StorhedsVanvid

Jo mere energi og jo flere penge man bruger på at gøre noget stort større, des mindre bliver fornyelsen. Og eftersom det netop er reel fornyelse, der er behov for til at bringe ny kvalitativ vækst ind i systemet i stedet for den kvantitative vækst, der synes at være hovedemnet - og problemet - for øjeblikket, er behovet for ekstraordinær investering på dette område af vital betydning. Det kan kun ske ved at fråse lige så meget med penge til nye aktiviteter i små og nye virksomheder, som vi tidligere har fråset med penge til velfærd.

Når regeringen eksempelvis har planer om at tillade etablering af hypermarkeder, og foreslår sammenlægning af storlandbrug til megastørrelser, der kan producere flere svin og mælk til markeder, hvor priserne stadig falder, er det vel efterhånden på sin plads at anvende ordet vanvid. Ikke mindst fordi opbakning til fortidens store virksomheder, hvis overlevelsesmulighed stort set alene består i at effektivisere produktionen ved at erstatte menneskelig arbejdskaft med robotter, vil forstærke behovet for en ekstraordinær produktion af nye arbejdspladser.

Hvem husker for eksempel navnet på Danmarks største virksomhed for 40 år siden. Navnet var ØK, (Østasiatisk Kompagni). Fra dengang at have beskæftiget op mod 40.000, er navnet nu ved at være helt forsvundet, sammen med B&W og de andre store skibsværfter, samt navne som Christiani og Nielsen, Hafnia, Baltica m.fl. fra samme storhedstid.

Det er i denne forbindelse særlig interessant, at mange af disse virksomheder inden deres endeligt har været i stand til at rejse penge i samfundet til "rationaliseringer" i størrelsesordenen op til tocifrede millionbeløb for hver arbejdsplads de har kunnet nedlægge, og at hovedparten af denne besparelse af arbejdskraft i perioder er endt i offentlige stillinger.

Og når det stadig, som det ser ud i den nærmeste horisont, giver alvorlige problemer med at få etableret et tilstrækkeligt antal nye arbejdspladser og produktion i den private sektor, er tiden absolut moden til at gøre noget helt andet end hidtil. I virkeligheden er der behov for at omsider at fråse lige så meget med investeringer til produktion af nye arbejdspladser og aktiviteter i nye og små virksomheder, som man hidtil har brugt til at gøre noget stort større.

Med dette lille nytårssuk tillader jeg mig endnu en gang at henvise til nedenstående "Nytårsønsker for 2015"
tdj
　

Stem Ja! - eller Nej!

Resultatet af afstemningen den 3. december om, hvorvidt Danmarks nuværende retsforbehold bør afløses af en såkaldt tilvalgsordning, leder tankerne hen på Søren Kirkegaards tvivl om ægteskabet. ”Gift dig, og du vil fortryde det”, sagde han og tilføjede, ”gift dig ikke, og du vil fortryde også det!

Problemerne i forbindelse med såvel et ja som et nej er nemlig stort set lige som det er med ægteskaber. Man ved ikke før bagefter, om alternativet til det, man har valgt, ville have været bedre. Det er måske for de fleste lige så uforståeligt, som hvis man havde oplyst, at valgets tema handlede om, ”hvorvidt Danmarks nuværende tilvalgsordning bør afløses af et retsforbehold.”

Det man foreløbig ved er, at såvel de der opfordrer til at stemme ja, som de der opfordrer til at stemme nej, hver især mener, at hvis de andre vinder, så vil det føre til kaos. Det venter vi så på, for ud af kaos kommer der ofte noget nyt, som er det vi virkelig trænger til. Og det er trods alt bedre end den stadig voksende krise, som vi befinder os i for øjeblikket. For som Storm P definerer ordet krise, så er det den tilstand man befinder sig i, når ingen ved, hvad der skal gøres i en fart!

tdj 

Iværksættere kræver udsigt til succes

I stedet skummer fødselshjælperne fløden

Hvis det kan betale sig at sætte noget nyt i gang, vil antallet af igangsættelser næs­ten eksplo­de­re.  Denne normaltilstand har kunnet observeres i mange lande efter forud­gå­ende lavkonjunkturer. 

   Hvis det ikke kan betale sig at sætte noget i gang, vil det være som det allerede længe har været tilfældet herhjemme. Kun de, som trod­ser de dårlige forhold, vil komme rig­tig i gang, og alt for mange af disse forbløder undervejs. Resultatet er det katastrofale, at vi til stadighed får tilført for få erhvervsdrivende

   Det egentlige problem er nemlig ganske enkelt utilstrække­lig for­nyelse i den sektor, der skal frem­bringe den rig­dom, som en efter­hånden alt for stor hjælpe‑ og for­delings­sektor har fået en stedse vok­sende ekspertise i at "admi­ni­strere", det vil sige forbruge.

   Hertil kommer så, at den del af befolkningen, der er mulige iværk­sættere, men som på grund af almindelig sund fornuft afstår fra at etablere egen virksomhed, eller som simpelt hen bliver for­hindret af vanskelighederne, vil lufte deres forbitrelse over for spe­cielt landets ledelse. Fordi den efter deres op­fat­telse ikke forstår nogle almin­delige forud­sætninger for fornyelse i er­hvervs­sektoren, nemlig først og frem­­mest, at det altså skal kunne betale sig. 

   Denne indstilling vil i visse til­fælde udvikle sig til en egent­lig idio­synkrasi, som nær­værende beskri­velse måske også kan opfat­tes som udtryk for. Dette bevirker, at der udvikles en lignende modsat tilstand hos politi­kere og andre, som for­ud­sættes at være dem, der skulle være i stand til at hjælpe til med løsning af disse alvorlige problemer. Og det en­de­lige resultat bliver simpelt hen, at der ikke sker noget som helst.

   Desværre må man jo nok kon­kludere, at hovedparten af de mulige iværksættere trods alt hidtil har vist sig at være de "klogeste". De bliver ganske enkelt i deres nu­væ­rende beskæfti­gel­se, så længe forhol­dene er som de er. De fleste har nem­lig for længst erkendt, at de ikke vil kunne lave om på politikerne, me­dens disse til­syneladende sta­dig tror, at de kan "producere" iværksæt­tere på anden måde end ved som i andre lande "blot" at skabe al­min­delige gode forhold på det øko­no­miske område.

   Et stedse voksende iværksætter­hjælpesystem med udbud af iværk­sæt­terkursus og alskens anden iværk­­­sæt­terglimmer lever fedt af denne tilstand. Ved hjælp af poli­ti­kernes "stedse bevågenhed over for landets fremtidige erhvervs­sek­tor", iværksætteraspiranterne, kappes det­te systems deltagere om at hjælpe hin­anden med at "hjælpe" i et sådant omfang, at iværksætteraspiran­ter­ne i stor udstrækning simpelt hen jokkes ned. Hvilket så med en ligeledes stedse voksende be­hændighed ud­nyttes til at overbevise blandt andet po­litikerne om, at "succesen", som altså nærmest er en fiasko, kunne blive endnu større, hvis der bevilges flere penge til iværk­sætter­ne, hvilket vil sige til hjælperne.

   Det ville være lykkeligt for landet, hvis man omsider blev klar over det uhyggeligt selvforstærkende i dette system. Bevilges der flere penge til hjælpesystemet i stedet for til iværk­sætterne, bliver iværksæt­ter­aspi­ran­terne endnu mere sure og umo­tive­rede. Hvilket så igen be­kræfter nød­vendigheden af iværk­sæt­terhjælpesy­stemet, ikke mindst for at holde denne "meget vigtige sam­­funds­sek­tor" men også "tem­me­lig utak­nem­melige og besværlige ska­re af iværk­sætter­aspiranter" stangen i en pas­sende afstand fra de travle politiker­e.

   Det er virkelig på tide, at der gøres noget for at skabe et nyt energi­akti­ve­ringssystem. Af den enkle art, som altså foreløbig har gjort iværk­sætterhjælpesystemet og ikke mindst sporten til nogle yderst attraktive "erhvervssektorer", nemlig PENGE!­ Ved at give disse i større doser, og samtidig mere direkte til iværksæt­teraspiranter­ne, og ikke mindst gen­nem en direkte aner­kendelse af disse, kunne man måske så omsider oven i købet opnå at gøre livet i erhvervs­sek­toren til en sport.

TDJ.

 

PS. Dette nødråb blev for resten offentliggjort i Politiken den 19. januar 1989!!

 

Gør Margrethe til konge

Herved kan Prinsgemalen Henrik  blive dronning, og dermed kan diskussionen om Prinsegemalen Henriks ønske om at blive tituleret standsmæssigt blive løst.

Ifølge gængse ordbøger er begrebet konge betegnelsen for et livsvarigt statsoverhovet i et monarkistisk stat (kongerige eller kongedømme). Om kongen skal være mand eller kvinde foreligger der intet. Eftersom begrebet dronning ifølge gænge ordbøger bl.a.  også benyttes som betegnelse for en kongens ægtefælle, så synes et af nationens store problemer hermed at være løst med tilstrækkelig begrundelse.

Skulle nogen alligevel føle problemer i forbindelse med at en dronning for fremtiden således også kan være en mand, må det sidestilles med, at der tilsyneladende stadig findes nogen, der ikke rigtig kan forlige sig med, at en sygeplejerske også kan være af hankøn. 

Forhåbentlig vil denne ændring give mere plads til omsider i stedet at debattere, hvordan vi får produceret flere nye virksomheder og dermed nye arbejdspladser.

Basil.

Store og gamle virksomheder fyrer, små og nye hyrer.

Sådan har det altid været.  tdj

Er skatteloftet nået?

Med verdens højeste officielle skattetryk på 49 pct,, verdens højeste moms på 25 pct., verdens højeste afgift på biler og på el m.v., og hermed en samlet skattebelastning af middelstandsfamilier på op mod 80 pct., synes grænsen for samfundets skatteevne for længst at være nået. Alligevel ser det jo på overfladen ud som om det ikke står så dårligt til endda. Bortset fra at der til stadighed er underskud på statsregnskabet.

Om end statsgælden i procent som følge heraf foreløbig  kun andrager en fjerdedel af Grækenlands statsgæld, så er situationen foruroligende. Vi har nemlig ikke som Grækenland, der for øjeblikket kun har et skattegennemsnit på omkring 35 pct., samt momssatser på 6 - 13 pct., mulighed for forhøjelse af vore satser.

Når der til disse problemer lægges, at Danmarks produktivitet ifølge OECD rangerer som den fjerde laveste blandt de 28 OECD-lande, og at vor offentlige sektor hører til i toppen, samt at antallet af offentlig ansatte sammen med antallet af dem, der er afhængig af overførsler af penge fra det offentlige, nu andrager to tredjedele af vælgermassen, kan det være svært at se, hvordan man kan undgå en stadig forværring af den danske økonomi. tdj

Hvem vækker Danmark til ny fremgang – og hvordan?

”Vi vinder når vi vågner” er titlen på en tankevækkende bog, som ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for dagbladet Børsen, Anders Krab-Johansen netop har udgivet. Med overbevisende kendsgerninger peger han på, at vi på den ene side ikke er helt så fantastiske, som vi gerne vil se os selv, og at vi derfor risikerer at drukne i rusen. På den anden og mere opløftende side peger han samtidig på de store muligheder vi har, når vi vågner. Til slut peger han på Danmarks -  og måske også demokratiets - store problem. Hvor finder vi den styrke og autoritet til at gøre noget ekstraordinært i denne situation.

Kan vi vækkes inden en eventuel ny, alvorlig nedtur? Eller skal vi blot vente, indtil det ender i en katastrofe, eller i bedste fald at en eller anden mere eller mindre demokratisk tilfældighed vækker os til ny dåd.

I denne forbindelse er det imidlertid opløftende at kunne konstatere, at katastrofer - eller en passende højde af angst for sådanne - kan være frugtbare. Statsbankerotten i 1813 var således forløberen for en efterfølgende opblomstring. Guldalderen har vi kaldt den tid. Stænderforsamlinger, højskoler, og det gryende demokrati, som gav os Danmarks grundlov i 1849 var nogle af resultaterne.

Nederlaget i krigen mod Tyskland i 1864 og det store landetab, som bl.a. gav anledning til sloganet, ”hvad udad tabes, skal indad vindes”, var også forløber for et efterfølgende opsving. Andelsbevægelse, andels- og sparekasser, andelsmejerier og –slagterier på landet, og fagbevægelser i byerne gjorde udgangen af attenhundredtallet til en god tid.

Turbulensen efter første verdenskrig i 1914 -18, og angsten for en verdensrevolution førte bl.a. til den såkaldte lensafløsningslov. Op mod hundrede af landets største ejendomsbesiddere  blev pålagt en en-gangs kapitalskat af deres samlede værdier på 25%, samt  at afstå op til 33% af deres landbrugsjord til en af staten fastsat pris. Selv om der i realiteten var tale om en krænkelse af ejendomsretten bestemte Højesteret, at det var en lovlig rigsdagsbeslutning. Udbyttet gik nemlig til en fornyet indsprøjtning til oprettelse af nye små statshusmandsbrug, som medvirkede til at skabe nye arbejdspladser, og endnu en ny fremgang.

Historien viser således at statsbankerotter, krige og revolutioner også kan føre til noget godt. Det kan sund fornuft imidlertid også. Hvis den blev brugt lidt mere, kan den måske også føre til, at man kan få sund fremgang uden forudgående katastrofer.

Det var vel en sådan sund fornuft, der i 1950-erne førte til ny fremgang ved at genanvende noget af den fornuft, som udsprang af de gode erfaringer man havde høstet fra de erhvervsfremmeforanstaltninger, der havde fundet sted gennem udstedelse af statslån til husmandsbrug omkring århundredskiftet

 Alle havde nu mulighed for at optræde som små nye virksomheder, som kunne sætte andre i arbejde med at bygge deres hus.

Problemet med sådanne opblomstringer er, at de lige som i naturen sjældent varer længe. Der er derfor til stadighed brug for incitamenter til og plantning af foranstaltninger, som kan skabe stadig nye opblomstringer.

Et andet og alvorligere problem er, at provenuet af opblomstringer har en tendens til at ende i stadig færre, større og større pengetanke.

Måske skulle man derfor som i 1919 overveje at lægge en kapitalskat på disse kapitalophobninger og anvende provenuet til endnu en ekstraordinær investering i små og nye virksomheder og aktiviteter.
tdj

 

---

]

Stemmefiskeri og løftebrud

 

Kunsten at hverve stemmer var allerede udviklet til en hel videnskab i det gamle Rom. Således beretter historikeren Grimberg om Roms storhedstid før Kristi fødsel i det store værk, ”Verdenshistorien”. Han fortæller bl.a. om et brev, som en yngre broder til den berømte Cicero skrev til denne. I brevet gives der, ifølge Grimberg, anvisninger i det uendelige på, hvorledes kandidaten skal arbejde på at vinde tilhængere ved at strø om sig med penge, holde selskaber og åbent hus for alverden, love guld og grønne skove, selv om han ved, at han ikke kan indfri løfterne – for han behøver jo ikke at sige hvornår han vil holde det han har lovet! – ved smiger, ”folkelighed”, og hele og halve løfter. Fremfor alt, hævder brevskriveren, gælder det om at spille sin rolle, så elskværdigheden ikke virker påtaget, men ægte og naturlig. Et godt resultat er derfor afhængigt af, at man er herre over både minespil og sin stemme. Og så gælder det om at være ihærdig og aldrig blive træt. Følger du disse råd, mener Ciceros broder, vil du snart se dit hus fyldt med trofaste tilhængere, som eskorterer dig på gader og torve, så du ser ud til at være en såre betydelig mand. Benytter du tillige enhver lejlighed til at fremhæve dine konkurrenters dårlige egenskaber, og får du det ordnet således ”at alle mennesker snakker om deres gemene karakter, udsvævelser og bestikkelighed”, så ser det meget lovende ud.

Alt dette, skriver Grimberg videre, er jo forholdsvis uskyldigt og tilføjer, men når de venlige håndtryk følges af alle slags bestikkelser, er man kommet ind på et skråplan. Bestikkelserne foregik dels i det skjulte, dels åbenlyst i form af kornuddelinger, skuespil og stadigt mere imponerende folkeforlystelser. Panem et circenses, ”Brød og skuespil” (egl. cirkusforestillinger) var den romerske pøbels krav. Det var prisen for proletarernes stemmer.

Den kandidat. der havde vundet sig ry for gavmildhed mod folket og hjælpsomhed imod de fattige, havde de bedste udsigter til at blive valgt. Men når han først havde fået sit embede, hilste han ikke længere så forbindtligt på folk, han mødte. Ja det hændte – sørgeligt nok! – at han helt mistede hukommelsen, når det gjaldt hans tidligere ”kære venner”.

Marcus Tullius Cicero (106-43 f. Kr.) romersk politiker og skribent

(Ovenstående blev i nærværende blog bragt første gang  den 6. oktober 2011, umiddelbart efter Helle Thorning-Schmidts etablering af en ny regering.)

Store muligheder – men utilstrækkelige betingelser for at udnytte dem.

Mulighederne for en ny æra med bærbare tekniske, økonomiske og menneskelige fremskridt er større end nogen sinde tidligere i historien. Overflod af ledig, billig kapital, af arbejdsduelige ubeskæftigede, samt en stor, ubrugt iderigdom er til stede.

Betingelserne for at udnytte mulighederne er imidlertid samtidig alt for utilstrækkelige. Resultatet er, at hverken penge, arbejdskraft eller ideer har fundet det opportunt at komme frem i et frugtbart samarbejde i tilstrækkeligt omfang, fordi incitamenterne herfor tydeligvis har været bedømt som ringere end det, de enkelte ressourcer hver især kan opnå ved at lade være.

Risikoen for fiasko – og sandsynligheden for en sådan, – ved at vove noget, er en væsentlig medvirkende faktor til det manglende samarbejde nellem ressourcerne. Konsekvenserne i forbindelse med fiasko skønnes tydeligvis at veje mere end fordelene ved en succes og den sikkerhed, der kan opnås ved at lade andre "stå til søs”, og hægte sig på velfærdssystemet som ydende eller nydende ”lønmodtager”.

Opmærksomheden omkring disse problemer er samtidig så ringe, at samfundets inaktivitet er i hastig udvikling, bl.a. fordi vi ikke har været i stand til at bruge historiske erfaringer fra tidligere lignende situationer til at vise os omkostningerne ved ikke at handle, før en social og økonomisk katastrofe indtræffer.

Følgelig står vi mellem store chancer for at opnå nye succesrige mål, hvis mulighederne udnyttes, og en næsten sikker fiasko, hvis vi ikke udnytter de gunstige betingelser, som vi har for øjeblikket.

tdj.

 

Danmark dejligst...

Vi er dygtige herhjemme. I hvert fald til at få det til at se ud som om vi er det. Men tilsyneladende ikke dygtige nok. Vi er flittige herhjemme. Vi arbejder ikke bare som før. Vi pukler enden ud af bukserne. Alligevel er vi, som statsregnskabet afslører, ikke flittige nok. Vi er også meget kreative. Det taler vi i hvert fald meget om. Men, som regnskabet også viser, heller ikke kreative nok. I hvert fald heller ikke når det drejer sig om at få indtægter nok til at hamle op med udgifterne. Især de fremtidige. Derfor er vi, når det kommer til stykket, heller ikke rige nok. Vi ved det bare ikke, for vi er nemlig foreløbig heller ikke rigtig kloge - nok.

Sådan må man da vist godt tænke en gang imellem - i stille stunder. Og vi er da i den heldige situation, at vi kan blive klogere!

 

Liberalisme og kapitalisme - kræver god moral

Syttenhundredtallets mest betydningsfulde økonom, moralfilosof, og liberalismens fader, Adam Smidt, kan sammen med nutidens lige så betydningsfulde fornyer, økonomen Thomas Piketty, redde økonomien, forudsat at man begynder at tage dem alvorligt, og ikke bare negligerer dem, eller nøjes med at plukke noget ud af helheden i deres teorier.

Adam Smidt har med sin teori om den usynlige hånd og liberalismen som velstandsfrembringer for et sundt samfundssystem været beskyldt for også at have været medvirkende til den kasino­økonomi, som Thomas Piketty i sin nye bog, Kapitalen, påviser vil være katastrofefrem­bringende.

Grunden til kritikken af liberalismen og den økonomiske krise er imidlertid, at man ikke i tilstrækkelig grad har været opmærksom på Adam Smidts forudsætning for, at liberalismen kunne være til nytte for flest muligt i samfundet, nemlig, at betingelserne herfor er en velfungerende stat. En sådan vil ud over et effektivt uddannelsessystem, samt velfungerende systemer på sikkerheds-, rets-, og sundhedsområdet, også have et system, som er i stand til, og rent faktisk griber ind over for dem, der udnytter liberalismen til at tage sig alt for mange og grove fordele på andres bekostning.

Dette sidste er i øvrigt i korthed det, som Thomas Piketty med sin 600 siders bog, Kapitalen, påviser har manglet. Resultatet har været, at en alt for stor del af den kapital, som liberalismen har været med til at skabe, er endt på færre og færre personer og institutioner, som vi tilmed ikke rigtig kender, og som har gjort det muligt til stadighed at øge denne kapitalkoncentration på bekostning af det, som man kan opnå gennem almindeligt arbejde og af liberalismen i det hele taget.

Med udsagnet r > g, hvor r betyder forrentningen af kapital og g betyder nationalprodukt, påpeger han, at det må føre til en katastrofe, når den gennemsnitlige rente for store kapitaler ligger på omkring 6% og bliver ved med at vokse på bekostning af den gennemsnitlige stigning i nationalindkomsten på omkring 1 %. Med 6 % pro anno og renters rente fordobles kapitalen på 12 år, Med 1% rente er fordoblingstiden 70 år. Når nationalindkomsten er blevet fordoblet, er de store kapitaler således mindst femdoblet.

Thomas Piketty mener, at man på denne baggrund må indføre en kapitalskat for de store kapitalansamlinger for at bevare en sund og moralsk forsvarlig liberalisme og kapitalisme og hindre et nyt finanssammenbrud, der med garanti vil komme, hvis man ikke gør noget. Det, man kunne gøre, er at lægge en stigende, mindre encifret kapitalskat på alle formuer fra 10 millioner kroner og opefter. Til sammenligning, og for at påpege mildheden, pålagde den danske stat i 1919 en statsafgift på 25 % af værdien af, hvad landets største kapitalejere, grever og baroner med store godser ejede. Samtidig pålagde man dem at afstå en tredjedel af deres indtjeningsgrundlag, deres jordarealer, til etablering af små nye husmandsbrug, som var nogle af den tids væsentligste erhvervsfornyere.

Hvad mon holder vort velfungerende statssystem tilbage?

 tdj