ATTENTAT PÅ CHRISTIANSBORG

Politikerne skal tvinges til at gøre noget ved ledigheden

Artikel af T Dalsgaard Jensen i Det Fri Aktuelt den 30.november 1991

Dvs. i dag for præcis 21 år siden   

Med stadig kortere mellemrum tænker jeg på at affyre et stort kanonslag på Christiansborg Slotsplads. Et brag der kan smadre nogle ruder og få regering og folketingsmedlemmer til at kigge ud og mærke lidt af kulden udenfor. Nu tænker jeg på det igen!

Alt for mange inde på Christiansborg, og tilsyneladende flertallet, synes nemlig i stadig stigende grad at være mere optaget af at producere øjeblikkelige succeser, end af at tænke på prisen for disse. Eller også synes de i for stor udstrækning at være forblændet af deres respektive tilsyneladende øjeblikkelige succeser, og er ikke opmærksom på, at der på længere sigt endog kan være tale om intet mindre end en samlet fiasko.

Arbejdsløsheden er i sig selv det bedste bevis for, at landet endnu en gang ikke har været i stand til effektivt at udnytte de tidligere ekstraordinært gunstige udenrigspolitiske konjunkturer. Især har investeringer i en løbende fornyelse og udvidelse af erhvervssektoren været alt for ringe.

Mangelen på en fornyet erhvervssektor rummer tillige en alvorlig risiko for at vi om få år ikke har fået etableret en nødvendig ny erhvervsstruktur, der er ude over børnesygdommene. Dette er nemlig nødvendigt for at hindre, at nogle med garanti tilbagevendende, ugunstige udenrigspolitiske konjunkturer lige som så mange gange før skal medføre ekstraordinært store tilbageslag.

En sådan situation kan kun karakteriseres som utilladelig sløseri med værdifuld arbejdskraft. Der er ikke blot tale om, at den arbejdskraft, der ikke blev brugt sidste år, ikke kommer igen. Faren for at den forringes, fordi den ikke bliver brugt eller påskønnet, øger spildet. Selv de mest inderlige forsikringer fra det enkelte folketingsmedlem om at hun eller han i hvert fald har gjort sit bedste, at arbejdsløsheden i virkeligheden ikke er så stor, eller at det er noget man må leve med, kan ikke undskylde dette kollektive sløseri.

Beviset herfor kan fremlægges, når folketingsmedlemmerne kigger ud af de smadrede vinduer. Så vil de nemlig blive konfronteret med den del af befolkningen, som er arbejdsduelig, men som for øjeblikket ikke deltager i samfundsproduktionen. Ved håndsoprækning skal de tilstedeværende modtagere af dagpenge, efterløn,førtidspension, eller andre former for arbejdspladskompenserende udbetalinger vise deres arbejdsvillighed. Forudsat at arbejdsvillighed bliver påskønnet i rimeligt omfang i forhold til hvad man får ud af det ved ikke at deltage i samfundsproduktionen, er der næppe tvivl om, at folketingsmedlemmerne vil kunne komme til at se ud over en forsamling på over en halv million arbejdsduelige arbejdsvillige, hvis der ellers er plads til dem.  Ved håndsoprækning skal det derefter tillige tilkendegives, hvem der er villige til at blive selvstændige arbejdsgivere og dermed producenter af arbejdspladser. Forudsat naturligvis også at dette kan betale sig. Her vil der efter al sandsynlighed være tale om langt over 100.000. Skulle der være enighed om at undgå risikoen for de smadrede ruder, kan en Gallupanalyse bekræfte tallene.

Derefter skal der på store tavler på slotspladsen vises regnestykker, der godtgør hvad den hidtidige negligering af denne store, uudnyttede arbejdsstyrke har kostet samfundet. Der er næppe tvivl om, at en del af forsamlingen herefter vil kunne føle sig fristet til at kræve genindførelse af hjul og stejle for de ansvarlige. Samtidig vil de mest hårdnakkede yndere af arbejdsløsheden på Christiansborg muligvis forsøge at pege på lige så middelalderlige fortilfælde, hvor man som middel til en postuleret efterfølgende beskæftigelsesfremgang kan henvise til en forudgående fremprovokeret stor arbejdsløshed.

I begge tilfælde er der nok tale om de samme persongrupper, som tror på krig som genvej til fred, og som på forhånd afviser enhver form for fornyelse af midler og metoder til løsning af problemerne. Men vi lever jo nu engang i nutiden, og må derfor også bearbejde problemet med nutidige metoder. Et af de væsentligste karakteristika kunne derfor være, at midlerne og metoderne bør være forskellige fra hidtidige metoder, ikke en gentagelse af dem.

Blandt de nutidige kan nævnes systemer, hvor man giver ekstra incitamenter til og giver muligheder for at der kan foretages ekstraordinære investeringer i de mennesker og små og nye projekter, som ser ud til at kunne producere arbejdspladser i stedet for at nedlægge dem.

Til afløsning af de incitamenter, der for øjeblikket gives til automatisering og rationalisering af arbejdspladser. Med de hidtidige metoder bliver Danmark nemlig blot endnu mere afhængig af færre større virksomheder, der dermed i endnu højere grad kommer til at ligne dem der er i større lande med billigere arbejdskraft, som vi alligevel ikke vil kunne konkurrere med i en meget nær fremtid.

Til afløsning også af de syntetiske erhvervsfremmemidler, der hidtil hovedsagelig kun har vist sig egnet til at skabe syntetiske arbejdspladser og syntetisk sjælero hos visse politikere, eller til afløsning af indkomstkompenserende udbetalinger. Disses væsentligste betydning synes at være, at man ganske enkelt alene har understreget de generelt ringere forhold, der er gældende for selvstændige erhvervsdrivende.

Problemet er blot at fornyelsen først og fremmest skal komme fra Folketinget. Og at der tilsyneladende kun synes at være den middelalderlige metode tilbage med kanonslaget for at få det vækket.

Højt at flyve – eller – her går det godt!

Mens regeringen gør, hvad dens medlemmer er bedst til, nemlig at få det til at se ud som om vi er i gode hænder og ikke har grund til at tænke på andet end ny fremgang, og vi andre bare lever videre som vi plejer, kan det være på sin plads at genfortælle den gamle historie om nattergalen, som i sin troskyldige ubekymrethed syngende fløj højere og højere. Jo højere den kom op i de kolde luftlag jo skønnere sang den - men faktisk til ingen nytte.

Efterhånden var den imidlertid kommet så højt op, at den pludselig frøs til en isklump, og pladask faldt ned på den bundfrosne jord. En ko kom tilfældigt forbi og afleverede en kokasse lige oven på den lille stenfrosne natter­gal. Varmen genoplivede den, og da den stak hovedet op gennem kokassen brød den igen ud i den mest fantastiske sang. En kat, der var i nærheden, blev tiltrukket, trak den op af kokassen og åd den.

Historien er hermed faktisk færdig. Lidt halvtrist måske. Det er nu heller ikke så meget historien man skal hæfte sig ved, som ved moralerne, der er ved den. Der er nemlig hele fem:

1. Den første morale er naturligvis: Højt at flyve, dybt at falde.

 
2. Den anden er den, at - det er ikke alle, der skider på en, der vil en noget ondt.

3. Den tredje er så den, at - det er faktisk heller ikke alle, der trækker en ud af skidtet, der vil en noget godt.

4. Den fjerde er, at man ikke skal synge, når man sidder i lort til halsen,

5. og endelig den femte, at - det kan faktisk være rigtig svært at lade være.

 

Også sagt om optimisme:

Optimisme er den mest ekstreme form for dumdristighed. Anatole France.
Optimisme er den tilfredshed, der ses hos små mænd (og kvinder) i høje stillinger. F. Scott Fitzgerald.
tdj

 

Alles ansvar er ingens ansvar

Det gælder også, når det drejer sig om den manglende rettidige omhu i forbindelse med at hindre finanskrisen.

Derfor kan det undre, at den afgående direktør for Nationalbanken, Niels Bernstein, har fundet anledning til at fralægge sig sin personlige andel af ansvaret for kendsgerningerne. Nemlig, at såvel Nationalbanken som landets ledelse, samt størsteparten, og i hvert fald den toneangivende del af resten af den øvrige del af trekantalliancen, det øvrige store, tunge statsapparat, de store og fornyelsessinkende arbejder- og arbejdsgiverorganisationer, de egoistiske banker og nogle eftersnakkende økonomer, stort set handlede ens. Bag lukkede døre og med hviskende stemme har de sikkert alle luftet muligheden for det uafvendelige. Bagefter har de så uden kommentarer stort set været enige om at krybe ind under den dulmende realitet: Alles ansvar er ingen ansvar.

Spørgsmålet er, hvor højt der er blevet hvisket bag lukkede døre om den advarsel, som Nationalbanken hævder at have givet politikerne om den truende finanskrise. Som en af mange almindelige borgeres undren over  de internationale advarselslamper, der i 2005 blinkede om en truende gældsboble tillod jeg mig dengang i en artikel i Børsen at stille dette spørgsmål:  Hvorfor slår man (Nationalbanken) sig på dette vitale område (den truende gældsboble) tilsyneladende til tåls med, at det er tilstrækkeligt at vide, at man ik­ke rigtig ved noget?

Baggrunden var, at Nationalbanken i en kvartalsrapport i sommeren 2005 havde konkluderet følgende: ”Væksten i hedgefond-branchen betyder, at en stigende andel af den samlede kapital forvaltes af enheder, der ikke har indberetningspligt, og som er uden for tilsyn. Det gør det vanskeligere for til­synsmyn­digheder og centralbanker at følge med i, hvad der foregår i markedet, og om der måtte være tegn på ustabilitet under udvikling.”

Nogle internationale økonomer havde på det tidspunkt allerede længe peget på risikoen for en mulig forestående kollaps i verdens­økonomien. Det begrundedes bl.a. med, at et stadig større antal hedgefonde havde været i stand til at skabe et økonomisk cirkus, hvori de med lånte penge og lånte aktier, og ikke mindst alskens hekseri i form af gearing, futures og options og anden form for blændværk fik det til at se ud som om penge kan avle penge. Ganske vist havde de allerede dengang med deres investeringsstrategi, der blev betegnet som ”vilde væddemål med astronomiske beløb”, tilsyneladende været i stand til at tjene enorme formuer til en begrænset investorskare. Det hørte vi i hvert fald meget om. Derimod hørte vi meget lidt om, at der sideløbende hermed skabtes en gældsboble, der var mange gange større end det globale bruttonationalprodukt.

Eftersom der stadig synes at være en voksende del af økonomien, der unddrager sig de overordnede myndigheders indsigt og kontrol ville det derfor have været bedre, om Nationalbankdirektøren havde ladet fortiden ligge og som sin afgangsreplik havde sagt følgende: Kære landsmænd. Er I klar over, at faren for et kollaps langt fra er overstået, og at det derfor nu er jer, der på en eller anden ny måde må til at tage sagen i egen hånd? Ganske enkelt fordi landets formodede kloge hoveder klart har bevist, at de foreløbig hverken har været i stand til at forudse udviklingen, og foreløbigt langt mindre at foretage sig noget, der kan afhjælpe konsekvenserne. tdj 
-----
"Børsen er blevet et gigantisk kasino. Dog med den forskel, at et kasino er mere gennemskueligt og lettere at forstå".. Thomas Peterffy, en af USA's superrige pengehandlere og skaber af den elektroniske pengehandel. 

Jo mere frihed, jo mere liv, jo mere afsætning!

Vor tids slogan, men der er også en bagside!

     Det er tankevækkende at nutidens slogan og livsanskuelse er nøjagtig den samme, som man troede kunne have forhindret Statsbankerotten i 1813. Også dengang mente man at kunne drive truende ubalancer i samfundsudviklingen bort med håb, bygget på skønmalerier om optimismens og liberalismens forunderlige kraft. Og endnu en gang i historien måtte man pludselig konstatere, at en stor del af den rigdom, der var skabt på dette grundlag, havde været illusorisk.

     25 års fremgang fra 1780 (1980?) havde ellers været lovende. Boligerne blev flere og bedre. Landevejene blev fornyede og postgangen udbygget. Egnsudvikling bragte en del industrier ud af hovedstaden. Talrige nye industrier og handelsforetagender blev grundlagt. Også dengang overvurderede man imidlertid erhvervslivets ”utrættelige” evne til at udnytte chancerne i en foranderlig verden og dets evner til at forudse og håndtere en nedgang. Til gengæld gav man sig livsnydelsen i vold med en inderlighed og ubekymrethed, som det kunne være i dag. Der berettedes om drik, nattesvir, usædelighed, utugt og sædernes forfald, som drøftedes ivrigt og resultatløst af såvel liberalister som moralister.

     En historiker beretter, at tiden inden statsbankerotten især havde været præget af at "bedragerier, spil, værtshussjov og ty­ve­rier florerede.” Han kunne også fortælle følgende karakteristiske træk fra tiden: ”Kvindedragterne vare, særlig til sel­skabs­brug, tynde og stærkt ned­ringede, farlige for kvindernes sundhed og for mæn­denes sandser. Forholdet mel­lem kønnene var løst, navnlig i de laveste og i de hø­je­ste klasser.” En fjerdedel af børnene blev født uden for ægteskab. I perioder mindre. Til andre tider flere. Post­for­bin­del­serne for­rin­ge­des jævnligt efter forudgående for­bedringer. Til gengæld strammedes miljø­lov­giv­nin­gen! For eksempel sendtes køer, heste og svin ud fra stalde i byboligernes stuetager. Man puslede jævnligt med skatterne, lånelovene, samtidig med at man gjorde ihærdige anstrengelser for at forbedre folkesundheden bl.a. gennem ”udvik­lingen af legemets færdighede­r.” Tidsepokens indvandrerproblemer afspejles af en statistik, der viste at ”7 af hver 38 forbrydere vare udlændinge".

     Fem år før katastrofen i 1813 fældede en regeringskommission, der var nedsat for at klarlægge situationen, denne dom. ” Faren er urgent, landet er i en, hver dag voxende, krisis, og vi have anset det for vor pligt, uden forbeholdenhed at skildre den”. 

Kommissionen påpegede tillige en række uheldige træk i sam­funds­udviklingen. Samtidig gentog den nogle tid­ligere fremsatte ad­varsler om, hvad en fortsættelse af udviklingstendenserne uden drastiske indgreb kun­ne re­sultere i. Trods den alvorlige tone i advarslerne havde de dengang stort set samme effekt som hyrde­dren­gens gentagne advarsler i fabelen om ulven. Der var blevet skreget gevalt så man­ge gange, at ingen rigtig troede på, at der var nogen fare, da katastro­fen indtraf.

     Den bedste beskrivelse af hvorledes finans­væsenet i den her omhandlede periode gebærdede sig gives af finans­embeds­mand, der mange år efter bankerot­ten fældede følgende dom. "I den danske stat" - siger han - "er der for­skellige anledninger til statsudgifter, alle formede på en måde, som næppe findes hos nogen anden. Vi havde i forhold til landets ev­ner for stor en landmagt, for stor en sømagt, for stor en civiletat, for stor en pen­sionsetat etc.., uden at alligevel hver enkelt svarede til det, man ventede eller fordrede af den. Det var som erfaringen på så overtydende en måde har lært os, for meget for vore kræfter og dog for lidet for øjemedet". Dette lands tilsyneladende evige skæbne.

     "For at redde landet ud heraf under de daværende tilstande, havde der måtte fordres en energisk og overlegen ledelse. Men af energi var der kun lidet, kun nu og da nervøs voldsomhed, af overlegenhed var der endnu mindre, kun til den ene side den rutinemæssighed, der lagde hovedvægten på at komme ud af den enkelte dags forlegenheder, til den anden side dilettanteri med uigennemførlige projekter, - af ledelse var der slet intet", var eftertidens dom. tdj.

 

Fejlslagne attentater mod arbejdsløsheden

Arbejdsløshed

Under lignende arbejdsløshedsproblemer som i dag affyrede en tilhører i efteråret 1930 et pistolskud fra tilhørerpladserne på Christiansborg mod socialminister Steincke. Forud havde man oplevet en såkaldt hungermarch fra Aalborg til København. Ministeren var som så mange gange før i færd med at tale om behovet for ekstraordinære indsatser i forbindelse med arbejdsløsheden. Kuglen ramte 10 meter over Steincke. Også arbejdsløsheden overlevede. Resultatet blev en ekstraordinær uddeling af spisebilletter til folkekøkkenerne til de arbejdsløse.

 
Der er sket store fremskridt siden 30’erne. Der skydes ikke længere i Folketinget. Folkekøkkenerne er nedlagt. Nu løser vi ikke problemerne alene nationalt. Vi samarbejder med EU. Det hjælper meget, hævder man. F.eks. kan vi konstatere, at vore egne problemer er mindre end i de andre EU lande. Det luner. Og så har vi som nævnt fået en akutpakke. Vigtigst af alt er vel, at politikerne er blevet dygtigere til at komplicere problematikken og smile, når den dystre situation og deres forventnings­skabende visioner fremlægges. Og ikke mindst til med stadig større finesse at snakke, snakke, og snakke om problemerne - i stedet for at løse dem.

Derfor overlever også den nuværende konjunkturbestemte arbejdsløshed ethvert attentat og alle de velmenende politikeres idelige snakkeri. Måske fordi politikerne – og befolkningen i øvrigt - inderst inde ved, at konjunkturerne i virkeligheden opfører sig stort set som årstiderne. Cyklussen forår, sommer, efterår og vinter gælder også, når det drejer sig om konjunkturerne.

 

Må vente på foråret

Man fristes derfor til at sammenligne politikernes behandling af arbejdsløsheden med meteorologernes daglige, mediekolporterede ”doktorafhandlinger” om vejret. Medens meteorologerne dog inderst inde ved at man ikke kan gøre vinter til sommer, ligger det vel også i luften hos almindelige fornuftsskabninger, at konjunkturerne har deres egen rytme. Og at spisebilletter og akutpakker derfor alene er politikernes måde at forsøge at vise deres berettigelse og samtidig krybe uden om kendsgerningerne. De må nemlig - lige som meteorologerne - vente på, at foråret så sagte kommer. TDJ Frederiksborg Amts Avis, 9. nov. 2012.