Historien gentager sig

Når valgløfterne skal indfris, vil det sikkert være en god ide at minde vælgerne om, hvad den romerske politiker, retoriker, jurist og skribent Marcus Ciceros lillebroder belærte sin storebror om i nogle breve omkring et halvt århundred før Kristi fødsel.

Det er vigtigt, skrev han, at vinde tilhængere for sin politik, og det gøres bedst ved at strø om sig med penge, holde selskaber og i det hele taget love guld og grønne skove selv om man ved, at man ikke kan indfri løfterne, - for man behøver jo ikke at sige hvornår man vil holde det man har lovet.

Smiger, ”folkelighed” samt hele og halve løfter er de vigtigste ingredienser i den rolle, som kandidaten må spille, og den elskværdighed, som man må betjene sig af i denne forbindelse må se så ægte og naturlig ud som muligt. Resultatet af det skuespil, der skal spilles i tiden op til valget er i det hele taget afhængig af om man mestrer både minespil og stemmeføring, og at man i det hele taget fremtræder som en person, der ikke bliver træt af at omgås folket.

Følger du disse råd, mener Ciceros broder, og du i rigeligt omfang sørger for at vise dig på gader og stræder, så ser du ud til at være en såre betydelig person. Benytter du tillige enhver lejlighed til at fremhæve dine konkurrenters dårlige egenskaber, og får du det ordnet således ”at alle mennesker snakker om deres gemene karakter, udsvævelser og bestikkelighed”, så ser det virkelig lovende ud.

I Carl Grimbergs store værk, Verdenshistorien, hvor man kan læse dette og meget andet om, hvordan historien gentager sig, fortælles det videre om valgsituationen på Ciceros tid, at den kandidat, som havde vundet ry for gavmildhed imod folket og hjælpsomhed imod de fattige, altid havde de bedste udsigter til at blive valgt. Men når han så først havde sat sig til rette i embedet, hilste han ikke længere så forbindtligt på folk han mødte. Ja det hændte – sørgeligt nok! – at han helt mistede hukommelsen, når det gjaldt hans tidligere ”kære venner”, beretter Grimberg.

Det hører naturligvis også med til historien, at folket allerede dengang også velvilligt deltog i dette spil gennem de forventninger de stillede til kandidaterne om at få noget som tak for deres stemmer. Panem et circences, ”Brød og skuespil” som det hed dengang, fik de i stadig stigende omfang. Men akkurat som i dag måtte de også selv udrede de stigende omkostninger. Og sidst, men ikke mindst, er det naturligvis at understrege at der også er mange gode, oprigtige, og effektive politikere. Men det finder vi  først ud af  - når det er for sent.

tdj

Frederiksborg Amts Avis, 19. November 2013  - Kommunevalgdagen

 

Har det danske demokrati begrænset holdbarhed?

Danmarks demokratiske styreform har foreløbig fungeret i 164 år. Selvom vi stadig mener det fungerer godt, knager det i fugerne, To tredjedele af vælgermassen lever i dag af penge, som de modtager fra staten. Enten som ansatte i det offentlige, eller som modtagere af overførselsindkomster af forskellig art. Med en sådan majoritet er der ikke grund til at tro, at de som vælgere vil gå ind for en reduktion af pengestrømmen fra en stadig vigende del af den del af befolkningen, som skal frembringe de nødvendige midler.

Verdens første demokrati i Grækenland blev træt efter 186 år. I slutningen af denne periode kunne man observere præcis samme udvikling. Staten havde udviklet sig til en løn- og understøttelsesbetaler og festarrangør. Folkets repræsentanter i landets ledelse optrådte nærmest som forventningsmagere og forhåbningsafbrændere. Materialismen kvalte også dengang fornuften.

”Livet tabte sin alvor, blev overfladisk og frivolt,” konstaterer historikeren Carl Grimberg, i sit stor værk, ”Verdenshistorien”. De vigtige samtaleemner i byen var de kendtes vilde liv, den fineste konditors nyeste opfindelse på bagværkets område. Frivole kvikheder, som fødtes under glade drikkelag, gik som en løbeild gennem byen. Athen var i færd med at blive en småtskåren ravnekrog.” slutter Grimberg sin beretning om verdens første demokrati.

Forskellen på dengang og nu er, at vi har mulighed for at forsøge at lære af fortiden.  

tdj.

Beskytter Nationalbanken pengegalskaben?

Hvordan kan Danmark være tjent med at have en Nationalbank, der ifølge statutterne forventes at have ansvaret for at ”opretholde et sikkert pengevæsen”, men som før finanskrisen oplyser, at den ikke har kendskab til en vigtig del af finanssektoren, og tilmed tilsyneladende er tilfreds hermed, og efter finanskrisen undskylder sig med, at det ikke ville have nyttet noget at fortælle politikerne og befolkningen noget om pengegalskaben.

 3 år før finansnedmeltningen i 2008 oplyste Nationalbanken i en kvartalsoversigt, at den ikke havde kendskab til den gældsboble, der var under opbygning. Almindelige fornuftsindivider havde længe frygtet, at den truede med at føre til verdensøkonomiens kollaps. Nationalbanken var således tilsyneladende tilfreds med at vide, at den ikke rigtig vidste noget. Begrundelsen for ”uvidenheden” var, at de, der var beskæftiget med det voksende finanscirkus, ikke havde indberetningspligt!

For nylig oplyste den direktør, som var den øverste leder i Nationalbanken både før og efter finansskandalen, som altså var særdeles sandsynlig for almindelige mennesker, at han ifølge et interview i Information ikke mener at politikerne ville have lyttet, hvis Nationalbanken havde rådet politikerne til at stramme op i den finansielle sektor for at sikre stabiliteten. Han kalder forståelsen for behovet for at stramme til for ”ikke-eksisterende.”

Med andre ord indrømmer direktøren nu åbent, at det tilsyneladende har været mere opportunt for ham at afstå fra at kæmpe for det, som er Nationalbankens hovedopgave, nemlig at ”opretholde et sikkert pengevæsen”, end at vove sig ud i et opgør med politikerne, hvilket jo netop også er en af Nationalbankens hovedopgaver.

Der er to mulige forklaringer på denne landsskadelige passivitet. Enten må Nationalbankdirektøren have været utilladelig indskrænket i sin bedømmelse af risikoen for et kollaps, og i så fald burde han vel have været fyret på gråt papir og med nedsat pension. Eller også har Nationalbankdirektøren været ualmindelig snu, hvad der nok er det mest sandsynlige, og bedømt muligheden for straffrihed efter devisen, at hvis man lukkede øjnene, som så mange andre, ville et kollektivt ansvar holde ham fri. I den såkaldte Rangvid-rapport, som Nationalbanken i øvrigt har medvirket til at forfatte, er det nu på 488 sider lykkedes at ”forklare”, at der har været flere om ansvaret. Hvilket som bekendt er ensbetydende med, at ”alles ansvar er lig med ingens ansvar”.

Hermed er pensionerne reddet, men samtidig er ladeporten igen åbnet på vid gab for en ny finansnedsmeltning og finansskandale. tdj 


Frederiksborg Amts Avis  14. november 2013

Den 3. december 2018 skriver Ugebrevet Mandag Morgen:

Nationalbankdirektør stod i spidsen for omfattende aktieudlån

I sine mange år i ATP stod nationalbankdirektør Lars Rohde i spidsen for talrige aktieudlån, hvor landets største pensionskasse ikke havde nogen kontrol med, hvad deres aktier blev brugt til. En stor del af de mange udlån foregik via en konstruktion i Luxembourg, som ATP selv betegner som kreativ.

Dansk økonomisk tomgang

Er vor fremtid baseret på viden og beregninger – eller på håb og skæbnetro - eller….

Overraskelsen hos finansverdenen og landets ledelse over den ”uventede” finanskrise i 2008, og to forskellige regeringers efterfølgende stort set resultatløse ”kamp” mod følgerne af den, samt ikke mindst de mere og mere forgæves forsøg på at foregøgle befolkningen, at opsvinget ligger et eller andet sted i en efterhånden mere og mere uvis fremtid, burde for længst have kunnet afsløre, at der måske hverken er tale om viden og beregninger, eller om håb eller skæbnetro.

Alt for meget tyder derimod på et bevidst forsøg på at skjule en afmagt over, at man i virkeligheden med de nuværende indgreb og mangelen på handlekraft ikke er i stand til at gøre andet end at smøre lidt salve på såret og holde befolkningen uvidende om den alvorlige sygdom, som har givet anledning til såret.

En forklaring på fænomenet kunne være, at man efterhånden har et uoverskueligt antal økonomiske modeller og eksperter at vælge imellem, og derfor ikke kan finde den rigtige model eller ekspert at støtte sig til. En anden kan være den, at man netop bevidst bruger denne uoverskuelighed til at snakke, drøfte, disputere og kommentere alle teorier til hudløshed, mens man venter på naturens orden. Nemlig den orden, der består i at konjunkturerne omsider vender igen.

Det hjælper vel også lidt på forståelsen for, at det tilsyneladende er så svært, som den nuværende tomgang viser, når der netop er så mange, der ønsker at give deres besyv med. Inklusive undertegnede.

Tdj.  

Innovationskraft eller innovationskræft

"Dan­marks innova­tions­kraft er for svag" - "Derfor må vi enten lære at arbejde smar­tere, eller også ind­stille os på at blive fatti­gere".

Sådan sammen­fattedes for­ny­elses­pro­blemet i en rap­port, som blev ud­arbejdet til Er­hvervs­ud­vik­lings­rådets kon­fe­rence, "INNOVA­TIONS­­KRAFT 2000" i juni 1995.

Endnu en kon­ference om innova­tion i april 1996, arran­geret af Er­hvervs­fremmestyrel­sen på grundlag af EU's "Grønbog om Innova­tion" understregede yderli­gere det store og nu næsten katastrofale be­hov, der er for for­nyelse. Kendsgerningerne er nemlig, at der i Danmark og Europa i det hele taget i hele perioden fra 1970 har ophobet sig tonsvis af er­fa­rings­materi­ale om hvad der sker, hvis for­nyel­sespro­gram­mer lan­ceres uden til­stræk­kelige incita­men­ter og metoder til at gennem­føre dem på de lavere niveauer.

 Reel fornyelse finder nemlig kun sted i det rigtige omfang,

-          hvis programmerne føl­ges op af det øverste niveaus dyb­følte tro på for­nyelse som et rele­vant instru­ment,

-          hvis ledelserne på de forskellige niveauer forstår at opbygge hensigts­mæssige struk­turer og finde virke­mid­ler til at betjene sig effektivt af det­te styrings­hjælpe­mid­del,

-          hvis ledel­serne i nødven­digt omfang deltager i fornyelsespro­cessen i et moti­verende samar­bejde med pro­fessio­nel­le for­nyere på lavere niveau­er, og sidst men ikke mindst,

-          hvis det hele er "strikket sammen" på en sådan måde, at det kan beta­le sig for de involverede parter.

Hvis ikke disse vigtige elementer føjes til nye pro­gram­lan­ceringer, som endnu en gang er under opkog, ender også de seneste for­vent­nings­skaben­de udspil på højt plan lige så utilfredsstil­len­de som de foregående. Man vil nemlig kunne befrygte, at også de seneste tiltag lanceres med samme filosofi og resultater, som den depar­te­ments­chefen Sir Hum­phrey docerer i TV-serien, Yes Minister: "Jo mere man taler om en sag", siger han, "des mindre behøver man at gøre ved den". Og så bliver innovationskraften til innovationskræft.

tdj96

Opsvinget venter om hjørnet!

- og dér bliver det ved med at stå og vente, indtil der kan skabes et bedre grundlag for opsvinget.
For eksempel på følgende måde:  

 

Bør svækkes: Faktorer som har medvirket til at skaffe Dan­mark et faretruende stort antal ubeskæftigede	Bør styrkes: Faktorer som vil kunne danne grundlag for et sundt, selvudviklet konjunkturopsving
1. Bevaringsbestræbelser	Fornyelsesanstrengelser
2. "Hvorfor"	"Hvorfor ikke"
3. "Vent og se tiden an" - Tænke/diskutere	"Lad os så komme i gang" - Aktivere/Handle
4. "Vi plejer"	"Vi bør"
5. "Fornuft"	"Ufornuft"
6. "Høste"	"Så"
7. Job-stabilitet	Job-mobilitet
8. Konkurrence mellem fornyere	Samarbejde for at fremme fornyelse
9. Fællesnytte	Egennytte
10. Finansfokus - Vækst	Innovationsfokus - Kvalitet
11. Fornyere skal dokumentere fornyelsesværdi	Bevarere skal begrunde modstand/afslag
12. Stordrift	Små og nye virksomheder
13. Fusioner	Fissioner
14. Procesrationaliseringer - Kvantitet	Produkt- og servicefornyelser - Kvalitet
15. "De gamle"	"De unge"
16. Ideer og projekter søger kapital	Kapital søger ideer og projekter
17. Iværksætterkurser	Entrepreneur-/Intrapreneur-incitamenter
18. Jord/industri/arbejde-kapital	Ideer-Arbejde-Kapital
19. Materielle aktiver som sikkerhedsstillelse	Sikkerhed også i immaterielle aktiver
20. Staten som bureaukratisk herremand	Staten som serviceorgan og tjener
21. Offentlige støtteordninger	Skatteincitamenter for privat energiaktivering
22. Dressur fra offentlige myndigheder	Motivation
23. Planøkonomi	Ansvarlig markedsøkonomi
24. Syntetiske arbejdspladser	Ægte arbejdspladser
25. Social udligning	Motiverende investeringer i nye aktiviteter
26. Fremmedkapital	Egenkapital
27. Ejerret	Disponeringsret
28. Personlig/solidarisk hæftelse for  igangsætn.	Begrænset hæftelse
29. Anerkendelse af tilpasning	Påskønnelse for erhvervsvovestykker
30. Bevarelse og fornyelse i samme ministerier	Separat ministerium for små og nye virksomheder
31. Lønmodtagerkultur	Selvstændighedskultur
32. Risiko	Større sikkerhed og indtjeningsmuligheder
33. Komplicering - "Bøvl"	Regelsanering - Forenkling

 

                                                                                 ©  T. Dalsgaard Jensen •  fng\erhori02.028

 

 

Investeringsdårskab?

Hvis det kan betale sig for samfundet at låne 3 millioner ud til investering i de store virksomheder for hver arbejdsplads de nedlægger, hvor meget vil det så være rimeligt at afsætte for at skabe nye virksomheder, der kan producere nye arbejdspladser til de personer der bliver ledige? Et regnestykke, som alt for længe har været savnet.

Jo flere penge man bruger til at gøre noget stort større, des mindre fornyelse og arbejdspladser får man. En kendsgerning, som selv burhøns for længst har måttet  erkende. Alligevel tilskynder staten (regeringen, eller hvem det nu er, der passer virksomheden Danmark for øjeblikket) tilsyneladende ikke alene til yderligere galskab ved fortsat at øge fokus på vækst i stedet for på arbejdspladser, men også i stigende grad til investeringer i nedlæggelser af arbejdspladser i Danmark.

Når staten for eksempel gennem Industrialiseringsfonden for østlande anvender samfundsmidler til at medfinansiere store og rige virksomheder som Carlsbergs, Rockwools og svinebaronernes oprettelse af nye virksomheder og arbejdspladser i østlande må man vel derfor i den nuværende situation nærmest kunne betegne det som landsskadelig virksomhed. Selv om der i virkeligheden ”bare” er tale om en videreførelse af en tendens, som kan illustreres med den tidligere udflytning af Carlsbergs produktion fra Valby til Fredericia, som skete for nogle år siden. Regnestykket dengang viste, at man kunne låne samfundsmidler i størrelsesordenen 3 millioner kroner for hver arbejdsplads, der kunne ”spares” væk. Derimod rummede det ikke beregninger på, hvor meget det kostede for samfundet at overtage de mellem 300 og 400 bryggeriarbejdere, som blev ledige. Der var naturligvis heller ikke kalkulationer, der viste, hvad det ville koste at etablere nye arbejdspladser, der kunne erstatte de tabte.

Derfor er det virkelig på tide, at disse regnestykker også bliver lavet.

tdj Frb.Amts Avis 3.6.13

Mens vi venter på opsvinget - eller geniet

Der er ingen tvivl om, at vore folketingsmedlemmer er både dygtige og evnerige. I hvert fald hvis man bedømmer det ud fra den omstændighed, at de har været i stand til at arbejde sig frem til at blive medlemmer af folketinget. Eftersom det er ud af denne dygtige og evnerige skare man vælger landets ministre til at lede landet på en sådan måde, at få har for meget og færre for lidt, så kan det måske virke besynderligt, at resultatet for alt for mange synes at være, at det bliver ved med at gå den forkerte vej.

Der mangler ganske enkelt et eller andet genialt. Problemet er imidlertid at det geniale efterhånden slet ikke findes. Det forudsætter nemlig at der findes genier, der kan få ideer op på det geniale niveau. Men da det geniale oftest er noget ganske almindeligt, enkelt og lidet opsigtsvækkende, vil det have svært ved at vinde frem.

Problemet er, mener et afdød geni, professor C Northcote Parkinson, forfatter til bl.a. Parkinsons lov, at i for­bindelse med alle mere dag­ligdags gøremål rækker evner til, men lejlighedsvis har verden tilstrækkelig rige mulig­heder at tilbyde et geni. Alt for ofte savner vi dog et geni på den tid og det sted, hvor der er behov for det. Det, vi trænger til, er måske at udtænke et system, der kan hjælpe os til at udnytte den smule geni, som står til vor rådighed. Men selvfølgelig, det er et system, som kun et geni kan udpønse.

tdj

"Morgengymnastik" for fornyelsesinteresserede

Tænk, Tro, Drøm og Tør - Walt Disneys succeskriterier.

Hjernen udvikles ved at blive brugt. Kompetence udvikles ved at bruge hjernen.

Alle ord, der ikke følges op af handling, er uvæsentlige. Erneste "Che" Guevara.

Vil du gerne i gang med et eller andet, og er du ikke under pres, så skab et.

Vil du bevare lyset og undgå panik i mørket, skal du i ro og mag tænde en ny kerte, før den gamle er brændt ned.

Følg ej med strømmen, men følg med tiden, hvis du vil holde dig ung i striden. Georg Jensen, sølvsmed, billedhugger.

Folk, der har arbejdet 50 år i et firma, skal ikke have et guldur, men en bøde! (Entertaineren Erik Clausen)

En mand med en ide betragtes som abnorm, indtil hans ide bærer frugt.

Ideer er værdiløse, hvis de ikke bliver brugt.

Vis mig en idé, som regeringen, de store koncerner og organisationerne er enige om, og jeg skal vise Jer en dårlig idé! (Tendensforskeren John Naisbitt - Børsen 24.06.88)

Ideer kræver handling.

Uden handling ville verden fortsat kun være en idé.

Man kan modstå en invasion af fjender, men ikke en ide, hvis tid er kommet. (Victor Hugo)

 

Kom så i gang!

tdj

 

NØDVENDIG FORNYELSE KRÆVER EKSTRAORDINÆRE INVESTERINGER.

Penge er vigtigere end ens moder, når det drejer sig om fornyelse. Sådan udtrykker en amerikansk igangsætter problemet med at skabe nye arbejdspladser og tilstrækkelig ny velstand til at hamle op med de problemer, der er i forbindelse med at skaffe tilstrækkelig velfærd.

Det er ikke behovet for nye produkter, nye aktiviteter eller servicetilbud, der mangler. Det er heller ikke ideer. Alene områder som miljø, turisme og service rummer langt flere nye arbejdspladser end dem, der er behov for til at løse arbejdsløsheden. Det, der mangler, er finansiering af en nødvendig fornyelse.

Mangel på reserver hos den enkelte borger i et velfærdssamfund, der lægger beslag på en stadig større andel af samfundsproduktionen, betyder større afhængighed af kapital fra andre kapitalkilder som banker, fonde o.l. Kapital fra disse kilder er imidlertid berygtet for sin aversion mod risici. En af konsekvenserne ved et socialt velfærdssystem som vort er også en tilbøjelighed til at samle kapitalen i stadig færre og større og ikke mindst mere kontrollerede enheder. Enheder, der synes at være mere interesseret i at gøre andre store enheder større og større, men som derved samtidig virker som gift for fornyelse og for fornyere.

Resultatet er, at alt for mange visioner om nye aktiviteter og virksomheder forbliver drømme. Fornuften tilsiger, at man lader være med at realisere dem. Effektivt hjulpet af bankfolk med ståløjne, der alene bekymrer sig om sikkerhedsstillelser, og det, der er værre, det ugentlige møde, hvor man selv skal stå til ansvar for risikable lånearrangementer. Med risiko for kritik, tab af forfremmelsesmuligheder - eller jobbet. Dette er årsagen til det obligate spørgsmål til den fornyer, der ønsker lån. ”Hvad har du at stille til sikkerhed?” Og det sædvanlige svar: ”Hvis jeg havde tilstrækkelig sikkerhed, havde jeg ikke brug for lån”

Det er sådan man holder en nedgangsspiral ved lige.

Tdj/92

 

Velfærd kræver velstand

Hvis man vil opretholde en rimelig velfærdsfordeling, må man naturligvis sørge for en passende velstandsfrembringelse.

Frås med velfærd i en periode må naturligvis efterfølgende afløses af tilsvarende frås med midler til frembringelse af nødvendig ny velstand. Lige så enkelt som hvis man i en periode hovedsagelig har haft for øje at gøre noget stort større, så må man efterfølgende koncentrere sig om at fremme nyplantningen. Forudsat naturligvis at man ikke vil slå sig til tåls med i stedet at spare sig til ligevægt i regnskabet. Hvilket lige så naturligt vil føre til stagnation.  

Havde det bestående, store erhvervs- og erhvervsfremmesystem været i stand til at løse problemerne efter den selvskabte finanskrise, ville det vel være sket for længst. Problemet synes derfor at være, at dette system i en sådan situation har nok at gøre med at søge at bevare sin egen eksistens og berettigelse. Samtidig er det som regel ekstra svært for fornyerne at komme frem og bide det bestående erhvervs- og samfundssystem i halen på en sådan måde, at der sker en samlet fornyelse på alle områder og niveauer.

De store træer har taget lyset og kraften fra underskoven. Tiden er inde til at give underskoven lidt mere lys.

tdj-11