Lær af Deng Xiaopeng

Når en virksomhed eller et land befinder sig i en krisesituation, bliver mængden af presserende opgaver enorm, og lederne bliver presset fra flere forskellige fronter. Det fører ofte til manglende overblik og begrænset tid til at foretage nødvendige analyser. Det kan i sidste ende forstørre krisens omfang yderligere. I en sådan situation er der behov for turnaround-ledelse.

Det var denne ledelsesform Deng Xiaoping tyede til i 1979. Efter at Mao havde haft den filosofi siden 1949, at - kun socialismen kan redde Kina, og effekten lidt efter lidt ebbede ud, vendte Deng Xiaopeng billedlig talt på en tallerken og formulerede tilsyneladende denne filosofi: Kun kapitalismen kan redde Kina.

Med betydelige økonomiske incitamenter, statsbetalt ferie, skattefrihed og skulderklap fik han skabt et antal nye virksomheder, der svarer til at Danmark med samme midler kunne have fået 175.000 nye virksomheder og arbejdspladsproducenter. Det er i øvrigt bemærkelsesværdig, at Kina, efter at bl.a. de østlige, socialistiske lande i 1989 måtte give op, kunne føje følgende sentens til den kapitalisme, der havde reddet landet. Kun Kina kan redde socialismen! I dag kan man vel så oven i købet føje følgende til: Kun Kina kan redde kapitalismen.

Tdj

Er bunden nået?

Der må jo være noget om snakken, når dagbladet Politiken, der ellers vier hovedparten af sine anstrengelser til en kritik af den borgerlige opposition, skriver følgende om regeringens planer om at skære i kontanthjælpen og anvende pengene til reducering af selskabsskatten.

””At flytte penge fra kontanthjælpsmodtagere til aktieejere er så uværdigt, at selv en borgerlig regering ville kvie sig. S-R-SF kvajer sig. Egon Olsens berømte udbrud har fået ny mening: ”Hængerøve, fæhoveder, lusede amatører, slapsvanse, småfede grødbønder, feje hunde, jammerkommoder, elendige klamphuggere, skidesprællere, narrehatte – socialdemokrater””

Citatet er fra en artikel med overskriften, ”Alt gambles væk i dum selskabsleg”, skrevet af Lars Trier Mogensen, medlem af Politikens lederpanel.

Basil

Kun små og nye virksomheder kan redde Danmark

Den eneste måde at få arbejdsløsheden ned på - ikke mindst den store ung­doms­ar­bejds­løshed - er at gøre det lettere og mere attraktivt at starte noget nyt.

Problemet er imidlertid, at der ikke er nogen af de organisationer eller pressions­grupper, der styrer Danmark, som har en primær interesse i, at der starter nye virksomheder. Den eneste, der har det, er landet som helhed. 

Grunden er ifølge en tidligere kommunist, at arbejdsgiverfor­eningen ikke er særlig interesseret i nye virksomheder - for de vil sikkert ikke være med­lem. Fagforeningerne er heller ikke særlig interesserede - de kan ikke styre dem, når det er sådan nogle små, hyggelige virk­somheder, hvor folk går rundt og ta­ler sammen, konen og vennerne hjælper lidt til og man blæser på arbejdstiden de første fem år. Ligegyldigt hvor man ser inden for organisationerne, så har de ikke noget virkeligt incitament til at sætte nye virksomheder i gang, selvom de naturligvis ikke kan være bekendt at være imod det. Det vil sige, at Folketinget ikke får noget effektivt pres fra nogen side for at gøre det lettere at lave nye virksomheder og dermed arbejds­pladser. Selvom man taler meget om det, så ligger der ikke den samme gruppepression, som der gør på så mange andre ting.

 

Citatet er fra tidsskriftet Måneds Børsen, nr.3 1984. Den tidligere kommunist var erhvervsmanden Kai Dige Bach, der i øvrigt i 1987 blev valgt ind i Folketinget - som konservativt folketingsmedlem - for angiveligt at gøre noget ved sagen. Efter en halv snes år trak han sig tilbage.

For et andet væsentligt problem er, at man aldrig vil kunne samle 500 igangsæt­tere, der kan gå i samlet protestmarch inde foran Christians­borg, hvis de ikke kan blive fri for momsregnskabet, ATP eller andre administrative byrder, som han for resten også sagde.

tdj
 

Gudskelov for fjumreårene

   Hvert år færdiggør ca. 50.000 studerende en videregående uddannelse. Hver af disse har ifølge tænketanken Kraka i gennemsnit haft 2,4 fjumreår inden studiestart. Endvidere har de herudover i gennemsnit brugt omkring 1,5 år mere på deres studium, end det er normeret til. Med lidt alternativ hovedregning ville antallet af færdiguddannede, uden fjumreår og med normal studietempo, således teoretisk kunne have forøget landets arbejdsstyrke med 4 årgange, eller i alt 200.000, der også ville have været arbejdsledige.
  
  Med samme skæve regnestok kunne man naturligvis også få det til at være en særdeles god ide at sende de nuværende ledige på en videregående uddannelse, og så lade dem begynde med fjumreårene.

   Men det har regeringen vist er allerede regnet ud i forbindelse med planerne om at flere skal have mere uddannelse.
Basil.

Basil spørger.

I anledning af statsministerens meget omtalte rabat på betalingen til EU

Hvor mange penge skal man give ud for at opnå en rabat på 1 milliard kroner?
Hvor meget skal man give afkald på i form af en ringere ydelse, kvalitet, reklamationsret eller andre forringelser af varen eller ydelsen for at opnå denne rabat?
Hvor stor nytte har man i øvrigt af den ydelse, som man får rabatten for?