Alles ansvar er ingens ansvar

Det gælder også, når det drejer sig om den manglende rettidige omhu i forbindelse med at hindre finanskrisen.

Derfor kan det undre, at den afgående direktør for Nationalbanken, Niels Bernstein, har fundet anledning til at fralægge sig sin personlige andel af ansvaret for kendsgerningerne. Nemlig, at såvel Nationalbanken som landets ledelse, samt størsteparten, og i hvert fald den toneangivende del af resten af den øvrige del af trekantalliancen, det øvrige store, tunge statsapparat, de store og fornyelsessinkende arbejder- og arbejdsgiverorganisationer, de egoistiske banker og nogle eftersnakkende økonomer, stort set handlede ens. Bag lukkede døre og med hviskende stemme har de sikkert alle luftet muligheden for det uafvendelige. Bagefter har de så uden kommentarer stort set været enige om at krybe ind under den dulmende realitet: Alles ansvar er ingen ansvar.

Spørgsmålet er, hvor højt der er blevet hvisket bag lukkede døre om den advarsel, som Nationalbanken hævder at have givet politikerne om den truende finanskrise. Som en af mange almindelige borgeres undren over  de internationale advarselslamper, der i 2005 blinkede om en truende gældsboble tillod jeg mig dengang i en artikel i Børsen at stille dette spørgsmål:  Hvorfor slår man (Nationalbanken) sig på dette vitale område (den truende gældsboble) tilsyneladende til tåls med, at det er tilstrækkeligt at vide, at man ik­ke rigtig ved noget?

Baggrunden var, at Nationalbanken i en kvartalsrapport i sommeren 2005 havde konkluderet følgende: ”Væksten i hedgefond-branchen betyder, at en stigende andel af den samlede kapital forvaltes af enheder, der ikke har indberetningspligt, og som er uden for tilsyn. Det gør det vanskeligere for til­synsmyn­digheder og centralbanker at følge med i, hvad der foregår i markedet, og om der måtte være tegn på ustabilitet under udvikling.”

Nogle internationale økonomer havde på det tidspunkt allerede længe peget på risikoen for en mulig forestående kollaps i verdens­økonomien. Det begrundedes bl.a. med, at et stadig større antal hedgefonde havde været i stand til at skabe et økonomisk cirkus, hvori de med lånte penge og lånte aktier, og ikke mindst alskens hekseri i form af gearing, futures og options og anden form for blændværk fik det til at se ud som om penge kan avle penge. Ganske vist havde de allerede dengang med deres investeringsstrategi, der blev betegnet som ”vilde væddemål med astronomiske beløb”, tilsyneladende været i stand til at tjene enorme formuer til en begrænset investorskare. Det hørte vi i hvert fald meget om. Derimod hørte vi meget lidt om, at der sideløbende hermed skabtes en gældsboble, der var mange gange større end det globale bruttonationalprodukt.

Eftersom der stadig synes at være en voksende del af økonomien, der unddrager sig de overordnede myndigheders indsigt og kontrol ville det derfor have været bedre, om Nationalbankdirektøren havde ladet fortiden ligge og som sin afgangsreplik havde sagt følgende: Kære landsmænd. Er I klar over, at faren for et kollaps langt fra er overstået, og at det derfor nu er jer, der på en eller anden ny måde må til at tage sagen i egen hånd? Ganske enkelt fordi landets formodede kloge hoveder klart har bevist, at de foreløbig hverken har været i stand til at forudse udviklingen, og foreløbigt langt mindre at foretage sig noget, der kan afhjælpe konsekvenserne. tdj 
-----
"Børsen er blevet et gigantisk kasino. Dog med den forskel, at et kasino er mere gennemskueligt og lettere at forstå".. Thomas Peterffy, en af USA's superrige pengehandlere og skaber af den elektroniske pengehandel.