Iværksættere kræver udsigt til succes

I stedet skummer fødselshjælperne fløden

Hvis det kan betale sig at sætte noget nyt i gang, vil antallet af igangsættelser næs­ten eksplo­de­re.  Denne normaltilstand har kunnet observeres i mange lande efter forud­gå­ende lavkonjunkturer. 

   Hvis det ikke kan betale sig at sætte noget i gang, vil det være som det allerede længe har været tilfældet herhjemme. Kun de, som trod­ser de dårlige forhold, vil komme rig­tig i gang, og alt for mange af disse forbløder undervejs. Resultatet er det katastrofale, at vi til stadighed får tilført for få erhvervsdrivende

   Det egentlige problem er nemlig ganske enkelt utilstrække­lig for­nyelse i den sektor, der skal frem­bringe den rig­dom, som en efter­hånden alt for stor hjælpe‑ og for­delings­sektor har fået en stedse vok­sende ekspertise i at "admi­ni­strere", det vil sige forbruge.

   Hertil kommer så, at den del af befolkningen, der er mulige iværk­sættere, men som på grund af almindelig sund fornuft afstår fra at etablere egen virksomhed, eller som simpelt hen bliver for­hindret af vanskelighederne, vil lufte deres forbitrelse over for spe­cielt landets ledelse. Fordi den efter deres op­fat­telse ikke forstår nogle almin­delige forud­sætninger for fornyelse i er­hvervs­sektoren, nemlig først og frem­­mest, at det altså skal kunne betale sig. 

   Denne indstilling vil i visse til­fælde udvikle sig til en egent­lig idio­synkrasi, som nær­værende beskri­velse måske også kan opfat­tes som udtryk for. Dette bevirker, at der udvikles en lignende modsat tilstand hos politi­kere og andre, som for­ud­sættes at være dem, der skulle være i stand til at hjælpe til med løsning af disse alvorlige problemer. Og det en­de­lige resultat bliver simpelt hen, at der ikke sker noget som helst.

   Desværre må man jo nok kon­kludere, at hovedparten af de mulige iværksættere trods alt hidtil har vist sig at være de "klogeste". De bliver ganske enkelt i deres nu­væ­rende beskæfti­gel­se, så længe forhol­dene er som de er. De fleste har nem­lig for længst erkendt, at de ikke vil kunne lave om på politikerne, me­dens disse til­syneladende sta­dig tror, at de kan "producere" iværksæt­tere på anden måde end ved som i andre lande "blot" at skabe al­min­delige gode forhold på det øko­no­miske område.

   Et stedse voksende iværksætter­hjælpesystem med udbud af iværk­sæt­terkursus og alskens anden iværk­­­sæt­terglimmer lever fedt af denne tilstand. Ved hjælp af poli­ti­kernes "stedse bevågenhed over for landets fremtidige erhvervs­sek­tor", iværksætteraspiranterne, kappes det­te systems deltagere om at hjælpe hin­anden med at "hjælpe" i et sådant omfang, at iværksætteraspiran­ter­ne i stor udstrækning simpelt hen jokkes ned. Hvilket så med en ligeledes stedse voksende be­hændighed ud­nyttes til at overbevise blandt andet po­litikerne om, at "succesen", som altså nærmest er en fiasko, kunne blive endnu større, hvis der bevilges flere penge til iværk­sætter­ne, hvilket vil sige til hjælperne.

   Det ville være lykkeligt for landet, hvis man omsider blev klar over det uhyggeligt selvforstærkende i dette system. Bevilges der flere penge til hjælpesystemet i stedet for til iværk­sætterne, bliver iværksæt­ter­aspi­ran­terne endnu mere sure og umo­tive­rede. Hvilket så igen be­kræfter nød­vendigheden af iværk­sæt­terhjælpesy­stemet, ikke mindst for at holde denne "meget vigtige sam­­funds­sek­tor" men også "tem­me­lig utak­nem­melige og besværlige ska­re af iværk­sætter­aspiranter" stangen i en pas­sende afstand fra de travle politiker­e.

   Det er virkelig på tide, at der gøres noget for at skabe et nyt energi­akti­ve­ringssystem. Af den enkle art, som altså foreløbig har gjort iværk­sætterhjælpesystemet og ikke mindst sporten til nogle yderst attraktive "erhvervssektorer", nemlig PENGE!­ Ved at give disse i større doser, og samtidig mere direkte til iværksæt­teraspiranter­ne, og ikke mindst gen­nem en direkte aner­kendelse af disse, kunne man måske så omsider oven i købet opnå at gøre livet i erhvervs­sek­toren til en sport.

TDJ.

 

PS. Dette nødråb blev for resten offentliggjort i Politiken den 19. januar 1989!!

 

Gør Margrethe til konge

Herved kan Prinsgemalen Henrik  blive dronning, og dermed kan diskussionen om Prinsegemalen Henriks ønske om at blive tituleret standsmæssigt blive løst.

Ifølge gængse ordbøger er begrebet konge betegnelsen for et livsvarigt statsoverhovet i et monarkistisk stat (kongerige eller kongedømme). Om kongen skal være mand eller kvinde foreligger der intet. Eftersom begrebet dronning ifølge gænge ordbøger bl.a.  også benyttes som betegnelse for en kongens ægtefælle, så synes et af nationens store problemer hermed at være løst med tilstrækkelig begrundelse.

Skulle nogen alligevel føle problemer i forbindelse med at en dronning for fremtiden således også kan være en mand, må det sidestilles med, at der tilsyneladende stadig findes nogen, der ikke rigtig kan forlige sig med, at en sygeplejerske også kan være af hankøn. 

Forhåbentlig vil denne ændring give mere plads til omsider i stedet at debattere, hvordan vi får produceret flere nye virksomheder og dermed nye arbejdspladser.

Basil.