Efter en sådan grundig undersøgelse (forhaling) er der al mulig grund til at forudse, at der som resultat af de forventelige mange forslag, og de lige så forventelige mange indviklede konsekvenser heraf, vil være samlet et gedigent materiale, der ligner de allerede foreliggende kendsgerninger i en sådan grad, at man vil kunne arbejde videre med dem i nye komiteer med nye forventningsskabende navne.
Det virkelige alvorlige problem kunne være, at regeringen måske ikke kender Forsinkelsernes lov, og derfor ikke er klar over, at der findes alternativer til den form for komitologi, som erhvervsministeren anvender. Komitologi er den videnskab, som Parkinson beskriver som en ældgammel metode til brug for dem, som søger udsættelse i stedet for handling. En metode, der muliggør, at man gennem nedsættelse af komiteer beslutter sig til at foregive at søge efter kendsgerninger, som jo i sagens natur allerede burde være kendte for regeringen, i stedet for at træffe beslutninger.
Det egentlige problem, mener Parkinson, er, at de mange
stunder vi tilbringer med at høre udredninger fra det som vækstministeren
kalder ”dygtige mennesker”, begraver vort tankeliv (og vor handlekraft) i bølge
efter bølge af irrelevans.
En dag vil man, som Parkinson også sagde for et halvt
hundred år siden, komme til den erkendelse (forhåbentlig), at reformer afhænger
af, at der eksisterer reformatorer med almen såvel som specialiseret viden, af
mennesker som ofte er parat til at tage loven i deres egen hånd, af personer
der snarere siger ”Jamen, hvorfor ikke?” end at de siger ”Hvorfor?
Fordelene og ulemperne af sådanne tanker kunne måske være
grundlag for nogle nye hurtigtarbejdende fornuftsteams, som der formentlig
bliver behov for til at bearbejde resultatet af erhvervsministerens allerede
nedsatte hurtigtarbejdende vækstteams. tdj.
