Højt at flyve – eller – her går det godt!

Mens regeringen gør, hvad dens medlemmer er bedst til, nemlig at få det til at se ud som om vi er i gode hænder og ikke har grund til at tænke på andet end ny fremgang, og vi andre bare lever videre som vi plejer, kan det være på sin plads at genfortælle den gamle historie om nattergalen, som i sin troskyldige ubekymrethed syngende fløj højere og højere. Jo højere den kom op i de kolde luftlag jo skønnere sang den - men faktisk til ingen nytte.

Efterhånden var den imidlertid kommet så højt op, at den pludselig frøs til en isklump, og pladask faldt ned på den bundfrosne jord. En ko kom tilfældigt forbi og afleverede en kokasse lige oven på den lille stenfrosne natter­gal. Varmen genoplivede den, og da den stak hovedet op gennem kokassen brød den igen ud i den mest fantastiske sang. En kat, der var i nærheden, blev tiltrukket, trak den op af kokassen og åd den.

Historien er hermed faktisk færdig. Lidt halvtrist måske. Det er nu heller ikke så meget historien man skal hæfte sig ved, som ved moralerne, der er ved den. Der er nemlig hele fem:

1. Den første morale er naturligvis: Højt at flyve, dybt at falde.

 
2. Den anden er den, at - det er ikke alle, der skider på en, der vil en noget ondt.

3. Den tredje er så den, at - det er faktisk heller ikke alle, der trækker en ud af skidtet, der vil en noget godt.

4. Den fjerde er, at man ikke skal synge, når man sidder i lort til halsen,

5. og endelig den femte, at - det kan faktisk være rigtig svært at lade være.

 

Også sagt om optimisme:

Optimisme er den mest ekstreme form for dumdristighed. Anatole France.
Optimisme er den tilfredshed, der ses hos små mænd (og kvinder) i høje stillinger. F. Scott Fitzgerald.
tdj