Det er tankevækkende, at det går som det går, selv om de toneangivende
politikere til stadighed hævder, at de gør ”det rigtige”. Løfter om forbedring
ender imidlertid alt for ofte med noget andet eller det helt modsatte.
Efterfølgende forsøg på at bevise, at det var det rigtige, men at uforudsigelige
problemer har hindret opfyldelsen af ønsketænkningen, har kun forværret
situationen. I takt med at vælgerne i stigende grad mister tilliden til
politikerne og det bagvedliggende – eller man skulle måske sige det virkelige
bestemmende - institutionelle system, er politikerne og ”systemet” tilsyneladende
kun blevet stadig dygtigere til at skjule den katastrofekurs, som denne
udvikling er udtryk for.
Det er fristende at benytte en amerikansk forfatters provokerende
mening om, at ”ethvert fremskridt er et tilbageskridt”. Men det vil nok være
mere opløftende at bruge et af Poul Henningsens guldkorn: ”Den der vover det
forkerte, handler rigtigt. Derved sker det”. Glasnost og perestrojka var eksempler på fornuften i dette tilsyneladende
paradoks.
Fugleflokke og fiskestimer, der trues af farer, kan vende
retning på brøkdele af sekunder. Østlandene vendte retningen på nogle få dage. Eftersom
danskere er som folk er flest, er der derfor også håb for os. Behovet er der. Betingelserne synes også at
være til stede.
Måske er tiden derfor også hos os ved at være inde til at
vove noget "forkert”.
tdj
Ingen kommentarer:
Send en kommentar