Kan vi vækkes inden en eventuel ny, alvorlig nedtur? Eller skal
vi blot vente, indtil det ender i en katastrofe, eller i bedste fald at en
eller anden mere eller mindre demokratisk tilfældighed vækker os til ny dåd.
I denne forbindelse er det imidlertid opløftende at kunne konstatere, at katastrofer - eller
en passende højde af angst for sådanne - kan være frugtbare. Statsbankerotten i
1813 var således forløberen for en efterfølgende opblomstring. Guldalderen har
vi kaldt den tid. Stænderforsamlinger, højskoler, og det gryende demokrati, som
gav os Danmarks grundlov i 1849 var nogle af resultaterne.
Nederlaget i krigen mod Tyskland i 1864 og det store landetab,
som bl.a. gav anledning til sloganet, ”hvad udad tabes, skal indad vindes”, var
også forløber for et efterfølgende opsving. Andelsbevægelse, andels- og
sparekasser, andelsmejerier og –slagterier på landet, og fagbevægelser i byerne
gjorde udgangen af attenhundredtallet til en god tid.
Turbulensen efter første verdenskrig i 1914 -18, og angsten
for en verdensrevolution førte bl.a. til den såkaldte lensafløsningslov. Op mod
hundrede af landets største ejendomsbesiddere blev pålagt en en-gangs kapitalskat af deres
samlede værdier på 25%, samt at afstå op
til 33% af deres landbrugsjord til en af staten fastsat pris. Selv om der i
realiteten var tale om en krænkelse af ejendomsretten bestemte Højesteret, at det
var en lovlig rigsdagsbeslutning. Udbyttet gik nemlig til en fornyet
indsprøjtning til oprettelse af nye små statshusmandsbrug, som medvirkede til
at skabe nye arbejdspladser, og endnu en ny fremgang.
Historien viser således at statsbankerotter, krige og
revolutioner også kan føre til noget godt. Det kan sund fornuft imidlertid
også. Hvis den blev brugt lidt mere, kan den måske også føre til, at man kan få
sund fremgang uden forudgående katastrofer.
Det var vel en sådan sund fornuft, der i 1950-erne førte til
ny fremgang ved at genanvende noget af den fornuft, som udsprang af de gode erfaringer
man havde høstet fra de erhvervsfremmeforanstaltninger, der havde fundet sted gennem
udstedelse af statslån til husmandsbrug omkring århundredskiftet
Alle havde nu
mulighed for at optræde som små nye virksomheder, som kunne sætte andre i
arbejde med at bygge deres hus.
Problemet med sådanne opblomstringer er, at de lige som i
naturen sjældent varer længe. Der er derfor til stadighed brug for incitamenter
til og plantning af foranstaltninger, som kan skabe stadig nye opblomstringer.
Et andet og alvorligere problem er, at provenuet af
opblomstringer har en tendens til at ende i stadig færre, større og større
pengetanke.
Måske skulle man derfor som i 1919 overveje at lægge en
kapitalskat på disse kapitalophobninger og anvende provenuet til endnu en
ekstraordinær investering i små og nye virksomheder og aktiviteter.
tdj
