Hvem vækker Danmark til ny fremgang – og hvordan?

”Vi vinder når vi vågner” er titlen på en tankevækkende bog, som ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for dagbladet Børsen, Anders Krab-Johansen netop har udgivet. Med overbevisende kendsgerninger peger han på, at vi på den ene side ikke er helt så fantastiske, som vi gerne vil se os selv, og at vi derfor risikerer at drukne i rusen. På den anden og mere opløftende side peger han samtidig på de store muligheder vi har, når vi vågner. Til slut peger han på Danmarks -  og måske også demokratiets - store problem. Hvor finder vi den styrke og autoritet til at gøre noget ekstraordinært i denne situation.

Kan vi vækkes inden en eventuel ny, alvorlig nedtur? Eller skal vi blot vente, indtil det ender i en katastrofe, eller i bedste fald at en eller anden mere eller mindre demokratisk tilfældighed vækker os til ny dåd.

I denne forbindelse er det imidlertid opløftende at kunne konstatere, at katastrofer - eller en passende højde af angst for sådanne - kan være frugtbare. Statsbankerotten i 1813 var således forløberen for en efterfølgende opblomstring. Guldalderen har vi kaldt den tid. Stænderforsamlinger, højskoler, og det gryende demokrati, som gav os Danmarks grundlov i 1849 var nogle af resultaterne.

Nederlaget i krigen mod Tyskland i 1864 og det store landetab, som bl.a. gav anledning til sloganet, ”hvad udad tabes, skal indad vindes”, var også forløber for et efterfølgende opsving. Andelsbevægelse, andels- og sparekasser, andelsmejerier og –slagterier på landet, og fagbevægelser i byerne gjorde udgangen af attenhundredtallet til en god tid.

Turbulensen efter første verdenskrig i 1914 -18, og angsten for en verdensrevolution førte bl.a. til den såkaldte lensafløsningslov. Op mod hundrede af landets største ejendomsbesiddere  blev pålagt en en-gangs kapitalskat af deres samlede værdier på 25%, samt  at afstå op til 33% af deres landbrugsjord til en af staten fastsat pris. Selv om der i realiteten var tale om en krænkelse af ejendomsretten bestemte Højesteret, at det var en lovlig rigsdagsbeslutning. Udbyttet gik nemlig til en fornyet indsprøjtning til oprettelse af nye små statshusmandsbrug, som medvirkede til at skabe nye arbejdspladser, og endnu en ny fremgang.

Historien viser således at statsbankerotter, krige og revolutioner også kan føre til noget godt. Det kan sund fornuft imidlertid også. Hvis den blev brugt lidt mere, kan den måske også føre til, at man kan få sund fremgang uden forudgående katastrofer.

Det var vel en sådan sund fornuft, der i 1950-erne førte til ny fremgang ved at genanvende noget af den fornuft, som udsprang af de gode erfaringer man havde høstet fra de erhvervsfremmeforanstaltninger, der havde fundet sted gennem udstedelse af statslån til husmandsbrug omkring århundredskiftet

 Alle havde nu mulighed for at optræde som små nye virksomheder, som kunne sætte andre i arbejde med at bygge deres hus.

Problemet med sådanne opblomstringer er, at de lige som i naturen sjældent varer længe. Der er derfor til stadighed brug for incitamenter til og plantning af foranstaltninger, som kan skabe stadig nye opblomstringer.

Et andet og alvorligere problem er, at provenuet af opblomstringer har en tendens til at ende i stadig færre, større og større pengetanke.

Måske skulle man derfor som i 1919 overveje at lægge en kapitalskat på disse kapitalophobninger og anvende provenuet til endnu en ekstraordinær investering i små og nye virksomheder og aktiviteter.
tdj

 

---

]