Tankevækkende tal

I 1960 var der 190.000 landbrugsbedrifter i Danmark. I dag er der cirka 10.000! I 1960 var der 200.000 ansatte i den offentlige sektor. I dag er der ca. 830.000!

I gennemsnit er der således hver eneste dag gennem 55 år nedlagt 9 landbrugsbedrifter, medens der er oprettet 31 nye stillinger i det offentlige system! 

Alligevel går det vel meget godt i kongeriget. Eller er det kun tilsyneladende?

Hvad betyder det for eksempel på længere sigt, at staten, dvs. os alle sammen, for at vi kan have det så godt, som vi synes vi har det, er nødt til, trods verdens højeste skattebelastning, at låne 50 – 60 milliarder kroner årlig for at få regnskabet til at ”balancere”? Og hvad kommer det til at betyde på længere sigt, at staten siden krisen i 2008 som følge heraf har pådraget sig en gæld på omkring 500 milliarder kroner. Det er jo årlig ”kun” omkring 10.000 kroner for hver indbygger i kongeriget og i alt omkring 100.000 kroner, som hver borger har betalt for lidt i skat, og som skal udredes senere.

Hvad betyder det i øvrigt, at kapitalbevægelserne mellem Danmark og udlandet viser, at Danmark samtidig, og med EU-tilskud, investerer i arbejdspladser i udlandet i stedet for at lade investeringerne gå til danske arbejdspladser? Siden krisen i 2008 er det blevet til i alt omkring 700 milliarder kroner, der kunne have været investeret i nye danske arbejdspladser, som jo bliver et mere og mere påtrængende problem.

Nogle vil på denne baggrund synes, at der er et eller andet, der ikke er som det burde være, når gode tider betyder, at udviklingen i Danmarks tidligere hovedindustri, landbruget, har medført sammenlægninger, rationaliseringer, produktionsforøgelser og andre tidssvarende ”forbedringer”, selv om det altså også har ført til stadig lavere priser på de produkter denne sektor frembringer. Men når stordrift, sammenlægninger, rationaliseringer også i landets nye største industri, den offentlige sektor, nu også ser ud til at have medført fald i effektiviteten, burde man fornuftigvis begynde at studse lidt over, hvad der har ført hertil.

Man kunne for eksempel begynde at fundere lidt over den omstændighed, at medens kommunerne i Danmark er blevet rationaliseret, effektiviseret og reduceret fra 1300 til 277 i 1970 og til 98 i 2007, har Schweiz for eksempel bibeholdt en struktur med omkring 2400 kommuner. Resultatet har været, at Schweiz kan klare sig med at bruge 33 % af bruttonationalproduktet til den offentlige sektor, medens den danske offentlige sektor må beslaglægge 52 % af bruttonationalproduktet for at få det til at se ud som om det ser nogenlunde ud.

Nogle vil også mene, at det er på tide at gøre oprør mod den udvikling, hvor fortiden til stadighed synes at opæde mulighederne for en fremtidig sund udvikling. Problemet er bare det, at antallet af offentlig ansatte og af personer af alskens art, som nyder fordele af penge fra det offentlige, nu udgør omkring to tredjedele af befolkningen. Hvis den sidste tredjedel, der lider ekstra meget under denne udvikling, måtte gøre oprør over denne form af afvikling af velfærdsstaten, kunne man vel desværre forestille sig, at det ville føre til samme foranstaltninger, som ses efter oprøret i Tyrkiet. 

Dette er nok den egentlige grund til, at alle tilsyneladende lader stå til og naivt håber på et eller andet mirakel, som jo desværre alt for ofte har det med at udeblive, når det er den eneste redning.  tdj

Frederiksborg Amts Avis 01. august 2016

Afmagtens arrogance?

Vi må takke forsynet for, at mennesketyper som de tidlige ministre Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann Jensen ikke har magt som de har agt. For så ville verden igen stå åben for lignende folkeforførere og despoter, hvis magt og indflydelse netop er baseret på den demokratifobi, som Ellemann Jensen er citeret for i Politiken som opbakning for Lykketofts lignende, besynderlige demokratiforskrækkelse.

”Brexit folkeafstemningen har” siger Ellemann Jensen, ”mindet mig om, at jeg grundlæggende afskyr folkeafstemninger. Nu vil det sædvanlige slæng af populister, der påberåber sig at være repræsentanter for ”den almindelige befolkning”, utvivlsomt råbe op og beskylde mig for at være både arrogant og elitær. Det første er nok rigtigt, det andet vil jeg tage som en kompliment”.

Det vil ikke være svært for almindelige mennesker at kæde en sådan tirade sammen med andre af fortidens demokratifornægtere, som har haft større evner og held til – i hvert fald for en tid – at forhindre afstemninger, og føre folket mod afgrunden. I virkeligheden er Brexit folkeafstemningen vel bare et udtryk for utilfredsheden med lignende arrogante og elitære personager, inden de bliver så stærke, at de helt kan hindre folkeafstemninger, der går dem imod.

Det kan også være på sin plads at minde de to selvudnævnte arrogante og elitære herrer om, at en af baggrundene for indførelse af demokratiet med grundloven i 1849 var en midlertidig voksende bølge af nye og sundere åndsstrømninger, gryende fornyelse i den politiske styreform, og voksende sund sans hos flertallet i befolkningen, og som det blev sagt i forbindelse med oprettelsen af stænderforsamlingerne: at de afgørende offentlige spørgsmål ikke var af en mere indviklet karakter, end at enhver fornuftig mand kunne danne sig en mening derom.

tdj (Frb.Amts Avis 5 juni 2016)

PS. EU's præsident har desværre også bakket op om de danske ronkedorers arrogance med sin udmelding om, at "vi er nødt til at lyve", og Tysklands præsident mener, at "det er ikke eliten, der er noget i vejen med, men det er befolkningen"!