Det er ikke behovet for nye produkter, nye aktiviteter eller servicetilbud, der mangler. Det er heller ikke ideer. Alene områder som miljø, turisme og service rummer langt flere nye arbejdspladser end dem, der er behov for til at løse arbejdsløsheden. Det, der mangler, er finansiering af en nødvendig fornyelse.
Mangel på reserver hos den enkelte borger i et velfærdssamfund, der lægger beslag på en stadig større andel af samfundsproduktionen, betyder større afhængighed af kapital fra andre kapitalkilder som banker, fonde o.l. Kapital fra disse kilder er imidlertid berygtet for sin aversion mod risici. En af konsekvenserne ved et socialt velfærdssystem som vort er også en tilbøjelighed til at samle kapitalen i stadig færre og større og ikke mindst mere kontrollerede enheder. Enheder, der synes at være mere interesseret i at gøre andre store enheder større og større, men som derved samtidig virker som gift for fornyelse og for fornyere.
Resultatet er,
at alt for mange visioner om nye aktiviteter og virksomheder forbliver drømme.
Fornuften tilsiger, at man lader være med at realisere dem. Effektivt hjulpet
af bankfolk med ståløjne, der alene bekymrer sig om sikkerhedsstillelser, og
det, der er værre, det ugentlige møde, hvor man selv skal stå til ansvar for
risikable lånearrangementer. Med risiko for kritik, tab af
forfremmelsesmuligheder - eller jobbet. Dette er årsagen til det obligate
spørgsmål til den fornyer, der ønsker lån. ”Hvad har du at stille til
sikkerhed?” Og det sædvanlige svar: ”Hvis jeg havde tilstrækkelig sikkerhed,
havde jeg ikke brug for lån”
Det er sådan
man holder en nedgangsspiral ved lige.
Tdj/92
Ingen kommentarer:
Send en kommentar