Kunsten mangler fornyelse.

Naturligvis mangler kunsten fornyelse. Kunsten afspejler nemlig samfundet, som jo i aller højeste grad også savner fornyelse.

Nutidens kunst begyndte som bekendt med Marcel Duchamps nedrivning af et urinal fra et pissoir, hvorefter han gjorde det til et kunstværk på en kunstudstilling i 1917. Baggrunden var, at han som tilhænger af den nye kunstretning, dadaismen, ville kritisere den herskende opfattelse hos den tids kunstautoriteter.

"Det, vi mangler, er idiotiet”, mente dadaisterne. ”Dada bruger alle sine kræfter på at etablere idiotiet overalt." Det puerile navn dada blev i øvrigt valgt på grund af stilartens barnlige stil!

En kendt dadaist begrundede kunstretningen således: "Vi ville frembringe et nyt slags menneske, befriet fra fornuftens tyranni, banalitet, generaler, fædreland, nationer, kunsthandlere, mikrober, opholdstilladelser og fortiden. Grundprincippet var at forarge befolkningen."

Eftersom det siden 1917 er lykkedes at udrydde forargelsen og fremme ligegyldigheden gennem en tæppebombning af os med lort på dåse, hesteslagtning på åben mark, samt et utal af lignende idiotier, burde udviklingen for længst have givet anledning til endnu en nødvendig fornyelse. Ikke mindst fordi de nuværende kunstautoriteter i alt for høj grad synes at have gravet sig ned i samme skyttegrav som dem, der for næsten hundrede år siden gav anledning til dadaismen.

Hvis ikke andet skulle kunne give anledning til en erhvervs- og samfundsfornyelse, kunne det således være den manglende fornyelse i kunsten. En fornyelse af kunsten ville oven i købet befri diverse kunstautoriteter for spekulationer om, hvad de skal rive ud af virkeligheden og udstille på næste kunstudstilling.

Tiden er i sandhed inde til at berige samfundet, om ikke for andet så som afløsning for næsten hundred års mere og mere tomme og golde forargelsesanstrengelser. tdj.


Status 2012 om "KUNST"
 Vi skal have det sjovt, så længe vi er her. Damien Hirst