Laissez-faire-liberalisme

Der er kun én ting, der er værre end den nylige Laissez-faire-liberalisme, og det er den tiltagende tro på, at staten skal overtage bankvirksomhed, som den nu synes at være på vej til gennem foretagender som Vækstfonden, Eksport Kredit Fonden og Statens skraldespandselskab.

Først tillod samfundsledelsen, at pengeverdenen udførte det gamle taskenspillernummer med at foregive at få penge til at avle penge gennem investering i oppustning af ejendomsværdier eller andre former for finansballoner. Ganske enkelt tåbeligt, når man burde vide, at kun arbejde kan skabe reelle og varige værdier.

Når ballonerne så endnu en forudsigelig gang revner, beslutter samfundsledelsen derefter at bruge skatteydernes penge til i form af såkaldte bankpakker at erstatte de tab, som spekulanterne i virkeligheden forinden har franarret de samme skatteydere. Begrundelsen er, at man vil hjælpe taskenspillerne til at genetablere det tabte kapitalgrundlag, så at de kan genoptage deres primære formål med at yde kapital til erhvervsaktiviteter med sikkerhed i virksomhedernes egenkapital.

Når det så efterfølgende - lige så forventeligt - viser sig, at bankerne ikke bruger hjælpekapitalen til investeringer i erhvervslivet, beslutter samfundsledelsen derefter også at stille ekstra penge og sikkerhed til rådighed for bankerne gennem bl.a. Eksport Kredit Fonden og Vækstfonden. Det skal så ifølge samfundsledelsen? tjene som en ekstra hjælp til at få bankerne i gang med udlån til de erhvervsvirksomheder, som de i samarbejde med embedsmænd i statens udlånsvirksomheder finder egnede.

På dette stade af historien burde man – i hvert fald i bagklogskabens klare lys – være blevet så meget klogere, at man omsider tog en lille tænkepause.

For eksempel kunne man i denne, lige som Kina for længst har gjort, tage et intensivt kursus i salig Adam Smiths enkle filosofi og gennem et par århundreder gennemprøvede succesmetode. En metode, som vor samfundsledelse foreløbig kun har udnyttet halvdelen af. Nemlig den halvdel, som nogle taskenspillere foreløbig har udnyttet til en vulgærliberalisme, der har forarmet samfundet.

Nu mangler vi blot at tage den anden og vigtigste halvdel af Adam Smiths filosofi i brug. Han advarede nemlig også mod de problemer, som liberalismen førte med sig i form af, at nogle ville kunne tage sig for mange fordele på andres bekostning, og at det netop var samfundsledelsens væsentligste opgave at forhindre dette; og såfremt det skete, at straffe dem, for hvem det alligevel i en periode skulle være lykkedes at narre både samfundet og samfundsledelsen. tdj.