Naivismens og idiotismens tidsalder.

Afspejler nutidens kunst en manglende samfundsudvikling, eller en løbende afvikling af fornuft og klogskab.
                     
Når en person, der har udnævnt sig selv til kunstner, får transporteret et stort kloakrør ind på et kunstmuseums græsplæne, dækker røret med jord og smider et par afskårne bildæk og en ødelagt havestol ind i absurditeten, og derefter anmoder måbende museumsgæster om ikke at betræde ”kunstværket”, vil jeg påstå, at majoriteten vil mene, at der er tale om noget, der mildest talt må anses for at være tåbeligt.

Hvis man så tænker på, at der er en såkaldt kunstautoritet i form af en museumsdirektør, der har udvalgt ”kunstværket” blandt en hel masse andre, vil flertallet af beskuerne sikkert også ryste på hovedet. Majoritetens undren vil formentlig ikke blive mindre, når de i museumsdirektørens begrundelse for at have valgt ”kunstværket” kan læse, at kunstneren i sine værker undersøger, hvad han betegner som ”kunstens fundamentale skisma”, og ”forholdet mellem natur og kultur.”  

Der er antagelig også nogle, der tvivler om deres egen dømmekraft, og som måske oven i købet lader sig overbevise om, at der er noget, de ikke rigtig har forstået. Hvis de så efterfølgende i en avisartikel kan læse, at kunstnerens inspiration stammer fra hans barndom, hvor han tilbragte meget af sin tid med at løbe på skateboard i en firkantet viadukt i Holte, så vil der måske tilmed være nogle der vil være tilbøjelige til at nikke forstående.

Enten fordi de er blevet overbevist om, at vi også i dag er i stand til at levendegøre H C Andersens eventyr om Kejserens nye klæder, eller fordi de lige som museumsdirektøren vitterligt mener at kunne få øje på kejserens nye klæder.

Spørgsmålet i dag er det samme som dengang der var en kunstner, som forsynede kejseren med nye klæder. Er det kunstneren, kunstautoriteten eller tilskueren, der er naiv og idiotisk?  

Måske er svaret på hele denne problematik at finde i indledningen til vor tids kunst og vor samfundsudvikling i det hele taget, som kan illustreres af Marcel Duchamps udstilling af et urinal fra et pissoir på en kunstudstilling i 1917. Han var inspireret af den nye kunstretning, dadaismen, der var imod den tids herskende kunstautoriteter. Dadaisterne ville angiveligt "frembringe et nyt slags menneske, befriet fra fornuftens tyranni, banalitet, generaler, fædreland, nationer, kunsthandlere, mikrober, opholdstilladelser og fortiden. Grundprincippet var at forarge befolkningen." For som dadaisterne mente, var det idiotiet, der manglede, og man ville derfor bruge alle sine kræfter til at ”etablere idiotiet overalt."

Spørgsmålet i dag er vel derfor. Hvem skaber en ny udvikling, som kunne gå ud på at afskaffe idiotiet. tdj.

-----

Så hold Dem hellere fra dennne form for kunst. Ikke mindst efter at have læst følgende i et maleriudstillingskatalog fra Nordisk Boghandel: "Den aktuelle kunst er betinget af anskuelig metaforisk manifestation af det rumtidkontinuum, hvori fænomenerne for vore visuelle samsninger befinder sig". Pol. 08.07.12

-----

Kvinder maler ikke særlig godt. Det er et faktum.
Sådan forklarer den berømte tyske maler Georg Baselitz det forhold, at meget få kvinder er blandt kunstmarkedets dyreste. Sagen er, at kvinder sjældnere end mænd står på grænsen til idioti, siger han.
Politiken 28.01.13.
PS. Det hører vel også med til historien, at den berømmelse og "genialitet", som hr Baselitz har opnået skyldes, at han eksempelvis hænger de portrætter, som han maler, op med hovederne nedad.