Vækstfond og Vækstministerium - eller reel fremgang

Det er tankevækkende i hvor høj grad disse to etablissementer med de forventnings­skabende, positive væksttilføjelser kan lede tankerne hen på begreber som regnmager, rainmaker og netspillet regnmageren. Men der er håb forude!

Hvis man følger erhvervslivets op- og nedture fra starten af Vækstfonden i 1993 ser det ud som om man kan spore nogenlunde samme effekt af Vækstfondens arbejde, som de såkaldte regnmagere kan frembringe. En regnmager er en slags troldmand, som hos visse folkeslag menes at kunne frembringe regn. Men selv om det for såvel almindelige mennesker som meteorologer er soleklart, at regn og vækst kommer af andre grunde, så har regnmagerne og Vækstfonden ikke desto mindre mærkværdigt nok været i stand til at overleve.

Når regnen og væksten hver gang i naturens orden eller uorden er kommet af sig selv, benytter begge sig nemlig af muligheden for at tage deres egen foregøglede del af æren for succes’en. Hensigten hermed og resultatet heraf er, at de desværre begge har overlevet i hver deres habitat. Især Vækstfonden har hidtil haft succes med at få midler til ikke alene at overleve, men har nu også sidste år fået en navnebroder i form af et såkaldt vækstministerium.

Det er i denne forbindelse tankerne derfor også kan strejfe begrebet ”Rainmaker”. Det stammer dels fra navnet på en amerikansk film, The Rainmaker, om en sagfører, som får penge til at regne ned over en familie, som har været ude for en ulykke, og dels som betegnelse for en uheldig udvikling, der består i en forkrøbling af det amerikanske samfund ved at have fået pengene til især at regne ned over ”regnmagerne”.

Regnmagere af alskens art og karat har måske efterhånden i almindelighed forkvaklet samfundssystemet i en sådan grad, at både den naturlige fornyelse og reelle vækst er blevet forplumret, eller i heldigste fald forsinket. Medens forsikringsselskaber i USA er blevet stadig dygtigere til at holde på pengene trods rainmakernes stadig større og dyrere anstrengelser, er situationen herhjemme den, at de pengeinstitutioner, som forventes at kunne eller at skulle investere i innovation og dermed reel vækst tilsvarende er blevet for dygtige til at holde på pengene.

Kendsgerningerne herhjemme er i hvert fald, at der i de senere år som helhed ikke har kunnet aflæses ret meget, som kan forbindes med begrebet vækst. Bortset altså fra størrelsen af den aura, som det bestående vækstsystem desværre har været i stand til at tegne på himmelhvæl­vingen som alle tiders mest spektakulære fatamorgana.

Hvis ingen finder ud af ”fidusen” kan man vel nøjes med at føje endnu et regnmagerbegreb til vækst-illusionen. Det er det såkaldte spil, regnmageren, som man kan spille på internettet. Det beskrives som et behændighedsspil.

Det positive ved denne ellers begrædelige historie er, at der er håb forude, hvis nogle flere bliver opmærksom på dette alvorlige problem.

tdj