Gode og dårlige nyheder.

Den gode nyhed: Opsvinget venter lige om hjørnet! Den dårlige: Det gjorde det også sidste år!

Store, gamle virksomheders ruelser afslører behov for flere nye virksomheder

Lego, Mærsk og Danske Bank har ifølge dagbladet Børsen slået sig sammen i en fælles jagt efter viden, kapital og erfaringer i Silicon Valley i Californien. Ifølge direktøren for Mærsk, Nils Smedegård Andersen er det sket ”som led i en konstant søgen efter innovation, der kan skabe nye forretningsplatforme og transformere vores forretningsområder.”

Smukt og positivt formuleret, selv om det i nogen grad også kan være udtryk for store virksomheders ruelser, når udsigterne for fremtiden tages op til overvejelse.

Lego må vel i denne forbindelse formodes at have haft Kodak i tankerne. Efter i tresserne at have været leverandør af næsten 90% af verdens behov for film, er selskabet i dag kun en skygge af sig selv efter en rekonstruktion i 2012.

Mærsk må på samme måde have tænkt på fortidens gigant, Østasiatisk Kompagni, eller ØK, som efter at have været Danmarks store skibsfartikon, samt ejer af flere skibsværfter, og med omkring 40.000 beskæftigede i halvfjerdserne, nu er mindre end en skygge.

Danske Banks tanker kan i samme ærinde være gået tilbage til starten under navnet Den Danske Landmandsbank, hvor man som havkatten i hyttefadet trodsede den herskende bankkultur og indførte en nødvendig fornyelse. Noget som også synes påkrævet i dag. Hvor svær fornyelse kan være for en bestående virksomhed, vil banken også blive mindet om, når man tænker på bankens krak i 1921, og det nyligt fejlslagne forsøg på internationalisering med banker i Irland, samt storfuseren, ”New Standards”

Der er sådan set ikke noget i vejen med de store, gamle virksomheder. Men det er med dem som med gamle mennesker. De bliver ikke ved med at være aktive og produktive. Oftest er de mest interesserede i at blive bedre til det, de har været gode til – men de skaber som regel ikke nyheder og arbejdspladser. Og især skaber de i utilstrækkeligt omfang fornyelse og reel fremgang for samfundet, som er det, der kan skabe de nødvendige nye arbejdspladser.

Det opløftende ved denne umiddelbart tvivlsomme situation for de store og gamle virksomheder er, at der er masser af både nye og gamle midler og metoder, der kan tages i brug til fornyet fremgang gennem små og nye virksomheder, hvoraf nogle få kan blive fremtidens store. tdj.

Obs! Den 29. juni  2016 kan det konstateres, at Mærsk har tabt en af sine vigtigste olieudvinddingskontrakter, og at den administrerende direktør Nils Smedegaard Andersen er blevet fyret.

Bankerne skal ud af erhvervsfornyelsen

De gamle banker og de store, danske erhvervsvirksomheder taler hult, når de maner til forsigtighed med nyinvesteringer. De har selv været med til at skabe et paradoksproblem.

Det er derfor på høje tid at få hægtet de gamle banker og de store, gamle virksomheder af, når det drejer sig om erhvervsfornyelse.

I stedet for hører man alt for ofte denne gamle floskel: Vi skal have regeringen, de store virksomheder og pengeinstitutterne på banen. De skal bringes til at huske, at det er dem, der får glæde af iværksætternes succes.

Udviklingen, eller rettere mangelen på udvikling, viser netop, at det omsider er på tide at få "de gamle" hægtet af. For jo mere man investerer tid, kræfter og penge i at gøre noget gammelt nyt, eller noget stort endnu større, des mindre fornyelse og udvikling kommer der ud af det.

Ovenstående er uddrag af en artikel i Berlingske den 16. juli 1992, hvor behovet for erhvervsfornyelse var lige så aktuelt og livsvigtigt som i dag. Det førte dengang til et privat oplæg til et lovforslag om en ny type statsautoriserede, private udviklingsselskaber, som efter amerikansk forbillede skulle være uden for det bestående finansieringssystems indflydelse. Begrundelsen var blandt andet den, at bankernes ekspertise består i dækning af behovet for passiv fremmedkapital mod sikkerhed i den private egenkapital, som altså til stadighed er en mangelvare.

Inden lovforslaget i begyndelsen af 1994 var klar til at blive vedtaget, lykkedes det imidlertid den gamle garde af finansieringsforetagender at få det skåret til på en sådan måde, at incitamentet til etablering af et helt nyt finansieringssystem i det private regi blev bortelimineret. Derefter kunne bankerne stort set overtage, eller i hvert fald igen kontrollere "erhvervsfremmesystemet", og i samarbejde med en ny forkromet bank, der fik navnet Vækstfonden, lykkedes det dette "system" på et senere tidspunkt at få forhøjet statsgarantien til det niveau, som var anbefalet i det oprindelige lovforslag, men uden den fornødne ekspertise.

Sådan hindrede man dengang en reel erhvervsfremmefornyelse. Det bliver spændende at se, om det hidtil herskende, og tilsyneladende mere og mere utilstrækkelige, erhvervsfremmesystem endnu en gang er i stand til at hindre opfyldelsen af et stadig større behov for fornyelse på såvel finansierings- som erhvervsfremmeområdet.
tdj.

(Dette indlæg er en omarbejdelse af en artikel med samme overskrift af Tage Dalsgaard Jensen i Berlingske Tidende, den 16. juli 1992.)