Hvordan man gjorde en mulig erhvervsfremmesucces til en fiasko

"En ekstraordinær produktion af rigtige nye ar­bejdsp­ladser sker bedst og billigst i den private sektor ved hjælp af en særlig form for statsautorise­rede, private virk­som­heds­udvik­lings­selska­ber, der samarbejder med det offentlige med henblik på at yde fi­nansiel og organisatorisk bistand til erhvervsfor­nyelse gen­nem etable­ring af nye aktiviteter i små og nye virksomheder".

Dette var en af hovedkonklusionerne i en amerikansk rege­rings­rapport fra 1992 om Small Business Investment Company systemet (SBIC), efter at det havde været i brug i USA i 33 år. Rap­porten konkluderede videre, at der er tale om "en ene­stående model for of­fentlig-private kompag­niskaber i den økono­miske ud­viklings hi­storie både nationalt og internatio­nalt. Dette skyldes især den pri­vate kapi­tals forrang i virksom­heds-udvik­lingsselska­ber­nes ka­pi­tal­struktur, som har den fordel, at den iso­lerer og sikrer de of­fentlige midler mod tab gennem privat ejerskab og ledelse, der til­lige medfører at beslut­ningst­agningen fin­der sted med maksimal ef­fekt på markeds­mæssige betingelser".

Rapporten bragte desuden omfattende dokumentationer, og sammenfattede med at konstatere, at "systemet har været i stand til at skabe nye virksom­heder, nye ar­bejds­plad­ser, velstand og skat­teprovenu, bå­de lokalt og nationalt i et omfang og med en effektivitet, der ikke er opnået af noget andet er­hvervs­fremmesystem".

Hovedingrediensen i systemet var en 75% statsgaranti til de private udviklingsselskaber, som blev godkendt til at deltage i dette epokegørende erhvervsfremmesystem.

Dette amerikanske erfaringsmateriale dannede baggrund for fremsættelsen af et forslag til et lignende dansk erhvervsfremmesystem. Oplægget til en ny lov herom blev udarbejdet af Dansk Capital Management for et nyt Samordningsministerium, der blev dannet i forbindelse med Nyrup regeringens tiltrædelse i 1993.

Efter at oplægget havde været udsat for det sædvanlige utallige antal fingeraftryk fra alle niveauer i diverse relevante og irrelevante ministerier, og efter at Folketingets erhvervsudvalg havde fået den sædvanlige ”venlige rådgivning” fra bankernes arbejdsgiverforening, Finansrådet, kunne en uerfaren, kollaborativ minister bl.a. meddele følgende til de forventningsfulde små og nye virksomheder:

”Det er vigtigt at bemærke, at loven sigter på at øge incitamentet til at investere i projekter i veletablerede små og mellemstore virksomheder, og altså ikke i iværksætter­virksomheder og såkaldte seed-projekter”. Endvidere ”vurderede” ministeren, at en 50% statsgaranti måtte være mere end nok, selv om dette indebar, at virksomhederne dermed selv skulle indskyde dobbelt så meget som de amerikanske!!!!

Når man så oven i købet i stedet for etablering af et foreslået antal private udviklings­selskaber etablerede en forkromet, statslig bank med det forventningsskabende navn, Vækstfonden, er det vel ikke så sært, at der stadig, næsten mere og mere forgæves, tales om behovet for en yderligere forstærket indsats for at få skabt nye virksomheder, nye arbejdspladser og dermed en nødvendig fornyelse i erhvervssektoren og deraf følgende fornyet fremgang for Danmark.

Det opløftende ved denne triste historie er, at man således endnu ikke har fået afprøvet det succesrige amerikanske erhvervsfremmesystem i renkultur på dansk jord, og at der således stadig er håb forude.

tdj

 

Succesen er en fiasko!

Endnu en gang kan det store statslige og institutionelle "Danmark" sole sig i en international undersøgelse, der på en eller anden finurlig måde kan få det danske erhvervsfremmesystem til at fremstå blandt de bedste i denne verden.

Det seneste eksempel er en ny EU-liste, der placerer alle Danmarks 5 regioner ind i top-25 listen for iværksættermiljøet blandt 125 europæiske regioner. København placeres endog foran hovedstæder som London, Paris og Stockholm.

Hermed kan det offentlige og institutionelle iværksætterhjælpesystem sige lige som en overlæge gjorde efter en svær operation. "Operationen lykkedes!" At patienten døde, og at antallet af selvstændige tilsyneladende stadig blive færre, får vi meget sjældent oplyst.
  
Situationen er i øvrigt i korthed den samme for iværksættere som for storke. Danmark er velforsynet med storkereder, og iværksætterhuse af forskellig art. Men hvis klimaet er for koldt, og mulighederne for at samle føde ikke er til sted for storkene og iværksætterne, må man vel omsider kunne forvente, at Folketinget eventuelt begynder at reducere antallet af redepladser og iværksætterhjælpere og i stedet forbedrer etablerings- og fødemulighederne.
tdj