Jo mere frihed, jo mere liv, jo mere afsætning!

Vor tids slogan, men der er også en bagside!

     Det er tankevækkende at nutidens slogan og livsanskuelse er nøjagtig den samme, som man troede kunne have forhindret Statsbankerotten i 1813. Også dengang mente man at kunne drive truende ubalancer i samfundsudviklingen bort med håb, bygget på skønmalerier om optimismens og liberalismens forunderlige kraft. Og endnu en gang i historien måtte man pludselig konstatere, at en stor del af den rigdom, der var skabt på dette grundlag, havde været illusorisk.

     25 års fremgang fra 1780 (1980?) havde ellers været lovende. Boligerne blev flere og bedre. Landevejene blev fornyede og postgangen udbygget. Egnsudvikling bragte en del industrier ud af hovedstaden. Talrige nye industrier og handelsforetagender blev grundlagt. Også dengang overvurderede man imidlertid erhvervslivets ”utrættelige” evne til at udnytte chancerne i en foranderlig verden og dets evner til at forudse og håndtere en nedgang. Til gengæld gav man sig livsnydelsen i vold med en inderlighed og ubekymrethed, som det kunne være i dag. Der berettedes om drik, nattesvir, usædelighed, utugt og sædernes forfald, som drøftedes ivrigt og resultatløst af såvel liberalister som moralister.

     En historiker beretter, at tiden inden statsbankerotten især havde været præget af at "bedragerier, spil, værtshussjov og ty­ve­rier florerede.” Han kunne også fortælle følgende karakteristiske træk fra tiden: ”Kvindedragterne vare, særlig til sel­skabs­brug, tynde og stærkt ned­ringede, farlige for kvindernes sundhed og for mæn­denes sandser. Forholdet mel­lem kønnene var løst, navnlig i de laveste og i de hø­je­ste klasser.” En fjerdedel af børnene blev født uden for ægteskab. I perioder mindre. Til andre tider flere. Post­for­bin­del­serne for­rin­ge­des jævnligt efter forudgående for­bedringer. Til gengæld strammedes miljø­lov­giv­nin­gen! For eksempel sendtes køer, heste og svin ud fra stalde i byboligernes stuetager. Man puslede jævnligt med skatterne, lånelovene, samtidig med at man gjorde ihærdige anstrengelser for at forbedre folkesundheden bl.a. gennem ”udvik­lingen af legemets færdighede­r.” Tidsepokens indvandrerproblemer afspejles af en statistik, der viste at ”7 af hver 38 forbrydere vare udlændinge".

     Fem år før katastrofen i 1813 fældede en regeringskommission, der var nedsat for at klarlægge situationen, denne dom. ” Faren er urgent, landet er i en, hver dag voxende, krisis, og vi have anset det for vor pligt, uden forbeholdenhed at skildre den”. 

Kommissionen påpegede tillige en række uheldige træk i sam­funds­udviklingen. Samtidig gentog den nogle tid­ligere fremsatte ad­varsler om, hvad en fortsættelse af udviklingstendenserne uden drastiske indgreb kun­ne re­sultere i. Trods den alvorlige tone i advarslerne havde de dengang stort set samme effekt som hyrde­dren­gens gentagne advarsler i fabelen om ulven. Der var blevet skreget gevalt så man­ge gange, at ingen rigtig troede på, at der var nogen fare, da katastro­fen indtraf.

     Den bedste beskrivelse af hvorledes finans­væsenet i den her omhandlede periode gebærdede sig gives af finans­embeds­mand, der mange år efter bankerot­ten fældede følgende dom. "I den danske stat" - siger han - "er der for­skellige anledninger til statsudgifter, alle formede på en måde, som næppe findes hos nogen anden. Vi havde i forhold til landets ev­ner for stor en landmagt, for stor en sømagt, for stor en civiletat, for stor en pen­sionsetat etc.., uden at alligevel hver enkelt svarede til det, man ventede eller fordrede af den. Det var som erfaringen på så overtydende en måde har lært os, for meget for vore kræfter og dog for lidet for øjemedet". Dette lands tilsyneladende evige skæbne.

     "For at redde landet ud heraf under de daværende tilstande, havde der måtte fordres en energisk og overlegen ledelse. Men af energi var der kun lidet, kun nu og da nervøs voldsomhed, af overlegenhed var der endnu mindre, kun til den ene side den rutinemæssighed, der lagde hovedvægten på at komme ud af den enkelte dags forlegenheder, til den anden side dilettanteri med uigennemførlige projekter, - af ledelse var der slet intet", var eftertidens dom. tdj.