Vi kan starte opsvinget selv

Hvorfor sidde og vente på et opsving fra verden udenfor? Hvorfor ikke forsøge at lave et lille opsving selv? For eksempel ved at ”overtale” eller styre en del af de penge, som endnu er tilbage i samfundets hullede pengetank, til investering i ”noget andet”. Eller måske i noget helt, helt andet, end hvad de hidtil har været anvendt til.

For eksempel til investeringer i nye aktiviteter, virksomheder og arbejds­pladser i stedet for til støtte af for­skellig art til bevarelse eller oppustning af store virksomheder til størrelser, hvor de brister eller langsomt svinder ind, fordi værdierne ædes op indefra af lønstigninger og bureaukratisme. Storheden er i virkeligheden ofte deres eneste mål - og skæbne.

Hver gang en investeringsbeslutning skal træffes, burde overvejelserne gå i retning af at investere i det stik modsatte af, hvad man hidtil har investeret i. I fissioner i stedet for fusioner. I småt i stedet for i stort. I mennesker i stedet for i maskiner. I ideer og koncepter i stedet for i mursten. I ulande i stedet for i i-lande. I skabelse af noget fremtidsrettet i stedet for i bevarelse af noget bestående.

Det, at skabe noget fremtidsrettet betyder ikke, at det skal være noget helt epokegørende nyt. En genoptagelse af nogle glemte eller gemte, gamle dyder eller metoder i nye sammenhænge kan også være en gunstig fornyelse. Det værste, der kan ske, er, hvis de øjeblikkelige faresignaler kvæles i tilfredshedens apostles messen om, at der kun er tale om midlertidige, mindre fluktuationer.

Når de samme ordførende topøkonomer, politikere, ledere af banker, virksomheder og organisationer, som har været med til at puste ballonen op, ikke alene ikke har været i stand til at hindre den igangværende erodering af pengesystemet, og heller ikke ser ud til at være i stand til at tale et nyt opsving i gang, kan der vel ikke findes bedre bevis for, at der er behov for noget helt, helt andet.

Når behovet for fornyelse for øjeblikket ser ud til at være større, end det har været længe, kan man blive helt euforisk ved tanken om, at mulighederne for at prøve noget andet og bedre samtidig også er tilsvarende store. Mulighederne ligger i udnyttelsen af den store skjulte reserve, som samfundet er i besiddelse af i form af penge, arbejdskraft og ideer.Pengerigeligheden bekræftes bl.a. af prisen på pengene. Den lave rente er især udtryk for, at det er så vanskeligt at komme af med dem til noget fornuftigt. Arbejdskraften består i at Danmark råder over langt mere en halv million arbejdsduelige personer, som ikke deltager i samfundsproduktionen. Hvortil kommer de mange tusinde personer, som vil kunne overføres fra det offentlige system til det private. Hvad enten det drejer sig om personer, der for øjeblikket modtager overførselsindkomster fra det offentlige eller hæver løn for deres arbejde i det offentlige system, vil hver ny beskæftiget i det private system tælle for to.

Sidst, men ikke mindst, er der et stort materiale af ideer og koncepter på det jordnære niveau, som kan tages op, hvis investeringsfilosofien ændres i retning af flere incitamenter og færre tilskud. Hidtil synes politikken hovedsagelig at have været, at der skulle gives tilskud til såkaldte ”blonde japaneres” sofistikerede projekter, som forventedes at kunne give anledning til fremgang for den enkelte virksomhed på mindst 100 pct. per år. En ”elite” af statslige og institutionelle bureaukrater er blevet uddannet til at udvælge egnede projekter uden at det har givet anledning til større skred i udviklingen..

Nu må tiden derfor være inde til, at almindelige mennesker kan komme lidt mere til orde med ”hus­mands­projekter” af enhver art. Både når det drejer sig om udvælgelse af og investering i disse projekter, samt om bemanding af dem.

Et system, som kan bringe små inverteringsprojekter for små investorer og almindelige igangsættere med jordnære projekter på banen og skabe nye arbejdspladser, har ligget ubenyttet i årevis i et mini­sterium, hvis fornyel­sesprojekter i mellemtiden umiddelbart synes at have indskrænket sig til navneskifter fra Industriministeriet over Samordnings­ministeriet og Erhvervsministeriet til i dag, hvor der er skabt nye forventninger med navnet Økonomi- og Erhvervsministeriet med Boligministeriet som vedhæng.

Det mest tankevækkende er dog, at man med navneskiftene tilsyneladende har villet dække over mangelen på fornyelse i indholdet i erhvervsfremmepolitikken.

Uddrag af artikel af Tage Dalsgaard Jensen i tidsskriftet Ingeniøren den 9. august 2002.

 

PS. Seneste navn (2014) på det ministerium, som skal forny Danmarks erhvervssektor er:

Erhvervs- og Vækstministeriet!