Alternativ erhvervsfornyelse.

I flere årtier har skiftende regeringer og et stadig mere selvhævdende offentligt og institutionelt erhvervsfremmesystem lovet at fremme erhvervsfornyelsen.
Alligevel er behovet for erhvervsfornyelse, og dermed også en nødvendig samfundsfornyelse, i dag større end nogensinde. Tiden er derfor inde for alternative erhvervsfremmemidler og -metoder.

mandag den 29. december 2014

Nytårsønsker for 2015


   Ønskerne for det nye år bør gå i retning af, at det vil lykkes at få ekstra fokus på de store res­sourcer og muligheder, som endnu ikke er udnyttet i vort samfund. Ledige, billige penge i tocifrede milliardbeløb, arbejds­duelige ubeskæftigede i hundred tusinder, og et utal af uudnyttede ideer og projekter i skuffer og hjernekister. Ressourcer der imidlertid kun kan bringes frem i lyset, hvis investorerne, arbejdskraften og ideejerne føler det kan betale sig. Og hvis det samtidig lykkes at få vendt opmærksomheden lidt væk fra nogle af halvfemsernes grandiose, og – i hvert fald set i bakspejlet – alt for uforståelige og risikable initiativer. En epoke, der især har været præget af at gøre noget i forvejen stort og stift endnu større og samtidig ofte mere uoverskueligt og umen­ne­skeligt, og hvor det blev anset for den højeste fornuft at satse på eksplosiv vækst i forbindelse med etablering af nye virksomheder og aktiviteter.

   Man kan i denne forbindelse få den tanke, at der er en sammenhæng mellem de problemer, vi oplever for øje­blikket og de uindfriede løfter, som ovenstående filosofi gav os om fremskridt for hele verden gennem samarbejde, stordrift og glo­balisering. Realiteterne er jo, at freden er truet, økonomien vakler, og at mange af de fattige lande, som angiveligt skulle høste særlige fordele, er blevet endnu fattigere, mere fortvivlede, opløs­nings­truede og folkevan­drings­modne, medens flertallet i den industrialiserede verden har fået det som overfodrede dyr. For dyre i drift og for dorske i handling.

   Man kan også befrygte, at de, der i særlig grad har medvirket til den udvikling mod usikkerhed og fru­stra­tion, vi befinder os i, ikke vil være i stand til at få os ud af vort dilemma. Især når de hidtidige forhåbninger og be­sværgelser om fornyet fremgang til stadighed overdøves af nye tegn på økonomisk, politisk og social uro, ubalancer og udsigtsløshed rundt om i verden, og af flere og flere tegn på, at de også vil komme til at påvirke vor egen hverdag.

   Den største fare ligger imidlertid i en forstående, voksende tøven og inaktivitet hos de ufødte, små selvstændige erhvervs­dri­vende. Dem som tidligere har været i stand til at vende udviklingen under lignende omstændigheder, når optimisme og fremskridtstro midlertidig truedes af afmagtens optimisme. Selv om det fortsat er verdens små selvstændige på landet og i byerne, og mikroøkonomi i det hele taget, der producerer det meste af verdens føde, skaber de fleste nye arbejdspladser, passer bedst på Jordens ressourcer og værner mest om næste generation, har globaliserings­kappestriden, fusionsfeberen og anden form for økonomisk, politisk og social elefantiasis nu også i stigende grad truet de små selvstændiges fornyelsesevne og -muligheder.

   Hvis det skal lykkes at vende udviklingen i det nye år, må der derfor først og fremmest arbejdes for, at mikroøkonomiens vilkår forbedres. I så fald vil et hidtil vigende antal små erhvervsdrivende sammen med en voksende del af befolkningen, som under forbedrede vilkår kunne tænke sig at blive selvstændige, være parate til den nødvendige, ekstraordinære indsats. Forudsætningen er imidlertid, at et ligeledes voksende antal personer, der omsider erkender de store ulemper og farer, som er forbundet med globalisering, stordrift, fusioner og lignende storhed, også bakker op. I så fald vil vi ikke alene kunne starte et nyt og bedre opsving herhjemme, men måske også være med til at lægge kimen til en nødvendig fornyelse i større sammenhænge.

   Med håbet om, at tiden omsider er inde til igangsætning af en sådan ny udvikling, og med forvisningen om, at viljen og evnen til at skabe en nødvendig, fornyet fremgang er til stede, og vil kunne frigøres med incitamenter for investorer, arbejdskraft og ideer, og endelig, at der også findes et færdigudviklet, men endnu ikke ibrugtaget erhvervsfremmeinstrument i det private regi, der indebærer at det også kan betale sig for samfundet, ønsker jeg hermed et rigtig godt og aktivt nyt år.
Med venlig hilsen
Tage Dalsgaard Jensen
 
 

(Ovenstående er genbrug af en nytårshilsen, der i januar 2003 og januar 2004 blev sendt  til Anders Fogh Rasmussen, Bendt Bendtsen, og Thor Pedersen i forbindelse med et konkret erhvervsfremmeprojekt.)


 


søndag den 14. december 2014

Kæmpe behov for EU-reformer for nye, små virksomheder.

Afsløringen af den nye EU-kommissionsformand Jean-Paul Junckers uetiske og umoralske manøvrer til fordel for store selskabers muligheder for at slippe for skat i deres hjemlande må omsider give anledning til en reformation på skatteområdet.

Hvis der skal være tale om forskelle i skat for virksomheder, må det være til gunst for en kortvarig skattebegunstigelse for nye virksomheder, frem for den evighedsgave af de store, som nu oven i købet ser ud til at ville blive dysset ned fra EU`s øverste instans.

Afdækningen af den uetiske og umoralske adfærd, som af nogle endog har været  karakteriseret som samfundsforræderisk, kommer overraskende fra Juncker selv. Ifølge Politiken pakker han det imidlertid ind på denne måde:  ”Objektivt set er jeg blevet svækket, fordi Luxleaks (en whistleblowers afsløringer af skattefidusen) indikerer at jeg har taget del i manøvrer, som ikke opfylder elementære regler for etik og moral”.

Det må vel derfor betragtes som et magisk trick af de allerstørste, hvis Juncker får lov at fuckr med vore hjerner på denne måde, når han jo som finansminister i perioden 1989 til 2009 og statsminister i peroden fra 1995 til 2013 rent faktisk har været Luxemburgs  øverste ansvarlige for manipulationen!

På denne baggrund må det tillige give anledning til ekstra foruroligelse, når der nu oven i købet er rejst sigtelse mod og foretaget afhøringer af en person, som man mistænker for at være den, der har afsløret den uetiske og umoralske politik, som den tidligere finansminister, statsminister og nuværende EU-kommissionsformand har stået for.
tdj