækstfonden. Det skal så ifølge samfundsledelsen? tjene som en ekstra hjælp til at få bankerne i gang med udlån til de erhvervsvirksomheder, som de i samarbejde med embedsmænd i statens udlånsvirksomheder finder egnede.

På dette stade af historien burde man – i hvert fald i bagklogskabens klare lys – være blevet så meget klogere, at man omsider tog en lille tænkepause.

For eksempel kunne man i denne, lige som Kina for længst har gjort, tage et intensivt kursus i salig Adam Smiths enkle filosofi og gennem et par århundreder gennemprøvede succesmetode. En metode, som vor samfundsledelse foreløbig kun har udnyttet halvdelen af. Nemlig den halvdel, som nogle taskenspillere foreløbig har udnyttet til en vulgærliberalisme, der har forarmet samfundet.

Nu mangler vi blot at tage den anden og vigtigste halvdel af Adam Smiths filosofi i brug. Han advarede nemlig også mod de problemer, som liberalismen førte med sig i form af, at nogle ville kunne tage sig for mange fordele på andres bekostning, og at det netop var samfundsledelsens væsentligste opgave at forhindre dette; og såfremt det skete, at straffe dem, for hvem det alligevel i en periode skulle være lykkedes at narre både samfundet og samfundsledelsen. tdj.

Lær af Kina

Måske skyldes Danmarks uløste vækstproblemer, at vi er bedre til at forkvakle end til at forenkle dem.

Efter at Danmarks regering under de kinesiske lederes besøg i Danmark har haft lejlighed til at belære dem om demokrati, menneskerettigheder m.m. foreslås det, at Danmarks regering hurtigst muligt foretager en genvisit i Kina.

Under et sådant besøg vil regeringen så kunne få lejlighed til at blive belært om, hvordan Kina for eksempel siden 1990 har været i stand til at producere årlige stigninger i deres BNP på næsten 10 procent, mens vores gennemsnitlige stigning har ligget på under 2 pct. Eller om hvordan Kina har været i stand til at reducere fattigdommen med rekordfart, samtidig med at man herhjemme, i hvert fald i visse kredse, taler om stigende fattigdom.

Måske skyldes den hidtidige kinesiske succes alene de kinesiske lederes bedre forståelse af Adam Smiths tanker om, hvordan man fremmer virkelysten og straffer samfundsskadelig udnyttelse af adgangen til at udnytte det frie initiativ. Det kan måske også skyldes, at Kina har tænkt lige så enkle tanker som Prins Philip, der mener, at når de rige har det godt, har de fattige det bedst.  

Man kunne i øvrigt også spare rejsepengene ved at læse nedenstående artikel, ”Bare 10 procent havde initiativ”, som blev bragt i Politiken for 30 – skriver tredive – år siden. Det var i øvrigt et par måneder før den tids socialdemokratiske regering var kørt fast, og landet kørt ned i nærheden af en statsbankerot.

Bare 10 procent havde initiativ

Hvad der skal ske for at få Danmark på fode

Artikel i Politiken, den 21. juli 1982

Af T Dalsgaard Jensen

Tegning Peder Nyman

EN UNGDOMSLEDIG ”socialist” fortæller, at han har startet egen virksomhed med et rentefrit lån på 50.000 kroner. I tilgift har han fået skattefri ferie, store og almindeligt accepterede muligheder for at tjene mere end selv statsansatte chefer og sidst, men ikke mindst, stor officiel anerkendelse for sit private initiativ.

   Utopisk? Nej, kinesisk virkelighed. Efter at Kinas kommunistparti for fire år siden besluttede at genoplive økonomien og formindske ungdomsarbejdsløsheden, har det med sådanne såkaldte privatkapitalistiske incitamenter endnu en gang bevist disses overlegenhed, når det drejer sig om fornyet fremgang. Myndighederne i Kina hævder endvidere, og tilsyneladende med stolthed, at der på denne måde er skabt job i en størrelsesorden, der for Danmarks vedkpommende svarer til 175.000 arbejdspladser i den private sektor. Det forlyder endvidere, at gennemsnitlig 10 pct. Af de unge starter egen virksomhed. Ordet profit er i sandhed kommet ind i Kina-socialismens ordbog. Samtidig synes ordet ungdomsledig ved at blive slettet.

EN HJEMLIG ”kapitalist” fortæller derimod følgende: ”Jeg holder op nu! Iværksættere regnes ikke mere for samfundsnyttige. De bliver kun betragtet som egoister. Man forstår dem ikke. Der er alt for mange restriktioner. Skatterne er alt for høje. Tidligere kæmpede jeg for det, jeg troede på. Men hvorfor skulle jeg nu kæmpe for noget, som man tilsyneladende ikke kan gøre noget ved. Jeg tror ikke, at folk længere er klar over, hvad det egentlig var, der gjorde os rige. Og ingen synes at hjælpe til med at fortælle dem det. Alt tages for givet og naturligt, og folk ønsker bare at få det endnu bedre, uden at tænke på forudsætningerne herfor.

ET AF PROBLEMERNE i dag er nok desværre, at folk som jeg ikke rigtig er engageret længere. Der er efterhånden kun få, som ønsker at gøre noget ekstraordinært med deres liv. Og disse kan alligevel ikke gøre noget, fordi systemet synes at være blevet helt forkalket, Foreløbig er 200.000 gået ud af den private sektor. Flere synes at være på vej. Følgevirkningerne nærmer sig det katastrofale. Ordet ungdomsledig er efterhånden selvskreven til en plads i Nudansk Ordbog, og profit er godt på vej til at blive slettet”

FOR GOD ORDENS SKYLD skal det nævnes, at ordet profit ifølge såvel den kinesiske som den danske ordbog slet og ret betyder fremgang. Selv om Kina nok pr. definition har socialisme, er der noget, der tyder på, at man gennenm accepten af det private initiativ har overskredet den grænse mellem socialisme og kapitalisme, som er betingelsen for, at den enkelte borger tør udnytte mulighederne. Det hjemlige eksempel tyder vel blot på, at vi har overskredet den samme grænse, men altså i den modsatte retning. Eksemplerne viser vel også, at hvis 10 pct. initiativrige specielt bliver tilgodeset, vil resten af samfundet også få udbtte geraf, ligesom samfundet vil lide under, at man negligerer de 10 pct.

Der er under alle omstændigheder noget, der indikerer, at fremgang i mindre grad er et et spørgsmål om, hvem der ejer produktionsmidlerne for øjeblikket, end om, hvem der i fremtiden ser ud til at få mulighed for at kunne disponere over dem. Og der synes i hver fald nu at være ført bevis for, at fremgang faktisk er synonymt med profit.

Naivismens og idiotismens tidsalder.

Afspejler nutidens kunst en manglende samfundsudvikling, eller en løbende afvikling af fornuft og klogskab.
                     
Når en person, der har udnævnt sig selv til kunstner, får transporteret et stort kloakrør ind på et kunstmuseums græsplæne, dækker røret med jord og smider et par afskårne bildæk og en ødelagt havestol ind i absurditeten, og derefter anmoder måbende museumsgæster om ikke at betræde ”kunstværket”, vil jeg påstå, at majoriteten vil mene, at der er tale om noget, der mildest talt må anses for at være tåbeligt.

Hvis man så tænker på, at der er en såkaldt kunstautoritet i form af en museumsdirektør, der har udvalgt ”kunstværket” blandt en hel masse andre, vil flertallet af beskuerne sikkert også ryste på hovedet. Majoritetens undren vil formentlig ikke blive mindre, når de i museumsdirektørens begrundelse for at have valgt ”kunstværket” kan læse, at kunstneren i sine værker undersøger, hvad han betegner som ”kunstens fundamentale skisma”, og ”forholdet mellem natur og kultur.”  

Der er antagelig også nogle, der tvivler om deres egen dømmekraft, og som måske oven i købet lader sig overbevise om, at der er noget, de ikke rigtig har forstået. Hvis de så efterfølgende i en avisartikel kan læse, at kunstnerens inspiration stammer fra hans barndom, hvor han tilbragte meget af sin tid med at løbe på skateboard i en firkantet viadukt i Holte, så vil der måske tilmed være nogle der vil være tilbøjelige til at nikke forstående.

Enten fordi de er blevet overbevist om, at vi også i dag er i stand til at levendegøre H C Andersens eventyr om Kejserens nye klæder, eller fordi de lige som museumsdirektøren vitterligt mener at kunne få øje på kejserens nye klæder.

Spørgsmålet i dag er det samme som dengang der var en kunstner, som forsynede kejseren med nye klæder. Er det kunstneren, kunstautoriteten eller tilskueren, der er naiv og idiotisk?  

Måske er svaret på hele denne problematik at finde i indledningen til vor tids kunst og vor samfundsudvikling i det hele taget, som kan illustreres af Marcel Duchamps udstilling af et urinal fra et pissoir på en kunstudstilling i 1917. Han var inspireret af den nye kunstretning, dadaismen, der var imod den tids herskende kunstautoriteter. Dadaisterne ville angiveligt "frembringe et nyt slags menneske, befriet fra fornuftens tyranni, banalitet, generaler, fædreland, nationer, kunsthandlere, mikrober, opholdstilladelser og fortiden. Grundprincippet var at forarge befolkningen." For som dadaisterne mente, var det idiotiet, der manglede, og man ville derfor bruge alle sine kræfter til at ”etablere idiotiet overalt."

Spørgsmålet i dag er vel derfor. Hvem skaber en ny udvikling, som kunne gå ud på at afskaffe idiotiet. tdj.

-----

Så hold Dem hellere fra dennne form for kunst. Ikke mindst efter at have læst følgende i et maleriudstillingskatalog fra Nordisk Boghandel: "Den aktuelle kunst er betinget af anskuelig metaforisk manifestation af det rumtidkontinuum, hvori fænomenerne for vore visuelle samsninger befinder sig". Pol. 08.07.12

-----

Kvinder maler ikke særlig godt. Det er et faktum.
Sådan forklarer den berømte tyske maler Georg Baselitz det forhold, at meget få kvinder er blandt kunstmarkedets dyreste. Sagen er, at kvinder sjældnere end mænd står på grænsen til idioti, siger han.
Politiken 28.01.13.
PS. Det hører vel også med til historien, at den berømmelse og "genialitet", som hr Baselitz har opnået skyldes, at han eksempelvis hænger de portrætter, som han maler, op med hovederne nedad.
 

Kunsten mangler fornyelse.

Naturligvis mangler kunsten fornyelse. Kunsten afspejler nemlig samfundet, som jo i aller højeste grad også savner fornyelse.

Nutidens kunst begyndte som bekendt med Marcel Duchamps nedrivning af et urinal fra et pissoir, hvorefter han gjorde det til et kunstværk på en kunstudstilling i 1917. Baggrunden var, at han som tilhænger af den nye kunstretning, dadaismen, ville kritisere den herskende opfattelse hos den tids kunstautoriteter.

"Det, vi mangler, er idiotiet”, mente dadaisterne. ”Dada bruger alle sine kræfter på at etablere idiotiet overalt." Det puerile navn dada blev i øvrigt valgt på grund af stilartens barnlige stil!

En kendt dadaist begrundede kunstretningen således: "Vi ville frembringe et nyt slags menneske, befriet fra fornuftens tyranni, banalitet, generaler, fædreland, nationer, kunsthandlere, mikrober, opholdstilladelser og fortiden. Grundprincippet var at forarge befolkningen."

Eftersom det siden 1917 er lykkedes at udrydde forargelsen og fremme ligegyldigheden gennem en tæppebombning af os med lort på dåse, hesteslagtning på åben mark, samt et utal af lignende idiotier, burde udviklingen for længst have givet anledning til endnu en nødvendig fornyelse. Ikke mindst fordi de nuværende kunstautoriteter i alt for høj grad synes at have gravet sig ned i samme skyttegrav som dem, der for næsten hundrede år siden gav anledning til dadaismen.

Hvis ikke andet skulle kunne give anledning til en erhvervs- og samfundsfornyelse, kunne det således være den manglende fornyelse i kunsten. En fornyelse af kunsten ville oven i købet befri diverse kunstautoriteter for spekulationer om, hvad de skal rive ud af virkeligheden og udstille på næste kunstudstilling.

Tiden er i sandhed inde til at berige samfundet, om ikke for andet så som afløsning for næsten hundred års mere og mere tomme og golde forargelsesanstrengelser. tdj.


Status 2012 om "KUNST"
 Vi skal have det sjovt, så længe vi er her. Damien Hirst