Hvorfor nøle, for hvad nu hvis....?

Kriser rummer både farer og chancer. Tiden er derfor inde til at benytte lejligheden til at virkeliggøre nødvendige, nye visioner i stedet for passivt at acceptere den nuværende, bekymringsvækkende stilstand.

For, hvad nu, hvis det ikke bare er en cyklisk depression, der skal overstås, men et økonomisk sammenbrud, der ulmer? Som krakket i 1929 eller Statsbankerotten i 1813. Sådanne hændelser indtræffer tilsyneladende med omkring 100 års mellemrum.

Hvad nu, hvis drømmen om større og bedre demokratier brister? Verdens demokratier er omkring 200 år gamle, og det første forsøg bukkede under efter 200 år.

Hvad nu, hvis udenlandske konjunkturer inden længe gør det nødvendigt at tage seriøs stilling til Danmarks fremtid, og det bliver klart, at vi burde have handlet noget før, i stedet for passivt at vente på ”bedre tider”?

 

For øjeblikket er vi lige så rige og lykkelige som Argentina var for 50 år siden og Japan op til 1992. Nu er Argentina reelt bankerot, og Japan i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Vi er også nødt til at overveje den kendsgerning, at forkalkningen i visse dele af verdens pengesystem har muliggjort, at vi lige som mange andre ”rige” lande spiser mere, end vi producerer, og dermed i princippet er på vej mod økonomisk uføre.

Krisens store chance ligger i, at de enkle midler og metoder, der blev brugt til genopretningen efter Statsbankerotten i 1813 og efter krakket i 1929, er de samme som forhindrede et økonomisk sammenbrud efter anden verdenskrig. Kuren består af ekstraordinære incitamenter for erhvervslivet, beskæring af den offentlige sektor, og ikke mindst af de deraf muliggjorte skattenedsættelser. I nævnte rækkefølge. Det vil give folkeånden det løft, der er nødvendig for at komme ud af det nuværende traume.
I forbindelse med kuren er der tillige behov for en kulturel og økonomisk bypass-operation, der kan bringe pengestrømmen uden om den alvorlige åreforkalkning i dele af det eksisterende pengekredsløb. Kun en brøkdel af de midler, der daglig omsættes på verdens finansmarkeder, vedrører handel og vareudveksling. Derfor bør første skridt være at lede en større del af pengestrømmen fra pensionsopspa­rerne ad nye årer til nye aktiviteter og produkter af næsten enhver art i små og nye virksomheder, som er det egentlige grundlag for den fremtidige velfærd.
Hvorfor nøles der så?
Tage Dalsgaard Jensen (Indlæg i Information 2003)

Et frit samfund hæmmer fornyelse

Fordelen ved et frit samfund er at enhver frit kan give udtryk for sin mening. En af ulemperne, eller i hvert fald et af problemerne, er, at forslag til for­nyelser, hvor gode de end måtte kunne vise sig at være, når de omsider bliver gennemført, alt for ofte vil blive mødt med modtræk af dem, der sidder på magten og pengene, som de vil bruge i fornødent om­fang til at få et flertallet til at mene det samme.

Derfor vil væsentlige fornyelser i et demokratisk "frit" samfund ofte komme for langsomt, i util­stræk­kligt omfang, eller for sent og dermed for radikal, fordi fornyelsen i så fald først kom­mer efter en forud­gå­en­de kata­stro­fetilstand. Et frit samfund er således ikke frit med hensyn til fornyelse. (TDJ)

Apropos jobskabelse

Den jobskabende virksom­hed er som regel lille. Den er tillige dynamisk (eller usta­bil, afhængig af hvilken synsvin­kel der anlægges) - den slags virk­somhed, som ban­ker fø­ler sig utrygge ved. Den er tillige oftest ung. Kort sagt, virksom­hederne, som kan og rent faktisk skaber flest job, er dem, der er vanske­ligst at nå gennem konven­tionelle erhvervs­fremme-program­mer. (David Birch - forfatter til bog om job­skabel­se)tdj

Statsbankerot som inspiration til fornyelse.

Der er mange gode grunde til allerede nu at begynde at ”fejre” 200-året for Statsbankerotten i 1813. For eksempel ved i tiden op til 200-årsdagen for kundgørelsen om Statsbankerotten den 5. januar 2013 i medierne at bringe stof og debat om de forbavsende lighedspunkter, der er i indholdet af forholdene for 200 år siden og nu.

For det første er der så meget i vor nuværende økonomiske og kulturelle situation, der ligner de forhold, der førte til Statsbankerotten, at man nærmest må gyse. Historiebøgerne beretter således blandt andet om en finansminister, der med en utrolig opfindsomhed stadig fandt nye veje ud af den øjeblikkelige misere, og om hvordan man døvede befolkningens sanser med forventningsskabende kundgørelser, som hindrede en ønskværdig debat om den stadig stigende risiko for det uafvendelige. En historiker sammenfattede det sådan: ”Vi havde i forhold til landets ev­ner for stor en landmagt, for stor en sømagt, for stor en civiletat, for stor en pen­sionsetat etc.., uden at alligevel hver enkelt svarede til det, man ventede eller fordrede af den. Det var som erfaringen nylig i en vigtig del på så overtydende en måde har lært os, for meget for vore kræfter og dog for lidet for øjemedet.”

For det andet kan det være nyttigt at erindre om, at de foranstaltninger, som blev truffet for at redde landet efter katastrofen, og som, hvis de havde været iværksat i tide, måske kunne have forhindret den, var af den mest enkle art. Som de væsentligste kan nævnes kraftige besparelser i den offentlige sektor, skattelettelser, og sidst, men ikke mindst, forbedring af vilkårene for den tids hovederhverv. Blandt de mere kuriøse besparelser kan nævnes den såkaldte ”indbyrdes undervisning” i skolerne. For at spare på lærerlønningerne lod man de større børn under lærerens overkommando undervise de mindre.

For det tredje er det særlig tankevækkende, at disse enkle foranstaltninger var med til at bringe landet ind i en fornuftig og langsomt udviklende ny fremgangsperiode: grundtvigianismen, stænderforsamlingerne, det gryende demokrati, romantikken og frem for alt en ny sund folkeånd for blot at nævne nogle enkelte af en række betydningsfulde fremskridt i en af de mange glorværdige perioder i vor fortid.

En af tidens store romantikere, Adam Oehlenschläger, udtrykte det sådan: Den oplyste nutid har ingen ret til at se med overbærenhed på de primitive aldre, for i mange henseender er den udtryk for et fald fra en strålende fortid. tdj Frederiksborg Amts Avis 4. okt. 2012.