Overraskelsen hos
finansverdenen og landets ledelse over den ”uventede” finanskrise i 2008, og to
forskellige regeringers efterfølgende stort set resultatløse ”kamp” mod
følgerne af den, samt ikke mindst de mere og mere forgæves forsøg på at
foregøgle befolkningen, at opsvinget ligger et eller andet sted i en efterhånden
mere og mere uvis fremtid, burde for længst have kunnet afsløre, at der måske
hverken er tale om viden og beregninger, eller om håb eller skæbnetro.
Alt for meget tyder derimod
på et bevidst forsøg på at skjule en afmagt over, at man i virkeligheden med de
nuværende indgreb og mangelen på handlekraft ikke er i stand til at gøre andet
end at smøre lidt salve på såret og holde befolkningen uvidende om den
alvorlige sygdom, som har givet anledning til såret.
En forklaring på fænomenet
kunne være, at man efterhånden har et uoverskueligt antal økonomiske modeller
og eksperter at vælge imellem, og derfor ikke kan finde den rigtige model eller
ekspert at støtte sig til. En anden kan være den, at man netop bevidst bruger
denne uoverskuelighed til at snakke, drøfte, disputere og kommentere alle
teorier til hudløshed, mens man venter på naturens orden. Nemlig den orden, der
består i at konjunkturerne omsider vender igen.
Det hjælper vel også lidt
på forståelsen for, at det tilsyneladende er så svært, som den nuværende
tomgang viser, når der netop er så mange, der ønsker at give deres besyv med.
Inklusive undertegnede.
Tdj. 