Grundskyld - nutidens kopskat

Kopskat er en såkaldt regressiv skat. Jo mindre man tjener, des højere bliver skatteprocenten. Akkurat som grundskylden.

Kopskatten blev ofte brugt i middelalderen, når statskassen var tom. 

Hver gang blev den imidlertid afskaffet igen, når absurditeten blev åbenbar. I forbindelse med reorganiseringen efter Statsbankerotten i 1813, anvendtes metoden ved at pålægge alle landets ejendomme en første prioritet på 6 procent af ejendomsværdien.

I dag er denne procentandel for længst overskredet for de ejendomme i de områder af landet, hvor husejerne på grund af manglende evne til at betale den høje grundskyld, har ladet deres skat indefryse.

Grundskyldsskatten må således være et af de klareste beviser på, at der endnu en gang er noget galt i statens regnskab. Et par tal burde være tilstrækkelig bevis herfor. I år har staten et underskud på mere end 50 milliarder kroner. Sammen med tidligere års underskud er det blevet til en gæld på op mod 500 milliarder. Overskuddet på handelen med udlandet bliver ikke længere investeret i den nødvendige fornyelse af dansk produktion. I stedet er der gennem flere år investeret hundredvis af milliarder i udenlandske arbejdspladser, som i mange tilfælde samtidig er med til at reducere antallet af arbejdspladser i Danmark. Mens befolkningen i Danmark siden 1960 kun er øget med lidt over 20 %, hovedsagelig på grund af indvandring, er antallet af offentligt ansatte firedoblet fra 200.000 til 800.000. 

For meget, og dog for lidet

Man fristes derfor til at bruge samme karakteristik, som en historiker anvendte til at beskrive årsagen til Statsbankerotten i 1813: ”Vi havde i forhold til landets evner for stort et statsapparat uden at alligevel hvert enkelt del svarede til det, man ventede eller fordrede af den”. 

Eller, kort og godt, ”for meget for vore kræfter og dog for lidet for øjemedet”.

Måske er tiden derfor inde til noget helt andet. For eksempel som man gjorde i 1919 for at hindre den revolutionsstemning, der herskede andre steder i verden. I korthed pålagde man en engangsskat på 25 procent af den totale værdi af op mod 100 af produktionsenhederne i den tids hovederhverv, landbruget. En af begrundelserne var, at disse havde lukreret for meget af de prisstigninger, som den netop afsluttede krig havde medført.

I dag kan man bl.a. konstatere, at Danmarks 50 rigeste familiers pengetanke, på trods af eller måske rettere som følge af usikkerheden i verden, siden 2009, er vokset med ikke mindre end 155 procent til i alt 428 milliarder kroner.

I samme periode har den årlige tilvækst i bruttonationalproduktet, som er et mål for det generelle aktivitetsniveau i økonomien, ligget på et internationalt lavt stade på mellem -0,2 og 1,6 procent!!

Det ville være trist, hvis man i en historiebog om 100 år kan læse det samme, som man kunne 100 år efter Statsbankerotten i 1813:"For at redde landet ud af problemerne under de daværende tilstande, havde der måtte fordres en energisk og overlegen ledelse. Men af energi var der kun lidet, kun nu og da nervøs voldsomhed, af overlegenhed var der endnu mindre, kun til den ene side den rutinemæssighed, der lagde hovedvægten på at komme ud af den enkelte dags forlegenheder, til den anden side dilettanteri med uigennemførlige projekter, - af ledelse var der slet intet".

tdj. Frederiksborg Amts Avis 25.10.2016

Politikeres stockholmsyndrom

Når man i en kommunes budgetforslag for den næste fireårs periode kan læse, at borgernes skattebetaling samt grundskyld stiger betydeligt, mens samtlige udgifter til kommunens ressortområder, veje, kultur, børn, skole, socialvæsen, sundhed samt erhvervsfremme beskæres, må man naturligvis undre sig over, hvor pengene så bliver af.

Svaret er ganske enkelt. Flere og flere af pengene ædes op i systemet. Væsentligst fordi man i budgetforslaget også kan læse, at man regner med fortsatte stigninger i lønninger til kommunens ansatte, samt ikke mindst til det forbrug i det offentlige system, som samtidig foregår i andre kommuner.

Der kan naturligvis ikke herske nogen som helst tvivl om, at det der fremgår af kommunens 350 siders budgetforslag for den kommende fireårs periode er udarbejdet af kommunens veluddannede embedsmænd.

Når hovedparten af kommunens kommunalbestyrelse, der i antal og ekspertise naturligvis på dette område er ringere stillet, og derfor i langt mindre grad er egnede som medspillere i denne proces, derefter skal fremlægge forslaget for offentligheden, kan der næppe heller herske tvivl om, at evnen, mulighederne, og måske også lysten til at øve væsentlig indflydelse på eventuelle ændringer, må være lige så ringe, som gidslernes i den situation, som har givet navn til fænomenet, stockholmsyndromet.

Navnet stockholmsyndromet stammer som bekendt fra det tidligere meget omtalte røveriforsøg på en bank i Stockholm, hvor røveren havde taget en del af bankens personale som gidsler. Efterfølgende kunne man konstatere, at gidslerne i nogen grad havde bakket op om den gidseltagende røvers krav.

Kan det tænkes at stockholmsyndromet i nogen grad kan være trængt ind blandt vore lokale politikere, når besparelserne tilsyneladende ikke er gået ud over de offentligt ansatte, som altså ser ud til fortsat at kunne bemægtige sig en stadig større andel af samfundskagen?

tdj Rudersdal Avis 30. august 2016

Tankevækkende tal

I 1960 var der 190.000 landbrugsbedrifter i Danmark. I dag er der cirka 10.000! I 1960 var der 200.000 ansatte i den offentlige sektor. I dag er der ca. 830.000!

I gennemsnit er der således hver eneste dag gennem 55 år nedlagt 9 landbrugsbedrifter, medens der er oprettet 31 nye stillinger i det offentlige system! 

Alligevel går det vel meget godt i kongeriget. Eller er det kun tilsyneladende?

Hvad betyder det for eksempel på længere sigt, at staten, dvs. os alle sammen, for at vi kan have det så godt, som vi synes vi har det, er nødt til, trods verdens højeste skattebelastning, at låne 50 – 60 milliarder kroner årlig for at få regnskabet til at ”balancere”? Og hvad kommer det til at betyde på længere sigt, at staten siden krisen i 2008 som følge heraf har pådraget sig en gæld på omkring 500 milliarder kroner. Det er jo årlig ”kun” omkring 10.000 kroner for hver indbygger i kongeriget og i alt omkring 100.000 kroner, som hver borger har betalt for lidt i skat, og som skal udredes senere.

Hvad betyder det i øvrigt, at kapitalbevægelserne mellem Danmark og udlandet viser, at Danmark samtidig, og med EU-tilskud, investerer i arbejdspladser i udlandet i stedet for at lade investeringerne gå til danske arbejdspladser? Siden krisen i 2008 er det blevet til i alt omkring 700 milliarder kroner, der kunne have været investeret i nye danske arbejdspladser, som jo bliver et mere og mere påtrængende problem.

Nogle vil på denne baggrund synes, at der er et eller andet, der ikke er som det burde være, når gode tider betyder, at udviklingen i Danmarks tidligere hovedindustri, landbruget, har medført sammenlægninger, rationaliseringer, produktionsforøgelser og andre tidssvarende ”forbedringer”, selv om det altså også har ført til stadig lavere priser på de produkter denne sektor frembringer. Men når stordrift, sammenlægninger, rationaliseringer også i landets nye største industri, den offentlige sektor, nu også ser ud til at have medført fald i effektiviteten, burde man fornuftigvis begynde at studse lidt over, hvad der har ført hertil.

Man kunne for eksempel begynde at fundere lidt over den omstændighed, at medens kommunerne i Danmark er blevet rationaliseret, effektiviseret og reduceret fra 1300 til 277 i 1970 og til 98 i 2007, har Schweiz for eksempel bibeholdt en struktur med omkring 2400 kommuner. Resultatet har været, at Schweiz kan klare sig med at bruge 33 % af bruttonationalproduktet til den offentlige sektor, medens den danske offentlige sektor må beslaglægge 52 % af bruttonationalproduktet for at få det til at se ud som om det ser nogenlunde ud.

Nogle vil også mene, at det er på tide at gøre oprør mod den udvikling, hvor fortiden til stadighed synes at opæde mulighederne for en fremtidig sund udvikling. Problemet er bare det, at antallet af offentlig ansatte og af personer af alskens art, som nyder fordele af penge fra det offentlige, nu udgør omkring to tredjedele af befolkningen. Hvis den sidste tredjedel, der lider ekstra meget under denne udvikling, måtte gøre oprør over denne form af afvikling af velfærdsstaten, kunne man vel desværre forestille sig, at det ville føre til samme foranstaltninger, som ses efter oprøret i Tyrkiet. 

Dette er nok den egentlige grund til, at alle tilsyneladende lader stå til og naivt håber på et eller andet mirakel, som jo desværre alt for ofte har det med at udeblive, når det er den eneste redning.  tdj

Frederiksborg Amts Avis 01. august 2016

Afmagtens arrogance?

Vi må takke forsynet for, at mennesketyper som de tidlige ministre Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann Jensen ikke har magt som de har agt. For så ville verden igen stå åben for lignende folkeforførere og despoter, hvis magt og indflydelse netop er baseret på den demokratifobi, som Ellemann Jensen er citeret for i Politiken som opbakning for Lykketofts lignende, besynderlige demokratiforskrækkelse.

”Brexit folkeafstemningen har” siger Ellemann Jensen, ”mindet mig om, at jeg grundlæggende afskyr folkeafstemninger. Nu vil det sædvanlige slæng af populister, der påberåber sig at være repræsentanter for ”den almindelige befolkning”, utvivlsomt råbe op og beskylde mig for at være både arrogant og elitær. Det første er nok rigtigt, det andet vil jeg tage som en kompliment”.

Det vil ikke være svært for almindelige mennesker at kæde en sådan tirade sammen med andre af fortidens demokratifornægtere, som har haft større evner og held til – i hvert fald for en tid – at forhindre afstemninger, og føre folket mod afgrunden. I virkeligheden er Brexit folkeafstemningen vel bare et udtryk for utilfredsheden med lignende arrogante og elitære personager, inden de bliver så stærke, at de helt kan hindre folkeafstemninger, der går dem imod.

Det kan også være på sin plads at minde de to selvudnævnte arrogante og elitære herrer om, at en af baggrundene for indførelse af demokratiet med grundloven i 1849 var en midlertidig voksende bølge af nye og sundere åndsstrømninger, gryende fornyelse i den politiske styreform, og voksende sund sans hos flertallet i befolkningen, og som det blev sagt i forbindelse med oprettelsen af stænderforsamlingerne: at de afgørende offentlige spørgsmål ikke var af en mere indviklet karakter, end at enhver fornuftig mand kunne danne sig en mening derom.

tdj (Frb.Amts Avis 5 juni 2016)

PS. EU's præsident har desværre også bakket op om de danske ronkedorers arrogance med sin udmelding om, at "vi er nødt til at lyve", og Tysklands præsident mener, at "det er ikke eliten, der er noget i vejen med, men det er befolkningen"! 

Det går godt i Danmark, men….

Beskæftigelsen stiger. Produktiviteten falder. Skatterne stiger, og det gør statens underskud også. Blot nogle få af alle de mange ting, der er god grund til at undre sig over.

Det, der kan give anledning til den største undren er, at der ikke er flere, der undrer sig, og navnlig at man ikke undrer sig så meget, at det kan give anledning til større debat i befolkningen og i Folketinget om årsagen hertil, og navnlig om hvad der kan gøres, når der rent faktisk er tale om en krisetilstand.

Man fristes derfor til at beskrive denne tilstand med Storm P’s karakteristik. Krise er, når ingen ved hvad der skal gøres i en fart. tdj

Gode og dårlige nyheder.

Den gode nyhed: Opsvinget venter lige om hjørnet! Den dårlige: Det gjorde det også sidste år!

Store, gamle virksomheders ruelser afslører behov for flere nye virksomheder

Lego, Mærsk og Danske Bank har ifølge dagbladet Børsen slået sig sammen i en fælles jagt efter viden, kapital og erfaringer i Silicon Valley i Californien. Ifølge direktøren for Mærsk, Nils Smedegård Andersen er det sket ”som led i en konstant søgen efter innovation, der kan skabe nye forretningsplatforme og transformere vores forretningsområder.”

Smukt og positivt formuleret, selv om det i nogen grad også kan være udtryk for store virksomheders ruelser, når udsigterne for fremtiden tages op til overvejelse.

Lego må vel i denne forbindelse formodes at have haft Kodak i tankerne. Efter i tresserne at have været leverandør af næsten 90% af verdens behov for film, er selskabet i dag kun en skygge af sig selv efter en rekonstruktion i 2012.

Mærsk må på samme måde have tænkt på fortidens gigant, Østasiatisk Kompagni, eller ØK, som efter at have været Danmarks store skibsfartikon, samt ejer af flere skibsværfter, og med omkring 40.000 beskæftigede i halvfjerdserne, nu er mindre end en skygge.

Danske Banks tanker kan i samme ærinde være gået tilbage til starten under navnet Den Danske Landmandsbank, hvor man som havkatten i hyttefadet trodsede den herskende bankkultur og indførte en nødvendig fornyelse. Noget som også synes påkrævet i dag. Hvor svær fornyelse kan være for en bestående virksomhed, vil banken også blive mindet om, når man tænker på bankens krak i 1921, og det nyligt fejlslagne forsøg på internationalisering med banker i Irland, samt storfuseren, ”New Standards”

Der er sådan set ikke noget i vejen med de store, gamle virksomheder. Men det er med dem som med gamle mennesker. De bliver ikke ved med at være aktive og produktive. Oftest er de mest interesserede i at blive bedre til det, de har været gode til – men de skaber som regel ikke nyheder og arbejdspladser. Og især skaber de i utilstrækkeligt omfang fornyelse og reel fremgang for samfundet, som er det, der kan skabe de nødvendige nye arbejdspladser.

Det opløftende ved denne umiddelbart tvivlsomme situation for de store og gamle virksomheder er, at der er masser af både nye og gamle midler og metoder, der kan tages i brug til fornyet fremgang gennem små og nye virksomheder, hvoraf nogle få kan blive fremtidens store. tdj.

Obs! Den 29. juni  2016 kan det konstateres, at Mærsk har tabt en af sine vigtigste olieudvinddingskontrakter, og at den administrerende direktør Nils Smedegaard Andersen er blevet fyret.

Bankerne skal ud af erhvervsfornyelsen

De gamle banker og de store, danske erhvervsvirksomheder taler hult, når de maner til forsigtighed med nyinvesteringer. De har selv været med til at skabe et paradoksproblem.

Det er derfor på høje tid at få hægtet de gamle banker og de store, gamle virksomheder af, når det drejer sig om erhvervsfornyelse.

I stedet for hører man alt for ofte denne gamle floskel: Vi skal have regeringen, de store virksomheder og pengeinstitutterne på banen. De skal bringes til at huske, at det er dem, der får glæde af iværksætternes succes.

Udviklingen, eller rettere mangelen på udvikling, viser netop, at det omsider er på tide at få "de gamle" hægtet af. For jo mere man investerer tid, kræfter og penge i at gøre noget gammelt nyt, eller noget stort endnu større, des mindre fornyelse og udvikling kommer der ud af det.

Ovenstående er uddrag af en artikel i Berlingske den 16. juli 1992, hvor behovet for erhvervsfornyelse var lige så aktuelt og livsvigtigt som i dag. Det førte dengang til et privat oplæg til et lovforslag om en ny type statsautoriserede, private udviklingsselskaber, som efter amerikansk forbillede skulle være uden for det bestående finansieringssystems indflydelse. Begrundelsen var blandt andet den, at bankernes ekspertise består i dækning af behovet for passiv fremmedkapital mod sikkerhed i den private egenkapital, som altså til stadighed er en mangelvare.

Inden lovforslaget i begyndelsen af 1994 var klar til at blive vedtaget, lykkedes det imidlertid den gamle garde af finansieringsforetagender at få det skåret til på en sådan måde, at incitamentet til etablering af et helt nyt finansieringssystem i det private regi blev bortelimineret. Derefter kunne bankerne stort set overtage, eller i hvert fald igen kontrollere "erhvervsfremmesystemet", og i samarbejde med en ny forkromet bank, der fik navnet Vækstfonden, lykkedes det dette "system" på et senere tidspunkt at få forhøjet statsgarantien til det niveau, som var anbefalet i det oprindelige lovforslag, men uden den fornødne ekspertise.

Sådan hindrede man dengang en reel erhvervsfremmefornyelse. Det bliver spændende at se, om det hidtil herskende, og tilsyneladende mere og mere utilstrækkelige, erhvervsfremmesystem endnu en gang er i stand til at hindre opfyldelsen af et stadig større behov for fornyelse på såvel finansierings- som erhvervsfremmeområdet.
tdj.

(Dette indlæg er en omarbejdelse af en artikel med samme overskrift af Tage Dalsgaard Jensen i Berlingske Tidende, den 16. juli 1992.)

Fornyelse eller samarbejde

Vi har en særdeles kvik medarbejder, som desværre ikke egner sig til at samarbejde, så vi bliver nok nødt til at afskedige den pågældende for ikke at skabe for megen uro i det daglige arbejde. Sådan har mange virksomheder og organisationer imidlertid samtidig banet vejen for stille og rolig tilbagegang i stedet for nødvendig fornyelse. tdj

Ordsprogsudvikling

Skik følge eller land fly,

 er på vej til at blive til:

 Skik følge eller lav en ny.

Behov for ny tænkning, ny handling og ny fremgang

"Den der gør det forkerte, handler rigtigt. Derved sker det!" 

 

Sådan skrev forfatteren og »provokatøren« Poul Henningsen i Radiohusets gæstebog, kort før han døde. Værd at tage op til overvejelse, når man tænker på alle de »rigtige« ting, som »fornuftige« mennesker til stadighed foregiver at gøre i fremskridtets navn, men med så forbavsende resultater, som medierne gang på gang åbenbarer.

 

Det bør vække til yderligere eftertanke, at mange af de problemer, som med jævne mellemrum dukker op i medierne, kun er symptomer på, at det måske er den danske samfundsmodel som helhed, der knirker lidt i fugerne. Oven i købet efter flere såkaldte velstands­bølger, hvor medierne samtidig har kunnet afspejle befolkningens interesse for stadig nye aktiviteter, udfordringer og spænding.

 

Billedet af et samfund i vildrede forstærkes af, at mediernes lyttere, læsere og seere i stedet enten spises af med ægte uvirkelighed som Robinson, Fangerne på Fortet, Vild med dans, X-factor og lignende, eller hvad værre er, med arrangerede orddueller i rasende tempo om flere og flere problemer i og om et politisk system, der tilsyneladende er helt fremmed for virkeligheden, som jo netop er den allerstørste fare, der burde bearbejdes.

 

Der er ganske enkelt noget paradoksalt i, at fugleflokke og fiskestimer, der trues af farer, kan vende deres flugt på brøkdele af sekunder, hvorimod mennesker, virksomheder og hele kulturer, der er i fare, tilsyneladende bruger "fornuften" på en sådan måde, at de bare svømmer eller flyver videre, mens det alt for ofte udvikler sig til katastrofetilstande og fiaskoer.

 

Tidspunktet kan derfor ikke være bedre til at begynde på at »vove det forkerte« for omsider at få nogle ting frem, som kan være med til at danne en ægte ny og fremgangsskabende virkelighed.
tdj.

Forsigtighed for­sinker fornuftige fremskridt.

Fana­tiske for­kæmpere for fabu­lerende fan­tasier fostrer fremtidens fremskridt.

 

Forsyn fremmer fædrelandets florissante fremtid.

For­tidens faktorer forstyr­rer.

Fornyelse fordrer fortsat fyrige, fremsynede, forandringshungrige foregangs-m/k'ere frem for forsigtige, floromvundne, forkalkede fortidlevninger.

Frygt følgelig fore­kommende, for­bindt­li­ge, formynderiske, folkeforførende folketings-medlemmer, fordi forannævntes forkær­lighed for flertallets forstemmende fornyelses-forhindrende fedthases fremfusende forstands­hovmod forhindrer for­nød­ne frem­skridt.
tdj.