ATTENTAT PÅ CHRISTIANSBORG

Politikerne skal tvinges til at gøre noget ved ledigheden

Artikel af T Dalsgaard Jensen i Det Fri Aktuelt den 30.november 1991

Dvs. i dag for præcis 21 år siden   

Med stadig kortere mellemrum tænker jeg på at affyre et stort kanonslag på Christiansborg Slotsplads. Et brag der kan smadre nogle ruder og få regering og folketingsmedlemmer til at kigge ud og mærke lidt af kulden udenfor. Nu tænker jeg på det igen!

Alt for mange inde på Christiansborg, og tilsyneladende flertallet, synes nemlig i stadig stigende grad at være mere optaget af at producere øjeblikkelige succeser, end af at tænke på prisen for disse. Eller også synes de i for stor udstrækning at være forblændet af deres respektive tilsyneladende øjeblikkelige succeser, og er ikke opmærksom på, at der på længere sigt endog kan være tale om intet mindre end en samlet fiasko.

Arbejdsløsheden er i sig selv det bedste bevis for, at landet endnu en gang ikke har været i stand til effektivt at udnytte de tidligere ekstraordinært gunstige udenrigspolitiske konjunkturer. Især har investeringer i en løbende fornyelse og udvidelse af erhvervssektoren været alt for ringe.

Mangelen på en fornyet erhvervssektor rummer tillige en alvorlig risiko for at vi om få år ikke har fået etableret en nødvendig ny erhvervsstruktur, der er ude over børnesygdommene. Dette er nemlig nødvendigt for at hindre, at nogle med garanti tilbagevendende, ugunstige udenrigspolitiske konjunkturer lige som så mange gange før skal medføre ekstraordinært store tilbageslag.

En sådan situation kan kun karakteriseres som utilladelig sløseri med værdifuld arbejdskraft. Der er ikke blot tale om, at den arbejdskraft, der ikke blev brugt sidste år, ikke kommer igen. Faren for at den forringes, fordi den ikke bliver brugt eller påskønnet, øger spildet. Selv de mest inderlige forsikringer fra det enkelte folketingsmedlem om at hun eller han i hvert fald har gjort sit bedste, at arbejdsløsheden i virkeligheden ikke er så stor, eller at det er noget man må leve med, kan ikke undskylde dette kollektive sløseri.

Beviset herfor kan fremlægges, når folketingsmedlemmerne kigger ud af de smadrede vinduer. Så vil de nemlig blive konfronteret med den del af befolkningen, som er arbejdsduelig, men som for øjeblikket ikke deltager i samfundsproduktionen. Ved håndsoprækning skal de tilstedeværende modtagere af dagpenge, efterløn,førtidspension, eller andre former for arbejdspladskompenserende udbetalinger vise deres arbejdsvillighed. Forudsat at arbejdsvillighed bliver påskønnet i rimeligt omfang i forhold til hvad man får ud af det ved ikke at deltage i samfundsproduktionen, er der næppe tvivl om, at folketingsmedlemmerne vil kunne komme til at se ud over en forsamling på over en halv million arbejdsduelige arbejdsvillige, hvis der ellers er plads til dem.  Ved håndsoprækning skal det derefter tillige tilkendegives, hvem der er villige til at blive selvstændige arbejdsgivere og dermed producenter af arbejdspladser. Forudsat naturligvis også at dette kan betale sig. Her vil der efter al sandsynlighed være tale om langt over 100.000. Skulle der være enighed om at undgå risikoen for de smadrede ruder, kan en Gallupanalyse bekræfte tallene.

Derefter skal der på store tavler på slotspladsen vises regnestykker, der godtgør hvad den hidtidige negligering af denne store, uudnyttede arbejdsstyrke har kostet samfundet. Der er næppe tvivl om, at en del af forsamlingen herefter vil kunne føle sig fristet til at kræve genindførelse af hjul og stejle for de ansvarlige. Samtidig vil de mest hårdnakkede yndere af arbejdsløsheden på Christiansborg muligvis forsøge at pege på lige så middelalderlige fortilfælde, hvor man som middel til en postuleret efterfølgende beskæftigelsesfremgang kan henvise til en forudgående fremprovokeret stor arbejdsløshed.

I begge tilfælde er der nok tale om de samme persongrupper, som tror på krig som genvej til fred, og som på forhånd afviser enhver form for fornyelse af midler og metoder til løsning af problemerne. Men vi lever jo nu engang i nutiden, og må derfor også bearbejde problemet med nutidige metoder. Et af de væsentligste karakteristika kunne derfor være, at midlerne og metoderne bør være forskellige fra hidtidige metoder, ikke en gentagelse af dem.

Blandt de nutidige kan nævnes systemer, hvor man giver ekstra incitamenter til og giver muligheder for at der kan foretages ekstraordinære investeringer i de mennesker og små og nye projekter, som ser ud til at kunne producere arbejdspladser i stedet for at nedlægge dem.

Til afløsning af de incitamenter, der for øjeblikket gives til automatisering og rationalisering af arbejdspladser. Med de hidtidige metoder bliver Danmark nemlig blot endnu mere afhængig af færre større virksomheder, der dermed i endnu højere grad kommer til at ligne dem der er i større lande med billigere arbejdskraft, som vi alligevel ikke vil kunne konkurrere med i en meget nær fremtid.

Til afløsning også af de syntetiske erhvervsfremmemidler, der hidtil hovedsagelig kun har vist sig egnet til at skabe syntetiske arbejdspladser og syntetisk sjælero hos visse politikere, eller til afløsning af indkomstkompenserende udbetalinger. Disses væsentligste betydning synes at være, at man ganske enkelt alene har understreget de generelt ringere forhold, der er gældende for selvstændige erhvervsdrivende.

Problemet er blot at fornyelsen først og fremmest skal komme fra Folketinget. Og at der tilsyneladende kun synes at være den middelalderlige metode tilbage med kanonslaget for at få det vækket.