Store virksomheder hindrer fornyelse

Jo flere penge man bruger til at gøre store foretagender større, jo mere rigid bliver økonomien og samfundet.

Store virksomheder vil lidt efter lidt komme til at dominere det økonomiske system i en sådan grad, at iværksætterånden vil blive ødelagt, og i sidste ende vil det føre til kapitalismens død. Det var den berømte østrigske økonom, Joseph Schumpeter, der luftede disse tanker i sit store værk fra 1942, Capitalism, Socialism and Democracy. Hans tese var, at efterhånden som forbrugernes behov i stigende grad bliver dækket af større og større virksomheder, vil der blive mindre og mindre behov for iværksættere og nye, små virksomheder.

Schumpeters oprindelige teori om iværksætternes store og afgørende betydning for genoplivning af de alt for normale økonomiske tilbagefald var dog ikke hermed afgået ved døden. Tværtimod. Efter anden verdenskrig fik hans oprindelige teori nemlig rigtig vind i sejlene. Ikke mindst efter at man i USA i 1959 vedtog en epokegørende erhvervsfremmelov til gunst for såvel et fornyende investeringssystem som små og nye virksomheder. Loven, Small Business Investment Company Act, havde til hensigt at fremme erhvervsfornyelsen ved at yde statsgarantier i forbindelse med nye små investeringsvirksomheder medvirken ved udvikling af nye produkter og aktiviteter i små og nye virksomheder. Når vægten blev lagt på såvel et nyt investeringssystem som et erhvervssegment med små og nye virksomheder var det fordi denne kombination blev anset for at være særlig fornyende og jobskabende. Det nye investeringssystem blev bl.a. begrundet med, at det bestående ikke havde kunnet løse opgaven. At investeringer skulle gå til nye aktiviteter og produkter i små og nye virksomheder stod allerede dengang lysende klart i nogle facts. Små og nye virksomheder skaber langt flere nye aktiviteter, produkter og jobs end de store. Endvidere har National Science Foundation i USA fremlagt materiale, der viser at små virksomheder leverer fire gange flere innovationer per dollar brugt til forskning og udvikling end mellemstore virksomheder, og 24 gange så mange som store virksomheder. Små virksomheder er i sandhed store, når det drejer sig om fornyelse. Resultatet blev, at fornyelseskraften eksploderede, og oprettelsen af nye virksomheder og arbejdspladser havde aldrig været større.

I begyndelsen af 1990’erne lykkedes det omsider at skabe interesse for en sådan lovgivning i Danmark. Initiativtageren fik imidlertid samme hjælp som hyrden i molbohistorien om storken i kornmarken. Et nyetableret, såkaldt Samordningsministerium, der i 1993 var blevet etableret for bl.a. at fremme erhvervsfornyelsen, ”hjalp” så meget og så effektivt, at initiativet blev lige så nedtrådt som kornmarken i molbohistorien. Det eksisterende investeringssystem, hovedsagelig bestående af store banker og et institutionelt hjælpesystem, som jo skulle have haft effektiv konkurrence, fordi det herhjemme heller ikke havde været i stand til at løse problemet, hjalp desværre så flittigt til, at det efterfølgende løbende har kunnet bemægtige sig fordelene i forbindelse med loven.

Det er naturligvis uheldigt, at Danmark på denne måde har medvirket til at underbygge Schumpeters teori om de store virksomheders særlige evner til at hindre fornyelse.

Det opløftende ved historien er imidlertid, at der således stadig findes ubrugte midler og metoder til at igangsætte en ekstra indsats for at fremme tilgangen af nye virksomheder og dermed nye arbejdspladser, ved omsider at få etableret en lovgivning, som virkelig fremmer fornyelsen. tdj

Brug jubilæum for statsbankerot som fornyelsesinspiration

Det var skattelettelser kombineret med besparelser i den offentlige sektor, samt ikke mindst væsentlige incitamenter til det private erhvervssystem, der fik Danmark ud af de økonomiske ubalancer, som havde ført til katastrofen i 1813.

Lige så enkelt som det var for 200 år siden, lige så enkelt kunne det være i dag. Forskellen

ville alene være den, at mens man dengang gjorde det, efter at katastrofen var indtrådt, kunne man i dag, med rettidig omhu, gøre det – for at forhindre en ny.

Det kan i øvrigt virke mærkeligt, at landets ledelse ikke allerede dengang længe inden statsbankerotten havde reageret på de voksende statsudgifter, og de vigende erhvervsindtægter. For eksempel havde en regeringskommission 5 år før katastrofen
beskrevet situationen på denne utvetydige måde: Faren er overhængende, landet er i en, hver dag voksende krise, og vi har anset det for vor pligt, uden forbeholdenhed at skildre den.

En række uheldige træk

Kommissionen påpegede en række uheldige træk i sam­funds­udviklingen. Samtidig gentog den nogle tid­ligere fremsatte ad­varsler om, hvad en fortsættelse af udviklings­tendenserne uden drastiske indgreb kun­ne re­sultere i. Trods den alvorlige tone i advarslerne havde de dengang stort set samme effekt som hyrde­dren­gens gentagne advarsler i fabelen om ulven. Der var blevet skreget gevalt så man­ge gange, at ingen rigtig troede på, at der var nogen fare, da katastro­fen indtraf.

Efter bankerotten blev det af en historiker uddybet på denne måde. ”I den danske stat" - siger han – ”er der for­skellige anledninger til statsudgifter, alle formede på en måde, som næppe findes hos nogen anden. Vi havde i forhold til landets ev­ner for stor en landmagt, for stor en sømagt, for stor en civiletat, for stor en pen­sionsetat etc.., uden at alligevel hver enkelt svarede til det, man ventede eller fordrede af den. Det var som erfaringen nylig i en vigtig del på så overtydende en måde har lært os, - for meget for vore kræfter og dog for lidet for øjemedet".

En anden historiker kunne for 100 år siden fælde denne tankevækkende og måske også aktuelle dom . ”For at redde landet ud af en bankerot under de daværende tilstande, havde der måtte fordres en energisk og overlegen ledelse. Men af energi var der kun lidet, kun nu og da nervøs voldsomhed, af overlegenhed var der endnu mindre, kun til den ene side den rutinemæssighed, der lagde hovedvægten på at komme ud af den enkelte dags forlegenheder, til den anden side dilettanteri med uigennemførlige projekter, - af ledelse var der slet intet”.

Stadig ørkenvandring

Ak ja. Man kan undre sig over, hvorfor vor nuværende ledelse på denne enkle baggrund ikke omsider overvejer at udskifte den bestående stadige ørkenvandring rundt i forkvaklede løsningsmuligheder og erstatter dem med ovenstående forenklede.

Måske skyldes det at man heller ikke er opmærksom på en anden karakteristik, som kan bruges om den nuværende situation. Den kommer fra Søren Kirkegaard, hvis 200 års fødselsdag, vi også kan fejre i år:

”I modsætning til revolutionstiden som handlende er nutiden avertissements-tiden, de blandede be­kendtgørelsers tid: der sker ikke noget, derimod sker der straks en bekendtgørelse. Et oprør ville i nutiden være det utænkeligste af alt; en sådan kraft-ytring ville forekomme tidens beregnende forstandighed latterlig. For mens en lidenskabelig tid fremskynder, hæ­ver og styrter, ophøjer og nedtrykker, gør en reflekteret, lidenskabsløs tid det mod­satte, den kvæ­ler og forhindrer, den nivellerer. Sic.

tdj - Jyllands Posten, 29.01.13

 

 

Naturligvis er regeringen ineffektiv

Lige som professor C. Northcote Parkinson med sin berømte Parkinsons lov bl.a. kunne påvise årsagerne til bureaukratiets vækst, har han også kunnet give forklaringen på, at en regering som den danske med 23 ministre har overskredet den såkaldte ineffektivitetskoefficient, som er årsagen til at regeringen så at sige er kørt fast i sit eget mudder.

Når antallet af personer på et højt niveau i en organisation eller en regering overstiger omkring tyve personer, vil muligheden for at få truffet væsentlige beslutninger blive reduceret betragteligt. En stor del af medlemmerne vil nemlig oftest være taget med for at stoppe munden på en eller anden gruppe udenfor. Følgelig plejer de at fortælle den gruppe, de repræsenterer, alt hvad der sker. Det er håbløst at holde noget fortroligt. De tager ordet ved enhver lejlighed, og bagefter fortæller de deres venner, hvad de tror de har sagt. Men jo stærkere disse rent repræsentative medlemmer gør sig gældende, des højere råber andre grupper udenfor på repræsentation. Der danner sig kliker i regeringen, og de søger at vinde styrke ved at skabe nye alliancer. Efter denne forklaring mener Parkinson, at når antallet af regeringsmedlemmer, som det er tilfældet i den danske regering, er 23, er den ganske enkelt uregerbar.

I bedste fald kan man håbe, at en af dem, der befinder sig i den lille klike på normalt 3 til 5 personer, som er beskæftiget med at forsøge at holde sammen på en sådan uregerlig ”regering”, eller nogen uden for denne ineffektivitetsforsamling, prøver at tage lederskabet i stedet for statsministeren, og som sin første opgave forsøger at reducere antallet af ministre betydeligt. Det kan naturligvis ikke være statsministeren, der jo netop har bevist sin mangel på lederskab ved at forsøge at få så mange med i regeringen som tilfældet har vist.

Når der nu med næsten halvandet års regeringstid uden væsentlige positive resultater fra regeringens side således er ført endnu et eksempel til grund for en af Parkinsons geniale teorier, er der vel ingen grund til, at der ikke omsider drages konsekvenser af denne viden.

Hvem tør - og hvornår sker det?
tdj

Genbrugsen

Nedenstående citat kunne måske være en historikers fremtidige beskrivelse af situationen i forbindelse med de problemer, som Danmark har i dag:

     "For at redde landet ud heraf under de daværende tilstande, havde der måtte fordres en energisk og overlegen ledelse. Men af energi var der kun lidet, kun nu og da nervøs voldsomhed, af overlegenhed var der endnu mindre, kun til den ene side den rutinemæssighed, der lagde hovedvægten på at komme ud af den enkelte dags forlegenheder, til den anden side dilettanteri med uigennemførlige projekter, - af ledelse var der slet intet".

 

Citatet er imidlertid en historikers beskrivelse af de omstændigheder, der havde medvirket til Statsbankerotten for 200 år siden. tdj

200års Jubilæum for Statsbankerotten i 1813 - i tavshed

Trods henvendelser til diverse medier samt Ritzaus Bureau har ingen i dag, den 5 januar, på selve årsdagen for meddelelsen om katastrofen bragt nogen som helst omtale af begivenheden.

!!!!!!!?????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????