Har det danske demokrati begrænset holdbarhed?

Danmarks demokratiske styreform har foreløbig fungeret i 164 år. Selvom vi stadig mener det fungerer godt, knager det i fugerne, To tredjedele af vælgermassen lever i dag af penge, som de modtager fra staten. Enten som ansatte i det offentlige, eller som modtagere af overførselsindkomster af forskellig art. Med en sådan majoritet er der ikke grund til at tro, at de som vælgere vil gå ind for en reduktion af pengestrømmen fra en stadig vigende del af den del af befolkningen, som skal frembringe de nødvendige midler.

Verdens første demokrati i Grækenland blev træt efter 186 år. I slutningen af denne periode kunne man observere præcis samme udvikling. Staten havde udviklet sig til en løn- og understøttelsesbetaler og festarrangør. Folkets repræsentanter i landets ledelse optrådte nærmest som forventningsmagere og forhåbningsafbrændere. Materialismen kvalte også dengang fornuften.

”Livet tabte sin alvor, blev overfladisk og frivolt,” konstaterer historikeren Carl Grimberg, i sit stor værk, ”Verdenshistorien”. De vigtige samtaleemner i byen var de kendtes vilde liv, den fineste konditors nyeste opfindelse på bagværkets område. Frivole kvikheder, som fødtes under glade drikkelag, gik som en løbeild gennem byen. Athen var i færd med at blive en småtskåren ravnekrog.” slutter Grimberg sin beretning om verdens første demokrati.

Forskellen på dengang og nu er, at vi har mulighed for at forsøge at lære af fortiden.  

tdj.

Beskytter Nationalbanken pengegalskaben?

Hvordan kan Danmark være tjent med at have en Nationalbank, der ifølge statutterne forventes at have ansvaret for at ”opretholde et sikkert pengevæsen”, men som før finanskrisen oplyser, at den ikke har kendskab til en vigtig del af finanssektoren, og tilmed tilsyneladende er tilfreds hermed, og efter finanskrisen undskylder sig med, at det ikke ville have nyttet noget at fortælle politikerne og befolkningen noget om pengegalskaben.

 3 år før finansnedmeltningen i 2008 oplyste Nationalbanken i en kvartalsoversigt, at den ikke havde kendskab til den gældsboble, der var under opbygning. Almindelige fornuftsindivider havde længe frygtet, at den truede med at føre til verdensøkonomiens kollaps. Nationalbanken var således tilsyneladende tilfreds med at vide, at den ikke rigtig vidste noget. Begrundelsen for ”uvidenheden” var, at de, der var beskæftiget med det voksende finanscirkus, ikke havde indberetningspligt!

For nylig oplyste den direktør, som var den øverste leder i Nationalbanken både før og efter finansskandalen, som altså var særdeles sandsynlig for almindelige mennesker, at han ifølge et interview i Information ikke mener at politikerne ville have lyttet, hvis Nationalbanken havde rådet politikerne til at stramme op i den finansielle sektor for at sikre stabiliteten. Han kalder forståelsen for behovet for at stramme til for ”ikke-eksisterende.”

Med andre ord indrømmer direktøren nu åbent, at det tilsyneladende har været mere opportunt for ham at afstå fra at kæmpe for det, som er Nationalbankens hovedopgave, nemlig at ”opretholde et sikkert pengevæsen”, end at vove sig ud i et opgør med politikerne, hvilket jo netop også er en af Nationalbankens hovedopgaver.

Der er to mulige forklaringer på denne landsskadelige passivitet. Enten må Nationalbankdirektøren have været utilladelig indskrænket i sin bedømmelse af risikoen for et kollaps, og i så fald burde han vel have været fyret på gråt papir og med nedsat pension. Eller også har Nationalbankdirektøren været ualmindelig snu, hvad der nok er det mest sandsynlige, og bedømt muligheden for straffrihed efter devisen, at hvis man lukkede øjnene, som så mange andre, ville et kollektivt ansvar holde ham fri. I den såkaldte Rangvid-rapport, som Nationalbanken i øvrigt har medvirket til at forfatte, er det nu på 488 sider lykkedes at ”forklare”, at der har været flere om ansvaret. Hvilket som bekendt er ensbetydende med, at ”alles ansvar er lig med ingens ansvar”.

Hermed er pensionerne reddet, men samtidig er ladeporten igen åbnet på vid gab for en ny finansnedsmeltning og finansskandale. tdj 


Frederiksborg Amts Avis  14. november 2013

Den 3. december 2018 skriver Ugebrevet Mandag Morgen:

Nationalbankdirektør stod i spidsen for omfattende aktieudlån

I sine mange år i ATP stod nationalbankdirektør Lars Rohde i spidsen for talrige aktieudlån, hvor landets største pensionskasse ikke havde nogen kontrol med, hvad deres aktier blev brugt til. En stor del af de mange udlån foregik via en konstruktion i Luxembourg, som ATP selv betegner som kreativ.