Alternativ erhvervsfornyelse.

I flere årtier har skiftende regeringer og et stadig mere selvhævdende offentligt og institutionelt erhvervsfremmesystem lovet at fremme erhvervsfornyelsen.
Alligevel er behovet for erhvervsfornyelse, og dermed også en nødvendig samfundsfornyelse, i dag større end nogensinde. Tiden er derfor inde for alternative erhvervsfremmemidler og -metoder.

onsdag den 29. januar 2014

Du må gerne begå fejl

    Sådan burde det 12. bud lyde. Det 11. bud er som forhåbentlig bekendt: Du må ikke slå nye ideer ihjel.

   Et af Danmarks alvorligste problemer er, at disse almindeligheder desværre ikke kan siges for tit. Det skyldes måske ikke mindst, at ledelseslitteratur og -læring ef­ter­­hån­den i alt for stor udstræk­ning har forarmet mulighederne for fornyelse. Be­greber som organisation, administration, strategi, management, rationalisering o.l. er gjort til synonymer med fornuft og klogskab. Samtidig har en stigende kom­pli­cering og forkvakling af ledelsesmodeller, -midler, -metoder, -strukturer og andet gøgl i alt for stor udstrækning haft til formål ikke at begå fejl. 

   Heldigvis er der dog også andre opfattelser, samt ikke mindst beviser for den modsatte tankegang. Bill Gates påstår eksempelvis, at han aldrig vil ansætte en senior-manager, medmindre han har lavet nogle store fejl. Fornuften i en sådan filosofi bakkes op af en under­søgel­se, som Britisk Psykologisk Samfund har fore­taget af 230 seni­or-forret­nings­mænds fejl­tagel­ser. Konklusionen var klar. Angst for fejl med­fører fantasiløs tænkning, og for­hindrer kreative eksperi­men­ter.

   Vil man have succes, må man begå fejl. Bernhard Shaws udtrykte det allerede for en menneskealder siden på denne måde: "Den fornuftige mand tilpasser sig verden. Den ufornuftige prøver hele tiden at lave den om. Derfor må ethvert frem­skridt afhænge af den ufornuftige".

   Når det er blevet nødvendigt at minde om både retten og pligten til at begå fejl skyldes det ikke mindst det kæmpestore behov, der i Danmark er for fornyelse, og i denne forbindelse for en helt anden form for fejl, end dem, der under dække af fornuft og klogskab alligevel har ført til den nuværende utilfredsstillende tilstand. I denne situation burde ufornuft derfor være den aller højeste form for fornuft.       

   Det er også symptomatisk for udviklingen, at den megen management­litteratur og klogskab alligevel ikke udelukker, at alle størrelser virksomheder, også de i medier­ne omtalte midler­tidigt rige og såkaldt succesfulde, begår masser af fejl. Problemet er imidlertid, at de alt for ofte ikke får andet ud af fejlene end arbejdet med at for­søge at skjule dem og udrydde årsagerne. Også hvis de kunne have været et led i en kreativ proces.

   "I sådanne frugtbare omgivelser udviklede jeg den gode og lærerige vane at lægge mærke til, hvad der blev gjort, og så, ved at overveje den modsatte frem­gangsmåde, indse, hvad der virkelig var fornuftigt". Det var den filosofi, som den inspirerende chef Robert Townsend anvendte, da han skabte succesen for det amerikanske firma, Avis Rent A Car. En succes, som blev opnået gennem almin­delig sund fornuft og menneskelighed, og som han har givet eksempler på i sin usædvanlige bog, "Op med virksomheden". Han indrømmede i øvrigt åbent, at hans fejlprocent faktisk var høj.
Et af hans bedste råd er:  "Vær på vagt over for den leder, der går på vandet og aldrig tager fejl. De kan spare Dem selv for en masse ærgrelser ved at søge stilling i et andet firma".
T. Dalsgaard Jensen. Tidsskriftet Lederne, dec. 1998.

                                                                                                                                                                                                                                                                                         ale

onsdag den 1. januar 2014

Statsministerens nytårstale

Det er nærmest uheldssvangert, når statsministeren i sin nytårstale stort set alene beskæftigede sig med fordelingen af velfærden, og ikke nævnte forudsætningerne herfor, nemlig den nødvendige velstandsfrembringelse og betingelserne herfor.

Kendsgerningerne er nemlig stadig, at det kun er små og nye virksomheder, der kan redde Danmark. Det kan ikke siges for tit. For havde de store og gamle virksomheder, institutioner og systemet som sådant kunnet redde Danmark, må man da kunne gå ud fra, at det ville være sket for længst.

Det eneste som statsministeren tilsyneladende bygger sine løfter til borgerne på er, at ”Dansk økonomi har en vending i sigte”, som man bl.a. også kan læse på Økonomi- og indenrigsministeriets hjemmeside. Men hvornår denne vending indtræffer, i hvilket omfang det sker, og navnlig om forudsætningerne for at kunne følge op på denne vending, var der intet.

Med de foregående års dødvande kan situationen nærmest karakteriseres med et citat fra Tour de France: ”Fascinerende momenter af forudsigelighed”, og med tilføjelsen ”Stilhedens perfektion.”