Der er mange gode grunde til allerede nu at begynde at
”fejre” 200-året for Statsbankerotten i 1813. For eksempel ved i tiden op til
200-årsdagen for kundgørelsen om Statsbankerotten den 5. januar 2013 i medierne
at bringe stof og debat om de forbavsende lighedspunkter, der er i indholdet af
forholdene for 200 år siden og nu.
For det første er der så meget i vor nuværende økonomiske og kulturelle situation, der ligner de forhold, der førte til Statsbankerotten, at man nærmest må gyse. Historiebøgerne beretter således blandt andet om en finansminister, der med en utrolig opfindsomhed stadig fandt nye veje ud af den øjeblikkelige misere, og om hvordan man døvede befolkningens sanser med forventningsskabende kundgørelser, som hindrede en ønskværdig debat om den stadig stigende risiko for det uafvendelige. En historiker sammenfattede det sådan: ”Vi havde i forhold til landets evner for stor en landmagt, for stor en sømagt, for stor en civiletat, for stor en pensionsetat etc.., uden at alligevel hver enkelt svarede til det, man ventede eller fordrede af den. Det var som erfaringen nylig i en vigtig del på så overtydende en måde har lært os, for meget for vore kræfter og dog for lidet for øjemedet.”
For det andet kan det være nyttigt at erindre om, at de
foranstaltninger, som blev truffet for at redde landet efter katastrofen, og
som, hvis de havde været iværksat i tide, måske kunne have forhindret den, var
af den mest enkle art. Som de væsentligste kan nævnes kraftige besparelser i den
offentlige sektor, skattelettelser, og sidst, men ikke mindst, forbedring af
vilkårene for den tids hovederhverv. Blandt de mere kuriøse besparelser kan
nævnes den såkaldte ”indbyrdes undervisning” i skolerne. For at spare på
lærerlønningerne lod man de større børn under lærerens overkommando undervise de
mindre.
For det tredje er det særlig tankevækkende, at disse
enkle foranstaltninger var med til at bringe landet ind i en fornuftig og
langsomt udviklende ny fremgangsperiode: grundtvigianismen,
stænderforsamlingerne, det gryende demokrati, romantikken og frem for alt en ny
sund folkeånd for blot at nævne nogle enkelte af en række betydningsfulde
fremskridt i en af de mange glorværdige perioder i vor fortid.
En af tidens store romantikere, Adam Oehlenschläger,
udtrykte det sådan: Den oplyste nutid har ingen ret til at se med overbærenhed
på de primitive aldre, for i mange henseender er den udtryk for et fald fra en
strålende fortid. tdj Frederiksborg Amts Avis 4. okt. 2012.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar