To slags kapitalisme

Bier er flittige, men deres arbejde gavner ikke kun dem selv. Når bierne samler honning, trives blomsterne også. Græshopper derimod efterlader et plyndret landskab, når de drager videre på jagt efter mere føde i større og større flokke.

Sådan forklarer økonomen Geoff Mulgan forskellen mellem sund og usund kapitalisme i sin bog, ”The Locust and the Bee – Predators and creators in capitalism’s future”. (Fra artikel i Politiken 16.6.2013 med overskriften, ”Hvad kommer efter kapitalismen?”,)

Problemet i dag er, mener Mulgan, at pengene ikke i tilstrækkelig grad kanaliseres til innovation og udvikling, der skaber ny og reel værdi, men i al for stor udstrækning anvendes til tom, kortsigtet spekulation. Den grundlæggende ide i liberalismen og kapitalismen er således blevet ødelagt. Ideen var jo, at det frie marked ville muliggøre, at pengene fordeltes, eller rettere ville søge til de mest produktive aktiviteter, og derved medvirke til at flest får mest ud af det.

Selv om det således ser lidt sort ud ifølge Mulgan, fordi der har været for mange vulgærliberalister, der alt for længe har fået frit spil til udpining af naturens ressourcer, og gennem patenter på medicin og it m.v. at binde forbrugerne og hindre fornyelse, er der måske endnu håb. Ikke mindst fordi den velbjergede femtedel af befolkningen, der hidtil i alt for stor udstrækning har lukreret af det ødelæggende økonomiske cirkus, der har fundet sted i form af vilde væddemål med astronomiske beløb, der har været anvendt til, futures, options, og lignende mystiske transaktioner gennem gearing af ofte imaginære værdier, nu omsider er ved at være blevet klar over, at der har været tale om et muligt økonomisk fata morgane. For selvom det i nogen tid endnu en gang har set ud som om penge kan avle penge, så er virkeligheden på lang sigt stadig den, at kun arbejde kan skabe værdier.

Eftersom ingen af de utallige økonomer, der har efterfulgt Adam Smidt, hidtil har kunnet præsentere mulige løsninger på vore nuværende problemer, måske bl.a. fordi der netop er så mange at vælge imellem, så at selv vore nulevende økonomer og deres proselytter bliver forvirrede, er der måske derfor grund til og mulighed for at vende tilbage til netop Adam Schmidt. Især fordi han netop ikke alene gjorde opmærksom på det som Hegel kaldte ”historiens list” i form af bierne, men også advarede mod de økonomiske græshopper. Og væsentligst fordi Adam Schmidt mente, at statens vigtigste opgave var at fremme mulighederne for bierne, bl.a. ved at forhindre græshoppernes skadevirkning.

Det venter vi så på!

tdj