Et af
Danmarks alvorligste problemer er, at disse almindeligheder desværre ikke kan
siges for tit. Det skyldes måske ikke mindst, at ledelseslitteratur og -læring
efterhånden i alt for stor udstrækning har forarmet mulighederne for
fornyelse. Begreber som organisation, administration, strategi, management,
rationalisering o.l. er gjort til synonymer med fornuft og klogskab. Samtidig
har en stigende komplicering og forkvakling af ledelsesmodeller, -midler,
-metoder, -strukturer og andet gøgl i alt for stor udstrækning haft til formål ikke
at begå fejl.
Heldigvis er
der dog også andre opfattelser, samt ikke mindst beviser for den modsatte
tankegang. Bill Gates påstår eksempelvis, at han aldrig vil ansætte en
senior-manager, medmindre han har lavet nogle store fejl. Fornuften i en sådan
filosofi bakkes op af en undersøgelse, som Britisk Psykologisk Samfund har
foretaget af 230 senior-forretningsmænds fejltagelser. Konklusionen var
klar. Angst for fejl medfører fantasiløs tænkning, og forhindrer kreative
eksperimenter.
Vil man have
succes, må man begå fejl. Bernhard Shaws udtrykte det allerede for en
menneskealder siden på denne måde: "Den fornuftige mand tilpasser sig
verden. Den ufornuftige prøver hele tiden at lave den om. Derfor må ethvert
fremskridt afhænge af den ufornuftige".
Når det er
blevet nødvendigt at minde om både retten og pligten til at begå fejl skyldes
det ikke mindst det kæmpestore behov, der i Danmark er for fornyelse, og i
denne forbindelse for en helt anden form for fejl, end dem, der under dække af
fornuft og klogskab alligevel har ført til den nuværende utilfredsstillende
tilstand. I denne situation burde ufornuft derfor være den aller højeste form
for fornuft.
Det er også
symptomatisk for udviklingen, at den megen managementlitteratur og klogskab
alligevel ikke udelukker, at alle størrelser virksomheder, også de i medierne
omtalte midlertidigt rige og såkaldt succesfulde, begår masser af fejl.
Problemet er imidlertid, at de alt for ofte ikke får andet ud af fejlene end
arbejdet med at forsøge at skjule dem og udrydde årsagerne. Også hvis de kunne
have været et led i en kreativ proces.
"I
sådanne frugtbare omgivelser udviklede jeg den gode og lærerige vane at lægge
mærke til, hvad der blev gjort, og så, ved at overveje den modsatte fremgangsmåde,
indse, hvad der virkelig var fornuftigt". Det var den filosofi, som den
inspirerende chef Robert Townsend anvendte, da han skabte succesen for det
amerikanske firma, Avis Rent A Car. En succes, som blev opnået gennem almindelig
sund fornuft og menneskelighed, og som han har givet eksempler på i sin
usædvanlige bog, "Op med virksomheden". Han indrømmede i øvrigt
åbent, at hans fejlprocent faktisk var høj.
Et af hans bedste råd er: "Vær på
vagt over for den leder, der går på vandet og aldrig tager fejl. De kan spare
Dem selv for en masse ærgrelser ved at søge stilling i et andet firma".
T. Dalsgaard Jensen. Tidsskriftet Lederne, dec. 1998.
ale
Ingen kommentarer:
Send en kommentar